Fra BMI 33 til BMI 25 på kortest forsvarlige tid

#731 af Girl next door

Søde Solakka :-)

Det gør mig ondt, at du havde sådan en dårlig dag i går. Den type dage er så psykisk hårde og opslidende at komme igennem, at de næsten kan få en til at gå i stykker indeni. Det er dage hvor sorg, fortrydelse og bebrejdelser mod skæbnen råder.

Jeg er glad for at høre, at du i dag er kommet lidt mere om på den anden side og har det lidt bedre psykisk.

På en lidt skæv måde, så glæder det mig, at du for en dag lagde optimismen og det altid positive livssyn på hylden og tog dig tid til at mærke alt det der gør ondt indeni. For som jeg før har skrevet; JA, vi skal være positive - det gør hele forskellen. OG vi skal huske at være kede af det og give plads til sorgen. For det er uvilkårligt et fact, at vi har mistet rigtig meget i kraft af sygdom og ændret livsstil.

Ligesom man tror, at nu har man tilpasset sig, så sker der et eller andet, der smider i hovedet på en, at "Nå ja... der er jo altså lige dét der og dét der og dét der, som du ikke længere kan". Og det gør ondt. Rigtig ondt.

Jeg ved du kommer igennem det. Det er en del af processen at erkende og indse at nogle ting er mistet - at virkeligheden har ændret sig - og jeg må desværre indrømme at processen er lang. Til gengæld ligger der en masse visdom i processen og ikke mindst at lære sig selv at kende på et niveau som kun få oplever sig selv.

En ringe trøst, når man meget hellere bare vil have sit gamle liv tilbage. Men dog en trøst ;-)

Et par ord med på vejen, men vigtigst af alt også masser af tanker og medfølelse med på vejen.

#732 af solakka

Stadig i jammerchatol mode - ØV!

Tak søde Girl Next Door - det er en stor hjælp at få kloge ord med på vejen!

T = trist
R = rasende - på skæbnen
Æ = ærgerlig
T= TRÆÆÆT

suuk. Ser eller frisk nok ud - men har sorte ringe under øjnene. GODT man har briller (griner)

Jeg håber jeg får mandet mig op til lidt distraktions programmer...

1) såsom HYGGE med HESTEN - hvis så bare lidt... så er det bedre end intet

2) suse forbi Nygård Rideskole lørdag... hvis Trine med Robin kommer. Så jeg kan aflevere en mini longerings gjord. (Der skal tyndes ud i det unødvendige heste udstyr jeg har liggende. Gjorden er et fejlkøb.. passer til mini heste. Sådanne har Trine (også) Så den skal hun have!)

3) søndag håber jeg at kunne køre til Hedeland og kigge med - har aldrig været til kåring. Og en jeg kender skal have afkomstkåret en hel flok af sine dejlige heste...

Mandag skal jeg starte på udrensnings processen... GISP!!
Og være meget meget standhaftig. Følge foreskrifterne minutiøst.
torsdag skal der være "ren røv at trutte i" ( hehehe griner grumt og galgehumoristisk! ) Men det ER alvor. Jo mere perfekt jeg gør mine opgaver - desto nemmere bliver det for eksperterne at hjælpe mig. Så...

Ondt i halsen og lidt ondt i øret har jeg stadig. Jæjæ - sådan kan det nemt gå når man vha skrappe mediciner underrtrykker kroppens immunforsvar.

Men med hvile, fornuft og kamille te - skal jeg nok få bugt med ondt i halsen... det er mindre slemt end i går. Så det går da den rette vej.

Jeg må bare tage mig sammen til at ikke tage mig af menneskerne på gården.
Synes faktisk ikke alle har været OK overfor mig... har ligesom en snigende ubehagsfølelse... føler mig ikke velkommen.

MEN: Det er jo ikke for menneskernes kyld jeg kommer der. Det er for Miksog min skyld.
Så... jeg må tage mig sammen og bare tage derhen. Koncenterere mig om Mik.

