Føler mig alene :(

#1 af Truntebarnet07 (slettet)

Ja, det må være her jeg smider dette indlæg.
Må hellere lige give historien, så det hele ikke føles som en malplacering.
Jeg er en 21-årige pige.
Fra jeg var 13-18 år led jeg af spiseforstyrrelse.
Jeg har altid været en stor pige og til min konfirmation vejede jeg 75 kg. (Er 171 cm høj).
Da jeg efter konfirmationen så billederne, kunne jeg simpelthen ikke holde ud hvad jeg så..
I løbet af 3½ måned tabte jeg mig ned til 51 kg.
Blev indlagt og så startede årelange behandlingsforløb.
Da min vægt var på sit mindste vejde jeg 44 kg.
Der skete mange ting i mit liv og efter en del år med en meget lav vægt, begyndte jeg at tage på. Jeg begyndte ligeledes at træne og på ca. 5 måneder gik jeg fra at veje 52-63 kg.
Alle synes jeg så fantastisk ud og var lykkelige - Pigbarnet var på vej til at blive rask.
Men vægtøgningen har bare fortsat - Ja, til trods for at jeg ikke har vejet mig, VED jeg at jeg det sidste år har taget yderligere på og har en fornemmelse af at jeg ligger omkring de 70-73 kg igen.
Jeg er gået en del tøjstørrelser op.
Sidste vinter kunne jeg passe en str. 29 i bukser og nu skal jeg have en str. 31..
Jeg har pr. definition valgt at jeg ikke ville veje mig - Det ville på ingen måde være smart, men jeg har et ønske om at tabe nogle kg alligevel.
Vil gerne tilbage på de 65-63 kg.
Mit dilemma er egentlig at jeg føler mig utroligt alene med min følelse. Jeg synes ikke jeg har nogle utopiske tanker om hvordan jeg gerne vil se ud og drømme jo bestemt ikke om en vægt på 45 kg igen.
Jeg konditionstræner rigtig meget - 4 gange om ugen i 1½-2 timer af gangen. Er egentlig i en formidabel form.
Folk prøver at sige at jeg skal vænne mig til at se ud som jeg gør.
Ved godt de frygter at ''mere vil have mere'' når jeg først går igang. Men vil virkelig understrege at det ikke er tilfældet. Jeg er ganske realistisk i mit syn. Ønsker på ingen måde at se knogler der stikker frem, vil blot gerne føle mig en smule mere feminim.

Samtidig er mit dilemma at min menstruation endnu ikke er kommet efter jeg har taget på.
Det er klart at min krop er ordenlig forvirret og sikkert ikke tør stole på mig og min behandling af den.

Synes bare jeg er kørt fast mellem alle andre der jogger rundt i deres legale vægttab. Jeg ''må'' ikke i andres øjne, til trods for at jeg har lidt at give af.
Jeg taber mig dog pt heller ikke, for føler at jeg er kørt rigtig meget fast i maden.

Phew, ja... Det var vist lige en ''udtømning'' fra mig.

#2 af bruger slettet

Hej

Du er ikke alene, din historie minder frygtelig meget om min..

Jeg fik anoreksi som 13årig og dengang vejede jeg omkring 77kg og jeg var også 171cm.. Nu er jeg 175cm.. Da jeg var 15 var jeg også helt nede på omkring 45-47kg.. Jeg faldt om et par gange om det fik mig til at indse at jeg blev nødt til at spise igen.. Nu har jeg revet mig løs af anoreksien men jeg vejer nu omkring 60-61kg og har bulimi.. Og jeg har det simpelthen så ufatteligt dårligt med min vægt. Men jeg har fået at vide at min menstruation stopper hvis jeg vejer mindre end 60, med den muskelmængde jeg har... Så er fanget i det dilemma..

Men min menstruation kom først da jeg var 16, jeg blev nødt til at få den sat igang med hormonpiller af min læge, fordi anoreksien havde sat mit system helt i stå..
Det kunne du evt prøve?

Grunden til din mens ikke kommer tilbage, kan være at du svinger meget i vægt? Det kan også være du træner meget og at du har en meget lav fedt%

Btw jeg synes det er stærkt at du ikke vejer dig, jeg har/er så afhængig af min vægt og det er så træls og jeg kan slet ikke fungere uden...

Knus

#3 af Rov (slettet)

Uff piger, jeg har aldrig selv haft decideret spiseforstyrrelse, selvom jeg grov trøstespiser, men jeg har en veninde der led af slem anorexi i mange år. Det var virkelig hårdt, for alt vi kan gøre er at støtte jer og prøve at få jer til at forstå at vi elsker jer som i er, og i er smukke som i er!

Jeg kan godt forstå ønsket om at tabe sig, og 65 kg er i det sunde område for dig. Men hvis du ved at du risikerer at falde i igen hvis du fokuserer for meget på din vægt, så måske det er bedre bare at spise sundere og ofterere, skære lidt sukker/stivelse fra og så se om det ikke kommer langsomt af sigselv?

