Fra BMI 33 til BMI 25 på kortest forsvarlige tid
Du læser en tråd i debat > vægttab 10+fedania
#852
re: Intet nyt
Håber energien vender tilbage snart! :)
12 år11. august 2012 kl. 13:46
Girl next door
#853
re: Intet nyt
Hvordan går det med dig, Solakka?
Håber du har mulighed for at nyde weekenden og det gode vejr. At det lige kan give dig lidt energi trods alt :-)
Håber du har mulighed for at nyde weekenden og det gode vejr. At det lige kan give dig lidt energi trods alt :-)
12 år12. august 2012 kl. 09:50
solakka
#854
Tak for hilsenerne!
Tak for hilsenerne Michael, fedania og Girl next Door!
På sin vis var det en meget blandet weekend!
Fik presset mig selv til lidt mere aktivitet - men start niveauet er jo lavt.
Desværre er det jo sådan, at Colitis Ulcerosa medfører en enorm træthed. Vi med IBD - Inflammatory Bowel Disease har jo en forening og tre forskellige grupper på Facebook.
Der forskes i den træthed som følger med sygdommen - bl.a. kører der et Ph.d. projekt ved Århus hospital herhjemme.
I trådene på fb klager folk over denne enorme træthed og efterlyser gode råd og tip hvordan man kan prøve at mindske trætheden.
Men indtil nu findes der ikke så meget konkret - andet end generelle råd om at hvile, hvile og hvile... spise sundt... motionere.. og det gør jeg i hvert fald. Uden at indtil nu mærke forskel.
Som sådan er det vel ikke så underligt at patienterne er trætte.
Bare tænk selv over hvor træt man bliver hvis man har en halsbetændelse - og det er jo måske 5 - 10 cm af kroppen som kæmper med betændelse.
IBD patienter kan jo have mange meter slimhinde i tarmen som er angrebet af en autoimmun betændelsestilstand.
Som jo også nedsætter kroppens mulighed at optage alle de vigtige byggestene der skal til for at kunne være fit for fight, rask og energisk.
Så det er ikke så mærkeligt at det er HELT NORMALT at være meget træt hele tiden når man har IBD.
Når dette er sagt, så betyder det absolut ikke, at JEG har tænkt mig at lade sofaen gro fast i min bagdel!!!
Jeg er typen som aldrig giver op.
Hvis en metode ikke virker - så analyserer jeg. Finder ud af hvorvidt metoden skal justeres, eller der blot skal tålmodighed til.
Hvis jeg ikke i forvejen var overbevist om, at man skal være vedholdende når man står i en håbeløs situation - så havde min hests lange sygdoms forløb nok fået mig at indse, at det svarer sig at være vedholdende!
Hesten var jo dødsdømt.
Ikke engang en af tyve kompetente dyrlæger troede overhoved på, at hesten kunne overleve og blive rask.
Men hesten havde livsvilje, jeg havde stædigheden og evnen at lægge en god plan og gennemføre planen nøjagtigt og vedholdende. Dag efter dag. Uge efter uge. Måned efter måned blev der HVER dag gjort de ting jeg havde fundet frem til at ville give hesten de bedste chanser.
Vi kæmpede sammen i over seks lange måneder.
NU har hesten det fint! Vi kom i mål. Mod alle odds.
Men der skulle jo også en kæmpe indsats til.
Mellem seks og otte timer HVER dag (minus juleaften!)
Nu er det så jeg som er patienten.
Jeg vil bruge samme koncept - naturligvis! Eftersom det virkede.
Læse, spørge eksperter, tænke, analysere, lægge en plan. Og så gennemføre. Uden slinger.
Dag efter dag. Uge efter uge. Måned efter måned.
Lidt surt er det jo - men pyt! Det er en udfordring som skæbnen har smidt i hovedet på mig.
Jeg har ikke bedre valg end at tage udfordringen op!
Weekenden blev nydt i bedste stil!
Sørgelige og tunge ting (min datters sygdom og ufrugtbare bitterhed over sin skæbne). Hun er godt nok en tung bjørn at danse med!
Søndag fik jeg "narret" datteren og hendes søde kæreste med ud i naturen til et par af mine yndlingssted... Gurre sø og Kohaven. Og en lille smuttur forbi Hammermøllen.
Vi fik spist hyggelig - og sund - familie frokost og famile aftensmad. Hyggeligt at være fire ved bordet!
Svigersønnen og jeg blev enige om, at fremover har de at komme på besøg her til os meget tiere. Fordi det er godt for min datter. Hun er alt alt for isoleret.
