Fra BMI 33 til BMI 25 på kortest forsvarlige tid

#741 af solakka

For første gang siden min sygdom kom i udbrud turde jeg tage mig lidt længere bort fra det hjemmelige toilet...

Jeg ville jo så gerne tage til Hedeland til kåring. Især B's afkomstkåring...

Det er da ikke det jeg gamle dage mente med en "læneger køretur"... blot 77 km. 43 minutter køretid i hh til krak.

Det var rat at atter køre på motorvej. Næsten ingen trafik og fint vejr.

Men lige da jeg havde parkeret bilen kunne jeg mærke: hjææælp jeg skal finde et toilet NU!!

Fandt hurtigt et toilet.
Men ak - der var kø.

Og jeg har ikke endu FÅET mit "jeg-skal-først-i-toilet-køen" kort.

Det ER bestilt. men foreningen "rider ikke samme uge som de sadler"...

Panik panik!

Fortalte en jeg kender som stod foran mig i køen om mit dilemma - det hastede altså MEGET.

Hun pegede på en toilet med bad vogn et stykke borte - der var ingen kø.

Jeg håbede at vognen ikke var lukket af.

Løb som en forfulgt kanin.

Døren var ikke låst! JUBII - hurtigt ind, låse døren og skynde skynde..

Jeg NÅEDE i toilettet i tide! Åh sikken en lettelse!

Ellers havde jeg bare kørt hjem igen med detsamme.
Med åbent vindue... (jeg må vist købe gasmaske også... griner sardonisk)

Det var mega hyggeligt at være lidt blandt folk og se de dejlige heste jeg kender. Og de søde mennesker.

Men jeg konstaterede, at før jeg er "afklaret" sådan helt, med min sygdom, så skal jeg nok ikke være sammen med folk.
Jeg kan ikke håndtere det...

Men hyggeligt - det var det! En dejlig oplevelse. Og mon der er ens ET brugbart foto eller video??

Blev ikke længe - jeg skal jo lære at stoppe mdens legen er god.

Jeg klarede også, med nød og næppe, men i tide, at nå hjem til mit eget toilet før det atter var nødvendig at rette ind efter tarmens nykker...

Så to "tæt på" situationer som begge gik godt!

Nu pønser jeg på, efter en lille hvilepause på langs, at køre til Super Woman med lidt ostekiks.

Men måske skulle jeg mærke lidt bedre efter...

Det føles som at jeg har feber...

#742 af solakka

Lige pludselig var det ikke kun fysisk jeg havde det dårlig. Men også psykisk.

Det er da utrolig så sårbar det gør en, at få besked om at man er blevet syg!

Pludselig indså jeg, at whatever social skills jeg engang havde - så er de blvet forkludrerede af den lange isolationsperiode jeg har gennemlevet siden min tå blev knust for lige præcis et år siden.

Annus horribilis! Et virkelig SKOD år!
Et tabt år med store modgange, ulykker og kæmpe udfordringer!

Jeg blev godt nok forskrækket i går på hedelandet - fandt jo ud af, at jeg ikke "kan omgås" ens gode venner særlig godt... eller i hvert fald ikke dem som var der. Og de er ellers dejlige, sjove, friske mennesker! Som jeg godt kan lide.
Men jeg følte meget massivt at min sygdom stigmatiserer mig.
På trods af mine "interne" problemer var det dejligt! Det er et smukt sted!

Jeg egner mig ikke til at leve eremitliv. I stor isolation. At omgås så få mennesker. Og så begrænsede/begrænsende mennesker!
Min gamle "allergi" overfor småborgerlighed gør sig stærkt påmindt.... Mrs Hyacinth er IKKE min kop te!

Så derfor viste det sig at være virkelig godt for mig at tage aftsed til Super Woman!
Det var mega hyggeligt og lærerigt! Sammenskuds spisning bagefter i rigtig godt og hyggeligt selskab.

Jeg fik grint igennem!

Og sat op næsen efter at tage til Paris 5-6 oktober!
Det SKAL kunne lade sig gøre! Basta!

