Fra BMI 33 til BMI 25 på kortest forsvarlige tid
Du læser en tråd i debat > vægttab 10+solakka
#772
ØH - det er nogen PUDSIGE folk som arbejder på hospitaler...?
Så tog jeg mig sammen og ringede til hospitalet...
telefontid 8-10 - står det på visitkortet...
Telefontid 8 - 10 blev det sagt ved samtalen...
Høflig som jeg er ringer jeg efter 8.15...
og får at vide at min kontaktsygeplejerske "plejer at møde efter halv ni"....
ALTSÅ!!
Der bliver så lavet en aftale om at hun ringer mig... og at det ikke haster mere end det jager...
Fik en god snak med min sygeplejerske - det er nemlig MEGET vigtig at det fungerer godt mellem patient og kontaktperson... worst possible scenarie situationer kan den gode kontakt betyde forskellen mellem liv og død... rent bogstavelig..
YES!!! det ser ud til at min sygdom er i remission!
At den altså "sover"... ligesom en vulkan kan sove...
Det er rigtig godt!
Mindre godt er at fordi sygdommen sover så kan vi ikke finde ud af HVOR UDBREDT den er... vi er nødt til at vente indtil næste ombæring... næste udbrud...
Det er altså det den indkaldelses slendrian så havde som konsekvens!
Men pyt! jeg er ligeglad!
Vi fik nu ellers snakket om mange ting...
Den ekstra risiko jeg har lige nu for både osteoporosis og diabetes (to sygdomme jeg er arveligt disponeret for) skyldes IKKE sygdommen men udelukkende den elendige Prednisolonen!
På trods af, at mit samlede kalcium indtag (kost og piller) er mere end 1/3 højere end Safe Tolerable Upper Intake Level... så er det bedst jeg bliver ved med at skovle kalk og D vitamin ind... indtil sådan ca to uger efter jeg er saponeret ud ur pred.
Og så til den elendige træthed!!!!!!!!!!!!!
Der etr ikke noget at stille op!
Jeg skal regne med at være ekstremt træt i hvert fald 6 måneder efter udbruddet... Måske et år?
Nogle får ALDRIG tilbage sit gamle energi niveau....
Og det skal altså blive løgn!
På den lange bane skal det nok lykkes mig.
Men her og nu må jeg respektere at sådan ER det og jeg skal HVILE HVILE HVILE...
Ikke presse mig selv...
GUUUD så kedeligt!!
Men det er vel bare at indse - at sådan er det!
Kan I holde jer muntre!
Det kan jeg i hvert fald!
Hilsen fra Fyrstinden Oblomov
telefontid 8-10 - står det på visitkortet...
Telefontid 8 - 10 blev det sagt ved samtalen...
Høflig som jeg er ringer jeg efter 8.15...
og får at vide at min kontaktsygeplejerske "plejer at møde efter halv ni"....
ALTSÅ!!
Der bliver så lavet en aftale om at hun ringer mig... og at det ikke haster mere end det jager...
Fik en god snak med min sygeplejerske - det er nemlig MEGET vigtig at det fungerer godt mellem patient og kontaktperson... worst possible scenarie situationer kan den gode kontakt betyde forskellen mellem liv og død... rent bogstavelig..
YES!!! det ser ud til at min sygdom er i remission!
At den altså "sover"... ligesom en vulkan kan sove...
Det er rigtig godt!
Mindre godt er at fordi sygdommen sover så kan vi ikke finde ud af HVOR UDBREDT den er... vi er nødt til at vente indtil næste ombæring... næste udbrud...
Det er altså det den indkaldelses slendrian så havde som konsekvens!
Men pyt! jeg er ligeglad!
Vi fik nu ellers snakket om mange ting...
Den ekstra risiko jeg har lige nu for både osteoporosis og diabetes (to sygdomme jeg er arveligt disponeret for) skyldes IKKE sygdommen men udelukkende den elendige Prednisolonen!
På trods af, at mit samlede kalcium indtag (kost og piller) er mere end 1/3 højere end Safe Tolerable Upper Intake Level... så er det bedst jeg bliver ved med at skovle kalk og D vitamin ind... indtil sådan ca to uger efter jeg er saponeret ud ur pred.
