Hej derude

#11 af zpernille (slettet)

altså, det der hjalp mig mest, var at folk sagde jeg var for tynd, og selv min lillebror begyndte at sige jeg var ulækker klam, da jeg vejede mindst.. -for jeg tabte mig med vilje, da jeg selv syntes jeg var tynd for e par år siden..

Nu er jeg nogenlunde ud af spiseforstyrelsen, da jeg spiser så det ikke er usundt for mig, det vil sige jeg spiser omkring 1200 kalorier pr. dag og dyrker mindst en times motien om dagen..

Jeg er 163, så mit bmi tal ligger lidt under 16. min vægt svinger i meller 41 - 42,3 .-og når jeg så ser jeg vejer 42. stopper jeg helt med at spise. det er i sær lige efter jeg har spist aftensmad..

Mit bedste råd il nok være, at du prøver at skabe konatakt med nogle mennesker, og så spise hos dem også, for så ved du ikke hvor mange kalorier du indtager. hvis du ikke snart begynder at spise mere end 400 kalorier hver dag, bliver du snart indlagt!

Det lyder godt at du får støtte fra din familie, og det med psykolog, gik jeg til da min far døde for 3 år siden, men jeg fik ingenting ud af det, så ved ikke helt om det er det værd?

#12 af bruger slettet

Mener du at din vægt svinger mellem 41 og 42,3 i løbet af dagen? Det værste du kan gøre er at veje dig flere gange om dagen, du kan slet ikke regne med vægtens tal hvis det ikke er om morgenen inden du har spist :-)

#13 af Frk Jakob (slettet)

Læste lige med :) Jeg har haft problemer med kost gennem lang tid, har både sultet mig, overspist, kastet op osv. Pt er jeg overvægtig men spiser normalt, dog for meget. Ind imellem falder jeg i og kaster op, fordi jeg føler der er for meget i min mave, men det sker meget sjældent. Jeg har også andre ting, har været cutter, lider af angst og har OCD.
Hvis nogen af jer bor ved KBH, så vil jeg anbefale Stolpegården som er et behandlingssted, der er både spiseforstyrrelses grupper men også døgn indlæggelse osv. Jeg var indlagt 6 uger og kom der derefter ambulant og det var virkelig et godt forløb.

Antihero, dit problem med at handle handler ikke kun om vægtkontrol, men det lyder som om du også lider af angst for selve det at handle. En af de bedste metoder, at komme ud af det dårlige mønster er at gøre det man IKKE kan. Fx gå ind i butikken og bare tage en pakke rugbrød UDEN at kigge bagpå pakken. Man lærer at håndtere angst, ved at lære at være i angsten.
Jeg kan anbefale psykriatri fondens bog om angst, den er rigtig god.

Desuden så skal man ønske at blive rask, ofte så er der noget rart og betryggende ved at være der hvor man er, man har kontrol og man kan styre sit liv. Så man skal virkelig gøre op med sig selv om man vil have det bedre, og så vide at man vil få det værre i en periode, før det bliver bedre.

Håber i kan bruge mine råd til noget, jeg kender alt til de ting i døjer med og jeg ved hvor svært det er :(

#14 af antihero (slettet)

Snakker ikke så meget med min familie. Har jeg aldrig gjort, men det gik helt i stå efter at jeg blev syg (var indlagt for selvskade sidste år).
Min mor har lige fået mig til at starte i fitness-center et par gange om ugen, så hende har jeg ikke lyst til at diskutere mine kostproblemer med.
Er ikke bange for at falde om. Da jeg var yngre besvimede jeg ca. 1 gang om ugen over en længere periode. Har lært at kende advarselstegnene nu.
Vil du gerne være rask - nogen dage vil jeg det bare mere end andre.

Var henvist til stolpegården for selvskade for 2-3 år siden, men fik en afvisning. De kunne ikke komme med en grund til det. Nu kan jeg ikke gå der, for de tager ikke folk ind, som har en lidelse inden for skizofrenu-spektret.

Tror du godt at jeg ville kunne gå ind og købe en pakke rugbrød.. Men så ender den nok med at blive brugt til fodring af de lokale ænder.

