Hvad får dig til at blive ved?

#1 af Girl next door

Lige så længe jeg kan huske, har jeg øvet mig i at spise bedre, sundere og lytte til hvad min krop har brug for. I perioder er det lettere end andre, men lad mig sige det sådan her: Jeg øver mig stadig :-)

Igennem årenes løb er det gået meget op og ned både hvad angår motivation og vægt. I perioder har det været svært at arbejde mod mit mål om at være god ved mig selv på den gode måde, at holde vægten i ave, at spise sundt og gøre det der i bund og grund er bedst for mig - og i andre perioder er det nærmest kommet af sig selv.

Jeg kan forstå ud fra det mange af jer skriver herinde i forums og i dagbøgerne at jeg bestemt ikke er den eneste, der øver videre og det fik mig til at tænke på:

Hvad får jer til at blive ved med at prøve på at tabe jer eller i det hele taget at ville tabe jer?

#2 af veile

Man jagter vel den gode følelse, som man oplever ved vægttab (kan ikke udtale om vedligehold har aldrig prøvet)
Både fysisk at alt bliver nemmere, man får bedre kondition, passe meget mere tøj og man har ikke hjertebanken eller ondt i maven fordi man har spist for meget kage til kaffen.
Og psykisk at man kan holde ud at se sig i spejlet fordi man er pænere end i går. Man overser bedre de små fejl, når man kan fokusere på alt det som er blevet bedre OG tøjet sidder pænt (eller pænere)

Jeg hader mig selv når jeg fylder mad i hovedet som jeg ved skader mig og gør mig fed, doven og "gammel"

Jeg elsker mig selv når jeg spiser sundt, dyrker motion og gør hvad jeg kan med det jeg nu har. Jeg elsker den gode fornemmelse i maven, hvor man ikke harspist mere end der var nødvendigt.
og jeg ELSKER at købe tøj der passer og klæder mig !!!

#3 af Crashe (slettet)

Når jeg ikke har det godt med mig selv, så går jeg heller ikke op i at se godt ud. Jeg var ude og shoppe for nogle uger siden, hvor jeg så mig selv i spejlet og sammenlignede mig med andre som gik forbi. Jeg så trist ud. Mit tøj var kedeligt, mit hår, jeg havde intet energi.. Men sådan behøver det ikke at være og sådan skal det ikke være. Jeg skal være glad for mig selv og det jeg ser i spejlet. Desuden er det ikke en rar tanke at gå med, når man ved at ens taljemål er en tand for høj og at man derfor har forøget risiko for hjerte-kar sygdomme.. Og ligesom veile skriver, så elsker man sig selv mere når man har det godt med hvordan man lever. Hvem ønsker ikke at elske sig selv?

#4 af Girl next door

Veile:

Hvor kan jeg bare genkende mig selv i meget af det du skriver.

Meget af det handler nok om at have det godt med sig selv - at gøre det rigtige forstået på den måde, at det skal give bonus på en måde der er bedre end at putte mad i hovedet og den vej rundt føle glæde fremfor at få glæden ved at gøre det gode for sig selv.

Mærkeligt at det i perioder kan være så svært at gøre alle de "rigtige" ting, når det nu netop føles så godt og rart når det lykkes.

For mit eget vedkommende handler det meget om at have psykisk overskud for at kunne gøre den indsats der skal til.

#5 af Girl next door

Crashe:

Måske skal man nogle gange gå den anden vej rundt og gøre sig pænere for at føle sig bedre tilpas...Vi er jo alle forskellige, så det virker nok forskelligt på os hver især, men nogle gange kan der der følelse af at være noget der er løgn, afhjælpes ved netop at gøre noget ud af det der lige umiddelbart kan gøres noget ved lige her og nu. Sådan har jeg det i hvert fald ind i mellem.

Jeg tror da bestemt at vi alle ønsker at elske os selv, men jeg tror ikke alle har brug for at være slankere for at elske sig selv.

#6 af Lovely

Spændende debat ;o))

For mig virker det motiverende i sig selv at gøre noget ud af mig selv. Bruger rigtig lang tid på mit udseende - negle, hår og diverse skønhedsrutiner.. men det er jo også fordi jeg er gennemforfængelig.

Motivationen til at fastholde ihvertfald ønsket om at tabe sig er det samme. Forfængelighed. Selvom jeg da glæder mig over, at motion og god kost også er rigtig godt for min sundhed.

Tror i det hele taget, det er meget individuelt, hvad der motiverer ønsket om at tabe sig.

Måske er det fordi min motivation primært er min forfængelighed, at det bliver ved med at gå galt? Det er jo i bund og grund meget overfladisk. Interessant tanke...