Og så til den elendige træthed!!!!!!!!!!!!!
Der etr ikke noget at stille op!
Jeg skal regne med at være ekstremt træt i hvert fald 6 måneder efter udbruddet... Måske et år?
Nogle får ALDRIG tilbage sit gamle energi niveau....
Og det skal altså blive løgn!
På den lange bane skal det nok lykkes mig.
Men her og nu må jeg respektere at sådan ER det og jeg skal HVILE HVILE HVILE...
Ikke presse mig selv...
GUUUD så kedeligt!!
Men det er vel bare at indse - at sådan er det!
Kan I holde jer muntre!
Det kan jeg i hvert fald!
Hilsen fra Fyrstinden Oblomov
12 år22. juni 2012 kl. 02:56
Girl next door
#773
re: ØH - det er nogen PUDSIGE folk som arbejder på hospitaler...?
:-D
Det er nemlig rigtigt: GUUUUD så kedeligt! :-D
Sådan har jeg det også. Jeg har så bare resten af livet i vente på den måde, hvis prognosen altså er korrekt. Så er et halvt år til at overkomme, trods alt. Krydser fingre for at du er heldig på det punkt ;-)
Husk, at for en gangs skyld kan du ikke fremme denne proces ved at skynde dig - tværtimod. Så du skal gøre alt det, som IKKE falder dig naturligt, nemlig tage den med ro ;-)
Dejligt, at du fik en god snak med din kontaktperson - det er nemlig vigtigt, at du føler dig hørt og at der er kontakt til dem, der skal hjælpe dig.
Det er nemlig rigtigt: GUUUUD så kedeligt! :-D
Sådan har jeg det også. Jeg har så bare resten af livet i vente på den måde, hvis prognosen altså er korrekt. Så er et halvt år til at overkomme, trods alt. Krydser fingre for at du er heldig på det punkt ;-)
Husk, at for en gangs skyld kan du ikke fremme denne proces ved at skynde dig - tværtimod. Så du skal gøre alt det, som IKKE falder dig naturligt, nemlig tage den med ro ;-)
Dejligt, at du fik en god snak med din kontaktperson - det er nemlig vigtigt, at du føler dig hørt og at der er kontakt til dem, der skal hjælpe dig.
12 år22. juni 2012 kl. 09:14
solakka
#774
re: ØH - det er nogen PUDSIGE folk som arbejder på hospitaler...?
Tak GND - som altid: spot on!
Jeg ved at jeg er priviligieret som uden at være heeelt urealistisk stadig kan tillade mig at håbe at jeg er en af de heldige!
Men samtidlig sætter det jo pres på mig i den forstand at ingen VED nok om disse lumske IBD sygdomme til at kunne sige særligt meget konkret... der findes ingen fast opskrift... "hvis du gør sådan og sådan... så undgår du det og det"
Det er derfor jeg mener at jeg bør sætte mig godt og grundig ind i alle de forskellige hypoteser, små "øer" af viden etc som der findes.
Og så må jeg sætte min aller bedste "tænke-tænke-tophue" på - og lave min personlige slagplan..
Og så gøre mit bedste - og i øvrig "Herran haltuun" (på finsk) In'sch Allah (på arabisk) ...
overlade udfaldet af mine anstrængelser til de Højere Magter..
Det er OK. Det er jo faktisk de odds vi ALTID lever under..
Det var rigtig godt jeg fik snakket med min kontakt person. Hun er specialsygeplejerske, så... hun ved masser.
Jeg havde jo efter koloskopien - og fordi mange ting begyndte at glide i forkert retning - sådan halvt underbevidst begyndt at frygte at der var noget galt som jeg burde tage fat på.... for at forhindre værre ulykker!
Jeg syntes det er MYSTISK at jeg i stedet for at blive friskere blot bliver mere og mere træt... hvorfor nu det???
Den gang jeg var ved at bløde og Sk--de mig ihjel var jeg meget friskere end nu.. og man skulle jo tro at sådan en ugelang voldsom blødning og diarre i hvert fald ville medføre træthed i løbet af forløbet... eller lige bagefter..?
