Nu skal det have en ende

#71 af Frandsen1987 (slettet)

Hvor er jeg ked af det på dine vejne. Håber du må komme godt igennem det, og på et tidspunkt vende tilbage her til madital.

Alt held og lykke herfra, sender dig mange glade tanker og et kram må vist være på sin plads efter sådan en trist besked!!

#72 af Store_Michael (slettet)

Hej Stine, Det var en rigtig trist nyhed. jeg har virkelig ondt af dig. Har desværre set det rigtig mange gange hos mine kollegaer. Herude, skilsmisse-procenten er meget høj for os søfolk.
Når det så er sagt, så vil jeg sige at alle jeg har mødt herude er kommet rigtig godt igennem det. Her tænker jeg personligt for den enkelte. De har været tvunget til at starte på en frisk, og er kommet ud på den anden side med fornyet livsmod. Har endda en kollega som var svær overvægtig, han fik efter skilsmissen styr på kroppen og er nu normalvægtig. Tillige er han nu gift igen, og venter barn i skrivende stund..

Det er aldrig sjovt.... Bestem dig for at det er DIG som kommer ud af det som vinderen. Her tænker jeg ikke på alt det slåssen og skrigen om hvordan boet skal deles. Nej jeg mener personligt. Vis Ham at du kan selv på den "fede" måde. At du har overblik og overskud til at være den herlige person du uden tvivl er... Han har "tabt" dig - ikke omvendt... :-) og han har selv valgt det...

Ønsker dig alt det bedste i tiden der kommer.
Stod du her skulle du have en stor krammer...

Knus
Michael.

#73 af kbla (slettet)

Kære Twixen

Trist nyhed, føler med dig og kan godt forstå du er i chok. Mit råd til dig er. Bliv gal på din mand. Bliv meget meget vred på din mand. Helt ærligt, han kan squ ikke tillade sig at sætte børn til verden, bolle ved siden af, og så meddele dig at han er forelsket i en anden og vil skilles. Så hvis jeg er dig vil jeg få fat i en låsesmed, skifte låsen, og sætte en kuffert ud til ham med lidt af hans tøj, lukke jeres bankkonti, overføre evt. penge til en ny konto i dit navn. Så kan han lære det, kan han.

Håber når dit chok har lagt sig, at du vil handle konstruktivt og viser ham hvem det er der har skoene på af jer to.

Stort kram til dig

#74 af Tanjaknoth (slettet)

Hej Knud - jeg har ikke lyst til at gøre Twixens tråd til debat forum for hvad man burde eller ikke burde gøre i den situation hun står i lige nu...

men jeg er ikke enig i det du skriver.. når der er børn med i en skilsmisse bliver man nød til at opføre sig fornuftig og voksent. Jeg har virkelig ondt af hende, men det er trods alt bedre at hendes mand er ærlig og fortæller at han er forelsket i en anden, end at de skal leve videre i et forhold med utroskab. (det er jo ikke sikkert på at han har været utro endnu) men jeg håber jeg de finder ud af det på den bedste måde, for alle parters skyld. Jeg er sikker på at Twixen er en dejlig pige og hun skal nok finde en anden mand når hun er klar til det. og så skulle hun og hendes X mand jo gerne kunne samarbejde om rollen som forældre uanset hvorfor hendes mand har besluttet sig for at forlade hende. Så nytter det jo ikke at være "barnlig og gå i defensiv" uanset hvor såret man er.

knus Tanja

#75 af Trif

Kæreste Twixen, hvor er jeg ked af at høre det.
Stakkels stakkels dig, har du støtte i din omgangskreds!? Håber der er nogen der kan hjælpe dig i denne svære tid.
de kærligste hilsner Trif

#76 af twixen (slettet)

Kære alle

Alle jeres indlæg varmer. Jeg har endda kun været herinde i nogle uger, men det at I skriver, og at I tænker på mig, det rør mig meget.

Jeg vil gerne fortælle, hvad der er sket. Søndag aften sagde min mand, at han var forelsket i en anden. Der er ikke sket noget fysisk endnu. Vi har en aftale om, at man kommer hjem og siger til, hvis der sker noget følelsesmæssigt eller fysisk i forhold til en tredje part. Vi har et meget åbent og ærligt forhold, og vi har altid kunne tale om alting. Han ville så sige det til mig nu, fordi nu kunne han snart ikke lade være med at være fysisk med hende....Jeg kan ikke holde tanken ud. Mit hoved lukker ned, når jeg tænker på det. Må beskytte mig selv. Men i min optik er der tale om følelsesmæssig utroskab. Jeg ved godt, at man ikke er herre over sine følelser, og at man - til en vis grad - ikke bestemmer hvem man bliver forelsket i. Men som jeg ser det, så vælger man, om man vil handle på sine følelser. Og han har valgt hende. Og valgt mig, vores gode parforhold og vores fælles forældreskab fra.