Lovely

#7 af calcit

Jeg har knoklet hele livet for at holde vægten og ikke skille mig ud......i perioder er det lykkedes andre ikke. Jeg ved jeg er nødt til at holde mig nede i vægt fordi kroppen ikke kan klare hverken fed eller for meget mad. Og det er der ikke noget nyt i. Mine led er hypermobile og belastes af min vægt. Så for mig er det at bevare gangfunktionen et must. Det har været ulideligt at skulle røres af personer som var slanke og ligge blottet hos eks. fysioterapeuter og hos kiropraktor....jeg har hadet at skulle ligge med røven fremme. Er heldigvis nået til et punkt som er nødvendigt. At klare og fatte det ikke er et problem. At hvis jeg vil kan jeg væge det stykke chokolade eller jeg kan lade være....uden jeg føler alt styrter sammen.....har lært at jeg godt kan forene det ene med det andet. Jeg kan snuppe en summerbird flødebolle og alligevel tabe mig. Men jeg tager kun en - jeg bliver ikke dårlig og får kvalme og hjertebanken af en...det ville jeg gøre hvis jeg åd 3....det er begrænsningens kunst. Jeg har det godt nu føler jeg har lært at forene det. Der er ikke andet at gøre end at fortsætte. Jeg ved hammeren falder hvis jeg glider ud igen. Jeg skal nu yderligere tabe 4 kilo og ned på en vægt jeg var i for 20 år siden....skræmmende det er 20 år siden jeg vejede mindre end 65 kilo.

#8 af veile

Det der med at blive motiveret af at gøre noget ud af sig selv. Det virker lidt omvendt for mig - tror jeg.
I de perioder hvor jeg ikke er i stand til at tage vare på min krop mht. mad, er jeg også ret ligeglad med pleje, negle, make up og så videre. Jeg har lige så svært ved at fremtvinge et godnat ritual på en time, som ved at ændre maden.
For mig er det typisk vægttabet der kommer først og forfængeligheden der kommer bagefter, men det er muligt at det lige så godt kunne være omvendt ;-)

Men bortset fra det har du sikkert ret i at forfængelighed er en meget stor del af motivationen :) Hvis alle andre var 100+ Kg og det var normalen (som man nogen steder i USA kan se det) så ville man nok nemmere acceptere det og føle sig OK nok til at også at gide at pleje sig selv.
I bund og grund er det nok en konstant konkurrence om at være smukkest ;-)

#9 af Girl next door

Nu hvor jeg tænker over det - og læser jeres forskellige grunde til at blive ved - så går det op for mig at mine grunde til at tabe mig gennem årene har varieret og skiftet mange gange.

Alt lige fra bare at ville være som alle de andre (teenageårene) til "Hvis jeg tabte mig ville han/alle de andre elske mig mere" (20'erne) og til nu, hvor jeg tænker, at jeg skal være god ved mig selv, fordi jeg fortjener det og har det meget bedre med mig selv, når jeg vejer det antal kilo, der gør at jeg føler mig godt tilpas, min krop ikke er belastet og jeg spiser den type mad, der gør at jeg trives både fysisk og psykisk.

Jeg har også erkendt hen ad vejen, at jeg ikke kan undvære slik og chokolade og kager og is osv. Jeg elsker det for et godt ord og hvis jeg nægter mig selv det fuldstændig, ja, så sker der det modsatte af et vægttab i længden. Så det er helt klart en del af min dagligdag. men som du skriver, calcit - mængden er reduceret og det gør en stor nok forskel.

Til det med fysioterapeuter og kiropraktorer: Jeg kender det så godt. Det er frygteligt ydmygende at stå der og være flov over sin krop, over ikke at kunne have en ønsket vægt og så oven i købet skulle stille sig op foran fremmede folk. Ja, de er professionelle og de er sikkert ligeglade MEN DET ER ER JEG IKKE - og det er jo det der tæller.

Jeg tror ikke sådan umiddelbart at forfængelighed har været en grund for mit vedkommende. Men kommer faktisk lidt i tvivl. Hvornår er man forfængelig? Mit udseende betyder bestemt noget for mig, men ikke alt og meget af tiden ikke ret meget.
Sjovt, som det at gøre lidt ekstra ud af sig selv kan virke så forskelligt afhængig af, hvem man er.
Når jeg bruger lidt ekstra tid på at gøre lidt ekstra for mig selv, så føler jeg at jeg forkæler mig selv og det er en slags omsorg for mig selv. Ligesom chokolade også er det - det andet feder bare ikke ;-D

#10 af calcit

kan godt lide det udtryk; omsorg for mig selv....for det er det det er.