Overvægt af dårlig selvværd

#1 af bruger slettet

Jeg var ved min sygeplejerske i dag, og hun er bare SÅ go'... Hun har nogle rigtig gode råd til at bryde vaner, hjælpe mig med at tænke over hvad jeg gør og hvorfor jeg gør som jeg gør...

Jeg er slet ikke i tvivl om at min overvægt er en kobination af gener og dårlig selvværd. Der er ting som først nu er gået op for mig, og det kan godt være en skræmmende oplevelse!

Jeg har altid set min barndom som værende fantastisk og dejlig, men jeg har altid haft dårlig selvværd og haft tendens til at trøstespise, når jeg havde det skidt!

I dag kan jeg se (det gik rigtig op for mig i dag) at noget jeg har brug for i dag, er noget som jeg faktisk manglede da jeg var barn: HVORDAN HAR DU DET HELLE? - det er den sætning min sygeplejeske og jeg snakkede om i dag.

Så vidt jeg husker, blev jeg ikke spurgt om det da jeg var barn, og blev jeg spurgt; sagdejeg bare "OK!" - det har fulgt mit voksne liv og har resulteret i at jeg har svært ved at mærke hvad jeg reelt føler.

Så når jeg har det skidt og ÆDER, går der dage inden jeg opdager det, og så skal jeg bruge et par dage til at hive mig op igen, det gør at jeg tager på...

Da jeg havde en periode på 1 år hvor jeg HELE TIDEN havde det skidt og var ked af det, er det jo klart at jeg tog volsomt på... :(

Nu er det en gang i mellem jeg har nogle dage med travlthed, stress, tristhed eller bare er søvnig, og det skal være ok at føle det sådan, jeg skal bare være bevidst om det. Er jeg bevidst om det, så kan jeg også "styre" mig selv og ikke gå i køleskabet, men i stedet gå en tur, være kreativ eller sidde lidt og skrive her på madital. :)

Jeg har meget mere på hjertet ang dette, men dette indlæg er vidst langt nok... ;)

Tænkte bare om andre har gjort sig sådanne tanker???
- er du på rette vej???

Knus og god aften!

#2 af slank2008 (slettet)

Hvor er det dejligt du nåede frem til noget så afgørende!

I vores samfund spørger vi jo tit andre om hvordan de har det. Men standardsvar er er jo altid at man har det godt.

Ja det er nok godt at spørge sig selv og så svare sig selv ærligt. Og have en plan for hvad man gør når man ikke har det godt så man ikke bare spiser en masse.

#3 af KarinaHadsten (slettet)

Ja standard svaret er nemlig altid at man har det godt eller i det mindste okay. Jeg kan godt huske at jeg har svaret positivt på sådan et spørgsmål selvom det ikke var sandt. Men uden at jeg egentlig ville lyve bevidst. Det er bare ligesom det "man" svarer. Og i nogle tilfælde er det nok også godt nok. Tit bruges spørgsmålet jo bare for på en eller anden måde at komme igang med en samtale. Og spørgeren ville måske blive helt paf hvis man pludselig sagde "Jeg har det faktisk rigtig dårligt idag". Hvis man så har lukket op med sådan en melding og den anden bare bliver paf og lukker i, så har man jo ikke fået en pind ud af at åbne sig og være ærlig. Kan I følge mig.

Men jeg tror at man med fordel kunne bruge 10 sekunder til at overveje sit svar og overfor nogle mennesker - måske dem som er tæt på en - vælge at svare ærligt. Ved at gøre det overfor dem som er tæt på en skulle man gerne opnå at der så også er en interesse for at høre hvad det så er man går og tumler med.

Gir det mening. Jeg synes nemlig den er meget svær. For på den ene side mener jeg at man overfor sig selv skal være helt ærlig omkring hvordan man går og har det. Og det er også vigtigt at få det sagt, men ikke nødvendigvis til alle og enhver. Sådan har jeg det i hvert tilfælde.