Han siger, at han ikke tror, at denne forelskelse i hende går i sig selv igen, og at hun har det på samme måde. Hun er gift og har to børn. De har arbejdet sammen i nogle år. I løbet af de sidste par år har de talt mere og mere fortroligt sammen, og i løbet af de sidste måneder er forelskelsen så opstået, siger han. Jeg sidder her og føler, at han har tilladt at det skulle komme så vidt. At han har ladet sig åbne op for en fremmed og har indladt sig på en intim emotionel relation. Som han et eller andet sted kun burde have med mig. Jeg er så såret, og jeg begynder at blive vred, nu hvor det værste chok har lagt sig.

Jeg er så uforstående overfor det hele. For vi har det rigtigt godt sammen! Vi har været sammen i næsten 10 år, hvoraf vi har været gift i 1½ år. Vi har så meget sammen, gode oplevelser, svære stunder. Vi mistede et barn for fire år siden. Det var vores første barn. Han døde kort tid efter fødslen. Det har været den værste tid i vores liv, og det er noget, vi altid har med os, at vi er forældre til et dødt barn. Vi har kæmpet for at få et barn mere. (Vores datter). Vi har været igennem fertilitetsbehandling, fordi vi ikke "kunne selv". Det kunne vi ellers godt med den første, vi så mistede. Men vi har altid været der for hinanden, støttet hinanden i alt. Vi har altid talt så åbent og ærligt om alt, der rører sig. Vi har taget hinanden med på råd om forskellige ting. Alt det som hører et godt forhold til. Jeg kan slet ikke forstå, at han vælger mig fra. Jeg har jo ikke set det komme, ud over at han har været mere træt, har det ikke været nogle symptomer. Vores hverdag har været som den plejer. Og det skræmmer mig, at jeg ikke har set det. For jeg er jo den, der kender ham bedst.

Jeg forstår ikke, at han vælger mig og os fra. Han siger, at han stadig elsker mig. Jeg er så i tvivl om, hvordan han elsker mig. Om han er så forelsket i den anden, at kærligheden til mig kun er som hans barns mor. Vi har haft et skønt forhold. Vores forelskelse varede ca. et års tid. Det var så stort. Jeg havde aldrig prøvet noget lignende. Det havde han heller ikke. Vi har så mange ting og oplevelser sammen. Vi har to børn sammen. (Ja, vi tæller det mistede barn med).

Jeg kan ikke forstå, hvordan det skal gå fremover. Jeg ønsker for helvede da ikke et dele barn! Jeg vil da se min datter hver dag! Det sværeste for ham har været hensynet til hende. Den anden kvinde har jo to børn. Hvordan skal det rent praktisk løse sig? Vi er vel alle nødt til at bo i nærheden af hinanden for at børnene kan blive i deres hverdag? Jeg tror hendes børn går i skole og i børnehave. Og vi har så et vuggestuebarn.

Mine følelser for ham har jo ikke ændret sig. Jeg elsker ham stadig lige så meget. Jeg kan ikke slukke for kærligheden til ham. Det er så hårdt det her. Jeg vil jo ikke være sammen med andre end ham. Jeg tror, jeg er der, hvor jeg vil lade ham prøve det af. For han gør det alligevel. Han har valgt. Men om jeg står der og venter, hvis han fortryder en dag, det ved jeg ikke. Det må tiden vise.

Jeg er så ked af, at han har valgt os to fra, og at min datter skal være skilsmissebarn. Jeg synes virkelig, at det er et lille grundlag - men det er det så ikke for ham - at han er forelsket i en anden, og er villig til at ændre to familiers liv for sin egen egoistiske skyld.

Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at vores datter skal have det så godt som muligt. Jeg er udelukkende interesseret i at samarbejde med ham. Jeg er så bange for, hvordan hun vil tage det. Hun forstår mange ting, selvom hun kun er to år. Jeg er bange for, at hun vil komme ud med ar på sjælen.

