Supersize me - nogen tanker

#1 af iakob

Da jeg så filmen Supersize Me første gang, så syntes jeg nok det var lidt overdrevet at Morgan Spurlock havde den regel med at hvis han bestilte en medium menu og blev tilbudt en stor (eller super) så skulle han sige ja.

Men jeg så nogle klip fra filmen igen da den blev vist i fjernsynet og det slog mig at det jo faktisk var sådan jeg gik og gjorde. Altså før min kur.

Det var dog heldigvis een af de første vaner som jeg fik bugt med. Hvad er ideen i at betale 5 kroner mere for 200 gram mere - for så bare ikke at kunne spise det.

Men det forholder sig helt anderledes med det som jeg bliver budt. Der har jeg endog meget svært ved at sige nej tak. Ikke fordi jeg vil skåne nogens følelser - hvis man sårer nogen ved at takke nej til mad, så går de for højt op i det (selvom almindelig høflighed jo foreskriver at man under visse omstændigheder adviserer en vært om det på forhånd).

Nej, grunden til at det er svært - det er fordi jeg lader mig friste. Det er som jeg har en indgroet supersize-me regel der siger at hvis jeg bliver budt, så skal jeg tage.

Under kuren har jeg haft rimelig styr på den trang simpelthen ved at være oppe med paraderne hele tiden. Et aggresivt NEJ og/eller flugt fra fristelsen afskar jo også muligheden for at blive fristet over evne og tage senere.

Men nu er vægttabet ovre og livsstilsændringen fortsætter. Og paraderne er ikke længere helt så langt oppe og så bliver det svært igen. Men heldigvis har jeg fået aflivet den følelse af selvmedlidenhed der kunne overvælde mig, hvis jeg nægtede mig selv en fristelse. Den selvmedlidenhed som førte direkte til trøstespisning.

Så fik I lige denne omgang plidder-pladder så jeg kunne få det udtrykt eksplicit og dermed måske få tingene til at falde lidt på plads for mig. Der er nok fordi vi julede lidt igår (klippede julepynt UDEN juleguf) at jeg kom til at tænke over dette her - for er der noget som julen er fyldt af, så er det jo fristelser.

#2 af Ulla B (slettet)

Hej
Jeg kan kun give dig helt ret mht. de mængder man får tilbudt mad i. For et år siden tænkte jeg egentligt ikke så meget over det førend der kom en diætist ud på mit arbejde og spurgte om vi havde tænkt over at det snart var umuligt at få "alm" portioner mere? Stille og roligt er en 0,25 cl cola blevet til 0,5 l .. pt er 1,5 l ved at skifte 2 l i mange butikker - chokoladebars er efterhånden allesammen i king-zise eller sampakket således at du stort set næsten betaler samme pris for en 4-styks pakning som for et enkelt løskøb. Peanuts og chipsposer er også fyldt med information om "30% mere indhold" osv. osv. Hvem er det egentligt der får glæde af de kæmpeportioner - er det os forbrugere? næhhh - det er ene og alene producenterne som nyder godt af den her lidt spøjse udvikling hvor det gælder om at sælger så meget fedt og sukkestof som muligt ... lige et gylp fra mig ;-)

#3 af sqzee (slettet)

Jeg er meget enig. Da jeg boede i Danmark tjekkede jeg altid kalorier og vægt på det produkt jeg købte. Hvad der var færrest kalorier i, og hvad der kostede mindst.

Og det irrterede mig på det groveste at man altid fik 2 poser slik billigere end bare en, osv.

Men det er jo buisness. Det er det frie markede. Det er os der må sige nej. Det er os det køber det, og det er os der spiser det.

Også selvom jeg mener vi vælger selv, så er det jo klart sværere at være sund i det samfund vi lever i. Mange ikke overvægtige mennesker (og der aldrig har været det) ser det åbenbart som en undskyldning. Jeg har læst om en undersøgelse hvor dietister fik øst op 50% (eller noget i den stil) mere og selv DE spiste mere end de gjorde da de blev øst en normal portion op.

Min pointe er, at det er en ubredt misforståelse at overvægtige bare er dovne. Der er mange faktorer der gør det. Bla. portionsstørrelse.

#4 af bruger slettet

Jeg kan sagtens følge dine tanker, men er absolut af den overbevisning at det er den enkeltes eget ansvar. Jeg mener, vi bør have et samfund, der aktiv griber ind i at informere om og hjælpe den sunde livsstil på vej, men i sidste ende ligger det hos den enkelte. Jeg tror ikke overvægtige er dovne, men jeg tror de har en tendens til at se sig selv som ofre. OG DET ER DE IKKE MERE END ALLE ANDRE! Det er de færreste tynde , der kan spise, hvad de vil. Det er et valg man træffer og et ansvar man tager; både tykke OG tynde, og jeg tror man først bliver tynd for good, når man lærer, at man ikke er et offer, men derimod et selvstændigt tænkende handlende individ under nogenlunde samme vilkår som alle andre...