Igen - jeg må lægge en plan. En plan for hvordan jeg kan hive hende op ur sofaen!
Det var også en helt forrygende oplevelse at kigge med på afslutningfesten af de Olympiske spil 2012!
Hold da op! Det var fantastiskt!
Håber I allesammen fik kigget med - og nød "spektaklet"! WOW sikken kreativitet! Og enormt charmerende!
Når den gamle gut fra Monty Python kørde løs med "Allways look at the bright side of life" - så var jeg helt solgt!! Det var måske det nummer jeg blev aller mest glad over!
Men også gode oplevelser!
På sin vis var det en meget blandet weekend!
Fik presset mig selv til lidt mere aktivitet - men start niveauet er jo lavt.
Desværre er det jo sådan, at Colitis Ulcerosa medfører en enorm træthed. Vi med IBD - Inflammatory Bowel Disease har jo en forening og tre forskellige grupper på Facebook.
Der forskes i den træthed som følger med sygdommen - bl.a. kører der et Ph.d. projekt ved Århus hospital herhjemme.
I trådene på fb klager folk over denne enorme træthed og efterlyser gode råd og tip hvordan man kan prøve at mindske trætheden.
Men indtil nu findes der ikke så meget konkret - andet end generelle råd om at hvile, hvile og hvile... spise sundt... motionere.. og det gør jeg i hvert fald. Uden at indtil nu mærke forskel.
Som sådan er det vel ikke så underligt at patienterne er trætte.
Bare tænk selv over hvor træt man bliver hvis man har en halsbetændelse - og det er jo måske 5 - 10 cm af kroppen som kæmper med betændelse.
IBD patienter kan jo have mange meter slimhinde i tarmen som er angrebet af en autoimmun betændelsestilstand.
Som jo også nedsætter kroppens mulighed at optage alle de vigtige byggestene der skal til for at kunne være fit for fight, rask og energisk.
Så det er ikke så mærkeligt at det er HELT NORMALT at være meget træt hele tiden når man har IBD.
Når dette er sagt, så betyder det absolut ikke, at JEG har tænkt mig at lade sofaen gro fast i min bagdel!!!
Jeg er typen som aldrig giver op.
Hvis en metode ikke virker - så analyserer jeg. Finder ud af hvorvidt metoden skal justeres, eller der blot skal tålmodighed til.
Hvis jeg ikke i forvejen var overbevist om, at man skal være vedholdende når man står i en håbeløs situation - så havde min hests lange sygdoms forløb nok fået mig at indse, at det svarer sig at være vedholdende!
Hesten var jo dødsdømt.
Ikke engang en af tyve kompetente dyrlæger troede overhoved på, at hesten kunne overleve og blive rask.
Men hesten havde livsvilje, jeg havde stædigheden og evnen at lægge en god plan og gennemføre planen nøjagtigt og vedholdende. Dag efter dag. Uge efter uge. Måned efter måned blev der HVER dag gjort de ting jeg havde fundet frem til at ville give hesten de bedste chanser.
Vi kæmpede sammen i over seks lange måneder.
NU har hesten det fint! Vi kom i mål. Mod alle odds.
Men der skulle jo også en kæmpe indsats til.
Mellem seks og otte timer HVER dag (minus juleaften!)
Nu er det så jeg som er patienten.
Jeg vil bruge samme koncept - naturligvis! Eftersom det virkede.
Læse, spørge eksperter, tænke, analysere, lægge en plan. Og så gennemføre. Uden slinger.
Dag efter dag. Uge efter uge. Måned efter måned.
Lidt surt er det jo - men pyt! Det er en udfordring som skæbnen har smidt i hovedet på mig.
Jeg har ikke bedre valg end at tage udfordringen op!
Weekenden blev nydt i bedste stil!
Sørgelige og tunge ting (min datters sygdom og ufrugtbare bitterhed over sin skæbne). Hun er godt nok en tung bjørn at danse med!
Søndag fik jeg "narret" datteren og hendes søde kæreste med ud i naturen til et par af mine yndlingssted... Gurre sø og Kohaven. Og en lille smuttur forbi Hammermøllen.
Vi fik spist hyggelig - og sund - familie frokost og famile aftensmad. Hyggeligt at være fire ved bordet!
Svigersønnen og jeg blev enige om, at fremover har de at komme på besøg her til os meget tiere. Fordi det er godt for min datter. Hun er alt alt for isoleret.
Igen - jeg må lægge en plan. En plan for hvordan jeg kan hive hende op ur sofaen!
Det var også en helt forrygende oplevelse at kigge med på afslutningfesten af de Olympiske spil 2012!
