forslag...

#11 af iakob

Jeg kom forbi denne side en dag:

(et forældet link til arla.dk er blevet fjernet)

Jeg kan ikke lige se hvilken aldersgruppe den henvender sig til (det er til børn), men måske kan du hjælpe din dreng hvis han ikke selv kan endnu.

Ideen er at børnene får en maddag og så får de en email een gang om ugen omkring denne maddag.

Jeg tænkte at erfaring jo er bedre end belæring - og ved at give drengen en ugentlig maddag (evt assisteret af mor) så kan man jo tale om dagens måltid - som supplement til at tale generelt om mad.

Jeg ved godt at dette ikke adresserer dit spørgsmål, men det var måske en ide du kunne bruge alligevel.

#12 af bruger slettet

Jeg tænker altså også mit. En dreng der slet ikke er færdig med at vokse skal ikke tabe sig. Allerhøjest vægtvedligeholde. Og det gøres bedst ved at der kun serveres sunde ting i hjemmet, og at vægte fællesmotion højt. På et år vil han se mere harmonisk ud, da han jo stadig vokser i højden, hvis han beholder den vægt han har nu. Og det kan du sagtens se, uden at putte ham på vægten i tide og utide.

Hvorfor ikke tage i badeland/svømmehal eller hoppeloppeland hver weekend. Køb en trampolin til drengene, og gå selv forest til at bruge den sammen med dem. Tag på skovtur med sund madkurv. Tag på stranden og hav en bold eller freesbee med. Leg med dem, hop, dans, sjip om kap, tummel med dem til i alle har sved på panden, en rask pudekamp hver søndag morgen i mors seng.

Gør alle de skøre og dejlige ting som børnene vil elske dig for, og lad være med at fortælle dem, at det er fordi han skal tabe sig, for det er bare til at give ham dårlig selvtillid, hvilket nemt kan føre til anoreksi.

Viser han interesse for en sport f.eks fodbold, så sørg for at bakke ham op et hundrede procent. Husk at hans livsglæde vil være en stor belønning i sig selv.

Og ja jeg ved hvad jeg taler om, da vores den største har haft samme problem, og idag er en dejlig stor muskuløs fyr der elsker hans sport og hans komputer.

#13 af bruger slettet

Pokemon lad høre fra dig.. Alle vores indslag er kun ment kærligt... Tror bare det med 2 kg er det som lige chokorede os, ihvertfald mig, og det må du undskylde hvis jeg fejlbedømte din situation.... Har en kollega som har en datter på 11 år som bruger str L i tøj og hun er også ved at forsøge at hun skal tabe sig. Men det foregår med kostomlægning og ved at fortælle om kost m.m. Altså ikke slankekur men kostoplysning og omlægning. Lad det blive naturligt. Selvfølgelig er du en god mor, ellers skrev du jo ikke og var bekymret... Pøj pøj og mange knus

#14 af Pokemom (slettet)

jeg har ikke på noget tidspunkt sagt han er på kur. Det er en kostomlægning og ny livsstil vi er igang med. Han bruger dog selv ordet kur, fordi det er nemmere end at sige.

Vi fortsætter sammen den gode stil. Har i øvrigt en dreng mere på 7 som overhovedet ik skal tabe sig og han er sur over al den snak om sund kost.

Vi fortsætter med stilen og William trapper ned med at veje sig. Vi tager den 1 gang om ugen, og taler så om hvorfor det er gået galt/godt.

Han er selv skide sur på sin fars dårlige madvaner, for som han siger: "hvis jeg ik spiserdet, får jeg jo slet ik noget"...Fandme irriteret over faderen ik lytter til sin søn.

#15 af iakob

Hm.. Pokemom - har du overvejet at give ham en lille pose frugt og en lille pose gulerødder med (og måske en grov bolle eller to) samt noget sundt slik (nødder, tørret frugt mv) med over til faderen.

Frugten kan skylles på forhånd og gulerødderne kan han nok selv skrælle. Fidusen er så at han skal spise et stykke før eller umiddelbart efter et måltid. Så får han noget i maven af det sunde og behøver ikke spise så meget af det usunde som faderen serverer.

Jeg ved ikke om det ville virke, men jeg kom lige i tanke om det da jeg selv idag tog et æble med til kaffe hos min svigermor (jeg spiste den i bilen på vej derhen) fordi så var jeg ikke helt så sulten som jeg ellers ville være - og spiste altså ikke helt så meget som jeg måske ellers ville være fristet til.

Bananer er rigtig gode i den sammenhæng.

#16 af Pokemom (slettet)

ja...det gør jeg allerede...men om det bliver spist eller smidt ud er svært at tjekke, idet han sendes med tog, sammen med faderen.

#17 af Kaktus (slettet)

Jeg er stadig af den mening, at du skal helt væk fra, at blande dig i, hvad han spiser eller ikke spiser hos sin Far.

