Vægtregulering og en spiseforstyrrelse

#1 af Louise79 (slettet)

Hejsa

Jeg har været her på Madital i ca. 10 måneder, og har i den periode tabt ca. 23-24 kilo.
Det er meget rart, og mit BMI er nu under 25, og jeg passe en str 40/M i tøj.
Jeg nyder det virkelig, men samtidig ånder mine problemer mig i nakken.

I rigtig mange år har jeg haft en spiseforstyrrelse, er overspiser. I perioder meget ude af kontrol, og i perioder rimelig kontrolleret.
Min overspisning er en reaktion på bl.a. mobning, da jeg var yngre.
For mig var maden en trøst, maden sagde mig ikke i mod. Men trøsten var der jo stort set kun mens jeg spiste, når jeg var færdig med at spise, kom de dårlige følelser tilbage.

Mens jeg har været her på siden har jeg haft nogenlunde styr på mit mad. Har spist mindre end jeg har forbrændt, så har jo tabt mig meget.
Men alle følelserne omkring maden er der endnu.
Hver aften spiser jeg chokolade (regner det med i kJ), mine tanker kredser meget om mad, hvad kan jeg spise som det næste.....
Når jeg har spist aftensmad skal jeg helst have ca. 2.000 kJ "tilbage", ellers panikker jeg, fordi jeg ikke kan spise ret meget om aftenen.

I løbet af dagen er det ikke så slemt, ofte har jeg kun indtager ca. 2.000 kJ indtil jeg når til aftensmaden. Aftensmaden er normal størrelse med ca. 2.000-2.500 kJ. Resten af mit daglige indtag er så om aftenen.

Jeg har desuden diabetes, så indimellem falder mit blodsukker, og jeg er nødt til at spise lidt for at undgå at gå i insulinchok.
Jeg hader disse lave blodsukre, mest fordi jeg så skal "spilde" kJ for at få blodsukkeret normaliseret.

Jeg er nu kommet dertil hvor jeg bliver vægt-vedligeholder. Men jeg tør ikke give slip på Madital, jeg er så bange for at mit madforbrug skrider igen, så jeg øger i vægt.
Det vil jeg for alt i verden undgå, fir bliver så vred på mig selv hvis jeg tager på.
Fx. har jeg henover påsken taget ca. 1 kilo på, nbok mest fordi jeg har spist stivelse i form af brød, hvilket jeg ikke gør til hverdag. Jeg ved godt at min vægt stabileserer sig efter et par dage, da jeg lige skal have ophobningerne ud af kroppen, men er bare så gal på mig selv.
Så er det min spiseforstyrrelse igen kommer ind i billedet, for jeg har altid reageret ved at spise når jeg er blevet gal på mig selv over et eller andet. Men at spise fordi jeg har taget lidt på, det er bestemt ingen løsning.

Ved ikke helt hvad jeg vil med dette indlæg, men trængte til at komme af med tankerne.
Jeg vil dog gerne høre fra folk som har lignende problematik omkring mad og følelser.

Louise

#2 af rdrd (slettet)

Du behøver jo heldigvis heller ikke at slippe madiatal :-) Jeg tror mange gange det hjælpe at sætte ord på sine følelser, for på den måde at få dem ud af systemet.
Du er ikke nogen lille pige der bliver mobbet mere, men en voksen kvinde der selv kan tage ansvar for det liv hun ønsker at leve.
Dine nye spisevaner med masser af grøntsager, skal nok også hjælpe dig med din sukkersyge. Jeg har i hvert fald hørt om flere der har fulgt ddv's kostplan der er kommet deres diabetes til livs.
Jeg tror ikke der er noget i vejen for at spise af de gode ting også, men man skal bare huske på at man ikke kan spise 2 poser slik, en pose chips, 200 g chokolade og en halv bradepande hjemmebagt chokoladekage på en og samme aften uden at man kommer til at tage på igen. Så hellere lidt men rigtigt godt!
Held og lykke med at holde vægten fremover.

