Step by Step

#221 af bruger slettet

hej mallemus
tusinde tak for ordene fra dig, tror bare jeg lige skal tage mig sammen, men nu har minmand ferie i 2 uger, og så har jeg mega svært ved det, men jeg passer selvføgelig på hvad jeg putter i munden, men der ryger nok nogle små choko. påskeæg her i påsken, vi skal også til to frokoster og en fødselsdag,
men så efter påske, ja, så må jeg bare lige komme igang, for jeg satser da på at tabe mig lidt inden det bliver helt sommer, smiler

knuzzz sanne

#222 af Girl next door

Så er jeg startet på suppekuren.
I dag er første dag og indtil videre er det gået overraskende godt.

Jeg gør det primært for at få renset ud i kroppen. Jeg ved jo ikke om det er sådan, men det føles umiddelbart som om at den sidste uges tids stress og også alt det medicin jeg tager, belaster kroppen i ret stor grad. Så jeg tager en tur på suppekuren for at rense ud.

Den varer typisk 7 dage, men jeg tager 1 dag ad gangen, 1 time ad gangen. Hvis det føles som om at jeg gør noget, der er skidt for kroppen, så stopper jeg med det samme.

Kuren er jo også kendt for at man taber sig en del, men det har jeg ikke de store forventninger om. Har før været på den (dengang for at tabe mig) og da jeg tabte 3 kg, hvilket ikke svarede til det offer det var dengang. Og bestemt heller ikke til min forventninger. Men dengang havde jeg en del mere på sidebenene, så regner bestemt ikke med noget denne gang.

Nu må jeg se, hvad der sker ;-)

Er der nogen af jer andre, der har været på suppekuren? den var jo meget populær en overgang - ved ikke engang om den stadig er det?

#223 af Season (slettet)

Jeg har været på suppekuren af præcis samme grund som dig. Jeg har en tendens til at blive oppustet, og det kan man roligt sige, at kuren afhjælper.
Det er jo primært væske man vil tabe, så jeg ved ikke hvor mange reelle kilo du vil tabe. :)
Jeg har altid lidt suppe liggende i fryseren, for det er ret smart som supplement til en sund kost. Det sætter forbrændingen i gang. :)

#224 af Girl next door

Baraca:

Hvis du ikke har noget imod at fortælle det, så er jeg blevet lidt nysgerrig på, hvorfor du mon bor i USA for tiden og hvad du laver over there?

#225 af bruger slettet

Jamen, det vil jeg da gerne. Jeg bor i New York sammen med min kæreste. Vi læser på universitetet og nyder studielivet igen efter at have været et par år på arbejdsmarkedet. Eventyret er desværre ved at være slut, når eksamen er overstået midt i maj.

Vi har besøg af en masser venner og familie for tiden (foråret i New York er jo ret eftertraget), så vi har meget at se til ud over studiet, og en masse restaurantbesøg, der gør kalorietællingen lidt umulig.

Så vil jeg da også lige stille et nysgerrigt spørgsmål tilbage: hvilken ulykke/sygdom har givet dig alle de smerter og udfordringer? Jeg mindes ikke at have læst, at du har nævnt det, og hvis du ikke ønsker at dele det, har jeg fuld forståelse for det. Under alle omstændigheder vil jeg gerne (igen) nævne, at jeg er meget imponeret over dig og dine refleksioner. Det er på en vis meget livsbekræftende og inspirerende at læse om din tilgang til din situation. Stor respekt herfra!

#226 af Girl next door

Åh, det lyder jo bare helt fantastisk.
Straks bliver alle mine indre romantiske billeder om NY fra film sat i gang ;-D

Det lyder til at du virkelig nyder dit ophold i New York. Bliver sgu lidt misundelig ;-) Elsker når folk tør gøre det de har lyst til og springer ud i det, de drømmer om. Det er så sejt gjort :-)

Jeg har ikke noget imod at fortælle om, hvad der har givet mig så mange smerter. Det er faktisk helt latterligt at tænke på, at der kan komme så meget bøvl ud af så lidt, men ikke desto mindre, så gik det som det gik.

I november 2009 var jeg i skoven sammen med to bekendte og vores hunde. Ved skoven var der en strand og den gik vi hen ad. De to bekendtes hunde var meget oppe at køre. Rigtige unghunde, der sloges hele tiden, og skubbede til hinanden. Jeg ved ikke, hvad der er med hunde, der hyggeslås på den måde, men de skal altid hen i nærheden af der, hvor man står. Og det skulle de to her også.