Hold da op! Det var fantastiskt!
Håber I allesammen fik kigget med - og nød "spektaklet"! WOW sikken kreativitet! Og enormt charmerende!
Når den gamle gut fra Monty Python kørde løs med "Allways look at the bright side of life" - så var jeg helt solgt!! Det var måske det nummer jeg blev aller mest glad over!
Men også gode oplevelser!
12 år13. august 2012 kl. 09:44
fedania
#855
re: Tak for hilsenerne!
Jeg må bare endnu engang ta' hatten af - hvor er det dog ualmindelig fantastisk, at du midt i dine egne kvaler hiver en kanin op af hatten ved at bekymre dig om din datters velbefindende. Hvor er det stort, at du har overskud til at forsøge at hjælpe hende også!
Og det lyder som en dejlig weekend - den har forhåbentligt givet lidt til batterierne, så du har lidt mere overskud de næste dage :)
Og det lyder som en dejlig weekend - den har forhåbentligt givet lidt til batterierne, så du har lidt mere overskud de næste dage :)
12 år13. august 2012 kl. 10:14
fedania
#856
re: Tak for hilsenerne!
Jeg læste lige i GND's tråd, at du er/har været frivillig i det lokale kvindekrisecenter - må man være så fræk at spørge om du stadig er det, og hvad det er for en center?
Som jeg vist fik nævnt i en anden tråd, så er jeg frivillig et sted hvor vi strikker tøj, og det inkluderer også tøj til krisecentre, så hvis "dit" center ikke allerede får tøj fra os, så vil jeg jo gerne gøre "dit" center opmærksom på muligheden. Det er ikke kun huser/vanter/halstørklæder, men også trøjer og især børnetøj og legesager (bamser, bolde osv) vi leverer hos krisecentrene :)
Som jeg vist fik nævnt i en anden tråd, så er jeg frivillig et sted hvor vi strikker tøj, og det inkluderer også tøj til krisecentre, så hvis "dit" center ikke allerede får tøj fra os, så vil jeg jo gerne gøre "dit" center opmærksom på muligheden. Det er ikke kun huser/vanter/halstørklæder, men også trøjer og især børnetøj og legesager (bamser, bolde osv) vi leverer hos krisecentrene :)
12 år13. august 2012 kl. 10:33
solakka
#857
re: Tak for hilsenerne!
Hej fedania
mon ikke Rønntofte Krisecenter kunne bruge både det ene og det andet!
Jeg foreslår at du ringer eller skriver en mail og spørger!
Her er kontaktinfo:
49 21 20 66
xn--krisecenterrntofte-r4b.dk
Jeg plejer altid at give ting og sager, tøj - men OBS! det skal være ikke blot rent men også "moderne"...- dameugeblade er heller ikke en dårlig ting! Bøger , musik.. Jeg skal faktisk på et tidspunkt gå igennem hvad jeg har af sysager og strikkegrej... jeg har voldsomme mængder af alt mulig håndarbejdsgrej ( arvegods efter svigerinde, svigermor, mor og nabo) Tænker at det kan være en god ting! Hobbyting - til at tegne og male... PAPIR til at tegne på er ALTID godt! Hvis nogen har en fungerende symaskine som aldrig bliver brugt (og medfølgende brugsforvirring) - al den slags ting kan bruges på et krisecenter! Blot det er GODE ting og ikke gammelt skrammel! I et vist omfang kan møbler også være OK. (Hvis man har plads at opbevare dem på krisecentret)
Så - det var en længere smøre!
Og nu kommer en endnu længere smøre:
(smiler) - ja jeg har jo officielt aldrig "holdt op" med at være frivillig vagt på Rønntofte Krisecenter i Helsingør - medlem i gruppe 3.
Men i virkeligheden er det efterhånden mange år siden.. Jeg var aktiv - ja særdeles aktiv - i over fem år. Sideløbende med et mega hektisk job som nordisk produktchef i en af europas største kemi koncerner...
Jeg har jo altid (tidligere) haft et ekstremt lavt søvnbehov - så jeg snuppede masser af nattevagter. Til den tjans hører også at man skal være tough, handlekraftig og ikke blot meget empatisk og med stort omsorgsgen. Som nattevagt er man (eller var) alene om ansvaret for beboernes vel og ve.
Og der kan jo ske mange ting... Og skete også mange ting..
Som jeg selv vurderer det så egner jeg mig godt til opgaver som frivillig vagt - omsorgsgenet er veludviklet men ikke omklamrende. Jeg synes jeg har endog meget nemt ved at snakke med alle slags mennesker - kan hurtigt "føle mig ind" i mennesker jeg møder på min vej. Og så er jeg praktisk orienteret - og mener at problemer er til for at løses. Hvis ikke på anden vis - så ved hjælp af salami metoden.
