" halvgammel" spiseforstyrret..mon nogen som mig ??

#11 af Anonym

Hej! Tillykke med at du har klaret dit liv så fint! Du er absolut ikke alene med at være atypisk spiseforstyrret, tror jeg, rigtig mange kvinder, mig selv indbefattet har problemer med at opretholde et fornuftigt og sundt forhold til det at spise. Mange fortæller aldrig andre om det, men det kan alligevel godt aflæses hvis man ser sig lidt om og selv kender nogle af mønstrene, fra sig selv eller fra faglitteratur. Personligt er jeg atypisk bulemiker!? Ingen ved det, og jeg har også passet alting inklusiv alenmor til to drenge. Denne side har hjulpet mig til at få overblik over hvad jeg spiser, og virkelig hjulpet mig til ikke at synes at AL mad jeg spiser egentlig skal kastes op igen. Jeg tor du kan få glæde af at taste alt ind og se hvor meget du egnetlig kan/skal spise for at holde din vægt/tage nogle kilo på! Mange positive tanker til dig fra Katie

#12 af sivet (slettet)

Tak Katie , for dit indlæg - jeg bliver så glad ( misforstå mig ikke , det er jo trist) og lettet , når jeg hører , at jeg ikke er den eneste der døjer med en spiseforstyrrelse i min alder. Selv om man hører meget om dette emne i tiden ...så er det altså stadigvæk et tabu...og især da , når det gælder " sådan nogle som os" . De få mennesker som jeg har fortalt det til , får sådan et underligt udtyk i ansigtet , og ved simpelthen ikke hvad de skal sige - og ja, så holder man jo sin mund...det er flovt !!
jeg ville ønske nogle flere , ville komme ud af busken , så vi kan hjælpe hinanden ...og tilmed nogengange grine lidt af de tåbelige ting vi gør....og trøste lidt når vi
" falder i"
Mange knus

#13 af bruger slettet

Jeg synes jeg ville skrive et indlæg - selvom det er ved at være et års tid siden, der har været i gang denne debat.

Jeg har har døjet med bulimi siden jeg var 17 år (jeg er 20 år idag), men jeg er i gang med at komme ud på den anden siden nu.

Stadig døjer jeg med at gå i panik over noget mad. Men jeg spiser meget små potioner om morgen, spiser måske 6-7 gange om dagen og det lyder af meget, men når der er en halv bolle denne ene gang og et æble på et andet tidspunkt, så "lægger" man ikke så meget mærke til at man opnår at få indtaget det mad, man skal indtage.

.. og tro mig, der er håb forud - jeg havde kraftig bulimi, kastede op hver gang jeg havde spist indtil jeg lå på toiletgulvet helt afkræftet eller når jeg så blod i kummen.
Nu har jeg klart mig det sidste halv år med få tilbagefald. Jeg ville ikke til psykolog, for jeg skammede mig.
Men det bedste råd jeg faktisk kan give dig er at få en hobby eller lign, som gør dig indelig glad - så kommer det hele stille og roligt.

#14 af SiriS (slettet)

Enig, det handler om at være glad. Det er jeg inderligt overbevist om. Ubalancer af enhver art kommer ikke ud af det blå, men det er ikke altid til at sætte fingeren på hvor den er opstået. Vær gode ved jer selv, svar hyppigt på spørgsmålet 'hvad er det EGENTLIG jeg vil', tag forsigtige små skridt i den retning - et ad gangen, lad være med at forvente revolutioner fra den ene dag til den anden, men bliv ved, så vil man blive overrasket når man ser sig tilbage og opdager hvor langt man er nået.

#15 af gtfh (slettet)

Jeg melder også lige sent ind.

Nu får man jo ikke en diagnose ved at surfe på internettet men i går klikkede jeg på et af linksene ude til højre og fik lige lidt at en opvågning. Googlede det efterfølgende og på nær et enkelt punkt som kun stod et sted og dog modsat alle de andre, så passede det hele på en prik.

Jeg tror sq jeg lider af BED.
Det vil i hvert fald forklare en hel del, hvis det er tilfældet.
Når cykelsæsonen er overstået og der kommer lidt tid i hverdagen må jeg lige have fat i LMS og have en snak.
Bare ærgeligt at jeg ikke har råd til at få gjort noget ved det, hvis det viser sig at være korrekt.

#16 af bruger slettet

BED har jeg også lidt af, det er skidesvært at komme ud af, det er virkelig en ond cirkel. Og en meget undervurderet spiseforstyrrelse!

#17 af Ywon (slettet)

Ja jeg kan ogsaa tilfoeje mig paa listen over atypiske spise-forstyrrede. Jeg er faktisk 50 aar gml og har BED.

Indtil for faa mdr. siden havde jeg aldrig hoert om BED, og det var noget af et shock at blive konfronteret med det paa den maade, men samtidigt gav det ogsaa en smule haab: Maaske var det muligt at faa kontakt med andre, som forstod een? Og maaske kunne man finde forstaaelse og faa raad af professionelle? ... Det sidste skete nu ikke, men der er saa meget mere stoette og viden at hente fra folk som selv har skoene paa.

I er de foerste danskere jeg er stoedt paa, som ogsaa er over 30 aar gml.

Ligesom OP har jeg vaeret spise-forstyrret i al fald siden jeg kom i puberteten, skoent det ikke havde noget med krops-image at goere dengang.