Så mens vi tre stod og snakkede, sloges de to hunde. Og pludselig, uden at jeg opdagede det, kom de løbende bagfra og skubbede rigtig hårdt til mig, så benene blev fejet væk under mig. Jeg var fuldstændig uforberedt og lynhurtigt blev havudsigt til himmeludsigt. Inden jeg havde set mig om, var jeg væltet lige direkte ned på ryggen, hvor jeg slog mig hele vejen fra lænden og op i nakken. Heldigvis slog jeg ikke hovedet. Jorden var godt hård, og jeg havde fået sand ind under jakken og syntes det var lidt pinligt at rode rundt dernede på jorden. Så selvom det gjorde vildt ondt, rejste jeg mig op. De to andre var lige så forbavsede over, hvor hurtigt jeg lige pludselig var havnet på jorden.

Jeg var noget forundret over, at et fald kunne gøre så ondt. Herregud, jeg var jo bare blevet væltet og hvad så? Men hele vejen tilbage til bilen havde jeg virkelig ondt og havde svært ved at gå almindeligt. Der gik et par dage, hvor jeg fik mere og mere ondt og blev helt stiv i lænden og havde en del hovedpine. Jeg holdt mig i ro, men intet hjalp. Jeg tænkte at et visit ved kiropraktoren kunne gavne, men smerterne blev bare værre og værre og har været der lige siden.

Jeg har været til et hav af undersøgelser, behandlinger og afprøvet flere forskellige slags smertestillende medicin og det er først nu, at der er fundet noget, som hjælper bare en smule.
Man er nået frem til, at der er en eller flere nerver der har taget skade af det pludselige fald og den langvarige smertepåvirkning har så gjort, at smerterne fra især lænd og nakke har bredt sig til stort set hele kroppen. Det skyldes at når centralnervesystemet konstant registrerer voldsomme smerter, så bliver det på et tidspunkt oversensitivt og der skal med tiden ikke meget til, før smertesystemet reagerer - også på ting, som egentlig ikke bør give smerter.

Jeg tænker tit på, at hvis nu bare min læge havde givet mig smertestillende fra starten, eller jeg ikke var faldet eller jeg havde gjort noget andet eller, eller, eller.... Men det ændrer desværre ikke noget ved min situation. Jeg forbander det tit langt væk, men det har heller ikke hjulpet indtil videre ;-)

Jeg har fået meget stor hjælp fra smerteklinikken og jeg tror at en stor del af min måde at tackle situationen på kommer fra alle de samtaler jeg har haft med læger, sygeplejersker, fysioterapeuten, psykolgen og socialrådgiveren. Når man lider af kroniske smerter er der ikke mange mennesker i hverken systemet eller dagligdagen som tror på en. Det er så frustrerende.
Man kan ikke se på et menneske, at det har konstante smerter medmindre man kender personen virkelig godt. Det gør at man bliver mødt med megen mistro og mistillid og der er et hav af fordomme omkring en, når det nu ikke kan ses.

Derfor har det været fantastisk at møde nogle kompetente og dygtige fagmennesker, som virkelig forstår, hvor svært det er, at det ikke er pjat, at jeg ikke er pylret, men rent faktisk kæmper hårdt hver eneste dag. Mennesker som forstår, at jeg kæmper med både smerter, samfundets fordomme, mine egne ideer om hvad jeg skal kunne, det sociale system, at få livet herhjemme til at hænge sammen og samtidig være mig så godt som det stadig kan lade sig gøre.

Fordi det tit er svært og hårdt, så gør det mig bare så glad, når du skriver, at det er livsbekræftende at læse om min tilgang til hele den her situation. Det er med til at minde mig om, at selvom der er mange der ikke forstår - så er der også mange, der rent faktisk gør. Og de mennesker er endnu vigtigere end dem, der ikke forstår.

#227 af Crashe (slettet)

Girl Next Door, det lille bitte billede du giver os af dit eget liv får virkelig sat gang i tankerne hos mig - hver gang. For jeg er sikker på, at det kræver meget mere end "blot" psykisk styrke at overvinde og acceptere det du må gennemleve, konstant.

Jeg forstår godt, at nogle mennesker måske ikke helt tror på, at det i virkeligheden af så slemt. Men jeg tror det skyldes, at vi kun kan sammenligne din situation set udefra i forhold til hvad vi har prøvet at opleve. Og en person som ikke selv har oplevet konstante smerter har det nok meget svært ved at forstå dem.

Jeg så på et tidspunkt en dokumentar om meget høje børn. En af dem havde en sygdom, der resulterede i for store led og derfor mange smerter. Drengen var født med sygdommen. Han fortalte, at hans mor havde ondt af ham og var ked af, at han hele tiden havde smerter. Men han tænkte ikke så meget over det selv, for det var jo sådan han havde levet hele sit liv.

Netop det at man ikke ser en dreng der konstant græder pga. smerterne, men derimod smiler - ligesom dig!:) - kan godt få folk til at tro, at hans smerter i virkeligheden ikke er så slemme, selvom de er det.