Men ak og ve: jeg KAN ikke lægge fra mig menneskeskæbner når jeg kommer hjem.
Så derfor egner jeg mig ikke på en længere bane at have omsorgsopgaver omkring medmennesker som er hårdt ramt af skæbenen.
Jeg engagerer mig 110%.
Og det er fint - blot man kan lægge fra sig bevidstheden om andres grumme skæbne og ens egen ubændige lyst at hjælpe, opmuntre*, trøste, finde info så vedkommende kan komme videre...
* med "opmuntre" mener jeg at have en fin "hjertetråd", en følsomhed for hvor det andet menneske er - og så finde det som er det rigtige lige i situationen. Er det det rigtige at foreslå at tage en kop kaffe sammen? Eller hvad det nu kan være... Mange kriseramte kvinder har brug for at man viser venlig interesse og opmærksomhed - andre har brug for at snakke, græde. Andre igen har brug for at være i FRED.
Og rigtigt mange har brug for en PAUSE fra det tragiske - at pjanke, grine og fjolle - og der kan jeg jo virkelig være med!
Det samme problem med at ikke kunne lægge skæbnene fra mig oplevede jeg den periode jeg "fuskede" som handicaphjælper. Og endnu mere når jeg arbejdede som vikar på en døgninstitution for udviklingshæmmede børn.
Så jeg har da været kisteheldig at jeg ikke valgte en uddannelse på omsorgsområdet! Men blev ingeniør og kastede min intense opmærksomhed på helt andre områder!
Håhå - nu er det på tide at komme ud til hesten og få noget kvalitetstid sammen med min kære firbenede ven! Plus motion - det er godt for os begge to!
Ud i naturen i godt selskab med lille Mik!
mon ikke Rønntofte Krisecenter kunne bruge både det ene og det andet!
Jeg foreslår at du ringer eller skriver en mail og spørger!
Her er kontaktinfo:
49 21 20 66
xn--krisecenterrntofte-r4b.dk
Jeg plejer altid at give ting og sager, tøj - men OBS! det skal være ikke blot rent men også "moderne"...- dameugeblade er heller ikke en dårlig ting! Bøger , musik.. Jeg skal faktisk på et tidspunkt gå igennem hvad jeg har af sysager og strikkegrej... jeg har voldsomme mængder af alt mulig håndarbejdsgrej ( arvegods efter svigerinde, svigermor, mor og nabo) Tænker at det kan være en god ting! Hobbyting - til at tegne og male... PAPIR til at tegne på er ALTID godt! Hvis nogen har en fungerende symaskine som aldrig bliver brugt (og medfølgende brugsforvirring) - al den slags ting kan bruges på et krisecenter! Blot det er GODE ting og ikke gammelt skrammel! I et vist omfang kan møbler også være OK. (Hvis man har plads at opbevare dem på krisecentret)
Så - det var en længere smøre!
Og nu kommer en endnu længere smøre:
(smiler) - ja jeg har jo officielt aldrig "holdt op" med at være frivillig vagt på Rønntofte Krisecenter i Helsingør - medlem i gruppe 3.
Men i virkeligheden er det efterhånden mange år siden.. Jeg var aktiv - ja særdeles aktiv - i over fem år. Sideløbende med et mega hektisk job som nordisk produktchef i en af europas største kemi koncerner...
Jeg har jo altid (tidligere) haft et ekstremt lavt søvnbehov - så jeg snuppede masser af nattevagter. Til den tjans hører også at man skal være tough, handlekraftig og ikke blot meget empatisk og med stort omsorgsgen. Som nattevagt er man (eller var) alene om ansvaret for beboernes vel og ve.
Og der kan jo ske mange ting... Og skete også mange ting..
Som jeg selv vurderer det så egner jeg mig godt til opgaver som frivillig vagt - omsorgsgenet er veludviklet men ikke omklamrende. Jeg synes jeg har endog meget nemt ved at snakke med alle slags mennesker - kan hurtigt "føle mig ind" i mennesker jeg møder på min vej. Og så er jeg praktisk orienteret - og mener at problemer er til for at løses. Hvis ikke på anden vis - så ved hjælp af salami metoden.
Men ak og ve: jeg KAN ikke lægge fra mig menneskeskæbner når jeg kommer hjem.
Så derfor egner jeg mig ikke på en længere bane at have omsorgsopgaver omkring medmennesker som er hårdt ramt af skæbenen.
