teenager, mad og mit liv.

#1 af hadde (slettet)

Hej.
Jeg ved ikke hvordan jeg skal starte det. Historien er jo uendeligt lang.
Jeg er en pige på 16 år. Min vægt er 53-54, og jeg er 1.63 .
For omkring et år siden (januar 2010) valgte jeg at jeg ville 'stramme op' og blive sundere.(ca. vægt 53-54 kg) Fra starten var det mest en joke mellem mig og min rumbo på efterskolen( Det skal lige siges at hun er meget tynd, fra naturens side).
Men da hun ikke gad mere, fortsatte jeg. Jeg spiste omkring 1000 kcal om dagen, og dyrkede både fællesgymnastik, springgymnastik, en smule løb, og en masse opvisninger. Efterhånden blev jeg mere og mere træt, men jeg kunne ikke forstå hvorfor (jeg spiste jo sundt. Salat, kød, groft osv). Men mine regler blev hårdere og hårdere. Ingen kartofler, pasta, ris, brød, dressing, desserter osv. Jeg spiste lige efter slankebogen. Men fra starten, så jeg det ikke selv som et større problem når alle spiste pizza om aftenen og desserter, og jeg ikke gjorde. Min krop begyndte efterhånden at blive blå, fryse, føles tung og sårbar. Folk havde jo kommenteret hvor flot det var tidligere, så det var jo rigtigt fedt at kunne blive ved. Inden efterskole havde jeg det fint med hvem jeg var, hvad jeg mente og hvordan min krop hang sammen. Men af en eller anden grund ændrede det sig. Men folk kunne jo godt se til sidst at jeg ikke orkede noget. Jeg var træt, inaktiv og doven. Mit hår var tørt, mine rander sorte og jeg frøs konstant. De begyndte jo at nævne det, men jeg benægtede jo. Den sidste weekend på efterskolen fik jeg de vildeste mavekramper, og måtte lægge. Alle omkring mig var rigtigt bekymrede og de vidste jo godt hvad problemet var. Men jeg ville jo ikke erkende det, men min forside begyndte at krakelere. Og indeni var jeg bare træt og min livslyst forsvandt. Da jeg så tænkte: Nu slækker jeg en smule på reglerne 'for det er jo weekend', begyndte mine ædeanfald om lørdagen (hvilket stadig hænger ved, trods at jeg spiser mere i hverdagen). Jeg hadede mig selv, jeg hadede min krop - og det gør jeg bestemt stadig. Da stoppede på efterskolen vejer jeg 45-46 kg. Mange har været længere nede, men jeg kunne ikke mere. Sommerferien startede med en helt masse ædeflip, og en masse sulte perioder. Jeg var så flov. Havde kun ædeflip når jeg var alene, hvilket også stadig hænger ved. Nu har jeg så tage ret mange kilo på siden, og jeg er mere flov en nogensinde. Jeg hader min krop, og uanset hvor meget jeg prøver at råbe, er det som ingen rigtigt forstår det. Min læge sagde: Jeg tror på dig, det skal nok gå. Min diætist sagde: Her er en 1800 kaloriers-plan som du kan følge - hejhej. Min psykolog havde ikke forstand på spiseforstyrrelser. Min kæreste indser ikke hvor meget jeg hader mig selv, selv om jeg prøver at skære det ud i pap. Min mor prøver, men tror det er en knap jeg kan 'slå-til-og-fra'. Mine søskende har jeg virkelig ikke lyst til at snakke med, og min far ligeså. Jeg føler mig ret alene midt i alt det her. Jeg får stadig ædeflip og min krop er blevet utrolig blævret. Jeg spiser omkring 300 kalorier mindre end jeg forbrænder(eks. hvis jeg forbrænder 1800kalorier, spiser jeg 1500kalorier). Og hver lørdag spiser jeg omkring 800-1000 kalorier mere end jeg har forbrændt. Jeg bliver ved med at tage på, og jeg er så pisse sur, og i dårlig humør hele tiden. Jeg er så ked af hvordan min krop har formet sig. Store lår, store hofter, og mine bryster er gået fra b-c til a-skål. Min krop hænger ikke sammen, og det påvirker mig og min kæreste's sexliv ufatteligt meget. Vi har været sammen i 18 måneder nu, men jeg er så flov. Jeg kan simpelthen ikke acceptere min krop. Jeg prøver at spise mere (kan kun spise min egen mad, eller noget jeg VED næsten 100% hvor mange kalorier der er i) men jeg er så forbandet træt, og har lyst til mad HEEEEEEEEEEELE tiden. Jeg overskuer ikke mine veninder, går ALDRIG til fester og arrangementer der indeholder mad og alkohol. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. Jeg ved ikke om der er mere at fortælle? Jeg ved bare at jeg vil gerne høre fra professionelle, hvordan jeg får min krop til at makke ret med mit hoved. Hvad skal jeg spise? Hvornår? Hvor meget? Hvordan får jeg mere energi? osvosvosv. Jeg har virkelig prøvet min læge. Har grædt derude og sagt at jeg ikke har lyst til mit liv mere. Men de sagde at jeg skulle vente lidt og se hvad tiden bragte. Jeg føler mit liv er et helved, og elsker at sove væk fra det hele. Jeg går kun til dans en gang om ugen, og cykler få gange frem og tilbage i skole - har simpelthen ikke overskud til mere. JEG MANGLER ENERGI OG LIVSLYST. Det her er mit råb om hjælp.