#3 af Eliza

Hej Louise,
jeg vil bare skrive, at du ikke er alene med at have det sådan. De følelser og problemer, du beskriver ligner det jeg kæmper med utrolig meget! I perioder kan jeg holde tingene under kontrol, og har også været på idealvægt i perioder af nogle år, men det er faktisk en evig kamp og jeg falder tilbage igen.
Som du skriver, er det helt centrale problem, at mad og følelser er forbundet. Der er lavet en kobling i min hjerne, som jeg ikke mener, burde være der. For jeg kan aldrig blive mæt og stille min sult, så længe jeg har følelser, og følelser, skulle man jo helst have. Både nogle gode og også lidt af de dårlige. Det handler ikke bare om, at chokoladen smager godt. Jeg har en fysisk hunger, der er fuldstændig alt-overskyggende, og jeg tror ikke, der er nogen, der ikke selv har prøvet at have en spiseforstyrrelse, der kan forstå, hvilken kamp det kræver, ikke at bøje sig. Det må kunne sidestilles med afhængighed af euforiserende stoffer. Hele dagen går med at tænke på, hvad man kan spise hvornår. Det er så indbygget i underbevistheden, at man næsten ikke ænser det. Men mad er der hele tiden.
For en måned siden prøvede jeg at hente et par filer med små hypnosesessioner (på creeto.dk). De har hjulpet mig meget indtil videre. Jeg tror grunden er, at der ligger noget under min bevisthed, som jeg har svært ved selv at kontrollere, og her hjælper det at lytte til hypnosen. Det er ikke sikkert, det er løsningen for andre, men jeg kan kun sige, at den ulvehunger, der har fulgt mig, så længe jeg kan huske, er blevet væk. Jeg er blevet opmærksom på, hvor latterlig tit, jeg tænker på mad. Fordi jeg lige pludselig ikke har lysten, og derfor ikke ved, hvad jeg skal stille op med tankerne. Jeg er blevet opmærksom på, at jeg nogle gange er i dårligt humør, og egentlig ikke helt ved, hvad jeg skal gøre med det, fordi det ikke tricker min lyst til mad. Men nu kan jeg håndtere følelserne for sig selv og maden for sig selv. Det er en stor lettelse, og jeg håber, at det er noget varigt, der fortsætter. Det rigtige er nok i virkeligheden at gå til en dygtig psykolog, der virkelig kunne grave op i koblingen mellem mad og følelser.
Det blev en lang smøre. Jeg havde vist også lige brug for, at komme af med nogle tanker.
Alt mulig held og lykke med at holde din vægt og endnu mere med at få det rigtig godt med dig selv. Jeg var også moppeoffer i 7-8 år af min barndom, og jeg ved også at en del af mine problemer stammer fra de evige ar, der kommer på ens selvtillid og selvopfattelse. Det er noget man har med sig hele livet. Det har gjort en til den man er. Jeg tænker bare, at det også har gjort mig til at godt menneske, der behandler andre, som jeg gerne selv vil behandles. For jeg ved, hvor ufattelig meget skade, man tager af mobning, så det vil jer aldrig ønske for min værste fjende, at de skal opleve!
Tillykke med at du er nået så langt som du er ;o)

#4 af Louise79 (slettet)

Hej rdrd

Tak for din komentar.
Ang. diabetes har jeg type 1, dvs. den insulinkrævende. Jeg kan aldrig komme af med den, den er kronisk, men mit insulinbehov er faldet rigtig meget.

Generelt, så er det med at man kan komme af med sin diabetes - hvilket har været fremme ift. type 2 - så er det en misforståelse.
Har man først udviklel diabetes, uanset type, kan man aldrig komme af med den. Men som type 2 kan man blive symptomfri. Man vil dog altid have sygdommen, og symptomerne kommer hurtigt igen hvis man ikke er opmærksom.
Men "rask" det bliver man aldrig.

Jeg ved jeg ikke er alene om at have det sådan som jeg har det...
Og jeg ved at jeg ikke behøver at slippe Madital, og vil helt klart fortsætte med at bruge siden i noget tid fremover. Men på sigt skal det være muligt for mig at slippe siden....

