Selvfornægtelse

#1 af Mrsjag (slettet)

Dette indlæg er ikke ment som en dagbog, selv om det måske nok er det. Jeg undskylder derfor, hvis jeg har lagt det i en forkert kategori.
Jeg har tabt mig en del, næsten 20 kg, mangler stadig ca. 5. Når jeg ser mig i spejlet er jeg stadig ikke tilfreds. Jeg tænkte derfor, at det kunne være sjovt at se på nogle "gamle" billeder, af mig i min "storhedstid".
Hold da op!!! Jeg kan slet ikke fatte hvor meget jeg har løget for mig selv. Jeg så et billede fra juleaften, hvor jeg havde en kjole på, som jeg dengang var overbevist om klædte mig. Jeg har jo simpelthen lukket øjenene for hvor stor jeg var. Det skal siges jeg er meget lav, så 25 kg for meget fylder en del. Jeg vidste jo godt jeg var overvægtigt. Der er jo en grund til jeg valgte at tabe mig. Men jeg har nok ikke turde indrømme overfor mig hvor slemt det stod til.

Er der andre der har oplevet det samme?

Jeg synes det er interessant, at man virkerlig kan snyde sig selv på den måde. Eller, det er vel snarere en forsvarsmekanisme, hvis man ikke er klar til at stå ansigt til ansigt med problemet.

#2 af kntn (slettet)

Kender det virkelig godt! Det er ligesom jeg har tendens til at undlade at taste min vægt ind på siden, hvis det er for højt et tal!

#3 af Fluffy82

Uha ja da. Jeg mente jo kun jeg var lidt "buttet" da jeg i sin tid rundede min kampvægt på 87 kg (jeg er 1.68) og at det da også bare var irriterende at man altid lavede trøjer så korte ;0) Jeg har altid hadet at blive fotograferet - nok et levn fra min farfar som var helt pjattet med at forevige børnebørnene. Men de få billeder jeg har set efter at have tabt mig, passer SLET ikke med det billede jeg havde af mig selv dengang!!
Og selv idag hvor jeg lige ligger på grænsen til overvægt ser jeg ikke det samme i spejlet som på billeder.....

#4 af Mrsjag (slettet)

Det er meget interessant. Også rart at høre man ikke er den eneste.
Det er næsten i stil med kvinder, der efter at have født deres børn, siger at det ikke gør ondt (det er løgn, er det!).

#5 af Tina_91 (slettet)

ja det kender jeg godt, for et par dage siden fik jeg den kommentar at jeg virkelig har tabt mig. og jeg tænkte bare hvad? jeg kunne ikke selv se min mave var blevet mindre. men da jeg så senere på dagen kiggede på et af mine gamle billeder så kunne jeg virkelig se hvor stor maven egentlig havde været for et års tid siden.

#6 af rdrd (slettet)

Jeg tror det er det samme der sker, når en anorektiker kigger i spejlet og ser en der er flommefed.
Jeg har det i hvert fald på den måde, at når jeg vejer mest, så har jeg tendens til kun at se på det der er pænest, og så flytte fokus langt væk fra den ladeport jeg kan præstere.
Hvis der bliver taget et billede af en, når man ikke lige er klar over det, så kan man også rigtig se hvor problem kiloerne sidder, ellers har jeg i hvert fald en tendens til at suge maven ind, løfte hovedet så dobbelthagen forsvinder og suge kinderne ind mod tænderne.

#7 af Girl next door

Jeg kender det også udemærket. Første gang jeg opdagede "mekanismen" var efter at have tabt 8 kg på to måneder og jeg syntes selv jeg var blevet virkelig flot (fra overvægtig til at ligge i toppen af feltet med normalvægtig). Det var også det jeg fik at vide fra andre - at det virkleig så godt ud. Men... da jeg så en dag tilfældigvis kom til at sidde sådan at jeg kunne se mig i et spejl, kunne jeg pludselig se, at ja, jeg havde da godt nok tabt mig, men jeg var altså ikke helt så slank, som det billede jeg havde af mig selv inde i hovedet.

Tror det er rigtigt, at det er lidt samme funktion som anorektikere - bare med omvendt fortegn.
En spøjs ting....

Kan også sagtens nikke genkendende til den med tøjet...at føle sig godt tilpas i noget og så efterfølgende se et billede af en for at krumme tæer over hvordan jeg har set ud...