Alle de fire store klassiske etablissementerne holder fælles opvisning hos Cadre Noir i Paris!! Det er bare SÅ STORT!
Jeg må se til at få købt billet! Og man kan angivelig få en billig retur flyvebillet til paris også!

Vi snakkede også om at besøge Théâtre Equeste Zingaro... men det kan vist ikke lade sig gøre.. de er på turne.. er i Brest frem til 21. oktober... og tilbage i Paris området først den 2. november...

Ak ja - træerne vokser ikke ind i himmelen... ;)

Alle drømme kan ikke blive til virkelighed!

#743 af solakka

Når jeg nu engang skal være syg - så er det da betryggende at finde ud af, at systemerne ser ud til at virke!

Ringede mandag morgen - som aftalt - til "min" sygeplejerske.
Fortalte om lidt bivirkninger.. bl.a. ondt i halsen.. og lidt vrøvl med blodkoagulering (syntes det var bedst at nævne dette)
Ikke noget med at vente og humle bimle bamle måske... går det over af sig selv... ventetitd et par måneder..

Nixen bixen - min "livline" havde straks en fornuftig plan:
1) det skal tjekkes at det ikke er streptokokker i halsen
2) onsdag morgen til det lokale hospital og få taget blodprøver.
Begge to vigtige for at sikre at det går så godt som muligt i morgen..
Tjek 1) jeg var via vagtlægen i går og testen viste - heldigvis - at der ikke er streptokokker. Nul ventetid.

Tjek 2) - "bestillingen" af blodprøven var på plads! (Der havde jeg bekymret mig ganske unødvendig!) Via "cyber space". Tastet ind i Hillerød og til at printe ud i Helsingør - en scanning af mit sygsikringskort, et klik på" print" - og vupti var formularen klar med alle tests afkrydsede! Og så var det blot at gå ind til "min" søde vampyrdame! Som er afsindigt dygtig at tage blodprøver! Meget kort ventetid.

Her om 10 minutter skal jeg bestå min Moviprep debut!
Skål!!
(Folk siger det smager afskyeligt!! Jeg skal drikke hele to liter Moviprep opløsning. Plus så meget "klar væske" jeg kan få ned).

Og så flytter jeg ind på toilettet for resten af eftermiddag - aften!

I morgen 9.30 skal jeg være på kirurgisk afdeling.

Frem til kl 7.30 både må og skal jeg drikke så meget klar væske jeg kan få ned.

Tihi - jeg må jo huske at veje mig i morgen tidlig! For så ved jeg da hvad jeg vejer med tom mave, tom tarm heheh!

Hav det så godt!
Nu ringer Moviprep uret!
Nu skal jeg ud i køkkenet og bunde denne afskyelige trylledrik jeg har læst så meget om!!

Mon jeg bliver forvandlet til en frø??
Eller en smuk,slank ung princesse med langt, tykt bølgende hår?? (LOL - jeg griner!"!)

Hav det så godt allesammen!
Vi hørs igen!

#744 af calcit

Det lyder som det jeg ikke kunne tåle....kunne kun få ca 1 liter ned. Mødte op alligevel og havde voldsom kvalme - hvilket de ikke var vant til, så fremover skal jeg have piller.....
Min søn er lige så hårdt ramt som du er.......

#745 af Girl next door

Dejligt at der sker noget, Solakka.

Bliver spændende at se hvad vægten siger ;-)

Held og lykke med i morgen - sender et par positive tanker og er spændt på at høre mere :-)

#746 af Nikomath

Held og lykke til dig, søde tante Sól :o) Hvor er det dog dejligt at høre, at du er kommet i kompetente hænder og at du føler dig tryg ved det....

Glæder mig til at høre nyt fra dig, når du er klar til det ;o)

Knus Nikomath

#747 af Girl next door

Lige en lille hilsen for at fortælle dig, at der bliver tænkt på dig - håber at du har det godt og er ved godt mod :-)

#748 af solakka

Tak søde venner for jeres hilsener!

Så er det overstået! Kæmpe lettelse!

Det ærger mig at jeg GLEMTE at veje mig i morges! Men pyt med det!

Det er med blandede følelser jeg tænker tilbage på undersøgelsen...