Men det er jo nok også helt naturligt, at jeg er ekstremt sårbar. Har alle antennerne ude..

Det må jeg se til at komme over.

Jeg må huske mig selv på en af de sandheder jeg har afprøvet i praksis i langt mere end et halvt århundrerede. Som jeg VED virker , blot nu med små indskrænkninger:
Man KAN hvad man VIL.

Og man KAN meget mere end man TROR (nu taler vi om at sluge emotionelle kameler, altså).....

#733 af calcit

Meget enig Girl next door.....og Hedeland uha der har jeg og børnene tilbragt tusindevis af timer....drible op ad skibakken er god motion......og roen ved hestene...bare gamle minder.

#734 af solakka

Jeg har ikke de krafter og den energi jeg plejede at have...

Er ekstremt sårbar.

ORKER ikke trælse ting!

Vil helst gemme mig under min dyne.

Derfor er det godt at jeg har lavet en aftale om at ride halv tre i dag.

Skal blot hvile på forhånd...

#735 af solakka

en kær veninde jeg ikke har hørt fra et par tre år ringede!

Det var bare så hyggeligt!

Vi aftalte at tage kontakt igen - hon har noget hun skal næste 1½ uge - og jeg skal have overstået den 7. juni...

hvis min mave arter sig så tager vi på forsinket anemone gåtur kring Gurre sø! En gammel tradition som vi gerne vil genoplive!

Venter og venter på at den anden veninde - hende rideveninden - snart hører af sig...

Men hun plejer jo at brænde mig af...

Jeg må lige se - hvis jeg kan tage ud til lille Mik alligevel...

Vi kan jo lave lidt alligevel.. Mik og jeg!

#736 af solakka

En herlig tur i skoven med selskab! Mik var så glad og det var jeg også! Veninden kunne og ville - JUBII!

Ikke at vi ikke nyder vores ture når vi kun er os to, Mik og jeg.
Men det er ikke det samme!

Men hvor blev jeg TRÆT bagefter! Det var bare at gå på hovedet i seng når jeg kom hjem.

Trætheden hænger stadig ved...
Og halsen - gør ondt.. Jeg glemte at pakke den ind i et halstørklæde... ØV at pludselig være skrøbelig!

Det hænger nok sammen med medicinerne som undertrykker immunforsvaret, vil jeg tro.

Den 7 juni nærmer sig.
Fra i morgen skal jeg have hæftet med instruktioner som rigorøs rettesnor...
Den koloskopi SKAL bare kunne gennemføres perfekt.
I medio juni - senest - får jeg at vide "min endelige dom"...

Og så må jeg tage den derfra!

Bedst at tage det lidt med ro i mllemtiden... siger min fornuft.

Men en lille fristende stemme hvisker: "meld dig til Valdemars ridtet!! Det kan være sidste chance at deltage!"
At tage med til Lejre - er udelukket. Meen hvor ville det være sjovt!
Så måske skulle jeg tage med til Esrum kloster...??

Jeg kunne jo også melde mig til. Prøve af hvor meget jeg kan holde til i mellemtiden. Hvis jeg tager med til Esrum så kan jeg jo altid afbryde og ride hjem igen... Vi kender jo området og kan altid finde vej hjem, Mik og jeg...

Fristelsen er kæmpestor!

#737 af Girl next door

Jeg ved af erfaring, at man skal passe på med at råde andre mennesker, som er syge, især fordi deres situation kan være kompleks og råddet kan være helt forkert. Men nu prøver jeg - jeg ved, at du selv kan skelne mellem hvad der er godt for dig og hvad der ikke er ;-)

Det med ondt i halsen... ja, dit immunforsvar er sikkert kørt helt i bund. Prednisolon er en stor synder i den retning. Og det kan give mange småskavanker i tide og utide. Men der er også noget andet, der kan give ondt i halsen og som du kan regulere selv i en vis grad. Træthed, søvnmangel og specielt at bruge alt for meget energi i forhold til, hvad du har at gøre godt med, kan i den grad give ondt i halsen. Sådan er det i hvert fald herhjemme hos mig ;-)

Og du er jo netop i en situation, hvor du vil meget mere end du egentlig har energi til. Og kroppen ved godt hvordan den skal få dig til at lægge dig, når du nu ikke selv vil høre efter og lægge dig og hvile alt det du har brug for.
Det er virkelig bare en svær balancegang, når hovedet vil én ting og kroppen vil en anden.

