Fra BMI 33 til BMI 25 på kortest forsvarlige tid

#711 af calcit

Hvor er det lærerigt at være her.....som jeg tidligere har sagt men du ved det godt Solakka : Forvent ikke omgivelserne følger med! Når du siger fra.
Jeg har prøvet det. Men det omsorgsgen ligger fra dag 1 i hele opdragelsmønsteret. Og synet på børn førhen. Vi er fra dengang hvor man ikke spurgte barnet......man skulle være stærk og klare sig selv tidligt.
I forbindelse med alvorlig sygdom som er livstruende reagerer folk forskelligt nogen fornægter, du ser blot realiteterne i øjene. Om det er for meget for nogen er kun deres problem. Men vigtigt for at kapere hele dette cirkus psykisk.
Få afløb....

#712 af solakka

Jeg blev desværre ikke endnu haste indkaldt til Hillerød i går.
Min egen læge gjorde som han skulle.
Sygeplejersken på Ret Afdeling, Ret Hospital fulgte op!
Hun ringede mig og efterlyste den elektroniske henvisning vi havde aftalt min læge prompte skulle sende.

Jeg ringer tilbage til egen læge i dag kl otte sharp.
Får at vide, at henvisningen må være blevet hængende i CVI systemet... et centralt henvisningssystem..

Nu skal jeg vente indtil kl ti inden jeg kan prøve at komme igennem til Ret Afd/Ret hospital og spørge hvorvidt henvisningen er dukket op.

Hvis ikke - så må jeg grave frem CVI folkene... de gemmer sig nok i nogle katakomber I Region Hovedstaden... og tror at de kan få lov til at sylte min henvisning i fred.

I det hele taget, så agter jeg at give nogle funktionærer i Regionen "tørt på"..

Tog straks fat i går - og Hillerød Hospital kommunikations afd. lovede "bod og bedring".
Det skal der tjekkes op på i dag.

I min optik er det absolut ingen undskyldning for dårligt arbejde at man "er ansat i det offentlige".

Tværs om! Samme effektivitets, kvalitets etc krav skal mindst stilles til de offentlig ansatte som man stiller i normale private virksomheder.

Den som ikke kan løse sine opgaverpå en acceptabel måde, og som ikke kan læres op til at utføre jobbet korrekt, skal skiftes ud.
Ingen kan være tjent med fejlplacerede mennesker. Ikke systemet, ikke borgerne som betaler for gildet. Og især ikke disse individer selv.

hehe - HVOR er min lille trækasse! Jeg vil holde politiske brandtaler!

Maven driller og det ser ud til at jeg nærmer mig den tilstand hvor jeg har en 85% chance/risiko for at hele tarmen skal opereres bort.. GRRRRRRR

DET er jo betydeligt mere kostbart end hvis det hele kan løses med lidt kemi. Rettidig og i rette doser!

#713 af calcit

Hvordan er det nu den talemåde er ? Man skal være rask når man er syg? eller hvordan er det nu.?

#714 af Nikomath

Calcit: Det kræver et godt helbred at blive syg!!!

En sørgelig sandhed, som både du, Calcit, og Solakka har måttet sande de seneste uger/måneder.

Men trods denne triste erkendelse, så er det altså dejligt livsbekræftende at se at du Tante Sól ikke har mistet din humør og din trang til at kæmpe undervejs i forløbet :o)

Hatten af for dig - du er altså éner blandt mennesker. Min beundring for dig er dyb og jeg er dybt taknemmelig for at "have lært dig at kende"!!!!

Knus Nikomath

#715 af Girl next door

Jeg er glad for at høre, at du bruger statistikken på den måde du gør.

Som du jo allerede ved, så kender jeg også til at være den pæne pige og være den som alle andre regner med. Jeg har også svært ved at sige til og fra og øver mig hver eneste dag.

Det er ekstra vigtigt at kunne når man bliver syg og skal passe bedre på sig selv. Nogle mennesker falder det naturligt - andre må lære det på den lidt hårdere måde.