Og kan i hvert fald konstatere at min datter IKKE skal skifte til Hillerød!
Det er OK for mig. Fordi jeg mener, at kunne vurdere hvornår jeg skal stampe i gulvet... og hvornår det er OK at acceptere, at nogle folk i sundhedssektoren knokler så hårdt at deres "patient-manerer" svinger..

Thumbs down:
"Min" overlæge kunne overhoved ikke huske HVORFOR han syntes jeg skulle have koloskopi!!!! Tralala... nånå!
Men gennemført - det blev den. (JEG kan jo godt huske hvorfor. Men gad ikke fortælle den stakkels stressede mand hvordan det var...)

Muligvis burde en eller anden have fortalt mig at jeg burde have holdt pause med både Prednisolon og især Asacol medicinen en eller måske to døgn før undersøgelsen!!

Hvis det altså er forsvarligt at sådan stoppe med denne type medicin for et par dage...????

Asacol pillernes "skal" lavede nemlig ravage ved undersøgelsen! Skallerne havde sat sig fast lige i overgangen mellem tyk og tyndtarm... Så der blev rodet og regeret for at komme forbi skallerne... hvilket ikke lykkedes... så ud med kikkerten og ind igen... rode og regere... og lægen var SUR.
Jeg får Asacol som entero piller - dvs der går først "hul" på pillen i tyktarmen... Og skallen/coatingen bliver i hvert fald ikke opløst når man er på udrensning... Det burde jo en eller anden have tænkt på! INGEN kan forvente at jeg, som patient, skal vide den slags..

Det gjorde rigtig rigtig rigtig ondt til tider.... AV AV AV!! Og det på trods af, at jeg havde fået både beroligende og smertestillende "så hatten passer"!!!!

Der blev taget biopsier hist og pist...i største hast... ikke altid fra de sted JEG ville have valgt... men pyt!
Det bliver spændende at høre hvad biopsierne viser!

Den fortravlede læge havde ikke rigtig tid at kommentere noget som helst. Nævnde dog i forbifarten at jeg skal fortsætte med medicinen.. Vedr. dagens undersøgelse: no comments at all. Men han sagde dog "hvis ikke din kontaktsygeplejerske har ringet til dig indenfor to uger - så ring hende!"... (Altså vedr. biopsi resultaterne!)

På positivsiden:
ALLE sygeplejerskerne var supersøde - og jeg var jo i kontakt med rigtig mange synes jeg... fem..? kan det passe? Jo da!

På trods af smerter og beroligende lykkedes jeg holde skarpt fokus på skærmen for at se hvordan min tarm ser ud p.t.
MEGET bedre end den 30. april! Men selvf. er det jo biopsierne som fortæller den endelige sandhed...

Kanylen på højre håndryg har lavet en kæmpe bule - som er mørkeblå...

Helten i mit liv kørte mig til hospitalet og hentede mig bagefter... det var dejligt at sådan blive transporteret! Og jeg ville jo heller ikke have KUNNET køre hjem bagefter..
Tror det er først nu, sent om aftenen at jeg begynder at være normal igen. Man må jo heller ikke køre bil når man er påvirket.

Udrensningen var slem. Den første liter Moviprep var ikke så svær at få ned... men liter nr to... GYS!
Men ned kom den!
Ærgerligt at Asacol skallerne skulle ødelægge en eller perfekt gennemført udrensning!! Der blev IKKE sløset men drukket Moviprep efter nøjagtigt tids skema!

Jeg har en rigtig god fornemmelse efter at med egne øjne have set hvor godt medicinerne har hjulpet! Slimhinden ser simpelthen MEGET bedre ud end sidst jeg så den - 30. april! Ikke så pæn som den var 2004... men helt klart MEGET bedre...

Jeg skal nok finde ud af, at holde den dumme sygdom på måtten!! Ved hjælp af medicin og ved at holde mig selv i MEGET korte tøjler!

Og nu kan jeg jo straks sætte fokus på andre ting!
Såsom:
livsstilsændring
vægttab
træning af Mik
pensionskrigen
Hus-og-Hjem...
Det bliver dejligt!

#749 af solakka

Det er lidt svært at finde "et ståsted", synes jeg....