#15 af bruger slettet

Antihero:
Det du først og fremmest må gøre er, at beslutte dig for at du skal tage på og så holde fast ved den beslutning. Hver gang du føler dig draget mod vægttab/anoreksi/selvskade så tænk imod, tænk at du fortjener bedre, at du er stærkere end spiseforstyrrelsen!

Hver gang jeg følte mig svag eller ikke god nok, plejede jeg at tænke, pyt med de fejl jeg laver, det går nok bare jeg er tynd og taber mig. Jeg kompenserede for mine mangler, ved at tabe mig. Men nu har jeg vendt det om til "bare jeg klare denne spiseforstyrrelse, så er det, det vigtigste! Så gør det ikke noget at jeg ikke er perfekt, for så har jeg bevist at jeg er utrolig stærk".

Når du først har den tankegang på plads (det er nok det sværeste), så er du kommet langt, og så kan du prøve langsomt at bryde mønsteret med maden og motionen. Husk alle de logiske tal som basalstofskifte osv, og overbevis dig selv om at du ikke tager på eller behøver at være bange for at spise mere end du gør. Det er jo umuligt at tage på hvis man spiser under sit basalstofskifte og det kan ikke under nogen omstændigheder være på 400 for dig. Tænk på det hver gang du bliver bange. Husk de realistiske fakta omkring vægt og kalorier osv.

Du kan bare starte med at spise 100kcal mere en dag og prøve at nøjes med 1x 40mins motion. Dagen efter vil du se at du ikke har taget spor på. Og så vil det blive nemmere for hver gang du bryder mønsteret og ser at der ikke sker noget. Så kan du bryde det mere og mere.

Hver gang du føler trang til at sulte dig, så husk at når du spiser så lidt som du gør, så mister du ikke kun fedt men også muskelmasse og knoglemasse. Du kan få følgesygdomme, der vil følge dig for evigt. Det er det virkelig ikke værd.

Jeg er virkelig bekymret for dig må jeg indrømme :-(

Knus Julie

#16 af Frk Jakob (slettet)

Jeg synes heller ikke det lyder godt, for hvis du bliver afvist på stolpen så er det enten fordi du slet ikke er syg eller også så er du rigtig syg og bør få noget seriøs hjælp hurtigt. Hvad siger de psykriatiske skadestuer? :) Og så hold fast i at du VIL have det bedre. 400 kcal er alt, alt for lidt og din krop stopper jo med at fungere normalt, når den får så lidt mad.

Du skriver at din mor, har fået dig til at starte i fitness center. Hvorfor har hun fået dig til dette og hvis det er fordi hun gerne vil hjælpe dig, hvorfor så ikke også bede om hjælp med din kost? Jo flere der kender til dine spiseproblemer, desti hurtigere kan du få det bedre. Men jeg kender godt til at man vil holde det for sig selv, for så er der ingen der tvinger en til at få det bedre. Men hvis du reelt gerne vil være rask og slippe dit mønster, så hjælper det at fortælle det til alle dem der er omkring en. Start fx med din mor eller en veninde :)

#17 af antihero (slettet)

Men jeg ved ikke hvorfor at jeg skal spise mere.. Er jo stadig en stor fed ko. Folk går ind i mit på gaden, jeg fylder over 1 sæde i bussen osv. Hvis jeg forsøger at spise mere, kan jeg mærke mine lår vokse og flyde ud over det hele. Kan godt spise mere 1 dag, men så sætter jeg mit kalorietal lavere den næste (fx igår: 299 kcal og 1 times motion).

Det er 2 år siden at jeg blev afvist derude og det var for selvskade. Der havde min psykiater allerede smidt mig ud, fordi at hun ikke ville tage ansvaret. Har været enten i behandling eller henvist til de fleste psykiatriske steder lige i omegnen, men er blevet afvist fra rigtigt mange af stederne. Nu er jeg fast i OPUS, som har unge med diagnoser inden for skizofreni-spekteret. Der skal jeg være i et års tid mere og så videre til distriktet. Man må ikke være på stolpegården, når man har haft psykotiske symptomer.

Min mor har altid kaldt mig tykke og kan se de mindste 100 gram jeg har taget på, så hendes hjælp ser jeg som udelukket lige nu.
Stort set alle de veninder jeg har, er fra det psykiatriske system. De 3 jeg er tættest på, er 2 ex-bulimikere og 1 med noget uspec. spiseforstyrrelse. De bliver super påvirkede af, at høre på mit kalorie-vrøvl, så det vil jeg ikke blande dem ind i mere.

