Fra BMI 33 til BMI 25 på kortest forsvarlige tid

#2181 af Firkanten (slettet)

Jeg krydser fingre for at alting snart falder på plads med den skulder - og hofte. Jeg er ret harm over at du måtte vente så længe. Og nu i disse konflikttider viser det sig jo også at nødberedskabet er større end det daglige beredskab, så det er da lige før man ønsker at falde om og brække noget, når lockouten kommer. 7-9-13-bank-bank

#2182 af solakka

Helt fantastisk! Jeg bliver opereret I DAG! Den 12.4. Skal møde op om små seks timer - nemlig kl syv om morgenen.
Og jeg er nr 1 i operationskøen.
Halli hallå!
Jeg blev ringet op i forgårs og spurgt hvorvidt jeg ville opereres den 12 i stedet før den 16. SELVFØLGELIG sagde jeg ja tak! Hoppede (så godt jeg nu kan pt) og dansede af glæde.
I går var jeg mange timer på Hillerød hospital...
9.30 journalskrivning.
Først hos sygeplejerske og så hos reservelægen - begge to sådanne søde og sympatiske mennesker!
Fik dem til at grine - ja jeg ELSKER jo at fjolle ... Jeg foretrækker en MUNTER stemning. Og jeg var jo virkelig i hopla! Fuld af glad forventning.
Bagefter blev jeg sendt til vampyr-damen for blodprøver og EKG.
Hun var En Meget Stram Dame. men også hende fik jeg da til at bløde op! Når man gør sig umage - så plejer det at lykkes!
Denne Vampyr dame er ekstremt dygtig!!! Ikke mindste lille blå plet efter blodprøve tagning! Dette er ALDRIG sket før!
Så atter ventetid - og så en hurtig omgang hos anæstesi lægen.
Som egentlig syntes det var noget pjat som en anden anæstesilæge havde kommet frem til - nemlig at med mine ryg diagnoser er det en dåååååårlig ide med rygmarv bedøvelse... Men vi blev enige om at fuldnarkose ville være det rigtige.( Og da havde han heller ikke rigtigt forstået, at hvis jeg IKKE er fuldbedøvet - så får kirurgen ikke arbejdsro...)

Bagefter skulle jeg egentlig have ventet ca 3,5 time på at komme ind til skulderkirurgen.
Jeg tænkte - man kan jo altid spørge....
Så jeg fik lov til at komme op på afdelingen og sidde og vente hvis nu...
Og ved i hvad!! Den søde flinke mand udskød sin frokost og klemte lige ind en lille undersøgelse!
Det var virkelig pænt af ham!

Vi havde det hyggeligt og alt ser OK ud.
Dog fik jeg en lille mavepuster: det er MEGET usandsynligt at jeg kan genoptræne fuld førlighed af højre arm.
" Du forstår, du havde jo en MEGET alvorlig skade"
Og så viste han mig en anatomisk model af skulderleddet hvor senerne kan demonstreres - og han viste præcis hvor han har syet på de to sener - infraspinatus og superspinatus... de er trekantede og bredere ved basen. Spidserne havde trukket sig langt tilbage - 4 cm...Det er "spidserne" som var revet helt over og som blev syet fast 2. januar.
Men jeg har en plan!
Jeg skal nok komme rigtigt langt . Og længere end kirurgen mener er realistisk. Han mener at jeg nok skal komme så langt at jeg kan vaske mit hår med to hænder...

Men JEG agter at også kunne hænge vasketøj op på line - stramt - sådan som jeg plejede..

Nåh - melder hvordan operationen er gået når jeg er Up-and-go !

#2183 af Firkanten (slettet)

Pøj pøj, tante Sol. Jeg sender dig gode tanker hele dagen. Det her skal bare lykkes og blive supergodt.

#2184 af kosesmølf

Håber operationen gik fint, Sol!

Det var rigtig godt at du fik den fremskyndet. Så er der håb om rideture i sensommeren, ihvertfald :)

God rekonvalescens!