Oplevelserne på hospitalet vendte op og ned på den semi-tryghed jeg lige havde lullet mig ind i...

I forvejen var jeg jo meget sårbar...

GIDER jeg være sådan en "Tudemari" som jeg er lige nu?? NEJ vel!
Bliver nogenting BEDRE af at gemme sig under dynen, trøstespise? NEJ vel!

I forvejen havde jeg givet lidt los på både det ene og det andet... den sunde kost. Motionen. Vægten har kravlet op. Konditionen ned. Humøret - det gemmer sig for det meste helt nede i den mørkeste kulkælder.

Der er faktisk kun EN person som kan gennemføre ændringer i mit liv. Nemlig jeg selv.

Så det er "bare" at starte forfra igen. Igen. Igen.

Jeg har bare lyst til at banke mig selv i hovedet!! Altså - for pokker kone! Du vidste UDMÆRKET at det ikke kommer noget godt ud af at give los, trøstespise, gemme sig... og alt det der! Hvorfor gjorde du det så??

SVAR: Jeg må jo have fået noget ud af det?
Men hvad?

Husk: Kamp til stregen! Og ikke så mange svinkeærinder, tak!

Så straks over til positivlisten:

1) Hvor er jeg heldig! Det ser ud til at medicinen virker fint! (Det indebærer jo så også, at jeg ikke foreløbig har brug for den stressede overlæge - hvilket jo ser ud til at være virkelig heldigt!)

2) Tog sammen med min datter til Roskilde Dyrskue. Ingen toilet-panik-situationer! Ikke brug for Flush-it kortet. Og som sådan en helt superfin udflugt! Det var godt for os begge to! Og meget meget hyggeligt!

Mange skønne oplevelser!
(Hihi - og fordi jeg pga trafikkaos ikke kunne køre fra ved frakørsel 12 - kom jeg til at finde en helt alternative route, lovlig P-plads på passende gåafstand til Dyrskuet! YES!! Så ved jeg det til et andet år! Og på grund af dette held nåede vi lige at se islænderrytternes flotte kvadrilje! Islænderekvipagerne er de dygtigste! Ingen tvivl om det!)

Folkene med de Jydske heste havde et så spektakulært show at jeg ikke kan andet end sige: WOW!

Folkene med Pintoheste - jamen altså!! To ryttere røg af, det så rigtig slemt ud for den ene.. men hun kunne dog humpe ud fra arenaen med støtte.
Hvorfør i al verden stille med så dårligt trænede heste, med så mange ekvipager på arenaen samtidlig - det er altså farligt! De to "herreløse" heste var heller ikke sådan til at fange. Hvilket for mig indikerer helt klart, at de ikke var trænet til at fungere som show heste...

Vi fik lejlighed til at beundre skuets bedste hingst! Dette år var det en lille shetlænder hingst som løb med første pladsen og blev kåret som årets bedste hingst. I skarp konkurrence med alle de andre flotte hingste af andre racer! En smuk lille fyr! (Selvfølgelig RØD! Røde heste - er de bedste!)

Vi fik lejlighed til at beundre T.B's vidunderlige lille minihingst, deres skønne islænder unghest... OG deres fantastiske Angus Aberdeen ungtyr! Aj - jeg er helt betaget! Hvor er han SKØN! Smuk, muskuløs, skinnende sort - og mild og god! Med de sødeste øjne - og de kæreste ører! Jeg fik sågar holde ham i grimskaftene! Et stolt øjeblik i mit liv - jeg er jo egentlig bange for køer!
Han er stadig en lille bebs - vejer KUN 445 kg! Når han er fuldvoksen skulle han gerne veje over 1200 kg....

Fik købt en billig ridehjelm - min gamle synger på sidste vers. Jodpur støvle til nedsat pris - STORE så min stakkels storetå ikke bliver klemt fremover (håber jeg).

Og så var jeg overtræt og det var på tide at begynde hjemfærden.

Det var skønt at komme hjem! Jeg var meget træt. men på den gode måde.