Jeg engagerer mig 110%.
Og det er fint - blot man kan lægge fra sig bevidstheden om andres grumme skæbne og ens egen ubændige lyst at hjælpe, opmuntre*, trøste, finde info så vedkommende kan komme videre...
* med "opmuntre" mener jeg at have en fin "hjertetråd", en følsomhed for hvor det andet menneske er - og så finde det som er det rigtige lige i situationen. Er det det rigtige at foreslå at tage en kop kaffe sammen? Eller hvad det nu kan være... Mange kriseramte kvinder har brug for at man viser venlig interesse og opmærksomhed - andre har brug for at snakke, græde. Andre igen har brug for at være i FRED.
Og rigtigt mange har brug for en PAUSE fra det tragiske - at pjanke, grine og fjolle - og der kan jeg jo virkelig være med!
Det samme problem med at ikke kunne lægge skæbnene fra mig oplevede jeg den periode jeg "fuskede" som handicaphjælper. Og endnu mere når jeg arbejdede som vikar på en døgninstitution for udviklingshæmmede børn.
Så jeg har da været kisteheldig at jeg ikke valgte en uddannelse på omsorgsområdet! Men blev ingeniør og kastede min intense opmærksomhed på helt andre områder!
Håhå - nu er det på tide at komme ud til hesten og få noget kvalitetstid sammen med min kære firbenede ven! Plus motion - det er godt for os begge to!
Ud i naturen i godt selskab med lille Mik!
12 år13. august 2012 kl. 14:52
calcit
#858
re: Tak for hilsenerne!
Det er nemlig rigtigt med et for stort omsorgsgen skal man ikke vælge at arbejde med mennesker der er hårdt ramt af skæbnen. Det er en hårfin balance. Til gengæld forstår man meget...og det blir måske i sårbare perioder for meget. Men de bedste kollegaer er dem der har indlevelse og omtanke. Det er vel en god ting i alle job.
12 år13. august 2012 kl. 16:36
solakka
#859
Charlie Brown - en ny dag truer!
Og det gamle skrov er ikke nemt at få op i omdrejninger!
Det er ikke kun træthed som hjemsøger mig for tiden... stivhed, smerter... ØV
Det værste er dog at jeg vist nok er ualmindelig nærtagende for tiden.
Hvis jeg skal stole på min mavefornemmelse - så har jeg grund til at være sådan lidt såret, fornermet...
Fordi jeg ikke er "klassens populære pige"... i de kredse jeg nu om stunder bevæger mig i.
Det er nærmest som hvis jeg var usynlig....
Jeg bliver rigtig påvirket når folk behandler mig respektløst. Aflyser aftaler, ikke "svarer som jeg råber i skoven"...
Vil jeg fremture med at være imødekommende? "Forstående"?
Nej faktisk ikke!
Fordi jeg mister respekten for mig selv hvis jeg lader folk bruge mig som dørmåtte. At jeg er "reserven", den som kan hives frem som selskabsdame, hvis der ikke er bedre selskab til rådighed.
Venskab skal gå begge veje - ellers er det ikke venskab.
Nå - så fik jeg det på plads i mit hoved!
Det hjælper på mit indre følelses rod at prøve at skrive - vel at mærke sådan at ANDRE måske kan få hoved og hale i sagen!
Det er vist opgørenes tid lige nu i mit liv!
Fik renset luften lidt med min søster. Hun kæmper jo med sin brystcancer - har stadig 32 strålbehandlinger tilbage.
Men det kan ikke nytte noget at vise så meget hensyn til hendes sygdom at jeg ikke kan være ærlig.
Hvis hun dør, og der er jo en reel risiko, så vil der for evigt stå uærlighed mellem os. Så vi fik snakket.
Hun indrømmede at hun har stjålet mine familie fotografier.
Jeg fik fortalt hende at det er fint med fantasier. Men de kan ikke bruges i slægtforsknings sammenhang. At det "eventyr" hendes tyrkiske mand, som er forfatter, har bildt hende ind (at vores far skulle have været SPION 2 år i Tyrkiet) er en fantasi.
Fordi jeg har bevismateriale som uigendriveligt beviser at det ikke passer.
(Pas fra 1925 med ind og udrejsestempler, korrespondence til og fra ham, kvitteringer for indskrivelse ved Helsingfors Univeristet og andre til vores far udstedte kvitteringer)
Jeg er godt og grundigt træt af at diverse i min familie fremfører idiotiske fantasier som sandhed.
Påstanden om at vores far hjalp "prominente jøder" - WTF!