Men der har jo prednisolonens euforiserende virkning sikkert maskeret og dækket over trætheden..
Nu når jeg er kommet ned i dosis - så kan jeg mærke trætheden!
Så det er faktisk TVÆRSOM! AHAA - sagde den gamle tante! SÅ kan jeg forstå det!!
Nåh - nu er det tid til en lille bitte pause. Det siger min krop! Den vil ned at ligge lidt!
På gensyn!
men du kender sikkert den der
Jeg ved at jeg er priviligieret som uden at være heeelt urealistisk stadig kan tillade mig at håbe at jeg er en af de heldige!
Men samtidlig sætter det jo pres på mig i den forstand at ingen VED nok om disse lumske IBD sygdomme til at kunne sige særligt meget konkret... der findes ingen fast opskrift... "hvis du gør sådan og sådan... så undgår du det og det"
Det er derfor jeg mener at jeg bør sætte mig godt og grundig ind i alle de forskellige hypoteser, små "øer" af viden etc som der findes.
Og så må jeg sætte min aller bedste "tænke-tænke-tophue" på - og lave min personlige slagplan..
Og så gøre mit bedste - og i øvrig "Herran haltuun" (på finsk) In'sch Allah (på arabisk) ...
overlade udfaldet af mine anstrængelser til de Højere Magter..
Det er OK. Det er jo faktisk de odds vi ALTID lever under..
Det var rigtig godt jeg fik snakket med min kontakt person. Hun er specialsygeplejerske, så... hun ved masser.
Jeg havde jo efter koloskopien - og fordi mange ting begyndte at glide i forkert retning - sådan halvt underbevidst begyndt at frygte at der var noget galt som jeg burde tage fat på.... for at forhindre værre ulykker!
Jeg syntes det er MYSTISK at jeg i stedet for at blive friskere blot bliver mere og mere træt... hvorfor nu det???
Den gang jeg var ved at bløde og Sk--de mig ihjel var jeg meget friskere end nu.. og man skulle jo tro at sådan en ugelang voldsom blødning og diarre i hvert fald ville medføre træthed i løbet af forløbet... eller lige bagefter..?
Men der har jo prednisolonens euforiserende virkning sikkert maskeret og dækket over trætheden..
Nu når jeg er kommet ned i dosis - så kan jeg mærke trætheden!
Så det er faktisk TVÆRSOM! AHAA - sagde den gamle tante! SÅ kan jeg forstå det!!
Nåh - nu er det tid til en lille bitte pause. Det siger min krop! Den vil ned at ligge lidt!
På gensyn!
men du kender sikkert den der
12 år22. juni 2012 kl. 09:38
calcit
#775
re: ØH - det er nogen PUDSIGE folk som arbejder på hospitaler...?
Selvfølglig kører tankerne....og nogen gange løbsk.
12 år22. juni 2012 kl. 10:12
Girl next door
#776
re: ØH - det er nogen PUDSIGE folk som arbejder på hospitaler...?
Som du selv siger, Solakka, så er der aldrig nogen garantier og vi lever altid under forhold, der er overladt til noget helt andet end os selv. Om det så er en Gud af en eller slags eller noget andet man tror på, så er det bare et faktum, at vi ikke kan styre alting selv.
Hurra for videnskaben; jeg er en af dem der står forrest i køen og klapper i mine små hænder, MEN.... ikke alt er løst ved videnskaben og det er her troen tager over. Man har set mange eksempler på, at vi mennesker opfører os helt udenfor boksen - især når det gælder sygdomme. Vi kan dø "for tidligt", vi kan følge normen (som vi jo selv har sat) og vi kan overleve det umulige. Ingen ved, hvad der sker, det hele kommer an på så meget. Garantier er noget vi får, når vi køber husholdningsmaskiner ;-)
Det er rigtig godt, at du undersøger alt muligt i forbindelse med din sygdom. Især fordi du i sidste ende har hovedansvaret for dig selv og må følge med i det, du kan. Det er vigtigt - især hvis der er nogen, der skal have ryk i ørerne for, ikke at gøre det, der skal til, for at du får det bedre.