#18 af bruger slettet

Det må være utrolig hårdt at gå med alle de problemer uden at have nogen at tale med om det.

Jeg kan garantere dig for at du på ingen måde er fed! Du har jo uden tvivl hørt om den slags anorektiske vrangforestillinger, folk med spiseforstyrrelser (og raske mennesker også for den sags skyld) kan få og oftest har. Jeg har dem sjældent selv, for hver gang jeg føler mig fed, bruger jeg igen tallene til at fortælle mig selv at jeg umuligt kan være fed.Tænk på dit bmi og din vægt, ikke på hvad du ser i spejlet eller når du ser nedad dig selv. Tænk på hvad der er sundest for dig, og ikke på hvordan du ser ud. Du er sikkert superflot og tynd! Og du ville sikkert blive endnu flottere hvis du tog et par kilo på :-)

Det er vigtigt at du ikke afskærer dig selv fra verden omkring dig. På den måde kan du let udvikle en social fobi. Måske er din mor ikke den rette at omgås hvis hun hiver dig mere ind i spiseforstyrrelsen. Hvad med din far, ser du ham? Eller har du nogle søskende? Eller bedsteforældre?

#19 af millian (slettet)

Jeg læse lige hvad i har skrevet. Jeg har selv været alt de igennem. Jeg bildte mig selv ind at jeg var alt for tyk, og vejede mig to gange hver dag, morgen og aften, bare for at tjekke min vægt. Motion var en meget stor del at mit liv, og når man løber så kan man jo ikke spise på samme tid..... Jeg fandt en kæreste som jeg flyttede sammen med ret hurtigt. Det hjalp. Han sagde at jeg var perfekt, at jeg ikke skulle tabe mig for at være smuk. Og det hjalp. I dag vejer jeg så for meget, men har også fået barn. Jeg har taget 22 kg på over de sidste 3,5 år, har det egentligt ikke godt med det. Føler mig stadig tyk og grim. Men min mand elsker mig jo som den jeg er, så der er ingen grund til at ændre det.

Mit bedste råd er at finde dem som virkelig holder af en, og snakke med dem. Hvis ikke man kan overskue det, så skriv det hele med. Alle tanker og følelser. Skriv et brev, til dig selv. Skriv hvordan du mener det hele kan vendes til noget positivt, hvad der gør dig glad, hvad du er god til osv. Når det er skrevet så gem det væk. Når du så har en rigtig dårlig dag, find det frem og læs alt det positive der faktisk også er i dit liv.

Det hjælper at blive mindet om hvad gode tingene er. Det kan godt være svært at se på en dårlig dag. Og husk, hvis der ikke var nogle dårlige dage, kunne du slet ikke se de gode. Hvis du selv tror på det, skal det nok gå alt sammen.

#20 af antihero (slettet)

YesterdayOnceMore:
Jeg snakker jo med min kontaktperson om det. Hun har henvist mig tiil en psykolog (som jeg kender i forvejen). Fik også lige beskeden igår at "hvis du ikke kan klare det her selv, så må vi jo sætte ind på et tidspunkt".

Føler bare ikke for at snakke med nogen om det her. For hvis det nu er mig der har opdigtet et problem i hovedet, så vil folk bare tænke, at jeg er opmærksomhedskrævende. Det er en ting som jeg har fået banket ind i hovedet af det psykiatriske system og folk jeg kender gennem en længere periode. Desuden kan jeg ikke lide at spise foran folk som kender til det, for så tænker de nok: "nå, nu spiser hun jo. Så var det bare noget hun fandt på".

Min far skred for mange år siden. Havde ingen kontakt til ham fra jeg var 14 år og så pludseligt ringede han her for at par måneder siden. Skulle så mødes med ham, men drak mig rimeligt stiv pga. nervøsitet, så husker absolut ingenting. Han har ringet 2 gange siden.
Har en papsøster som jeg så en del. Hun droppede kontakten da jeg blev syg. Min yderligere familie har jeg stort set ingen kontakt med. Kun min moster og onkel.