#4 af Rov (slettet)

70-73 kg er på ingen måde stor for dig forresten, det er indenfor dit sundeste vejledende BMI :)

#5 af burdeikke (slettet)

Du er slet slet ikke alene. Jeg har aldrig været så tynd, men tankerne er præcis de samme. Sidste år var jeg ret meget tynd ( en xs-s) og nu er jeg i en s-m. Ligesom dig vejer jeg mig heller ikke, men tæller tøjstørrelser. Alle synes det ser helt fantastisk ud, undtagen mig selv! JEg er ikke særlig høj og har det bare bedst når jeg kan være lille og petite..
Tror især også det er angsten for at blive stor stor igen. har tidligere vejet måske 80 kg, selvom det er 5 års tid siden nu.. Angsten for at komme tilbage til den vægt er stor. Helt vildt.
Alle tror jeg på nuværende tidspunkt har et relativt normalt og sundt forhold til mad. Jeg har udvidet min astetiske livsstil ( frugt, grønt, magert kød, nødder, (cola light , lakerol´haha ) til at indeholde næsten alt med undtagelse af kage, chips, fastfood etc, men fx. rugbrød og lakridser er inde igen. Til trods for det er jeg langt fra normal i hovedet. Tænker på maden konstant og overtræner. Hver dag, gerne flere timer!
Jeg ville ønske folk kunne forstå ønsket om at tabe mig et par kilo, så jeg kom tilbage i min gamle størrelse, så jeg ikke behøvede at holde det skjult, men bare kunne holde det nogenlunde afbalanceret. Lige nu er det helt slemt. Kaster også en smule op og mit cola light indtag er gået amok, fordi jeg hele tiden har lyst til at spise for meget..

#6 af Truntebarnet07 (slettet)

Har nærmest lyst til at græde af lettelse.
Har virkelig følt mig som den eneste i verden.
Har følt mig så pinlig og forkert ... Og egentlig også svag. Spiseforstyrrelsen banker mig jo stadig indimellem i hovedet med hvor svag, dum og fed jeg er, når jeg nu ikke engang kan lade værre med at spise og heller ikke kan finde ud af at tabe mig.

Jeg savner bare umådelig meget noget styr i mit liv, at det er mig der har kontrollen.

Mhs til de der hormonpiller har jeg overvejet det lidt, men da jeg begyndte på P-piller tog jeg meget på, så det droppede jeg hurtigt og er pt. ikke løsningen for mig.

#7 af bruger slettet

Det kan jeg godt forstå, nogen gange behøver du slet ikke tage dem permanent, men det kan være nok i et par uger til at få sat menstruationen igang, ellers så spis en fortrydelsespille, de kan også sætte skub i det uden nogen vægtsving (for mit vedkommende i hvert fald)...

Ellers må du give det tid, det kan tage rigtig lang tid at få gang i sådan noget efter kroppen har været udsat for stress, og hvis jeg skal være ærlig så tror jeg ikke at det gavner cyklussen at du taber dig igen nu, selvom dit mål virker realistisk og fornuftigt.

I hvert fald pas på med ikke at overdrive træningen :)

Og husk at du aldrig er alene, der er altid mange flere som en selv end man går og tror, det har jeg i hvert fald opdaget.. Og hvis du har brug for at 'tømme ud', så står jeg gerne til rådighed :-)

Og hver gang du får de dårlige tanker om dig selv, så prøv at tænke "Jeg er ligeglad med om jeg vejer lidt mere nu og pyt om jeg ikke altid er perfekt, jeg har overvundet en spiseforstyrrelse, det er det vigtigste og det betyder at jeg er SEJ!" for os der har vundet kampen mod ana, vi er seje! det er virkelig noget af det sværeste i verden :-)

#8 af Rov (slettet)

Trunte, aww lad være med at tage det hele på digselv, det er jo en sygdom, selvom den er sværd at se fordi den ikke er fysisk. Det er ikke din skyld på nogen måde. Det sagt, har jeg lidt af depression, og selvom mit hovede vidste at det ikke var min skyld, følte jeg stadig skyld og kontroltab. Så jeg ved det er svært at indse, perfektionist som man er :)

Kan du ikke finde noget andet du kan føle du har kontrol over? Sætte dig nogle mål mht. studie, karriere, en rejse etc. og så kontrollere at du når dem, bare vælg noget realistisk så du ikke går ned på ikke at kunne. Så kan du også fokusere på noget andet en mad og vægt :)

#9 af Rov (slettet)

Nemlig Poison! Det sværeste er at indse at man har et problem og aktivt arbejde mod det.
Det skal i være rigtig stolte af :D

#10 af burdeikke (slettet)

Lige præcis. Tror virkelig det er vigtigt at få noget andet at gå op i og få sig nogle sundere mål, der ikke handler om mad, vægt og udseende. Jeg bruger meget mit dans. Men det er også så svært fordi man samtidig har oplevet en masse bekræftelse, da man var tyndest ( det gjorde jeg i hvert fald) og man ved ligesom, hvad man skal gøre. Man ved hvad kalorier er, hvad der er i hvad osv, så det er bare så svært at lade vær :-(
Noget andet er: Hvordan ved man man er ovre en spiseforstyrrelse?? Man er jo ikke rask bare fordi man fysisk har taget på. Det er jo psyken det handler om.. Og er det ikke også et spørgsmål om perioder? Nogle perioder er man ovenpå andre ikke?!!