Når det så er sagt...jeg har jo været samme forløb igennem. Jeg læste og læste og læste og i dag ved jeg en fandens masse om den lidelse jeg selv har, om hvordan kroppen reagerer, om hvordan processen er, når vi bliver ramt af sygdom på den måde. Og det er rigtig dejligt. Er jo et videbegærligt og nysgerrigt menneske.
Men det der hjulpet mig allermest...virkelig allermest.... det er, at lære at lytte til min krop. Kroppen. Ikke hovedet, kun. Men kroppen. Og når det er øvet rigtig længe, så skal de to ting til at lære at fungere sammen igen. Og det er svært, når kroppen er blevet ignoreret i mange år og det er hovedet, der har været 4 meter foran hele livet ;-)
Jeg øver mig stadig. Hele tiden...
Der er ikke nogen opskrift på at komme igennem sådan noget. Lægerne kan godt anbefale dig nogle ting, men hvad der virker allerbedst for dig, det ved DU bedst. Det er din krop, det er din reaktion på medicinen, på smerterne, på at det er røvsygt ikke at kunne det, du plejer at kunne. Og selvom lægerne og videnskaben ved meget, så rækker den viden kun til et vist punkt. For selvom vi er så ens, så er vi alligevel så forskellige. Og de har faktisk ikke prøvet det du går igennem...så arbejdede de nemlig ikke på at lære at hjælpe dig, så havde de travlt med at få deres eget liv til at hænge sammen ;-)
Lige til sidst et par ord om det med træthed...(Ja, ja, ja...det bliver igen et langt indlæg ;-D )
Da jeg arbejdede for et års tid siden, knoklede jeg for at kunne nå alting, passe arbejdet først og fremmest. Jeg havde ondt, var træt, udmattet. Tænkte, at når først det var slut med at arbejde, så ville jeg få det bedre. Jeg slæbte mig af sted i håbet om, at alting snart ville blive godt igen.
Men da jeg så slap fri fra det fængsel, jeg selv havde skabt... så knækkede jeg fuldstændig sammen. Jeg var så ødelagt som aldrig før. Orkede ingenting, var træt, udkørt, udmattet, ville bare sove, sove, sove og være i fred. Jeg kunne ikke overskue noget som helst. Gad ikke være sammen med nogen eller forholde mig til noget. Jeg havde i den grad kørt rovdrift på min krop og mit sind og nu kom prisen.
Der gik længe før jeg følte mig bare lidt frisk igen. Jeg har ofte undret mig over, at jeg ikke fik det bedre efter jeg stoppede med at arbejde. I dag føler jeg, at jeg kan klare endnu mindre end dengang. Men det passer faktisk ikke helt. Dengang brugte jeg alle ressourcer, al energi. Jeg kørte mig selv fuldstændig flad. Ignorerede alle kroppens signaler. Så da der blev plads til det brød kroppen sammen. Fuldstændig sammen. I dag kan jeg mindre fordi jeg rent faktisk lytter til kroppen. Jeg sørger for at passe på mig selv. Og det gør jeg ved at lave mindre, men stadig holde mig lidt i gang. Når jeg kan.
Der er dage, hvor jeg bruger medicin til at kunne mere end jeg reelt magter. Ligesom dengang. Men forskellen er, at nu slapper jeg så af tre dage efterfølgende, så kroppen får ro igen. Eller i hvert fald så snart der er mulighed for det, men helst hurtigst muligt.
Det jeg vil sige til dig er, at det er helt naturligt at kroppen reagerer sådan. Den er træt, udkørt. Du kan sagtens medicinere dig ud af det og holde tempoet oppe, men den dag du lytter til kroppen igen, vil du sikkert opdage, at du har fået det endnu værre end inden du misbrugte kroppen.
I starten når vi får at vide, at vi er syge eller har en lidelse, tror jeg at det sætter gang i en slags overlevelsesmekanisme og derfor føler vi os ikke helt så syge og trætte, som vi egentlig er. Sikkert adrenalin, der pumper godt rundt i kroppen. Men når der ikke længere er brug for adrenalinen, så kommer trætheden.