Ja vores far hjalp - men det var sgu ikke nogen "prominente" jøder... men helt almindelige mennesker! Den jeg kender bedst til var K. S. fra Wien. Som havde haft en lille tøj produktion før natsisterne snuppede ham. Jeg husker godt hans tatovering - minde fra koncentrationslejren...
Det er helt rigtigt at diverse hændelsesførløb i slægtens liv har været spektakulære - rene soap opera.
Det er rigtigt at vores mor havde en fin adelig afstamning - og var i ret nære familie med Olof Palme. (Som min lillebror lignede helt vildt meget i en periode).
Men alt det der med at overdrive, fantisere, forfalske minder... det er utroligt irriterende!
Og kan ikke bruges til en pind i slægtforsknings øjemed.
Uden at vi blev uvenner kunne jeg få sagt til min søster at jeg godt nok synes det er nogen forfærdelige søskende jeg har - som ikke kan holde sig til sandheden og opføre sig som almindelige normale mennesker!
Vi snakkede endnu en halv time bagefter - så jeg er så siker som man kan være at hun var OK med at sandheden blev luftet.
Og hvad har så alt dette her med min overvægt at gøre??
Og det barske faktum at mit BMI SKAL ned.
Min evne til at modstå fristelser er = NUL når jeg er ked af det.
Alt som bare lugter lidt af mobning - får mig ned med nakken.
Så mod bedre vidende købte jeg to ting som ikke stod på sedlen når jeg handlede ind på vej hjem fra hesten.
400g Halva og 125 g chokolade...
Som blev trøstespist.
Jeg må gøre mig mere uafhængig af andre menneskers ageren.
Simpelthen holde op med at gå i spåner og derefter trøste mig med voldsomme mængder slik.
Mere fokus på MINE mål.
Så - nu skal jeg op på hesten igen! Og blive der!
Godt jeg sat mig et nyt vægt mål - 1 kg/ måned. Det skulle dog kunne lade sig gøre!
Det er ikke kun træthed som hjemsøger mig for tiden... stivhed, smerter... ØV
Det værste er dog at jeg vist nok er ualmindelig nærtagende for tiden.
Hvis jeg skal stole på min mavefornemmelse - så har jeg grund til at være sådan lidt såret, fornermet...
Fordi jeg ikke er "klassens populære pige"... i de kredse jeg nu om stunder bevæger mig i.
Det er nærmest som hvis jeg var usynlig....
Jeg bliver rigtig påvirket når folk behandler mig respektløst. Aflyser aftaler, ikke "svarer som jeg råber i skoven"...
Vil jeg fremture med at være imødekommende? "Forstående"?
Nej faktisk ikke!
Fordi jeg mister respekten for mig selv hvis jeg lader folk bruge mig som dørmåtte. At jeg er "reserven", den som kan hives frem som selskabsdame, hvis der ikke er bedre selskab til rådighed.
Venskab skal gå begge veje - ellers er det ikke venskab.
Nå - så fik jeg det på plads i mit hoved!
Det hjælper på mit indre følelses rod at prøve at skrive - vel at mærke sådan at ANDRE måske kan få hoved og hale i sagen!
Det er vist opgørenes tid lige nu i mit liv!
Fik renset luften lidt med min søster. Hun kæmper jo med sin brystcancer - har stadig 32 strålbehandlinger tilbage.
Men det kan ikke nytte noget at vise så meget hensyn til hendes sygdom at jeg ikke kan være ærlig.
Hvis hun dør, og der er jo en reel risiko, så vil der for evigt stå uærlighed mellem os. Så vi fik snakket.
Hun indrømmede at hun har stjålet mine familie fotografier.
Jeg fik fortalt hende at det er fint med fantasier. Men de kan ikke bruges i slægtforsknings sammenhang. At det "eventyr" hendes tyrkiske mand, som er forfatter, har bildt hende ind (at vores far skulle have været SPION 2 år i Tyrkiet) er en fantasi.
Fordi jeg har bevismateriale som uigendriveligt beviser at det ikke passer.
(Pas fra 1925 med ind og udrejsestempler, korrespondence til og fra ham, kvitteringer for indskrivelse ved Helsingfors Univeristet og andre til vores far udstedte kvitteringer)
Jeg er godt og grundigt træt af at diverse i min familie fremfører idiotiske fantasier som sandhed.
Påstanden om at vores far hjalp "prominente jøder" - WTF!
Ja vores far hjalp - men det var sgu ikke nogen "prominente" jøder... men helt almindelige mennesker! Den jeg kender bedst til var K. S. fra Wien. Som havde haft en lille tøj produktion før natsisterne snuppede ham. Jeg husker godt hans tatovering - minde fra koncentrationslejren...