Det glæder mig at høre, at du er glad for den støtte du får fra smerteklinikken og der er nogle kompetente mennesker der er i stand til at give dig det du har brug for.

Det er måske lidt et underligt eksempel, men Tori Amos har en sang som jeg er helt vild med: "a sorta fairytale". Sangen handler om, at lige meget hvad vi støder på gennem livet, godt eller ondt, så er det med til at gøre os det menneske vi er i dag. Du er også dig, bl.a. pga. den dag på stranden. Det har været med til at forme dig som menneske, måske i høj grad. Så det, at du har accepteret dine smerter, tyder måske på, at du også har accepteret dig selv?

#228 af bruger slettet

Girl Next Door, det er tankevækkende at læse din historie, og det minder om, at alt kan ændre sig på et splitsekund. Din historie minder på mange måder om min mor, som i dag også kæmper med store kroniske smerter og nedsat fysiske udfoldelsesmuligheder, som har frataget hende muligheden for at gøre mange af de ting, som hun ellers satte stor pris på i livet. Det er hårdt at være vidne til, og jeg tror, at det hjælper mig i min forståelse af hendes situation at læse om dig og din hverdag, så mange tak for indblikket. Efter en årelang periode med adskillige operationer og forsøg på genoptræning, venter hun nu på at begynde på smerteklinik til maj. Jeg håber og beder til, at hun får lige så meget ud af smerteklinikken, som du giver udtryk for at have haft - ikke mindst psykisk og i forhold til accepten af tingenes tilstand. Du kæmper flot og med en utrolig god refleksion!

Og ja, New York er ganske rigtig ret fantastisk. Det er meget priviligeret at få muligheden for at tilbringe et år her med studier, oplevelser og ikke mindst så meget tid med kæresten, som det vist aldrig vil blive os forundt igen.

#229 af Girl next door

Crashe:
Jeg tror, du har fuldstændig ret; det er så svært at forstå det der med kroniske smerter, når man ikke selv har prøvet det. Især fordi, at man typisk sammenligner den kroniske smerte med noget, som man selv kender, nemlig den akutte smerte. Og det er slet, slet ikke det samme. Den kroniske smerte (for mig i hvert fald) er som at have influenza og feber konstant. Eller have trænet for vildt og ikke strukket musklerne ud og derefter have sindssygt ondt dagen efter - i hele kroppen. Der ved man bare at det går over om et par dage igen. Så tanken om at det er resten af ens liv kan virke frygtelig og mange ender med en depression, hvilket egentlig er naturligt nok, når den blå himmel over skyerne er svær at få øje på.

Hvor er det smukt, det med Tori Amos. Det kan jeg godt li :-) Og du ramte virkelig plet. Det at jeg har accepteret smerterne (så meget som muligt lige nu) gør, at jeg også er begyndt at acceptere mig selv på godt og ondt. Jeg tror det i den grad hænger sammen.

Skal jeg nævne én ting, som trods alt opvejer alt det her bøvl og smerter osv, så er det at jeg er så taknemmelig for den indsigt og erkendelse jeg har fået om mig selv. Det får mig virkelig til at føle mig priviligeret.

#230 af Girl next door

Baraca:
Puha, det lyder til at din mor også har sit at slås med.
Jeg kan godt forestille mig, at det må være barskt at være vidne til at et andet menneske går fra at kunne alt selv, til lige pludselig ikke at kunne og måske skulle have hjælp og især skulle ændre sit liv markant.

Jeg tænker tit på, hvordan mine smerter og min proces med at acceptere tingenes tilstand påvirker menneskerne omkring mig. Der bliver sat så mange ting i gang. Hvornår skal man hjælpe? Hvornår skal man lade hende klare sig selv? Kan hun det der eller det der? Hvilke hensyn skal der tages? Må man stadig spørge om hun vil det der og det der? Skal man spørge om hun vil være med til ..., selvom man ved at hun ikke længere kan?

Der er meget der pludselig er anderledes, både fysisk og psykisk. Så selvom jeg egentlig ikke rigtig kan li at tænke på det, så ved jeg jo, at det ikke kun er mig, der sker en stor forandring i, det er ikke kun mig, der skal tilpasse mig de nye vilkår - det skal dem der er mig nærmest også. Og de har lige så lidt bedt om situationen og de følger den har.

Det bliver spændende hvad din mor synes om at gå på smerteklinik. Det er hårdt. Virkelig hårdt - der skal sluges nogle elefanter undervejs og de kan være svære at få slugt ordentligt ;-) Men når det så er sagt, så er det noget af det bedste der er sket mig, når det nu ikke kunne være anderledes :-)