Solakka, undskyld for at tage så meget plads i din dagbog. havde bare lige brug for at sige de her ting til dig. Kan du bruge bare en lille smule af det, så har det været det hele værd ;-)
Hurra for videnskaben; jeg er en af dem der står forrest i køen og klapper i mine små hænder, MEN.... ikke alt er løst ved videnskaben og det er her troen tager over. Man har set mange eksempler på, at vi mennesker opfører os helt udenfor boksen - især når det gælder sygdomme. Vi kan dø "for tidligt", vi kan følge normen (som vi jo selv har sat) og vi kan overleve det umulige. Ingen ved, hvad der sker, det hele kommer an på så meget. Garantier er noget vi får, når vi køber husholdningsmaskiner ;-)
Det er rigtig godt, at du undersøger alt muligt i forbindelse med din sygdom. Især fordi du i sidste ende har hovedansvaret for dig selv og må følge med i det, du kan. Det er vigtigt - især hvis der er nogen, der skal have ryk i ørerne for, ikke at gøre det, der skal til, for at du får det bedre.
Når det så er sagt...jeg har jo været samme forløb igennem. Jeg læste og læste og læste og i dag ved jeg en fandens masse om den lidelse jeg selv har, om hvordan kroppen reagerer, om hvordan processen er, når vi bliver ramt af sygdom på den måde. Og det er rigtig dejligt. Er jo et videbegærligt og nysgerrigt menneske.
Men det der hjulpet mig allermest...virkelig allermest.... det er, at lære at lytte til min krop. Kroppen. Ikke hovedet, kun. Men kroppen. Og når det er øvet rigtig længe, så skal de to ting til at lære at fungere sammen igen. Og det er svært, når kroppen er blevet ignoreret i mange år og det er hovedet, der har været 4 meter foran hele livet ;-)
Jeg øver mig stadig. Hele tiden...
Der er ikke nogen opskrift på at komme igennem sådan noget. Lægerne kan godt anbefale dig nogle ting, men hvad der virker allerbedst for dig, det ved DU bedst. Det er din krop, det er din reaktion på medicinen, på smerterne, på at det er røvsygt ikke at kunne det, du plejer at kunne. Og selvom lægerne og videnskaben ved meget, så rækker den viden kun til et vist punkt. For selvom vi er så ens, så er vi alligevel så forskellige. Og de har faktisk ikke prøvet det du går igennem...så arbejdede de nemlig ikke på at lære at hjælpe dig, så havde de travlt med at få deres eget liv til at hænge sammen ;-)
Lige til sidst et par ord om det med træthed...(Ja, ja, ja...det bliver igen et langt indlæg ;-D )
Da jeg arbejdede for et års tid siden, knoklede jeg for at kunne nå alting, passe arbejdet først og fremmest. Jeg havde ondt, var træt, udmattet. Tænkte, at når først det var slut med at arbejde, så ville jeg få det bedre. Jeg slæbte mig af sted i håbet om, at alting snart ville blive godt igen.
Men da jeg så slap fri fra det fængsel, jeg selv havde skabt... så knækkede jeg fuldstændig sammen. Jeg var så ødelagt som aldrig før. Orkede ingenting, var træt, udkørt, udmattet, ville bare sove, sove, sove og være i fred. Jeg kunne ikke overskue noget som helst. Gad ikke være sammen med nogen eller forholde mig til noget. Jeg havde i den grad kørt rovdrift på min krop og mit sind og nu kom prisen.
Der gik længe før jeg følte mig bare lidt frisk igen. Jeg har ofte undret mig over, at jeg ikke fik det bedre efter jeg stoppede med at arbejde. I dag føler jeg, at jeg kan klare endnu mindre end dengang. Men det passer faktisk ikke helt. Dengang brugte jeg alle ressourcer, al energi. Jeg kørte mig selv fuldstændig flad. Ignorerede alle kroppens signaler. Så da der blev plads til det brød kroppen sammen. Fuldstændig sammen. I dag kan jeg mindre fordi jeg rent faktisk lytter til kroppen. Jeg sørger for at passe på mig selv. Og det gør jeg ved at lave mindre, men stadig holde mig lidt i gang. Når jeg kan.
