Lige ved og næsten...

#11 af Girl next door

Crashe:

Ja, velkommen i klubben ;-)

Måske bliver vi "bare" så glade over at målet snart er nået og den uendelig kamp snart slut, at vi simpelthen bare lige må fejre det lidt ;-D

Jeg ved ikke hvorfor det er sådan, men én ting er sikkert; det bliver ikke anderledes før jeg er bevidst om det og det tror jeg trods alt at jeg er ved at blive. Små skridt er også skridt ;-)

#12 af Girl next door

Jeg ved ikke lige hvordan jeg laver det til et link? Det kommer ikke af sig selv, når jeg laver mellemrum efter... Er det mon sådan her?

(et forældet link til falck.dk er blevet fjernet)

#13 af Girl next door

Det var det vist :-)

#14 af tynd74

nu virkede linkét

interesant læsning. ;-)

stres er en slem ting og meget følger med i kølvandet af stres. og er man stresset taber man sig slet ikke.

tror han har ret i at vi skal lære at sige nej og sige fra ;-)

men vi er for " søde og pæne" og vil nå det hele ;-D

#15 af Girl next door

Det tror jeg du har fuldstændig ret i, Lise.
Tit så farer vi rundt og skal nå alt muligt, men i vores iver efter at gøre alting så godt - og helst endnu bedre - så glemmer vi os selv. Glemmer at lytte til os selv, vores psyke og vores krop.

For ca 2 år siden kom jeg ud for et uheld, der gav mange smerter. Jeg var ikke klar til at indse at jeg ikke kunne arbejde som før, så jeg knoklede bare derudaf. Hver gang kroppen protesterede med endnu flere smerter, protesterede jeg ved at arbejde endnu hårdere. Resultatet siger vist sig selv... Jeg var stresset, udkørt, endte med kroniske smerter i hele kroppen og en vægt, der bare steg og steg. Jo mere psykisk udkørt jeg var, jo mere sukker og fedt spiste jeg, fordi jeg prøvede på at give kroppen energi.

Hvad jeg ikke havde forstået på det tidspunkt var, at det var psykisk energi jeg havde brug for. Jeg havde brug for fred og ro og hvile - og allermest en hverdag, der rent faktisk passede til min krop og de smerter, der nu er en del af mig.

I dag har jeg lært at lytte lidt mere til min krop. Min hverdag er ikke præget af stress på samme måde som før og vægten er faldet markant. Men i de perioder, hvor jeg så er lidt mere presset og stresset, da tager jeg stilel og roligt på igen. Mest fordi jeg ikke kan finde ud af at lytte til kroppens behov, tror jeg. Nå, ja....Og så tager jeg på, når jeg er LIGE ved at nå mit mål - stress eller ej ;-)