Det er helt rigtigt at diverse hændelsesførløb i slægtens liv har været spektakulære - rene soap opera.
Det er rigtigt at vores mor havde en fin adelig afstamning - og var i ret nære familie med Olof Palme. (Som min lillebror lignede helt vildt meget i en periode).
Men alt det der med at overdrive, fantisere, forfalske minder... det er utroligt irriterende!
Og kan ikke bruges til en pind i slægtforsknings øjemed.
Uden at vi blev uvenner kunne jeg få sagt til min søster at jeg godt nok synes det er nogen forfærdelige søskende jeg har - som ikke kan holde sig til sandheden og opføre sig som almindelige normale mennesker!
Vi snakkede endnu en halv time bagefter - så jeg er så siker som man kan være at hun var OK med at sandheden blev luftet.
Og hvad har så alt dette her med min overvægt at gøre??
Og det barske faktum at mit BMI SKAL ned.
Min evne til at modstå fristelser er = NUL når jeg er ked af det.
Alt som bare lugter lidt af mobning - får mig ned med nakken.
Så mod bedre vidende købte jeg to ting som ikke stod på sedlen når jeg handlede ind på vej hjem fra hesten.
400g Halva og 125 g chokolade...
Som blev trøstespist.
Jeg må gøre mig mere uafhængig af andre menneskers ageren.
Simpelthen holde op med at gå i spåner og derefter trøste mig med voldsomme mængder slik.
Mere fokus på MINE mål.
Så - nu skal jeg op på hesten igen! Og blive der!
Godt jeg sat mig et nyt vægt mål - 1 kg/ måned. Det skulle dog kunne lade sig gøre!
12 år14. august 2012 kl. 10:26
solakka
#860
To dage med masser af motion...
To dage med masser af motion... og i nat "betalte jeg" - AV AV AV!
Kl. tre om natten opgav jeg at være "tapper" - snuppede en Dolol. Den hjalp ikke alene - så der røg en Panodil ned også.
Så derfor er jeg tummelumsk og træt i dag.
Men smerterne er så til gengæld til at leve med.
Når jeg ikke kan sove om natten - så falder jeg plask ned i spisning...
Men pyt - det er bare at komme videre!
høhø - mon jeg tør indrømme at jeg dummede mig? Så Mik kom til at jogge mig på foden - den højre denne gang.
Vi var på vej hjem til fods efter undervisning - så var der lidt bøvl med en bakkende bil, nogle mennesker - så jeg ville flytte Mik. Han misforstod - og kom så til at jogge mig på foden.. Men det er overhoved ikke så slemt som sidste sommer hvor min ventre storetå blev knust. Jeg kan fint gå - og at "pege tåen" er blå - betyder ingenting.
Jeg SKAL presse mig selv fysisk - ellers går det langsomt ned ad bakke. Hvilket nok skyldes min alder.
For hvert ti år jeg er blevet ældre er det blevet vanskeligere at genoptræne. Det lagde jeg mærke til allerede for tyve år siden.
Skridttælleren fortæller ikke hele sandheden når man rider en del af strækningen! Men er dog et mål på hvor meget aktivitet der var..
Den som tror man blot "lader sig transportere" når man rider har nok ikke prøvet på at ride selv...
En meget stor del noteres af skridttælleren som "aerobic" - f.eks 13.500 skridt af 19.906 hvor vi gik til fods mere end en time (=med garanti IKKE aerobic aktivitet.
Km tallet passer heller ikke - fordi hestens skridt er så meget længere end mine - især ved galop.
Måske er det mere relevant at notere hvor mange timer jeg har bevæget mig med mit "hesteri"?
I går var jeg ude ved Mik kl tre. At strigle er god gymnastik!
Halv fire var vi klar til afgang. Marcherede i rask tempo til den hestepension som vores faste træner har.
Puh hvor var det VARMT! Jeg var helt opkogt!
15 min pusterum - hvor jeg pjaskede lidt vand på hesten og mig selv, afleverede en gave til en veninde, tjekkede udstyret, fik høretelefoner på - og så:
NO MERCY - totalt inspirerende 40 minutters intensiv undervisning hvor jeg bliver presset til grænsen af hvad jeg kan klare.. Mik ville man - og burde man - presse meget mere. Vi er ca på 20% af hvad han uden problemer kan prestere...
Mik er mageligt anlagt.. og lurepasser på hvor han kan snyde... det er lidt morsomt at se hans min når han bliver bedt om at bestille noget... "HVAD??!! Jeg er KÆLEDYR! Skal jeg nu også dette..?"