#2185 af solakka

Jeg er meget fortrøstningsfuld! Kunne gå uden hjælpemidler samme dag som jeg blev opereret. Sen eftermiddag.
Ved ikke hvad de lavede ved min skulder - men når jeg lå til opvågning efter operationen så kunne jeg pludseligt meget mere med armen end jeg kunne foregående dag.
Meget mærkeligt!
Nærmest et mirakel!
Kunne løfte armen næsten 180 grader. Ligge med armene i kors under nakken. Simulere hårvask med to hænder.

Jeg var meget besværlig. Fordi jeg var så lykkelig at jeg plaprede løs...
Euforisk!
Jeg har jo aldrig prøvet narko og drikker heller ikke alkohol, men jeg vil mene at jeg var MEGET "høj". Nærmest manisk. Men jeg var jo også kraftigt dopet!
Folk reagerer vist meget forskelligt på narkose. Ingen af de andre patienter har været andet end meget stille når de bliver rullet tilbage ind på stuen.
Hm... Måske er det mit sande jeg som kommer frem? Man siger jo in vino veritas.... ????

I det store hele var det en positiv oplevelse.
Fantastisk personale! Jeg er helt vild med dem. Fås ikke bedre.

Men det er jo altid sin sag at dele stue med vildt fremmende mennesker.

Utroligt anstrengende. Man er jo alligevel i en meget sårbar situation.

Fire meget forskellige mennesker.
En vidunderlig dame på 91 år. Helt åndsfrisk. Jeg kunne dårligt tro hun faktisk ER 91.
En fin og sirlig lille dame som fejrede sin 70 års fødselsdag på hospitalet. Meget low key. Venlig og sympatisk.
En meget opmærksomheds krævende stor dame på 72. Først købte jeg så absolut 100% fortællingen om hvor vanvittigt ondt hun havde.
Er helt overbevist om at hun HAVDE ondt.
Men mener dog, at der var en kraftig overbygning af behov for opmærksomhed. En meget larmende person..Og totalt hæmningsløs. Eller måske nærmere hensynsløs..? Det var som om det var vigtigt at personalet skulle hoppe og danse. Gøre stas af hende.
Mit hjælper gen kom jo selvfølgelig på arbejde..

JEG havde jo bestemt mig før at operationen var gået fantastisk godt og at jeg ikke havde ondt. Og at jeg sagtens kunne klare mig selv minus at få sokker på.

Vi skal da også sætte yours truly under mikroskopet!
Fjerde dame, 70 år. "Kan selv" "Fantastisk"
Helt oppe at ringe. Kontaktsøgende - "se hvor dygtig jeg er! Sig nu, bekræft at dette projekt bliver kanon godt agtigt.
Plus de der uendelige anekdoter...
Hm....
Mystisk blanding! Vi hyggede os fint det meste af tiden.

Men sikken en dejlig ro der blev på stuen når hende den larmende tog hjem flere timer før mig!

Nu håber jeg at helingen går fint og det skal det!
Der skal trænes flittigt! Men med fornuft.

Fremskridtene med armen skal stabiliseres. Og styrketræning er vigtigt. Hele skulder partiet.

Jeg får Mit liv tilbage!

#2186 af Nikomath

Hvor er det skønt at alt er gået godt og du har fundet optimismen igen, Sol. Men pas nu på!!! Træerne vokser næppe ind i himlen og du skal huske at passe på dig selv :) Velkommen tilbage til Dit liv- jeg hepper stadig fra sidelinien. Knus

#2187 af solakka

Ja jeg ved - jeg har jo en tilbøjelighed til at gå alt for hårdt og ambitiøst til træning.
Og det giver bagslag.
Baby steps giver nok bedst resultat.
Jeg håber dog at jeg kan holde geisten oppe uden overdrifter.
Er også meget opsat på vægttab.