Men den der mellem forældre og børn er jo vigtig. Hvis barnet altid bare siger OK fordi det er det min mor helst vil høre, så bliver hun glad. Jeg spørger da tit mine børn om de har sovet godt. Og de siger altid ja. Måske skulle man spørge noget mere ... har du haft nogle gode drømme i nat. Eller hvad pokker kan man finde på. Måske bare vigtigt - lidt i samme stil som tankekuren - at stille et andet spørgsmål end det man plejer. Når jeg altid spørger "Har du sovet godt?" kunne jeg i stedet spørge ind til drømme eller spørge om de er friske eller om de har været vågne i løbet af natten.

Det samme kan man vel gøre med "Nå hvordan går det?" spørgsmålet. Men her er der da virkelig tale om en indgroet vane. Jeg tror jeg vil begynde at lægge mærke til hvor tit jeg bruger "Hvordan går det?" Og så tænke over hvad jeg ellers kunne spørge om. Og hvis jeg bruger den på mine børn. Så vil jeg tænke over svaret og finde ud af om jeg kan spørge mere ind til nogle konkrete ting, så de skal tænke mere over svaret end bare at sige "Det går fint". Jeg har nemlig en søn, som har det med at sige "Det går helt fint" og så har vi haft perioder, hvor det viser sig at det overhovedet ikke går helt fint selvom han har sagt det. Han havde også begyndende problemer med overvægt, men det mener jeg nu vi er helt ovre igen. Vi har været lidt opmærksom på at han ikke bare skal ÆDE. Det kan han nemlig godt finde på. Det kombineret med at han er begyndt at være mere aktiv har hurtigt hjulpet.

Gode ideer til spørgsmål man kan stille i stedet for "Hvordan går det?" og "Har du sovet godt?" og lignende spørgsmål modtages med kyshånd.

Helle: Tak for din beretning. Den har sat nogle tanker igang kan du nok høre. Jeg ønsker dig alt det bedste og håber du fortsætter den gode kurs du har sat.

Kh Karina

#4 af iakob

Det kender jeg godt nok også. Sjovt... Men da jeg læste dit første indlæg, Helle, så tænkte jeg: "Hold da ferie, det er lige mig på kornet". Da jeg var barn var min lillesøster meget syg - nyreproblemer - og en overgang vidste lægerne ikke engang om hun kunne leve. Det er da klart at mine forældre har haft nok at gøre med det (vi var 5 børn i alt) og der til tider har været nogen svigt at mig. Det er også helt sikkert at jeg hørte til den type af børn som skulle hjælpes til at fortælle om sig selv. At opleve sin lillesøster på sygehus, at blive kørt afsted i ambulancen, at høre hende skrige pga af de indsprøjtninger hun skulle have (det foregik ved husbesøg hos os) - det har da helt sikkert også påvirket mig, men der var skisme ingen som spurgte til hvordan jeg havde det med det hele og hvad min oplevelse var - og jeg kan huske at jeg tænkte at det var jo også mere synd for min søster.

Så "Hvordan har du det?" er det nok heller ikke blevet så meget til. Og her gik jeg lige og troede at jeg havde det dårligt med mig selv fordi jeg var blevet moppet i skolen. Der kan man bare se.

Tak for den indsigt Helle. Den skal jeg vist lige have vendt nogle gange.

Hvad skal vi gøre ved det?

Hvad jeg foreløbigt har gjort er at forsøge at skille mig af med offerrollen (i forhold til mopning). Mopningen var i folkeskolen og både jeg og dem der moppede har ændret sig meget siden da. Desuden er dette mit liv og jeg skal i hvert tilfælde ikke have at hvad nogle 10-årige gjorde for over 25 år siden skal styre mit liv idag.


Karina: Jeg spørger dels: Har du sovet godt? Og dels "Hvordan gik det i børnehaven idag", "Hvad har du leget?" og "Har du leget med Nazim?" og "Hvem ellers legede du med?". Og så fortæller jeg også lidt om mine opture og nedture. Hvis jeg har sovet dårligt, så siger jeg det. Jeg kunne godt blive lidt bedre til at fortælle om mine opture og nedture på arbejde - f.eks. hvis mine kontormakkere er været dumme, så kan jeg jo fortælle om det.

Meeen... det er på de gode dage jeg gør alt dette. På de dårlige er jeg lige så dårlig en mor som alle andre og hvis børnene ikke ligefrem skriger af mig, så regner jeg med at alt er ok. Kunne være jeg skulle sætte lidt ind på den konto.