Jeg ved at jeg først begyndte at øve mig, da det blev strengt nødvendigt. Dejligt at du passer på dig selv, Solakka - og hvis det betyder at du skal smide en overlevelsesprocent i hovedet på visse mennesker - ja, så er det sådan det er :-)

#716 af solakka

TAK for rosende ord og opbakning!

Det gør en stor forskel at få kommentarer og tilbagemeldinger!

Niko - jeg tror jo nok, at hende "veninden" jeg smed ud ur mit liv helt sikkert IKKE synes jeg er fantastisk! (Og så griner jeg sådan lidt skævt og ironisk...) Men jeg er i gang med at lære mig at passe på mig selv.
Og hvis jeg så kommer til at jogge på en og andens tæer i processen... hm, det må jeg leve med!

Der var jo en enorm ubalance i vores bekendtskab - som jeg i en lang periode troede var - venskab.

Solen skinner og jeg er fuld af optimisme!

Godt nok har jeg rå-ædt i min frustration over at jeg ikke hurtigt kunne komme i kompetent og kyndig behandling.. Hvilket sikkert, logisk set, har bidraget til at "fyre op" under symptomerne. Og vægten har taget et ordentlig hop opad - FYYYYYY!

Har jo heller ikke fået nævneværdig motion her på det sidste.
Jeg blev så TRÆT af at lege "mini-Ramadan", at spise ak så forsigtigt, stoppe al spisning tidlig om aftenen og holde mig fastende og stort set tørstende over natten og i løbet af følgende morgen, for at i løbende af formiddag blive færdig med at rende på toilettet. Og så kunne tage ud i verden og ud til Mik..
Det holder jo ikke på den lange bane!
Det cirkus var jeg jo i gang med fra 4. april til ca 15 maj...

Nu kommer der snart nye boller på suppen!

Er sikker på, at overlægen i morgen fredag vil ændre min medicinering og at det vil gøre en kæmpe forskel!

Og så tager jeg bare fat igen på kostkontrol og motion.
Alt afhængig af hvad de kloge og dygtige eksperter råder mig til. I morgen!

Jeg kan jo næsten ikke vente!



Men hvad så!

#717 af solakka

JUBII - kunne tage på en lille ridetur i går om aftenen!!

Det var lige hvad jeg havde brug for!

Og også den lille røde kunne bruge en lille tur i skoven (griner)

Min langtidsplan med Lille Mik er at vi skal være MEGET flittige til at gå tur. Fordi Miks overlinie blev så FIN i den periode (flere måneder) hvor vi HVER dag gik tur.. i gennemsnit 14 km hver dag..

Derfor har jeg prøvet at holde fast i at vi GÅR ud i skoven. Og først når vi skal hjem kommer jeg op i sadlen.

Men i går red jeg både ud og hjem... Og efter 15 min skridt opvarmning så gav vi den gas!

Normalt står jeg af og vi går de sidste 15 min på vej hjem... I går tog vi den med tölt i højt tempo hehehe YESS! Mik ER dygtig!
Og så kølede vi af bagefter med at lave gymnastik i round pen i stedet for.

Snakkede med min gode veninde på vej ud i skoven på Mik... Og fandt ud af - at jeg snyder mig selv.
Jeg skjuler min uro og det at jeg inderst inde er bange.

Det ER skræmmende når ens krop svigter.

(Sarte sjæle bedes springe over det jeg skriver her i parentese!!!!!
Det er helt naturligt at man får et kæmpe chok når det kommer voldsomme mængder blod ned i kummen når man går på toilettet. Det er frygtelig ubehageligt at have diarré og måtte løbe op til 30 gange på toilettet i løbet af et døgn. Men når der HVER gang er så meget blod at hele kummen er tilsprøjtet. Og det som ligger nede i kummen er så mørkerødt at væsken overhoved ikke er gennemsigtig. Ligner rent blod. Det ser jo ud som der hver gang kom mindst 1 dl rent blod ud...