#2188 af Alinea66

Sol - TILLYKKE. Hvor er det dejligt at høre det er gået så godt. Nu er der lys forude :) Håber du også snart kan køre bil og føle dig fri igen. Knus og go weekend. Alinea

#2189 af solakka

at få mit liv tilbage!
Kose kan nok bedst forstå, at jeg har verdens bedste motivation : jeg vil ride igen!
Hvis der ikke sker noget uforudset så tuller Mik og jeg rundt i Ridehuset den 12 juli.
Heldigvis går jo tiden lynhurtigt når man er blevet 70 år!
Alinea jeg har jo følt mig helt handicappet siden 8.oktober 2017. Når man er vant til at kunne køre rundt som man nu har behov for, så er det meget begrænsende at måtte bede om at blive kørt.
Jeg tror benet er klart til bilkørsel ca slutningen af denne måned.
Og så må jeg overliste min skulder og arm... Ikke for meget - så kommer smerterne og stivheden. Men heller ikke for lidt.

Godt nok med mine projekter!
De kræver jo FOKUS og ekstremt høj grad af vedholdenhed - ellers bliver jo resultatet noget lala...
Vejede mig i morges - stod jo op ca kl halv seks.
Hjææælp 89 kg! Den går ikke!

Nu skal jeg sætte ny snor i skridttælleren så jeg kan holde styr på at jeg går nok. Igen - ikke for lidt men heller ikke for langt for hurtigt!

Desværre har hospitalet rodet lidt med papir arbejdet. Jeg er IKKE 152 cm . Og vejer desværre ikke 58 kg...
Fik IKKE afføringspiller med hjem ( var så vanvittigt heldig at oversygeplejersken var usædvanligt godt indsat i Colitis Ulcerosa problematikken! Hendes far er vist professor og forsker i IBD.
I stedet for fik jeg en håndfuld mini klyx. Hvilket føles meget betryggende.

Holdt mig næsten 100% munter og tapper ved indlæggelsen.
Men min medpatients klage over mig slog mig ud.
IBD er en livstruende sygdom. Vores fællesskab har atter her for nyligt mistet et medlem.
Hun blev blot 29 år.
En virkelig hjælpsom og sød pige. Altid parat til at opmuntre andre. På trods af hendes egen tilstand.
Vi er mange som savner hende.
Der blev samlet ind - 20 kr per næse. Det blev til over 1500 kroner.

Mit store udbrud startede med forstoppelse. Det var så slemt, at kirurgen som lavede kikkert undersøgelsen var overbevist om, at stomi operation ikke ville kunne undgås.
Og det er tale om en særdeles erfaren kirurg.

Jeg klarede jo frisag mod alle odds - udbruddet kunne slås ned med massiv Prednisolon kur.

Men jeg kan slet ikke klare forstoppelse.
For at forebygge spiser jeg jo mindst 600g grønt og frugt per dag.
Havde jo med mig forsyninger til hospitalet.
Fik også spist både alt som hospitalet serverede - meget lækker mad - og lidt af mine egne medbragte forsyninger den 12 efter operationen. Drak virkelig meget vand. Fik diverse afføringspiller fra hospitalet - det er hører helt til normal rutine. Fordi sgs alle får forstoppelse. Tramadol...
Til sidst blev der ro på stuen og vi sov.
Kl fire var det en som skulle på toilettet. Og så vågnede vi jo alle og skulle det samme.

Jeg gik lidt i panik - havde jo ikke haft afføring! Intet på vej - men kunne mærke forstoppelse..
Så bliver jeg dybt bekymret. Ved jo hvor galt det kan gå for mig med min LORTE sygdom.
Stress og belastning er jo også udløsende faktorer. Så det er meget relevant at prøve at forebygge.
Jeg tænkte jeg hellere måtte spise rigeligt med grønt OMGÅENDE..
Jeg prøvede da at være så stille som muligt.
Overvejede at gå ud på gangen - men mente det ville forstyrre endnu mere.
Men alligevel blev det klaget over mig BAG MIN RYG.
Vedkommende kunne jo for helvede have åbnet sin mund i situationen.

Jeg blev totalt hylet ud af det når sygeplejersken følgende dag informerede mig om at der var blevet klaget.
Og der var stadig forstoppelse. Det hjalp ikke engang.