Det var noget andet, hvis vi havde det skidt sammen, og vi fx skændtes. Så kan man sige, at det var bedre for barnet at vokse op med to glade forældre hver for sig. Men vi har det jo godt sammen. Derfor har jeg svært ved at finde mening i det. Derfor har jeg svært ved bare at sige "nå, det var så det". Jeg er slet ikke typen, der tigger og beder om at han kommer tilbage. Og det vil jeg heller ikke få noget ud af. Men jeg er så ked af, at jeg nu skal igennem en livskrise af format, kun fire år efter den sidste livskrise, hvor vi mistede vores første barn.

Jeg skal til at finde ud af min identitet. Lige nu er jeg stadig rundt på gulvet og har svært ved at se, hvordan jeg skal færdiggøre mit studie. Jeg har ingen penge, ud over SU og et studiejob en dag om ugen. Det var en fælles beslutning, at jeg for nogle år siden, sagde mit job op for at læse videre, så jeg kunne forbedre mine muligheder på arbejdsmarkedet. Han har altid støttet mig i dette.

Men jeg er da angst nu for fremtiden. Får jeg færdiggjort specialet og dermed uddannelsen? Et speciale kræver, at man kan tænke sammenhængende tanker, og det kræver nærvær og fordybelse. Der er så meget ledighed for nyuddannede akademikere, og det skræmmer mig. Jeg var godt klar over, at 2011 ville blive et hårdt og uvist år. Jeg bryder mig ikke om, at jeg ikke ved, hvordan fremtiden ser ud. Og nu skal jeg så håndtere en skilsmisse oveni.

Kære alle I søde mennesker herinde. Det varmer, at jeg er i jeres tanker. Tusind tak for det.

#77 af Tanjaknoth (slettet)

Kære Stine

Tak fordi du havde lyst til at dele din historie. jeg blev meget rørt og hvor ville jeg ønske at man kunne sende et stort kram herfra.

Du har på den korte tid du har været her, gjort et stort og positivt indtryk.... og jeg vil være ked af at du forlader os herinde... jeg ved godt du skal igennem en omvæltning i dit liv nu, men for fanden hvor ville det være ærgeligt hvis du tillader dig selv at tage på, så du når du er kommet over krisen, skal starte forfra med flere kg at tabe. Så forsøg at holde fast i de gode vaner og forsøg trods alt at komme herind som du plejer.

Det økonomiske er et mindre problem end det følelses mæssige - du kan få boligsikring og du får ekstra tilskud når du bliver enlig, du kan få friplads til jeres datter osv. jeg kender flere der er gået fra hinanden og det økonomiske skal nok hænge sammen, men du skal tage fat i en sagsbehandler der kan hjælpe dig.

De bedste ønsker for dig og din datter.

Varme hilsner Tanja

#78 af Gumpen (slettet)

Hej Stine

Jeg kender dig ikke og alligevel rammer din historie lige i hjertet. Forstår til fulde den frustration, vrede og afmagt du føler.

Jeg håber og tror at du kommer ud på den anden side som en stærkere person.

Mange tanker

Morten

#79 af Jane Dough (slettet)

Kære Stine.

Jeg synes også det var sødt af dig at have overskud til at dele din historie. Og jeg tror også det er fornuftigt - der vist noget med at "fornuftshjernen" bliver aktiveret i stedet for "følelseshjernen" når vi sætter ord på hvordan vi har det. Så det håber jeg du vil blive ved med - hvis ikke lige her, så forhåbentlig til dine forældre, en god veninde og så videre.

Jeg er ked af at høre at 10 års samliv og mange prøvelser og stor ærlighed sammen åbenbart ikke er nøglen til et evigt ægteskab... Jeg mener det lyder som om I begge har gjort jeres bedste for at skabe et solidt fundament for en familie, og så ramler det lige pludselig. Livet kan virke ganske modbydeligt nogle gange.

Jeg har ikke nogle visdomsord eller noget synderligt fornuftigt besyv at give med - jeg har aldrig haft et 10 år langt forhold eller et barn eller en skilsmisse, men jeg ønsker dig alt det bedste, og ved at du nok skal komme ud på den anden side som en stærk og dejlig mor for dit barn!

#80 af kbla (slettet)

Hej Tanja

Jeg er helt enig med dig i at det ikke er en god ide at gøre skilsmissen til en debat her på siden. Men jeg tror du har misforstået mit indlæg, når du skriver det er at gå i defensiv at følge mine forslag. Det er det modsatte, at gå i offensiv.

Jeg vil ikke uddybe emnet her nærmere, men kik ind på min blog: levenkelt.blogspot.com

Her kommer der så et indlæg om skilsmisse i al almindelighed og om hvorfor i kvinder skal gå i offensiv og blive vred ved en skilsmisse.

vh knud