#2 af Ablanu

Det er en trist historie du har dig der..
Hvad med at følge den plan din diætist gav dig? Det vil nok i hvert fald kunne hjælpe dig at holde en plan, så ved du ligesom hvor det skal gå hen af..

Din mangel på energi kan jo skyldes dit lille indtag af kalorier i forhold til hvad du forbrænder. Du er jo ikke tyk, langt fra, så det vil ikke være et fysisk problem for din krop, hvis du droppede dit 500-underskud i løbet af ugen. Det vil med noget held også kunne stoppe dine ædeflip en gang om ugen (eller når du er alene).
Hvis du giver dig selv lov til at spise lidt 'usundt' (bare lidt chokolade, noget dessert el.lign), kan du komme ind i en bedre cirkel, hvor du ikke ender med at få så stor trang til lidt sødt, at du grovæder.

Glæder mig til at høre fra dig :)

#3 af AnnaSN (slettet)

Hey.

Bare en kort kommentar, da du skriver, at du søger råd fra professionelle - det er jeg ikke, men jeg har haft en spiseforstyrrelse, siden jeg var på din alder. I dag er jeg 32 år, og er ovre den. Men det har taget virkelig lang tid, og har krævet mange tilbagefald. Jeg kan genkende mange af de følelser du beskriver, og har stor respekt for, at du taler så åbent omkring det med flere forskellige personer - det er den vej, du finder ud. Men, prøv at spørge dig selv, hvad det er der egentlig er galt - hvorfor er du så ked af din krop, når du var tilfreds da du startede på efterskolen? Så vidt jeg kan læse, vejer du nogenlunde det samme nu, som inden du startede - eller læser jeg forkert?
Det er altid noget andet end maden, der er problemet, og når du får identificeret det, der egentlig er galt, kan du gå i gang med at forbedre den del af dit liv, og på den måde få det tilbage. Du må ikke være 16 år, og være så frustreret.

#4 af bruger slettet

Hej Hadde
Din historie lyder VIRKELIG meget som min. Bortset fra at jeg havde anoreksi i en længere periode og nu ikke bare har ædeflip men decideret bulimi.
Men jeg kan virkelig godt forstå dig og jeg føler virkelig med dig.
Jeg kender godt følelsen af at være svigtet af hele systemet, af ens familie og venner og at ingen forstår en. Man kan sige tingene, såsom at man ikke har lyst til at leve og at man hader sig selv, lige op i hovedet på folk omkring én, men det er ligesom om de ikke fatter at man mener det! Jeg tror ikke at det er fordi de ikke vil forstå, men jeg tror ikke de evner at kapere ens problemer da det er en spisefortyrrelse er en så kompleks sag for udenforstående.

Du siger at du gerne vil vide præcis hvad du skal spise og hvornår osv, men at du allerede har været hos en diætist? Hvad var der i vejen med den kostplan du fik? Jeg forstår godt at en plan på 1800kcal kan være grænseoverskridende, jeg ved godt hvor svært det kan være at følge den slags planer, det er endnu ikke lykkedes for mig, men det er vel alligevel dét du skal spise og hvornår du skal spise det.. Hvis altså diætisten kan sit job...
Ellers kan jeg sikkert godt hjælpe dig med at lave en kostplan :)

Jeg er selv efter 4 år gået i gang med et projekt om at få et bedre forhold til mig selv og min krop og et bedre og sundere spise- og træningsmønster, se evt. min tråd under vægtvedligehold 'min personlige tråd'..