Men bagefter er han altid meget mere tilfreds end han plejer..
Så spadserede vi hjem - i langsomt tempo med små pauser - UHM Mik spiser gerne modne hyben! Og græs - selvfølgelig! Og tidsler! Og brændenælder!
Vi var nok 45 minutter om turen hjem.
Så skulle der skylles sved af Mik, blødlægge hovene i vand og oliere dem... laves gymnastik... inden han var klar at komme ind i sin boks.. og jeg kunne sætte alt udstyret på plads. Når jeg var klar at køre hjem havde jeg været i fuldt sving over fire timer... hvoraf 1½ time på et niveau der jeg pressede mig selv helt til grænsen..
I forgårs var vi også over fire timer på eventyr...
Nu er jeg spændt på at se hvor galt det gik i går med kosten... skal lige taste ind!
Kl. tre om natten opgav jeg at være "tapper" - snuppede en Dolol. Den hjalp ikke alene - så der røg en Panodil ned også.
Så derfor er jeg tummelumsk og træt i dag.
Men smerterne er så til gengæld til at leve med.
Når jeg ikke kan sove om natten - så falder jeg plask ned i spisning...
Men pyt - det er bare at komme videre!
høhø - mon jeg tør indrømme at jeg dummede mig? Så Mik kom til at jogge mig på foden - den højre denne gang.
Vi var på vej hjem til fods efter undervisning - så var der lidt bøvl med en bakkende bil, nogle mennesker - så jeg ville flytte Mik. Han misforstod - og kom så til at jogge mig på foden.. Men det er overhoved ikke så slemt som sidste sommer hvor min ventre storetå blev knust. Jeg kan fint gå - og at "pege tåen" er blå - betyder ingenting.
Jeg SKAL presse mig selv fysisk - ellers går det langsomt ned ad bakke. Hvilket nok skyldes min alder.
For hvert ti år jeg er blevet ældre er det blevet vanskeligere at genoptræne. Det lagde jeg mærke til allerede for tyve år siden.
Skridttælleren fortæller ikke hele sandheden når man rider en del af strækningen! Men er dog et mål på hvor meget aktivitet der var..
Den som tror man blot "lader sig transportere" når man rider har nok ikke prøvet på at ride selv...
En meget stor del noteres af skridttælleren som "aerobic" - f.eks 13.500 skridt af 19.906 hvor vi gik til fods mere end en time (=med garanti IKKE aerobic aktivitet.
Km tallet passer heller ikke - fordi hestens skridt er så meget længere end mine - især ved galop.
Måske er det mere relevant at notere hvor mange timer jeg har bevæget mig med mit "hesteri"?
I går var jeg ude ved Mik kl tre. At strigle er god gymnastik!
Halv fire var vi klar til afgang. Marcherede i rask tempo til den hestepension som vores faste træner har.
Puh hvor var det VARMT! Jeg var helt opkogt!
15 min pusterum - hvor jeg pjaskede lidt vand på hesten og mig selv, afleverede en gave til en veninde, tjekkede udstyret, fik høretelefoner på - og så:
NO MERCY - totalt inspirerende 40 minutters intensiv undervisning hvor jeg bliver presset til grænsen af hvad jeg kan klare.. Mik ville man - og burde man - presse meget mere. Vi er ca på 20% af hvad han uden problemer kan prestere...
Mik er mageligt anlagt.. og lurepasser på hvor han kan snyde... det er lidt morsomt at se hans min når han bliver bedt om at bestille noget... "HVAD??!! Jeg er KÆLEDYR! Skal jeg nu også dette..?"
Men bagefter er han altid meget mere tilfreds end han plejer..
Så spadserede vi hjem - i langsomt tempo med små pauser - UHM Mik spiser gerne modne hyben! Og græs - selvfølgelig! Og tidsler! Og brændenælder!
Vi var nok 45 minutter om turen hjem.
Så skulle der skylles sved af Mik, blødlægge hovene i vand og oliere dem... laves gymnastik... inden han var klar at komme ind i sin boks.. og jeg kunne sætte alt udstyret på plads. Når jeg var klar at køre hjem havde jeg været i fuldt sving over fire timer... hvoraf 1½ time på et niveau der jeg pressede mig selv helt til grænsen..
I forgårs var vi også over fire timer på eventyr...
Nu er jeg spændt på at se hvor galt det gik i går med kosten... skal lige taste ind!
12 år16. august 2012 kl. 11:38
Ja jeg er her jo igen nu ;-)
God weekend Sol..
Knus
Michael