En anden ting er - og her skal du måske have en læge ind over, når du nu er i den situation du er i - at det kan hjælpe at tage kosttilskud og vitaminer. Kroppen er på hårdt arbejde og selvom de kloge for nyligt har sagt, at vitaminer er noget pjat, så gælder det gennemsnitsmennesket og vi er nogle der ikke passer i den kategori og hvor det rent faktisk styrker kroppen.
Men snak med lægen om du overhovedet kan holde til det med vitaminer og kosttilskud og hvad du evt kan have brug for til at styrke kroppen.

Og så det til det sværeste ;-)
Det kribler i dig for at komme med til forskellige events, kan jeg høre. Og det er jo helt ud forståeligt. Tænk, hvis nu...
Og det er jo helt tydeligt, at dine ture med Mik er med til at give dig et ordentligt skud livsenergi og ikke mindst kvalitet i en svær tid.

Jeg har lært gennem alt det her med smerter og grænser og øven mig i ikke at bruge mig selv mere end jeg kan, at én ting er at jeg bliver træt. Så hviler jeg mig og så går det lidt igen. Men så enkelt er det alligevel ikke. Der sker nemlig nogle ting i kroppen hver gang jeg kører mig selv ud over grænsen og bliver udmattet. Det har i den grad en pris. Den kommer ikke i timerne efter - det er "bare" smerterne, der gør det. Nej, prisen kommer i dagene efter, ugerne efter og årene efter. Det jeg snakker om, er, meget firkantet og forenklet fortalt, at cellerne i kroppen bliver overanstrengt, men ikke bare overanstrengt. Overanstrengt på en måde, hvor de faktisk ikke kan blive ordentligt helet igen og for hver gang det sker, så får du flere og flere smerter. Uden chance for at det kan blive bedre igen. Så ved at ignorere tingenes tilstand og "selv" bestemme, forværrer du dine odds - både nu, men også fremover.

Og det er derfor det er så vigtigt at du passer på dig selv, Solakka. Fordi dine odds ikke er tårnhøje ud fra de procenter, du har fortalt om. Og når du vælger at overhøre kroppens signaler ved at følge det, du har lyst til, så er der en pris på et senere tidspunkt også. Måske er du villig til at betale prisen, måske ikke. Men det er i hvert fald rart selv at være med til at tage beslutningen, så du lige pludselig en dag ikke bare bliver overrasket og ender med at tænke: "Hvordan havnede jeg her?".

Et kærligt spark og en uddeling af mine egne erfaringer.
Jeg skal være den første til at erklære, at det er SÅ svært at navigere i det her og så svært at acceptere at kroppen svigter. Det er ligesom med teknik; skide smart, men når det ikke virker! ;-)

Det blev en ordentlig smøre. I bund og grund kan det koges ned til: Pas rigtig godt på dig selv! ;-)

#738 af solakka

Du har bare så RET Girl Next Door!!

Så et stort tak for din gode opsang!

Jeg må lære mig at stoppe i tide!

Den dejlige ridetur i går - kostede en dag på langs i dag...
Med kvalme, blytung træthed... hovedpine..

Heldigvis blev min lille aftale på NØR aflyst!

Og Mik - den lille stakkel - blev forsømt. Men han har det jo godt sammen med sin flok..
Jeg kan dog mærke at han er påvirket af at vi ikke laver så meget sammen som vi plejer.. Men jeg har lovet ham, at jeg nok skal få det bedre! (smiler - jeg VED jo ikke hvad en klog hest forstår. Men de forstår vist mere end man skulle tro... Ikke ordene, det tror jeg ikke. Men den ordløse kommunikation fejler ikke noget. De små firbenede læser os som åbne bøger! )

Det bliver lidt svært i morgen. At holde mig på måtten.