Hvis du har lyst til at snakke så kunne vi måske følges ad mht. at få det bedre :)
Håber i hvert fald at der er en vej ud af disse ting...

Knus
xXPainfulPerfectionXx

#5 af Trif

Kære Hadde, hvor er det forfærdeligt synd for dig!! Du må have hjælp!!
Hvad med en af følgende sider?? Alt det du har skrevet her, må du lade gå videre!!

spiseforstyrrelser.dk

kildehoj.dk

Knus og kæmp for det, Trif

#6 af hadde (slettet)

Hey alle. Mange tak for jeres svar - det skønt med noget respons.
- Altså det med hvad min kostvejleder mente jeg skulle spise. Specielt mellemmåltiderne er sindsygt kedelige. Grøntsagsstænger med dip - eksempelvis. Det slet ikke mig. Men problemet er at jeg føler mig så sindsygt sulten hele tiden, og hvis jeg først begynder på den plan, kan jeg spise meget mere! Jeg er typen: ingenting eller alting. Jeg spiser mindre i hverdagen for at få tabt de kalorier jeg spiste for meget i weekenden,. Min diætist var heller ikke fagligt inde i spiseforstyrrelser, så jeg føler slet ikke nogle forståelse for hvad det var jeg fortalte og hentydede til.
Men jeg kan mærker at det her mad forstyrrer mit liv på alle måder. Jeg spiser ikke hos andre, jeg er så sindsygt træt hele tiden og jeg gider ikke noget! Jeg er psykisk sulten hele tiden, både efter mad, at være glad og leve normalt. Men jeg kan ikke se noget lys for enden. Selv om jeg virkelig har prøvet at fortælle min familie om det, så har det ikke hjulpet spor! jeg får bare lov til at køre mit eget løb.
kh

#7 af Ablanu

Præcis fordi du er sulten, bliver du nødt til at prøve at spise!
Hvis du ikke bryder dig om grønsags stænger med dip, så prøv at skifte det ud med noget andet. Bare sørg for at få de 1800 kcal. Når din krop først indser, at den ikke er i 'hungersnød' mere, vil den holde op med at være så sulten, og du vil få et mere afslappet forhold til maden.
Er det ikke muligt at finde en diætist som ved noget om spiseforstyrelser?

#8 af bruger slettet

Jeg kan lige give dig et link til en kostplan for spiseforstyrrede som jeg selv har haft stor gavn af.. Jeg fulgte den godt nok ikke til punkt og prikke, men brugte den som skabelon og syntes det fungerede rigtig godt :)

spiseforstyrrelser.net

#9 af hadde (slettet)

Lunaba; Nej det er ikke muligt, det tilbud kan min kommune ikke give mig. sådan et en skod kommune.
xxPain: Jeg har været derinde, men det meget lang tid siden og uden nogen ændring - jeg kan ikke s;

- Men jeg prøver at spise næsten det normale antal kalorier man skal have om dagen, minus lidt. Men jeg er stadig utrooooooligt træt. Jeg ønsker at være rask, men jeg vil ikke tage på. Det hænger jo ikke sammen på nogen måder. Men her på det sidste har jeg VIRKELIG haft lyst til at at drikke med mine veninder. Har kun drukket nytårsaften, og så for nok 3-4 måneder siden, for jeg kan ikke få mig selv til det - når jeg ved der er så mange kalorier i. JEG VIL SÅ GERNE, ud og være social, og sætte det hele lidt på afstand i en brandert, ud og smile, more mig, og så bare give den gas. Men jeg har ikke modet til at gøre det? Jeg savner da jeg var 'party-girl' - men føler at alle andre kan drikke uden at tage på- Men at jeg ikke kan! Hvordan kan de holde sig slanke og drikke samtidigt?? Gad jeg kunne.....

#10 af bruger slettet

Du kan da godt feste uden alkohol. Jeg drikker personligt aldrig, både fordi jeg ikke tør pga kalorier og den måde hvorpå alkohollen stopper forbrændingen i en hel uge efter nærmest, men også fordi jeg bare ikke bryder mig om at drikke, men jeg kan da sagtens være social og feste og gå i byen alligevel :-)
Og tænk på muslimer og jøder og alle de andre, der lever uden alkohol, der er masser af mennesker der formår at feste og have det sjovt på andre måder alligevel :)