Det hjælper ikke særligt meget at snakke fornuft med sig selv... at sige jamen altså blod farver utrolig kraftig! Det er nok ikke så meget blod alligevel...

Mon ikke vi alle har en vis angst for at forbløde...??
Jeg har en gang, som barn, blevet bevidstløs pga blodtab..

Jeg er jo LYKKELIG over at der ikke kommer blod lige nu..

Men frygter jo at det går løs igen.

Fordi først virkede medicinen fint. ET toiletbesøg med afføring om morgenen. Nichts weiteres! JUBII!!

Men så begyndte maven at skabe sig igen.... og nu svinger det uden noget klart mønster.. )

Det var super jeg kunne få mig en tur i skoven i går - det gjorde mig glad.

Jeg håber maven opfører sig pænt så jeg kan komme ud til Mik også i dag!

Den hest får mig altid i godt humør!

#718 af calcit

Hvis man ikke bliver skræmt eller tænker alvorligt over det faktuelle - er man idiot.
Det lyder skønt med den tur i skoven....

#719 af kosesmølf

Det lyder som en rigtig dejlig tur!
Der er nu ikke noget som en god omgang heste-terapi :)
Min kæreste har også fundet ud af at det er kuren hvis jeg er stresset, bekymret eller ked af det -så sender han mig ud til hesten. Og så bliver alting ligesom bare lidt bedre :)
Det er godt klaret, at du kan gå de ture og ride osv når du bøvler sådan med maven -jeg er ikke sikker på jeg ville orke det, for jeg tænker du må føle dig vældig slap?

Det er klart man bliver bekymret over blod der kommer ud fra unaturlige steder på unaturlige tidspunkter -det skal man sgu da også! Det er ikke normalt, og det skal da tages meget alvorligt. Men det lyder som om det er på ret spor nu -håber virkelig overlægen kan hjælpe dig i morgen.
Pøj pøj med det heroppefra -og et stort kram til dig seje quinde!

#720 af Girl next door

Først og fremmest, hvor er det skønt at du har dine gode stunder med Mik stadigvæk :-) Dejligt at glæden er i top og at humøret er bevaret :-)

Når det så er sagt, så vil jeg også sige, at det der med at være alvorligt syg er noget af en balancegang. På den ene side skal du holde dig positiv og glad fordi det i den grad påvirker ens sygdomsforløb og chancer for helbredelse. Jeg kender ikke procentsatserne, men det gør i hvert fald en væsentlig forskel.

På den anden side skal man være realistisk og forholde sig til sygdommen. Selv tage så stort ansvar som det kan lade sig gøre og være medaktiv i at blive rask.

Og så er der lige den instinktive del af ens selv, som ikke lader sig styre af noget andet end...instinktet. Vi kan tænke nok så mange fornuftige tanker, men instinktet lader sig ikke sådan styre af alle mulige smarte måder at tænke på.

Det er jo helt naturligt, at du bliver bange og nervøs for hvad der sker med dig, når kroppen pludselig svigter. Du SKAL blive bange for det er kroppens og hjernens måde at råbe vagt i gevær og få dig til at indse at der er noget der skal gøres, for det virker ikke det her.

Jeg tror, det kan være en stor hjælp for dig at erkende, at ja, du er fandme hundesyg. Du har det ikke godt fysisk og der er god grund til at være bange. Der er faktisk en reel risiko for at du dør af det her. Og det er helt okay at føle panikken ind i mellem og det skal der være plads til.

Måske du kan tage 5 minutter hver dag, hvor du giver plads til angsten, nervøsiteten, tænker alle de katastrofetanker, som du ellers skubber væk i løbet af dagen. Og når de fem minutter er gået og sindet har fået luft for den naturlige angst, så vender du tilbage til dit dejligt optimistiske livssyn. Så giver du plads til det hele.

Aner ikke om du kan bruge det, men tænker i hvert fald at det er vigtigt at give plads til de ubehagelige følelser også - for de er der - af naturlige grunde. Og de vil blive ved med at presse på indtil de bliver hørt.