Men jeg må jo afprøve grænserne og være lydhørd.

Jeg tænker, at jeg vil prøve at lægge ind pauser.

Så kan jeg måske klare hele TRE ting i morgen!

Skal blot tjekke hvor langt det er til Hedeland og hjem igen. Skipper at ringe min Greve-veninde og spørge hvorvidt vi kunne ses til kåringen i Hedeland.

Så er jeg mere frit stillet. Kan køre derhen, "vise flaget" og køre hjem så snart jeg mærker at jeg er træt..(Jeg vil jo "vise flaget" for at ikke helt miste kontakten til de venner som er på Hedelandet omkring afkomstkåringen af de der heste jeg kender - og holder så meget af) (Man skal jo passe på at ikke isolere sig helt...)

En LILLE hygge seance med Mik. Måske en lille ET behandling?

Sen eftermiddag håber jeg at kunne suse forbi og kigge lidt på hestetræning (på højt plan) hos min super woman veninde T. Det er tæt på. 10 minutter med bil..

For at glæde
hold 1 - vennerne som er på Hedeland og
hold 2 - super woman
har jeg bagt ostekiks. Det ved jeg at begge hold er vilde med. Og det tog mig ikke lang tid. Jeg har lavet om på opskriften og har gode rutiner - det går meget tjept at producere 1½ kg ostekiks ;)

Fik også en god lang snak med en af mine ældste veninder i dag. Vi var kolleger i 1980 - 1981.

Det viste sig, at hun i går helt havde GLEMT at jeg for uger siden havde ringet afbud til en fest og fortalte hende at vi ikke kan komme fordi jeg er blevet alvorlig syg!
Hun ringede helt kort i går... og troede vi ville komme til festen.

I går blev jeg først ked og vred - tænk, at hun KUNNE glemme at jeg er syg! Det er ret sårende. Faktisk.

Hun ringede i dag. Og vi fik snakket om tingene.

I mellmtiden havde jeg jo inset, at HVIS jeg havde fortalt at jeg havde fået f.eks. CANCER. Blodprop... en af de mere kendte "dræbersygdommene" - så havde hun nok husket det..

Men IBD er så tabulagt, at folk ikke ved hvor alvorlig en sygdom det kan være.

Det viste sig at det var helt rigtigt! Den gang i april jeg fortalte hende jeg var syg, tænkte hun at jeg overdrev!!Hun mente at det ikke kunne være noget alvorlig!
Fordi hun ingen forhåndsviden havde om disse sygdomme!

Så hun glemte alt om vores telefonsamtale... og det var nok "wishful thinking" at hun troede vi ville komme til festen...

Super godt at have en meget ærlig veninde! Fordi så kan jeg bedre forstå diverse menneskers reaktioner!

De går vist omkring og mener jeg er en værre "Drama Queen"!!

Jeg kan jo på sin vis forstå dem! Der HAR jo været hele tre mærkelige dramaer i mit liv det seneste år!

Det er jo også lidt massivt at i løbet af et år rammes af tre så tunge og besværlige ulykker...

Måske mener folk jeg er født under en uheldig stjerne? Og at de hellere må holde afstand - tænk nu hvis uheldet "smitter"....


A) Kunne jeg ikke få et almindelig knoglebrud i min stortå? NEJ. Jeg skulle naturligvis være så uheldig at hele tåen blev knust.

B) Forløbet med min hest var jo også helt ude i det totalt mærkelige og usædvanlige. Det har jeg jo Landbohøjskolens eksperters udsagn om.
Og alle som har set såret er jo klar over at det er et mirakel at hesten overlevede.

C) Og så når alt skulle være i orden og livet skulle tilsmile mig og min hest.... så får jeg Colitis Ulcerosa i voldsomt udbrud og er bogstaveligen ved at forbløde og skide mig ihjel.
Den slags kan folk vist ikke forholde sig til.

