mangler hjælp..

#1 af bruger slettet

Hej Alle.

Jeg er en pige på 20 som for tre år siden vejede 93 kg.. - jeg er 168 høj.. Det fik jeg nok af og besluttede mig for at tabe mig, hvilket har resulteret i en masse op og nedture.. da slanke kure og motion ikke så ud til at hjælpe tog jeg en drastisk beslutning, nemlig at sulte mig selv.. plus motion hverdag.. jeg tabte 23 kg og var meget glad.. begyndte så småt at spise igen, men to også så småt på igen.. og kom op på 80 kg.. for ca et år siden gjorde jeg det så igen.. men det udviklede sig, jeg blev aldrig sulten, syntes mad var ulækkert, og i den dur. jeg kom ned på 53 kg, og blev indlagt på grund af jeg besvimede, jeg var dehydreret og underernæret, og fik straks lagt drop og sonde. var indlagt i over en måned.. jeg tog på af sondeernæringen, og kom op på 64 kg.. hvilket jeg syntes var alt for meget.. da de mente jeg kunne spise normalt igen blev jeg udskrevet..
Mit problem er så at jeg ikke har spist normalt siden..!
jeg har tabt mig 4-6 kg siden jeg blev udskrevet engang i maj.. jeg har uger hvor jeg intet spiser, men min diætist siger min krop er i krisestadiet og derfor hverken kan tabe mig eller tage på.. det eneste hun gør er at hun vejer mig og siger, "du må ikke tabe dig til næste gang, farvel". jeg vil gerne kunne spise normalt og sundt.. men er bange for at spise, for er bange for at bllive mit gamle jeg, jeg er bange for at jeg ikke kan stoppe når jeg først kommer igang..
jeg håber det give mening og der er nogle der forstår mig..
Jeg er ret alene med alt det her, min familie ved intet, og jeg har desværre selv taget afstand til mine venner og veninder.. så håber at kunne få lidt hjælp og støtte her inde fra.. evt. bare nogle der vil lytte..
Jeg vil stoppe min roman nu, så det ikke bliver mere kedeligt end det allerede er..

//eorb

#2 af MP86 (slettet)

Hej...

Det lyder som et alvorligt problem du har. Jeg synes at du skal fortælle dine nærmeste om hvordan du har det, så du kan hente støtte i dem. Det er måske også en god idé at snakke med din læge og så finde en anden diætist, der ikke bare affejer dig. Måske du skulle overveje at tale med en psykolog også? En stor del af det at have en spiseforstyrrelse er jo psykisk, og jeg tror det er vigtigt at få bearbejdet dine problemer på den front. Jeg har selv en søster der har haft bulimi, som ikke sagde noget til familien før hun var kommet ud af det. Det gjorde bare at det var sværere for hende og at det tog længere tid for hende at komme over det. Jeg har også selv haft det sådan at jeg syntes at mad var ulækkert og jeg har haft dage før i tiden, hvor jeg ikke har spist særlig meget på en dag. Jeg kunne få det helt dårligt af at se folk spise. Jeg tænkte ikke over at det var blevet et problem før min søster fortalte mig om hendes tid med bulimi og nu er jeg meget opmærksom på sådanne signaler... Sørg for at lukke nogen ind så du kan snakke om dit problem...! Ellers kan det føles endnu mere uoverskueligt end det allerede gør.

#3 af bruger slettet

hej chevalmarin..

Mit problem er bare at jeg ikke har et særlig godt forhold til min familie.. ved slet ikke hvem af dem jeg skulle fortælle det til.. :s
Min læge tror jo at diætisten har "styr" på det.. jeg har også været i kontakt med anoreksi centret i risskov..
ja ved ikke hvad jeg skal gøre.. :(

#4 af MP86 (slettet)

Har du nogle tætte venner du kan tale med? Hvad sagde de i Risskov?

#5 af bruger slettet

Jah jeg har tætte veninder, men vil ikke bebyrde dem med mine problemer.. det er jo ikke deres problem..
jeg er heller ikke så god til at bede om hjælp.. -det dur jeg ikke til..
har altid været meget mig selv, hvad angår mig og mine tanker og følelser.. sådan har jeg lært at det skal foregå..
Jeg snakkede med en psykriater og en psykolog på risskov.. som så har snakket med min læge om at jeg skal gå til kontrol med vægten, hvor min læge så har har snakket med min diætist om det..

#6 af MP86 (slettet)

Atdu har brug for hjælp bebyrder ikke dine veninder. Jeg tror det er meget vigtigt at du trækker på dit netværk, så du får den støtte du skal bruge for at komme oven vande igen. Du skal også prøve at ændre din tankegang til noget positivt. Hver gang du begynder at tænke noget negativt om dig selv, skal du prøve at vende det til noget positivt. Især er det vigtigt at du slutter fred med din krop på en sund måde og spiser normalt.

#7 af iakob

Jeg er enig med chevalmarin. Prøv at tænke på det sådan her: hvis det var een af dine venner som havde problemer, ville du så ikke gerne at hun kom til dig? Det er jo det venner er til for.

Du skal også tale med din læge og fortælle at du ikke er tilfreds med din diætist. Hvis han eller hun ikke får besked så kan vedkommende jo ikke hjælpe dig. At fortie noget for sin læge kan kun komme tilbage og bide een bagi i sidste ende.

Jeg sidder også og tænker på om der ikke er en forening for anorexi-ramte i Danmark, måske endda een i Århus, hvor jeg kan forstå du bor? Måske endda en støttegruppe, så du kan mødes med andre der har de samme problemer som dig selv. Tal med din læge om det.

#8 af bruger slettet

jov jeg ville meget gerne at mine veninder kommer til mig.. men jeg synes bare at jeg har bombarderet dem med så meget.. - de blir da snart trætte af mig..
Jeg skal til en undersøgelse her i starten af november, da alt det her hvis desværre er gået lidt udover mit hjerte.. - når jeg skal til min læge og have svar på den, kan jeg prøve at bringe det op..

Men jeg føler mig virkelig som en hypokonder, eller hvad man kalder det.. har lige fået konstateret epilepsi.. så det går jo bare godt..
En ulykke kommer sjældendt alene.. går også til fysioterapi, med ryggen, fordi jeg var passager i en trafikulykke i sommers..
Derfor synes jeg at det er ved at være for meget..
Tænker nogle gange at så kan det også være lige meget.. så lad dog det hele gå ud over mig, og skån en masse andre..

Undskyle, nu er det jo jer jeg bombardere..

#9 af iakob

En hypokonder er du da ikke, når det virkeligt er galt. Elepsi, anorexi og så en trafikulykke.. det er meget. Men hvis dine venner er virkeligt dine venner så skal du da sætte dem ind i hvordan de bedst muligt kan hjælpe dig. Hvad skal de f.eks. gøre hvis de vil invitere på en omgang aftensmad?

Og ang. din læge, så er det jo hans job. Det er det han får penge for. Ham kan du aldrig genere med spørgsmål etc.

#10 af MP86 (slettet)

Ja du er da ikke hypokonder, men kender godt følelsen. Har også været ret meget til lægen på det sidste og begyndte også at føle mig lidt til besvær. MEN det er altså vigtigt at du tænker lidt på dig selv og hvad du har brug for, for at komme igennem din krise. Tag for dig af hjælp og muligheder selv om du føler at du er til besvær! Jeg er sikker på at dine veninder ikke synes du er til besvær. Rigtige venner hjælper hinanden. Også når det ikke kommer en selv til gode...