Heldigvis vidste som sagt oversygeplejersken meget om IBD. Så hun fremskaffede en mini klyx.
Havde jo fundet ud af at mine medpatienter ikke fattede har af mine CU problemer.
Endvidere er det ikke nemt, at dom nyopereret bruge klyx når man står.
Det er nemmest at ligge ned.
Jeg PRØVEDE at få en aftale med mine medpatienter om at få lov til at lægge beslag på toilettet sådan ca 1 time.
Det var umuligt.
Gik ud på gangen og fik fat på en ansat og forklarede at jeg har brug for at kunne disponere over et toilet ca 1 time.
Hun hjalp mig.
Og klyxen virkede.
Dog lidt før eksplosivt til sidst...

Det er vanvittigt pinligt og ydmygende i forvejen med IBD.
Og virkelig ikke nemt at blive udsat for uforstående mennesker. Især ikke når man i forvejen er sårbar.

Jeg har faktisk ikke kommet over oplevelsen endnu. Er lidt grådlabil og ked af det.

Og jeg er da en robust person.
Hvordan klarer de andre den slags situationer..? Folk som er følsomme må da have det forfærdeligt ..

Nåh men det er da godt jeg får prøvet på hvordan det er for folk som ikke er robuste.
Nu jeg pga omstændighederne ikke er mig selv, men meget mere følsom og sårbar.

Det er en stor hjælp for mig at kunne læsse af her på madital.
Kunne mærke at det var vigtigt for mig at sætte ord på episoden...

#2190 af solakka

at få mit liv tilbage!
Kose kan nok bedst forstå, at jeg har verdens bedste motivation : jeg vil ride igen!
Hvis der ikke sker noget uforudset så tuller Mik og jeg rundt i Ridehuset den 12 juli.
Heldigvis går jo tiden lynhurtigt når man er blevet 70 år!
Alinea jeg har jo følt mig helt handicappet siden 8.oktober 2017. Når man er vant til at kunne køre rundt som man nu har behov for, så er det meget begrænsende at måtte bede om at blive kørt.
Jeg tror benet er klart til bilkørsel ca slutningen af denne måned.
Og så må jeg overliste min skulder og arm... Ikke for meget - så kommer smerterne og stivheden. Men heller ikke for lidt.

Godt nok med mine projekter!
De kræver jo FOKUS og ekstremt høj grad af vedholdenhed - ellers bliver jo resultatet noget lala...
Vejede mig i morges - stod jo op ca kl halv seks.
Hjææælp 89 kg! Den går ikke!

Nu skal jeg sætte ny snor i skridttælleren så jeg kan holde styr på at jeg går nok. Igen - ikke for lidt men heller ikke for langt for hurtigt!

Desværre har hospitalet rodet lidt med papir arbejdet. Jeg er IKKE 152 cm . Og vejer desværre ikke 58 kg...
På et sted står det jeg skal til ryg den 17 april.
Men det er nok en fejl.
Venter lidt før jeg ringer og tjekker..
Der står også at jeg skulle have fået afføringspiller med hjem.
Fik IKKE afføringspiller med hjem ( var så vanvittigt heldig at oversygeplejersken var usædvanligt godt indsat i Colitis Ulcerosa problematikken! Hendes far er vist professor og forsker i IBD.
I stedet for fik jeg en håndfuld mini klyx. Hvilket føles meget betryggende. Meget bedre)

Holdt mig næsten 100% munter og tapper ved indlæggelsen.
Men min medpatients klage over mig slog mig ud.
IBD er en livstruende sygdom. Vores IBD Facebook fællesskab har atter her for nyligt mistet et medlem.
Hun blev blot 29 år.
En virkelig hjælpsom og sød pige. Altid parat til at opmuntre andre. På trods af hendes egen tilstand.
Vi er mange som savner hende.
Der blev samlet ind - 20 kr per næse. Det blev til over 1500 kroner. Vi holder sammen og støtter hinanden.

Min CU er jo ret velreguleret. De seneste år har jeg jo kun haft småudbrud.
Jeg har kun haft et stort udbrud.
Det store udbrud startede med forstoppelse. Det var så slemt, at kirurgen som lavede kikkert undersøgelsen var overbevist om, at stomi operation ikke ville kunne undgås.
Og det er tale om en særdeles erfaren kirurg.