DET må JEG jo så forholde mig til!

Når man får en kronisk sygdom som begrænser ens udfoldelses muligheder så får man det råd at FORTÆLLE famile, venner og bekendte om sygdommen.

Men efterhånden synes jeg at det ikke nytter noget til!

Det er faktisk PISSE IRRITERENDE at blive stemplet som "Drama Queen" når der ingen tvivl er om hvorvidt jeg er alvorlig syg eller ej.

Det er slemt nok som det er.

Jeg er bare så taknemmelig for, at sygdommen ramte mig EFTER jeg ikke er på arbejdsmarkedet mere.

Så jeg i hvert fald slipper for den urætfærdige og enormt belastende mistænkeliggørelse som andre bliver udsat for fra diverse kommuners side.

Heldigvis er min egen læge super sød. Jeg tror hun "læste på lektien" straks efter den 30. april da hun vist fik besked fra kirurgen om min stygge diagnose.

Nåh - dette blev vist en længere "brok" smøre!

Men det hjælper enormt at skrive - det tvinger en at formulere tankerne.

I morgen er en ny dag. En ny chance.
I morgen vil jeg have det sjovt - men passe på mig selv!
Så også mandag kan blive en god dag!

#739 af calcit

Fuck en oplevelse - sikken et bekendtskab. Du har fortalt du er syg og vedkommende har " glemt " det....og ikke skænket dig en tanke.......

#740 af solakka

Ja Calcit - det var nok en overraskelse at min gamle gode veninde siden så mange år ikke tog det for "gode varer" at jeg er blevet syg...

Men måske skal jeg se det som noget positivt? Måske er det fordi hun kender mig som den som ALTID er stærk, kan "klare det hele og lidt til"...? Den som "aldrig er syg"...

Glemte ellers tidligere at fortælle, at jeg har fået besked på at spise diverse ekstra mineraler og vitaminer...
Det indsåg jeg jo med detsamme i starten af forløbet..

Derfor har mine blodprøver været ret OK vedr. vitaminer og mineraler!
Jeg vidste jo:
at man får jernmangel hvis man bløder meget og i længere periode.
ved vedværende voldsom diarré bliver man dehydreret og mister elektrolytter ( natrium, kalium og magnesium)
B vitaminerne ryger også
man mister protein

Hvis man er nødt til at spise binyrebarkhormon så SKAL man spise ekstra kalk og D vitamin (plus magnesium). Alligevel så kan det vist ikke lade sig gøre at forhindre at knoglerne bliver svækkede. Men klogest at gøre hvad man kan for at bremse afkalkningen så meget som muligt-
(Som bekendt frygter jeg knogleskørhed. Har haft den sygdom for tæt på... og ved hvor grum en skæbne det er...)

Jeg gik straks igang med at prøve at forebygge så godt jeg kunne.

Det var ellers lidt komisk på apoteket - jeg havde jo fået besked af overlægen om hvor enormt meget kalk og D vitamin jeg skal tage hver dag... Men den som ekspederede mig på apoteket ville mig det vel og kom med indsigelser når jeg både købte kalktabletter med D vitamin OG ekstra D vitamin... På trods af at hun havde taget frem Prednisolon pilleglasene.. Så HUN var ikke klar over, at de normale anbefalinger ikke "holder" når man er på Prednisolon!!

Det lidt triste for mig er, at når man har min sygdom så frarådes man visse typer sport. RIDNING er en af de typer sport og motion man bør holde sig fra.

Lige præcis fordi de mediciner man er nødt til at spise ødelægger knoglerne...

Men jeg agter bestemt ikke at rette mig efter dette.

Jeg stoler på, at Mik vil passe godt på mig. Det plejer han.

Men jeg må nok afstå fra fornøjelsen at gribe chancen at ride andre heste... som jeg ikke kender og som måske kan finde på at lave numre. Hvis de bliver bange.