Der er dage, hvor jeg bruger medicin til at kunne mere end jeg reelt magter. Ligesom dengang. Men forskellen er, at nu slapper jeg så af tre dage efterfølgende, så kroppen får ro igen. Eller i hvert fald så snart der er mulighed for det, men helst hurtigst muligt.
Det jeg vil sige til dig er, at det er helt naturligt at kroppen reagerer sådan. Den er træt, udkørt. Du kan sagtens medicinere dig ud af det og holde tempoet oppe, men den dag du lytter til kroppen igen, vil du sikkert opdage, at du har fået det endnu værre end inden du misbrugte kroppen.
I starten når vi får at vide, at vi er syge eller har en lidelse, tror jeg at det sætter gang i en slags overlevelsesmekanisme og derfor føler vi os ikke helt så syge og trætte, som vi egentlig er. Sikkert adrenalin, der pumper godt rundt i kroppen. Men når der ikke længere er brug for adrenalinen, så kommer trætheden.
Solakka, undskyld for at tage så meget plads i din dagbog. havde bare lige brug for at sige de her ting til dig. Kan du bruge bare en lille smule af det, så har det været det hele værd ;-)
12 år22. juni 2012 kl. 10:54
solakka
#777
Hej GND - ja det kan virkelig bruges det du skriver!!
Hej GND - ja det kan virkelig bruges det du skriver!!
Tanken har strejfet mig mere end et par gange - du burde studere lidt (altså omskoles) så du fik formel kompetence som psykolog - at du har evnerne, det er vi vist efterhånden flere som har opdaget her på madital!
En ting jeg har opdaget er, at når det er en selv det drejer sig om - så er det pokkers svært at bruge sin intelligens!
Der er sikkert en hel bunke faktorer som interagerer, måske sågar med synergi effekter, i den udvikling jeg har oplevet, at min træthed vokser. Og vokser.
Det er godt nok påfaldende at jeg ikke selv kom i tanker om, at dagsdosis Prednisolon for mig plejer at være proportional med det energiniveau jeg oplever!
Jeg har jo oplevt den dejlige Prednisolon effekten så enormt mange gange!!
At jeg har været i så dårligt humør her på det sidste skyldes, at jeg ikke er færdig med at bearbejde det faktum, at jeg ER vred på "min ulykkesfugl".
Jeg havde fred for hende i en periode - hun havde blokeret mig på facebook og derfor var jeg forskånet fra at se hendes navn poppe op og også forskånet fra at læse hendes skriverier..
Men pludselig har hun fjernet blokeringen - og hendes kommentarer var alle vejne (nåja ikke i Colitis Crohn grupperne)..
Det ribbede op i "alt det gamle møg"... min vrede blussede op.
Det står ikke til diskussion, at min sygdom kom i udbrud fordi jeg var dum nok at udsætte mig for hendes "gæstefrihed"...
Når jeg så har de vrede briller på - så dykker der jo op utallige episoder hvor jeg er gået med til at blive udnyttet, behandlet respektløst, "pisset på".... af lige denne usædvanligt selvoptagne, selvcentrerede person....
Egentlig er det dybest set mig selv jeg er vred på!
Så ja - her arbejdes på højtryk!
Jeg er så spændt - min datter er lige nu til sigmoideskopi. Man begynder ENDELIG at agere rationelt omkring min datters sygdom!
Jeg fik ikke lov til at komme med hende til hospitalet i tirsdags - men fik hende til at skrive ned på et stykke papir det hun skulle snakke om, informere om og finde ud af...
Aff. prøven som er taget for et stykke tid siden viste at der er aktivitet i betændelsen i tarmen.
TÆNK at hun måtte komme til kikkertundersøgelse i dag!
Men endnu bedre havde det været hvis de så snart resultatet fra aff. prøven var klar straks havde indkaldt hende til kikkertundersøgelse..
Men nu sker der da endelig noget!
Måske ser slimhinden slem nok ud i dag til at den stakkels pige endelig kan komme i behandling??
For hver gang der kommer et udbrud så bliver slimhinden mere og mere ødelagt...