Igen er det kun for nyligt, det gik op for mig at jeg levede paa samme maade som folk med Anoreksi i min ungdom (nu lyder jeg VIRKELIGT gammel, lol).

Jeg har aldrig foer saa meget som overvejet at jeg maaske var undervaegtig dengang jeg som ung holdt op med at have min syklus og begyndte at faa dun.

Det er ikke mere end et par maaneder siden at jeg skrev om, at jeg aldrig nogensinde har vaeret undervaegtig! Og sandt at sige har jeg den opfattelse, at min krop er saadan skruet sammen, at jeg ikke ser for tynd ud, selv naar jeg er tynd nok tiul at udvikle dun. - Maaske er noget af grunden den, at ingen nogensinde har sagt at jeg var for tynd, hvor imod jeg har hoert det modsatte medens jeg havde et BMI paa under 6.

Jeg ved ikke hvad jeg skal tro.


Men jeg ved at I piger er usaedvanligt staerke, for det er i sandhed et tabu emne ... i Danmark endnu mere end i udlandet!!

Aahja, det er saa sandeligt korrekt at folk ofte ikke forstaar. Mange forstaar ikke, at det kan vaere et problem at tage paa (men lad os ikke dvaele ved andres fordomsfuldhed).

Jeg foeler mig heldig at have fundet Madital.dk - det absolut eneste sted i dansk regi hvor denne side af vaegt-problematikken anerkendes!!

I er staerke og modige, og der er ingen tvivl om at I kan opnaa at blive normal-vaegtige og sunde! I har det, der skal til, det er tydeligt! Saa giv ikke op, og (som Siri siger) Tag smaa skridt! Giv det tid. Og vaer ikke bange for at blive bange (hvis det giver mening)... Der vil blive konfrontationer med angsten for maden og kalorierne.

Det kan faktisk lykkes at tale sin angst til ro naar panikken er ved at tage over. Benyt dit bevidste jeg og din viden til at tale panikken til ro. - Det er som om panikken har et eget liv, og det kan man bruge paa den maade jeg beskriver her. Det er en meget teknik som er vel-afproevet indenfor mange andre omraader som f.eks. fobier, men ogsaa OCD (som siges at vaere beslaegted med ED)!

Naa, jeg fik vist produceret endnu en tekst-vaeg. ^^

Held og Lykke! ... Og husk, I er ikke alene!!! ... '^L^,

#18 af bruger slettet

Jeg ved ikke hvorfor men det gjorde mig virkelig rart tilpas at læse dit indlæg, Ywon, fordi det er så dejligt at høre at man ikke er alene om at have disse problemer og det er fedt at der er nogen der faktisk forstår præcis hvordan man har det.

Jeg kender en del spiseforstyrrede, men kun online og ikke i min virkelige verdens vennekreds, så jeg føler mig ofte ret underlig fordi min omgangskreds slet ikke kan forstå at man kan være bange for mad.

Og de som spiser normalt, forstår ikke at jeg kan være hunderæd for at droppe træningen en dag eller for at spise noget fedt en enkelt dag.
Og jeg ved at det driver dem til vanvid fordi der er så mange ting man må tage højde for med planlægning og aktiviteter når jeg er involveret pga. min mad.

Det er frygteligt frustrerende altid at føle sig som en klods om benet.. Men i det mindste er jeg ærlig overfor dem omkring min sygdom, i stedet for at undgå dem for at skjule det. Men jeg synes at det er sindssygt svært

#19 af flæskefætteren (slettet)

Kan se at denne post er lidt gamme.. Men...
Jeg skal til at læse klinisk ernæring, når jeg er færdig med min bachelor. Jeg har beskæftiget mig rigtig meget med emnet. Du er velkommen til at kontakte mig, jeg hjælper dig gerne gratis.

wilmann@netforum.life.ku.dk

Med venlig hilsen
Mads

#20 af ljj7600 (slettet)

Hej alle...
Jeg vil også gerne melde mig. Jeg er 28 år og vejer nu 50 kg. Jeg har siden 2007, hvor jeg fik det første barn kæmpet meget med vægten...og den køre bar op og ned og rammer aldrig mere end 50 kg. Da jeg i 2007 blev gravid vejede jeg 45 kg tog 15 kg på...og 3 dage efter kejsersnit vejede jeg 43.
Min søn var for tidligfødt...lå i kuvøse med sonde (1628 g, 40 cm) hvilket krævede at vi skulle lære ham om suttefunktionen, så han fremover kunne spise, samt fortælle ham at han var sulten og skulle spise.
Lægerne mener at det var me til at give mig selv en spiseforstyrelse, da jeg ubevist glemte alt om mig selv og fokuserede kun på vores nybagte søn.
I 2008 belv jeg henvist til Diætist af egen læge, men syntes ikke rigtigt at det hjalp mig...har dog overvejet at tage kontakt til dem igen...
Selv i dag har jeg stadig svært ved at huske mig selv på at jeg skal spise, når jeg er alene hjemme, stresset på jo eller ligende.
Jeg er lige begyndt på SOSU-udd 16 juni...og har haft 3 dage (ture) hvor jeg har været ved at dratte om, Da jeg startede på skole vejede jeg 48 min...og er nu begyndt at sætte mobilen til at bibbe om at jeg skal spise...det har ført mig op på 50 kg...