Og at lade være med at stille ham til regnskab for, hvad han har spist hos Far når han kommer hjem til dig igen.

For mig at se, ødelægger du måltiderne hos hans Far.
Han får måske serveret usund mad, og der kan nu ske 2 af følgende ting:

A) Han siger ikke noget til sin Far for ikke at gøre ham vred / ked af det, men sidder og spiser med dårlig samvitighed og ikke mindst frygten for, at skulle berette om sine synder når han kommer hjem til Mor igen

B) Han siger til sin Far at Mor siger, at han får serveret for usund mad hos ham - super hyggelig stemning der nu må brede sig ved bordet!

Jeg kan godt mærke, at vi to er på hver sin planet i denne sag, Pokemom - og vi behøver jo heller ikke være / blive enige :)

En af de ting jeg godt kan lide ved Madital, er anonymiteten - altså at vi ikke behøver at kende hinandens baggrund / historier / hverdag for at kunne tale sammen her.

Jeg vil alligevel gerne forklare dig, hvorfor dine indlæg om din søn i dén grad trigger mig:

Jeg er vokset op i en familie med Mor, Far og 2 mindre søskende. Ingen i min familie er overvægtige.

Lige så langt tilbage jeg kan huske, har min Mor talt om kost, vægt osv med mig. Hun gav mig indtryk af at at jeg var overvægtig (anderledes) og indførte "sund mad" og månedlig vejning.

Når jeg ser på billeder at mig selv i de år jeg boede hjemme (0-18 år) kan jeg ikke med min bedste vilje se, at jeg var bare det mindste overvægtig. Jeg husker heller ikke, at jeg havde problemer med at låne tøj af kammerater efter f.eks. en vandkamp eller bukser / toppe af veninderne når vi skulle til fest - så jeg kan altså ikke være hel gal på den :)
Alligevel har jeg følt mig overvægtig hele mit liv.

Overvægtig blev jeg først langt oppe i 20´erne og har siden kæmpet med elevator-vægt. Jeg har vejet alt fra 55-120 kg (okay, da var jeg gravid), men det siger lidt om, hvad jeg har udsat min krop for i de sidste 15 år.

Jeg har et fuldstændig forskruet forhold til mad i dag. At spise forbinder jeg med skam / skyld - og f.eks. kan jeg ikke en gang i dette forum holde ud at have en åben dagbog på trods af, at jeg har spist "fornuftigt" stort set samtlige dage de 6 uger jeg har været på Madital.
Jeg bryder mig ikke om, at spise med andre og er sikker på, at det er derfor jeg har et problem med at spise for meget om aftenen - her kan jeg spise "i fred".

Jeg siger ikke, at det er min Mors skyld alene, at jeg idag vejer alt for meget (hun har jo ingen indflydelse på hvad jeg propper i munden) og jeg er HELT sikker på, at hun gjorde hvad hun gjorde i den aller bedste mening.
Hun så måske - som du gør med din søn - en svag tendens til at jeg var "større" end mine søskende og satte så ind for at hjælpe mig inden tingene måske havde udviklet sig til 10-20 kgs overvægt.

Jeg husker stadig min frygt for den månedlige vejning - og når min Mor spurgte om det ikke var dejligt at leve sundt, og at hun hjalp mig med vægten, svarede jeg selvfølgelig "jo" Jeg tror ikke, at hun den dag i dag er klar over, hvor meget hun fik mad / vægt / motion til at fylde i mit hovede som barn og hvor meget skyld og skam jeg følte.

Børn er top loyale overfor deres forældre, og kan ikke sætte ord på eller sige fra som voksne kan. Du skal derfor ikke regne med, at din søn kan sige stop hvis du presser ham for meget.

Nu siger jeg ikke, at din søn ender som mig eller at du gør hvad min Mor gjorde - men vær blot meget, meget varsom med at kost / motion / vægt ikke kommer til at fylde jeres hverdag.

Nu rejser jeg en uge på ferie - så du slipper for flere (mere eller mindre ophidsede) indlæg til denne tråd :)

#18 af bruger slettet

Hej.. Ja undskyld nu kommer jeg igen :-( Men jeg må nu give Kaktus 100 % ret... Har det faktisk lidt på samme måde..
Så iøvrigt i TV forleden om en pige som havde anorexi. Hun fik af vide som 7 årig at hun var overvægtig.. Hun blev sat på kur. Hun fik bulimi og som ca 20 årig (er lidt i tvivl om det var det eller lidt ældre) anorexi og vejede 37 kg..
Pas på. Jeg var radmager i skoletiden og jeg er evig angst for at blive alt for tyk og har også et dårligt forhold til mad, det kan man vel også kalde spiseforstyrelse?? Kan huske jeg fik af vide som ung at min mave var tyk og det klædte mig med de ekstra kg. Ja det ødelagde alt for mig....
Kan kun give kaktus ret, hun beskriver det flot... Jeg rejser også snart i 14 dage så pøj pøj derude...