Det betyder intensitet ved motion
Aktiviteter og intensitet
Når du indtaster motion, vil du se, at der står "intensitet" ud for de enkelte aktiviteter.
Tallet betyder:
- 1-3: Let aktivitetsniveau - du bliver ikke forpustet
- 3-6: Moderat aktivitetsniveau - du bliver let forpustet og kan føre en samtale imens
- Over 6: Hårdt aktivitetsniveau - du bliver forpustet, og det er svært at føre en samtale imens
Aktiviteter med et lavt intensitetsniveau kræver kun lidt energi, og aktiviteter med et højt intensitetsniveau kræver meget energi.
Vælg hellere en aktivitet med det rette tal end den rette tekst. Vi udfører jo ikke alle aktiviteter med præcis den samme intensitet - en tur i svømmehallen kan eksempelvis både være for at give den fuld gas eller for at hygge sig og få sig rørt samtidig.
Vælg blot en alternativ aktivitet med et tilsvarende aktivitetsniveau, hvis en specifik aktivitet ikke er oprettet på Madital.dk.
Intensitetsniveauet kan ligge imellem 1 (når du sover) og helt op til omkring 20 i ekstreme situationer (ved sprint, konkurrencecykling i bjergene og lignende). Et intensitetsniveau på 6 giver dig et dobbelt så stort kalorieforbrug som en intensitet 3 - forudsat at du bruger lige lang tid ved begge intensiteter.
Se billedet her for eksempler på aktiviteter og intensitetsniveauer.
Skærmbilledet er fra en iPad. Benyt også Madital fra din mobil eller pc.
MET og PAL
Intensitetsniveauet kendes af fagfolk som MET-værdien. Tallet indgår i beregningen af dit kalorieforbrug for en given aktivitet (sammen med dit køn, din alder, vægt, højde og hvor længe du udfører aktiviteten).
MET-værdier kan sammenlignes med PAL-værdien, hvor MET-værdien blot er et aktivitetsniveau for enkelte aktiviteter, og PAL-værdien er aktivitetsniveauet for en hel dag.
Ordet "intensitet" er mere sigende end "MET" og "PAL". Derfor benyttes ordet "intensitet" på Madital.