Det behøver ikke engang være et udbrud med så kraftig blødning at patienten lægger mærke til det...
Derfor er det så vigtigt med den forebyggende medicin..
Der er gået ET ÅR siden hun fik et udbrud som svarer til det jeg fik 4 april i år...
En ting som gør mig gal i skralden er, at man vist ikke kan købe NATTO her i landet!!
GND - det kan være også du skulle kigge lidt på hvad natto er for noget! (Det er soya bønner fermenterede med en bestemt bakterie. Man finder rigtigt meget informationer hvis man googler vitamin K2 og natto...)
Men - jeg er jo et kæmpe stædigt best - så jeg skal nok finde en løsning!! Tro mig!
Det at blot spise vitamin piller med K2 produceret med natto som råvare - synes jeg ikke er den optimale løsningen.
.
Nej - nu siger kroppen: PAUSE!!
Og jeg lystrer!
Tanken har strejfet mig mere end et par gange - du burde studere lidt (altså omskoles) så du fik formel kompetence som psykolog - at du har evnerne, det er vi vist efterhånden flere som har opdaget her på madital!
En ting jeg har opdaget er, at når det er en selv det drejer sig om - så er det pokkers svært at bruge sin intelligens!
Der er sikkert en hel bunke faktorer som interagerer, måske sågar med synergi effekter, i den udvikling jeg har oplevet, at min træthed vokser. Og vokser.
Det er godt nok påfaldende at jeg ikke selv kom i tanker om, at dagsdosis Prednisolon for mig plejer at være proportional med det energiniveau jeg oplever!
Jeg har jo oplevt den dejlige Prednisolon effekten så enormt mange gange!!
At jeg har været i så dårligt humør her på det sidste skyldes, at jeg ikke er færdig med at bearbejde det faktum, at jeg ER vred på "min ulykkesfugl".
Jeg havde fred for hende i en periode - hun havde blokeret mig på facebook og derfor var jeg forskånet fra at se hendes navn poppe op og også forskånet fra at læse hendes skriverier..
Men pludselig har hun fjernet blokeringen - og hendes kommentarer var alle vejne (nåja ikke i Colitis Crohn grupperne)..
Det ribbede op i "alt det gamle møg"... min vrede blussede op.
Det står ikke til diskussion, at min sygdom kom i udbrud fordi jeg var dum nok at udsætte mig for hendes "gæstefrihed"...
Når jeg så har de vrede briller på - så dykker der jo op utallige episoder hvor jeg er gået med til at blive udnyttet, behandlet respektløst, "pisset på".... af lige denne usædvanligt selvoptagne, selvcentrerede person....
Egentlig er det dybest set mig selv jeg er vred på!
Så ja - her arbejdes på højtryk!
Jeg er så spændt - min datter er lige nu til sigmoideskopi. Man begynder ENDELIG at agere rationelt omkring min datters sygdom!
Jeg fik ikke lov til at komme med hende til hospitalet i tirsdags - men fik hende til at skrive ned på et stykke papir det hun skulle snakke om, informere om og finde ud af...
Aff. prøven som er taget for et stykke tid siden viste at der er aktivitet i betændelsen i tarmen.
TÆNK at hun måtte komme til kikkertundersøgelse i dag!
Men endnu bedre havde det været hvis de så snart resultatet fra aff. prøven var klar straks havde indkaldt hende til kikkertundersøgelse..
Men nu sker der da endelig noget!
Måske ser slimhinden slem nok ud i dag til at den stakkels pige endelig kan komme i behandling??
For hver gang der kommer et udbrud så bliver slimhinden mere og mere ødelagt...
Det behøver ikke engang være et udbrud med så kraftig blødning at patienten lægger mærke til det...
Derfor er det så vigtigt med den forebyggende medicin..
Der er gået ET ÅR siden hun fik et udbrud som svarer til det jeg fik 4 april i år...
En ting som gør mig gal i skralden er, at man vist ikke kan købe NATTO her i landet!!
GND - det kan være også du skulle kigge lidt på hvad natto er for noget! (Det er soya bønner fermenterede med en bestemt bakterie. Man finder rigtigt meget informationer hvis man googler vitamin K2 og natto...)