På positivlisten må endnu en gang komme:
Hvor er jeg bare heldig at min sygdom ikke kom i udbrud medens jeg stadig arbejdede som Nordisk produktchef!
Det ville ALDRIG have kunnet lade sig gøre at fortsætte med arbejdet. Ikke kun på grund af nødvendigheden at ikke komme for langt bort fra toiletter... og hele DEN problematik.
Men helt grundlæggende havde trætheden, det at jeg ikke mere kan knokle i døgndrift, gjort det umuligt med den type job.
Det var jo helt normalt med mindst 60 timer arb. per uge... Af og til op til 90 timer... Ikke tid til at sove. Ikke tid til at hvile... altid på...

Fuglene pipper, sole begynder lige så forsigtigt at kigge frem...
I dag bliver en GOD dag!

Kan I holde jer muntre derude!

#750 af Girl next door

Åh ja, Solakka.
Der tog du mig lige med igennem hele følelsesregisteret ;-)

Alt lige fra sorgen, vreden, bitterheden, brug for trøst til at VILLE noget, fandme ja! til den glæde der er så ægte og sand fordi du er så vild med heste og det i den grad giver dig livskvalitet :-)

Allerførst: Godt at du holder fast i de ting, der giver dig livskvalitet. Det er det allervigtigste uanset hvad der sker med dig. Ryger livskvaliteten, ryger gnisten og ryger gnisten, hvad skal man så blive her for?

Og godt at du holder fast i, at selvom det er svære tider, så er der altså også gode ting, der stadig sker fra tid til anden.

Og så vil jeg sige: den sorgproces og tur ned i kælderen med dårligt humør og være tudemarie i tide og utide, som du allerede har været igennem pga sygdommen og at dit liv har ændret sig 180 grader... den vil komme mange gange. De samme temaer vil dukke op igen og igen. For det er sådan det er. Det kan ikke være anderledes.

Til gengæld er det som en spiral. Det er hele tiden stort set det samme, det handler om. Men for hver gang du går ind i følelsen og bearbejder den, havner du på et nyt og dybere niveau. Og for hver gang vil du opleve, at det bliver en lille smule lettere, at der kommer nye nuancer på og du har igen lært lidt mere om dig selv.

Det er rigtig fint, at du vil være stærk og ikke trøstespise. Sådan har jeg det bestemt også. Men husk lige, at din krop er MEGET presset lige nu. Den arbejder hårdt for at blive rask, gøre brug af medicinen, klare at du tager afsted og udmatter dig selv, fordi du har brug det (og skal gøre det, selvfølgelig) og alt muligt andet. Det er endnu et pres at ville tabe sig oven i. Så derfor; tolerance overfor din krop. Og ikke mindst tolerance overfor din psyke, som ææælsker at spise for at få det bedre ;-D For det er sådan det er. Det er sådan vi mennesker (de fleste af os i hvert fald) er indrettet: når noget gør ondt, så vil vi gerne trøstes. Og hvad er bedre end mad? Sådan har det været fra vi var helt små.

Ikke dermed sagt at du skal trøstespise og give slip, men du skal moderere ambitionerne og prøve på at acceptere at du nu kører i et nyt tempo.

Det kan godt være, at din tidligere arbejdsuge hed 60 timer i ugen eller meget mere, men nu hedder den 24/7 365.
Hele døgnet rundt skal der arbejdes på at omvende din tidligere måde at tænke på, du skal arbejde hårdt på at sørge for at hvile, være aktiv, slappe af, tage dig tid til tingene hele døgnet rundt, hele året. 24/7 365. Og ikke bare hele tiden, du skal sørme også sørge for at lære at gøre de rigtige ting på de rigtige tidspunkter ;-)

Det er et stort arbejde og det i sig selv er trættende og man må begynde forfra og falder i igen og igen, men øver sig og bliver langsomt bedre til det. Det må især være svært for dig, når du nu har været så aktiv med dit arbejde og sikkert også er vant til at være effektiv og få noget fra hånden, og ikke mindst opnå resultater. Alt sammen stik modsat det du nu skal lære.

Det blev et lang indlæg igen-igen.
Et kærligt spark og et kram oven i :-)

Jeg vil egentlig bare sig til dig, Solakka, at jeg synes du gør et kæmpe stykke arbejde for dig selv. Og så til sidst: pas rigtig godt på dig selv :-)