#5 af guest

Hejsa

De fleste der har en overvægt at slæbe rundt på, tror jeg ikke har den bedste selvtilid, så er det faktisk ligemeget hvor meget overvægtig man er.
Desværre afspejler vi ofte os selv i andres mening/opfattelse af os. Så det er meget nemt at blive "pillet" ned.

Men man må også tage sit ansvar for sin overvægt, som jacob skriver så er første step at skille sig af med offerrollen!! Man kan altid finde en "undskyldning" for at man er overvægtig. Min er, at jeg har været i barnløshedsbehandling og er blevet fyldt med hormoner og at jeg er holdt op med at ryge, men sandheden er nok at jeg syntes at det hele var så syndt for mig at der røg en kage eller to mere ned.

Min datter er 8 måneder gammel nu og jeg har haft lidt for meget på sidebenene i 4 år nu. Når jeg tænker tilbage på hvordan jeg har haft de i 4 år, altså med mig selv, kan jeg blive helt trist. alt har ændret sig og ikke kun fysisk men også psykisk. Jeg har bestemt mig til at jeg gider ikke spilde flere år på at være ked af hvordan jeg ser ud, det er jo spild af tid.

Jeg ved godt selv hvad der skal til og et eller andet sted tror jeg også at andre overvægtige ved det. Spis sundt, og motionere...Ganske enkelt!! Spørgsmålet er bare hvordan man kommer igang med det!

Jeg har en ven der er meget overvægtig, han har prøvet at tabe sig mange gange, hans løsning er at få en maveoperation, og det er helt iorden med mig, bare han bliver glad for sig selv så er det fint!

Til Helle. Jeg håber du finder din løsning...

Hilsen louthilde

#6 af bruger slettet

Hej alle sammen...

Skønt at jeg har sat tanker igang hos andre end kun mig selv ;)

KarinaHadsten: Jeg har ikke selv børn, så har slet ingen erfaring med hvordan man kommunikrerer med dem. Men én ting jeg ved lidt mere om er samtaleterapi.

Det handler om anderkendelse af sine børn, men også omgivelser - store som små - for det er aldrig for sent!
Ligemeget hvordan ens børn er, tænker, gør, præsterer mv. er det vigtigt at sætte sig selv lidt til side og anerkende dem. - det giver både selvværd og selvtillid.
Du spørger hvordan man skal stille spørgsmålene? - igen vil jeg sige at jeg ingen anelse har hvad børn angår, men tænker man skal spørge på f.eks følgnede måder:
Hvordan har du sove Ida?
- det er vigtigt at spørge HVORDAN og sætte nanvn på.
Måske man skal være mere konkret med børn?
Men siger man: Har du sovet godt Ida? - så er det for nemt at sig "JA!" og tro at det er svar nok. Siger man "HVORDAN" er man llidt tvunget til at sige mere end OK! - og gør de det, så grav lidt mere idet. (Som Iakob også skriver)
M

Iakob: Hvad skal vi gøre ved det? Det var da et spørgsmål som ramte mig tilbage. For det er jo meget nyt for mig at opdage disse ing om kring mig selv. Kan mærke at jeg lærer mig selv meget at kende i denne tid. Men er nok nået dertil hvor det så nu hedder Hvad skal vi gøre ved det?

Jeg har lavet et par aftaler med min mand; han skal spørge mig hver dag: Helle, HVORDAN har du det i dag? Og det skal ikke bare være over aftensmaden eller opvasken. Vi sætter os med en kop kaffe eller te - og det sætter tanker og snak igang hos os begge. :)
Han har nogen af de "egenskaber" som jeg kan lære noget af.
I dag snakkede vi meget om at LEVE I NUET, for det har jeg svært ved; tænker for meget om fortid og fremtid...
Jeg tror det er rigtig godt for mig, så jeg ikke burer mig inde med mine tanker, og vi kommer også endnu tættere på hinanden! :)

Jeg har været rigtig trist i dag, men har faktisk være rigtig fornuftig alligvel - fremskridt! :)

Rigtig god aften derude! :)

#7 af bruger slettet

Nå, ja så er der sket noget fantastisk...
Først vil jeg sige; Det KAN lade sig gøre!!!
De sidste 14 dage har jeg været hele følelsesregistret igennem, lige fra vrede, tristhed, til arrigskab og stolthed. Det har været nogle rigtig svære 14 dage og jeg har følt mig presset, stresset og i panik!
Alligvel har jeg formået at tabe mig 1 kg på de 14 dage (mit mål er o.5 kg pr uge) og det er rigtig fedt for mig.