Men - jeg er jo et kæmpe stædigt best - så jeg skal nok finde en løsning!! Tro mig!
Det at blot spise vitamin piller med K2 produceret med natto som råvare - synes jeg ikke er den optimale løsningen.
.
Nej - nu siger kroppen: PAUSE!!
Og jeg lystrer!
12 år22. juni 2012 kl. 14:08
calcit
#778
re: Hej GND - ja det kan virkelig bruges det du skriver!!
Har du så selv valgt at blokere den person ?- det er din mulighed.
Bortskaf alt fra den person hvis du har noget, selv en lap papir indeholder dennes energi......udsæt ikke dig selv for at få smidt den persons skriverier lige i hovedet.
Det skal være muligt ikke hele tiden at blive konfronteret.
Bortskaf alt fra den person hvis du har noget, selv en lap papir indeholder dennes energi......udsæt ikke dig selv for at få smidt den persons skriverier lige i hovedet.
Det skal være muligt ikke hele tiden at blive konfronteret.
12 år22. juni 2012 kl. 15:10
solakka
#779
Hm... hvad nu!?
Nej Calcit - jeg havde valgt at ikke blokere hende..
Fordi jeg har observeret at afvisning trigger hende.
Der var en pige som "flyttede sig" efter at de havde haft ret tæt kontakt.
Hun som flyttede sig havde vist ikke lyst til at gøre rede for grunden/grundene til at hun trak sig unden.
Men dette ville den anden overhoved ikke acceptere.
Hun er så selvcentereret at hun vikrelig mener at have KRAV på at vide hvorfor en anden person trækker sig unden..
Det hun gjorde for at med vold og magt få tvunget den anden til at fortælle hvorfor var i min optik meget grænseoverskridende. Jeg vil kalde det direkte stalking. Chikane.
Jeg havde jo tænkt mig at lade det hele glide ud i tavshed og glemsel...
Jeg har ikke lyst til at provokere gennem at blokere.
Fordi vedkommende på så mange områder opfører sig på en måde som jeg oplever som mærkelig. Uforudsigelig. Plus jeg har observeret "stalker adfærd"..
Hihi - kan ikke andet end at grine: jæjæ det er jo de gamle borgerlige dyder! Det der med at feje ting ind under tæpper og/eller lade ting sive ud... ligesom "selvdø" ! Tie ting ihjel.
Fordi jeg har observeret at afvisning trigger hende.
Der var en pige som "flyttede sig" efter at de havde haft ret tæt kontakt.
Hun som flyttede sig havde vist ikke lyst til at gøre rede for grunden/grundene til at hun trak sig unden.
Men dette ville den anden overhoved ikke acceptere.
Hun er så selvcentereret at hun vikrelig mener at have KRAV på at vide hvorfor en anden person trækker sig unden..
Det hun gjorde for at med vold og magt få tvunget den anden til at fortælle hvorfor var i min optik meget grænseoverskridende. Jeg vil kalde det direkte stalking. Chikane.
Jeg havde jo tænkt mig at lade det hele glide ud i tavshed og glemsel...
Jeg har ikke lyst til at provokere gennem at blokere.
Fordi vedkommende på så mange områder opfører sig på en måde som jeg oplever som mærkelig. Uforudsigelig. Plus jeg har observeret "stalker adfærd"..
Hihi - kan ikke andet end at grine: jæjæ det er jo de gamle borgerlige dyder! Det der med at feje ting ind under tæpper og/eller lade ting sive ud... ligesom "selvdø" ! Tie ting ihjel.
12 år23. juni 2012 kl. 09:52
calcit
#780
re: Hm... hvad nu!?
ja, det er jo dit valg.....bare du så ikke i fremtiden bliver gal, vred, ked når du støder på personen for så har du truffet et forkert valg. Men kan godt grine og det er fint nok - dog har du betalt med helbredet en dyr pris og jeg ville ikke gøre det igen....eller udsætte mig for det.....det giver en grim smag ......
12 år23. juni 2012 kl. 12:47
Det er vist en sikker følgesvend træthed og sygdom.....ro på.