#5 af Louise79 (slettet)

Hej Eliza

Tak for kommentaren.
Ja, det er en altoverskyggende trang til mad der hænger over mit hoved. Jeg kænper for at holde den nede.
Nogle gange tager jeg mig selv i at gå ud i køkkenet efter noget at spise. Ofte kan jeg desværre ikke stoppe mig selv, men nogen gange lykkes det mig at standse op og tænke at jeg skal kunne lade være med at tage det mad, jeg var på vej efter.
Nogle gange tror jeg faktisk min kat hjælper mig med ikke at gå i køkkenet;-) Indimellem kommer han nemlig over i sofaen til mig om aftenen, og lægger sig på min mave, og så nænner jeg da ikke at flytte ham...

Jeg har også nogle meditationsteknikker jeg kan bruge. Men når jeg er derude hvor jeg ikke helt kan kontrollere maden, så tænker jeg slet ikke så langt som at bruge disse øvelser.
(Jeg har en personlighedsforstyrrelse og kronisk angst oveni, og nogle gange er mit madforbrug også et tegn på at jeg psykisk ikke har det godt)

#6 af biologi c

bogen "heal your life" af louise hay er rigtig god.
så kan du "heale" de år der var ubelagelige, se det som fortid og ikke mindst komme videre.

#7 af iakob

Min historie ligner din ret meget (bortset fra at jeg ikke har sukkersyge). Jeg blev også moppet i skolen og har gennem mange år brugt mad som trøst og tryghed.

Jeg tabte mig 21 kilo over 8-9 måneder og nu er jeg tilbage med en vægtstigning på 12 kilo (hvoraf de 8-10 er dem jeg ønsker at tabe). Jeg havde det nøjagtig på samme måde som dig, da jeg sluttede min kur. Jeg var rigtig nervøs for at tage på igen. Jeg opstillede regler og foranstaltninger for at forhindre det - og lige meget hjalp det. Ikke mindst fordi jeg røg igennem en krise på arbejdet med en virkelig dum chef.

Men der er én afgørende forskel fra sidste gang. Mit selvværd er ikke så lav og jeg ved at jeg kan gøre det igen. Jeg spiser ikke længere som trøst og tryghed.

Jeg vil råde dig til at vende blikket mod de indre dæmoner. Sig til dig selv: "Det er ikke synd for mig" og "Jeg er ikke offer, jeg er herre i mit eget liv" - HVER gang du få en følelse af afmægtighed, frustration eller du bliver ked af det. Tænk de forhold igennem, som har ledt til overvægt. Overvej om du virkelig vil have at spøgelserne af en flok 11-årige (som nu er blevet voksne og helt andre mennesker end dem de var - og som derfor kun eksisterer i din fantasi) skal have så stor magt over dig, efter alle de år?

Fortsæt med madital så længe som du synes, du har behov for. Øv dig langsomt i at kunne give slip.

#8 af SiriS (slettet)

Tak for det indlæg, iakob.

#9 af solstråle1974

Jeg håber at det lykkes for dig at fastholde også når "dæmonerne " Prøver at overtage.

Kender alt til det med ikke at have en god barndom med mange lede og onde klassekammerater.

kn

Maria

#10 af Louise79 (slettet)

Tak for alle kommentarerne til mit indlæg.

Min vægt er nu ca. 66 kilo, så skal ikke rigtig tabe mig mere. Vil gerne lave vægtvedligehold på 65-66 kilo.
Jeg er bare angst for det at skulle fylde lidt mere kJ i min mad, for at holde vægten. Er hundeangst for at jeg så kommer til at tage på igen.
Men ved godt at jeg ikke skal tabe mig mere...

Rent mentalt er det super-svært, for der ser jeg mig stadig som overvægtig. Især når jeg kigger mig i spejlet, for har nu løs hud på maven, og det synes jeg ser træls ud, især fordi det er over navlen.
På en måde kan jeg nu forstå anoreksi-piger, når de siger de synes de er overvægtige.
Jeg er ikke selv på vej til anoreksi, det ved jeg, men kan sætte mig ind i tankegangen.

Jeg slipper ikke MadITal foreløbig, for har brug for hjælp til at se hvad jeg får af kJ mm.