Før har jeg haft svært ved at tackle disse perioder som altid vil være der i støre eller mindre grad. Jeg gik i køleskabet og gav mig ikke tid til at lave ordentlig mad. Det gjorde at jeg ikke tabte mig særlig meget, for på 3 uger tabte jeg mig måske 1,5 kg. og så på 1 uge tog jeg 1 kg på. :( Det når man ikke rigtig nogen veje med...

Så efter samtaler med min sygeplejerske, fandt vi ud af to ting: det er pga dårlig selvværd, og at snakke kan hjælpe. Så min mand og jeg tager en kop kaffe - gerne HVER dag - og sidder og snakker ved køkkenbordet.

Jeg er sikker på at det er så lidt der skal til, og jeg håber at det bliver ved med at virke for mig. Jeg har et måål jeg gerne vil nå: jeg vil tabe mig 5 kg inden 1 april. - det skal og kan nåes...

Jeg er igen inden i en god periode, og forbereder mig på at der kommer en nedtur igen; hvad gør jeg, opdager jeg det og hvordan undgår jeg at ty til køleskabet!?

Jeg er forberedet og krydser fingre for at jeg er stærk - stærk nok!!

#8 af iakob

Det lyder rigtig, rigtig fornuftigt! Godt gået!

Jeg undrede mig også lidt over hvor du var blevet af - godt at du kom igennem og ud på den anden side. Og godt at du snakker med din mand - at lufte sine tanker er meget sundt. Og når det er manden som lytter, så føler man sig jo samtidigt elsket og det er rigtig godt.

Vil du dele nogen af dine planer med os andre? Nogen gange er det godt at få dem formuleret på skrift - det gør dem også lettere at huske.
Kan også være andre har gode ideer.

#9 af KarinaHadsten (slettet)

Selvfølgelig er du det Helle. Det her du jo lige vist dig selv. Og det skal du bare holde fast ved. Hold fast i den glæde og stolthed du føler lige nu over det kilo der er smidt på 14 dage og find så den følelse frem igen når du står med det åbne køleskab. Så skal det nok blive lukket igen.

Fortsæt dine snakke med manden - det må også have en fantastisk bivirkning at I to kommer meget tættere på hinanden. Hvor dejligt er det ikke.

Og hvis du kommer ud i en krise så husk at der altid er hjælp at hente her på madital. Om det er at minde dig om alle de argumenter der er for at fravælge køleskabet eller om det er opmuntring eller om det er et kærligt spark du trænger til, så er vi her. ;-)

5 kilo inden 1. april det passer jo også meget godt med et halvt kilo om ugen. Det er et meget realistisk mål, så det skal du såmænd nok nå. Jeg tror på dig.

Kh Karina

#10 af bruger slettet

Hejsa.. Jeg er i DEN grad overspiser og har kæmpet med det siden jeg var 18, er nu 23.. Men det ser ud til, at det er ved at vende for en gangs skyld..

Jeg får altid trang til at grovæde om aftenen.. Den sidste måned har jeg så spist mindre og mindre og sunde ting.. Og så nu i to dage i træk, har jeg stået imod trangen.. Jeg har spist lidt frugt og lidt knækbrød og så var det det.. Jeg er utrolig stolt af mig selv og kan da osse mærke mit tøj ikke strammer så meget.. Det korte af det lange er bare, at jeg ikke har tal på hvor mange mislykkede forsøg jeg har haft, men når man er klar, så kan man også.. Terapi har hjulpet mig og at ændre tanker.. Og nu er jeg klar til, at der ska ske en ændring.. Det er det samme som at stoppe med at ryge.. Det har jeg også prøvet på mange gange, men til sidst lykkedes det, nu har jeg holdt i 2 år.. og det samme med spisningen, er det slet ikke så slemt, når man er kommer over de første par hårde dage.. Så blir det til nye vaner og rutiner =) Det kan lykkedes.. For alle.. Man skal bare være klar..