#5 af iakob

Du har ret - man holder først op med at være et offer når man stopper med at tænke på sig selv som et offer. Og først derefter kan mange komme ud af deres dårlige mad- og motionsvaner.

Men sundhed - slankhed - kan ses fra to sider. For det første som individdernes individulle problem. Hvis jeg er tyk, så har jeg et problem som jeg kan gøre noget ved (det er ikke det samme som at sige at det kun er mig der har et problem med at jeg er tyk).

For det andet er det også et samfundsproblem at så mange er tykke. Det koster kassen. Og fra det synspunkt giver det rigtig god mening at samfundet gør mere end blot at informere. Den kan forbyde deciderede usunde madvarer - eller gøre dem dyrere - eller gøre de sunde madvarer billigere. Den kan aktivt hjælpe ved at støtte mennesker i at foretage sunde valg. Den kan give tilskud til motion. Den kan påbyde at der på hver pose chips og slik står i en firkant med fede kanter: "FEDME DRÆBER". Den kan gøre salg af usunde madvarer forbudt i restauranter over x antal km^2. Gratis slankeprogrammer, diætister mv. Og så videre.

Jeg siger ikke at det alt sammen er gode ideer - men jeg siger at hvis samfundet skal gøre fedmeproblemet mindre så vi kan bruge flere penge på at passe gamle og undervise børn fremfor at lade overvægtige dø eller gå for tidlig på invalidepension, så giver det god mening for samfundet at gøre noget i stedet for at overlade det til individdernes egen rygrad. Det kan simpelthen betale sig i kroner og ører.

Og jeg mener også det kan lade sig gøre at lave visse tiltag - især i forhold til producenter og forhandlere - uden at gå på kompromis med den personlige frihed. Ligesom vi har gjort det for rygere og tobakskompanier.

#6 af bruger slettet

Som jeg har skrevet, er jeg også af den opfattelse at samfundet bør hjælpe på vej, især er jeg stærk tilhænger af den såkaldte fedtskat og momsnedsættelser på frugt og grønt. Har lavet projekt om emnet for mange år siden og allerede dengang, så man tydeligt på trods af et færre antal overvægtige, at der var mange penge at spare for samfundet generelt ved at lave disse tiltag. MEN det jeg snakker om er ansvarsplaceringen, og det nytter ikke noget at individet fralægger sig ansvaret og pålægger samfundet skylden. For så vidt tror jeg vi er helt enige Iakob - ihvert fald af det jeg kan forstå fra dit indlæg - men ved også der er mange, der desværre ikke tænker begge aspekter ( Samfund OG individ) ind i det. Min pointe var ikke hvad samfundet burde gøre, men at individet selv er nødt til at tage et ansvar fordi vi nu engang lever under de samfundsbestemte forhold vi gør.

#7 af iakob

Jeg tror vi er enige.

Ingen (normale voksne personer) kan læne sig tilbage med sine egne problemer og retfærdigt sige at det er andres ansvar - ligegyldigt hvor alvorlige problemerne er og ligegyldigt hvor svært det er at løse dem og ligegyldigt hvordan de startede. For mig er det nok en stor del af definitionen af at være en god voksen samfundsborger - at tage ansvaret for sig selv og for andre, samt at acceptere konsekvensen af egne handlinger.

#8 af sqzee (slettet)

Jo men samtidig har vi nogle dyriske instinkter der fortæller os at vi skal spise for det kan være vi ikke fanger nok mad i morgen.

#9 af bruger slettet

Ja naturligvis Sqzee, og det er netop der problemet med samfundsudviklingen lægger, ellers ville der ikke være et fedme-problem. Men nu er vi nu engang placeret i det samfund, og der tror jeg virkelig det er vigtigt at mennesket tager ansvar. Og ja, jeg ved godt det lyder så banalt - men nu kender jeg mange MANGE overvægtige mennsker, og det er utroligt hvor mange dårlige undskyldninger der er for deres overvægt og hvor meget de placere skylden på alle andre end dem selv. Så er det samfundet, eller familiens, eller arbejdet, eller kæresten...

#10 af iakob

Hehe.. der var ingen der sagde at det skulle være nemt at tage ansvar for sig selv. Det er svært - det er derfor voksne har ansvaret for børnene.