Jeg klarede jo frisag mod alle odds - udbruddet kunne slås ned med massiv Prednisolon kur.

Men jeg kan slet ikke klare forstoppelse.
For at forebygge spiser jeg jo mindst 600g grønt og frugt per dag.
Havde jo med mig forsyninger til hospitalet.
Fik også spist både alt som hospitalet serverede - meget lækker mad - og lidt af mine egne medbragte forsyninger den 12 efter operationen. Drak virkelig meget vand. Fik diverse afføringspiller fra hospitalet - det er hører helt til normal rutine. Fordi sgs alle får forstoppelse. Tramadol...
Til sidst blev der ro på stuen og vi sov.
Kl fire var det en som skulle på toilettet. Og så vågnede vi jo alle og skulle det samme.

Jeg gik lidt i panik - havde jo ikke haft afføring! Intet på vej - men kunne mærke forstoppelse..
Så bliver jeg dybt bekymret. Ved jo hvor galt det kan gå for mig med min LORTE sygdom.
Stress og belastning er jo også udløsende faktorer. Så det er meget relevant at prøve at forebygge.
Jeg tænkte jeg hellere måtte spise rigeligt med grønt OMGÅENDE..
Jeg prøvede da at være så stille som muligt.
Overvejede at gå ud på gangen - men mente det ville forstyrre endnu mere.
Men alligevel blev det klaget over mig BAG MIN RYG.
Vedkommende kunne jo for helvede have åbnet sin mund i situationen!

Jeg blev totalt hylet ud af det når sygeplejersken følgende dag informerede mig om at der var blevet klaget.
Og der var stadig forstoppelse. Det hjalp ikke engang.

Heldigvis vidste som sagt oversygeplejersken meget om IBD. Så hun fremskaffede en mini klyx.
Havde jo fundet ud af at mine medpatienter ikke fattede hat af mine CU problemer.
Endvidere er det ikke nemt, at dom nyopereret bruge klyx når man står.
Det er nemmest at ligge ned.
Jeg PRØVEDE dog at få en aftale med mine medpatienter om at få lov til at lægge beslag på toilettet sådan ca 1 time.
Det var umuligt.
Gik ud på gangen og fik fat på en ansat og forklarede at jeg har brug for at kunne disponere over et toilet ca 1 time.
Hun hjalp mig.
Og klyxen virkede.
Dog lidt før eksplosivt til sidst...

Det er vanvittigt pinligt og ydmygende i forvejen med IBD.
Og virkelig ikke nemt at blive udsat for uforstående mennesker. Især ikke når man i forvejen er sårbar. Nyopereret og stadig påvirket af narkosen.

Jeg har faktisk ikke kommet over oplevelsen endnu. Er lidt grådlabil og ked af det.

Og jeg er da en robust person.
Hvordan klarer de andre den slags situationer..? Folk som er følsomme må da have det forfærdeligt ..

Nåh men det er da godt jeg får prøvet på hvordan det er for folk som ikke er robuste.
Nu jeg pga omstændighederne ikke er mig selv, men meget mere følsom og sårbar.

Det er en stor hjælp for mig at kunne læsse af her på madital.
Kunne mærke at det var vigtigt for mig at sætte ord på episoden...

Ha! Hvis vi skulle måle objektivt hvem som har forstyrret hvem - målt på decibel og tid - og vi havde taget med hurlumhej faktoren.... så er det nok de tre madammer som har forstyrret mig mere end jeg dem.
Jeg synes faktisk det er hensynsløst at holde hof i timevis med et vrimmel af - for mig -uvedkommende mennesker .
I løbet af det halvandet døgn jeg boede på den stue var der uden mindste overdrift et rænd af besøgende. Mindst 30 stk. Og antal besøgende på samme tid var som mest 14 stk.
A. Mand, datter, svigersøn, barnebarn. 5 stk.
B. Mand, søn med to barn, datter med et barn, 2 bekendte. 7 stk.
C. To besøgende.
Som at ligge i seng på Hovedbanegården ...


Kan ikke andet end grine - folk plejer at brokke sig når personer af anden etnisk baggrund møder op med hele familien på hospitalet....