Bekymret og sulten

#1 af Asta Elise (slettet)

Jeg er temmelig stresset i disse dage og har brug for et godt råd. Selvom jeg er på barsel, er det faktisk mit arbejde, der giver indre uro. Jeg er skolelærer, og lige i disse dage er skolen i gang med den årlige fagfordeling. Der er altid noget "fnidder" i krogene, når vi skal fordele os på klasserne, og det er ikke rart.
Jeg kan mærke, at jeg har helt ondt i maven ved at tænke på, at jeg måske ikke kommer tilbage til min egen klasse, men måske skal være parallelklasselærer i stedet. Jeg er især bekymret over en elev en elev, som har tendens til ordblindhed, som jeg fik godt i gang med at læse, og hvor jeg har glædet mig til at tage fat på staveproblematikken. Det kommer til at knuse mit hjerte, hvis jeg skal sidde i teammøder og høre en kollega beklage sig over, hvor svag eleven er, og hvor negative familien er overfor specialundervisning, når jeg ved, at jeg kan få ham til at blomstre.
I går følte jeg mig bare sulten. Men nu kan jeg mærke, at det ikke er sult, men dårlig mavefornemmelse. Jeg må se, om vi ikke kan komme ud på en god travetur, så jeg kan få ro i kroppen.
Hilsen Asta Elise

#2 af Smiley77 (slettet)

Hej Asta Elise

Åh det er aldrig rart når der er problemer på ens arbejdsplads og jeg kan godt følge dig i det du skriver. Ved ikke lige om jeg har nogle gode forslag for du skriver selv at det nok er en god idé med en god travetur og det tror jeg nu også at du har godt af - så kan du også få tankerne lidt på afstand. Men når der er noget som bekymrer mig får jeg også meget ondt i min mave og det er bare så surt. Håber på det bedste for dig.

Mange hilsner Smiley

#3 af epm

Hej Asta Elise

Det er da surt at gå og tænke på! Kan du ikke kontakte din chef, så han/hun ved, hvor vigtigt det er for dig og drengen? Om ikke andet, for en afklaring? Det er jo desværre noget, der sker, når man er væk, men hvis du kommer tilbage ved skoleårets start, kan du vel også få lov at deltage i planlæningsmøderne nu?

Hvis du ikke kan gøre noget, ville jeg sørge for at tale med nogen, nærmest hvem som helst, for det gør en meget stor forskel at få ord på, så kommer der også noget perspektiv i sagen.

Hvis du fx ringer til nogen, er det svært at småspise imens :o) Spøjst, men det hjælper faktisk.
Eller gå ud på shopping eller bare et sted hen hvor der er mange mennesker......

hilsen
Elsebeth

#4 af Asta Elise (slettet)

Mange tak for jeres svar. Jeg havde regnet ud, at jeg blev nød til at lave et eller andet, så jeg er gået i gang mad at indrette et nyt arbejdssted for mig selv i stueetagen. Så kan jeg nemmere lige lave noget papirarbejde og holde øje med familien imens.

Jeg skrev også en mail til min chef, hvor jeg forklarede ham mit problem, men det behøvede jeg slet ikke at have gjort, for han havde allerede besluttet at jeg skulle tilbage til min gamle klasse.

Det lyder sikkert lidt mærkeligt at man ikke bare kan få klar besked, når man får en snak med sin ledelse, men problemet er, at skoleledere ofte er direkte overordnede for 50 eller flere. Som lærer på gulvet kan man godt forstå den uoverskuelige situation lederen befinder sig i, men man kan også nemt komme til at føle sig overset og misforstået.

Nogle skoler har delt sig op i afdelinger med 20 lærere i hver, men det løser ikke alle problemer, for ofte er mellemlederne lus mellem negle og har det virkeligt elendigt.

Nå - nu skal jeg lige lande igen. Min fagfordelingen ender sikkert fint og jeg bliver glad for at komme tilbage på skolen igen. Jeg har i hvert fald fået det vigtigste på plads. Nu skal jeg bare finde ud af hvordan mit arbejdsbord skal stå...

Hilsen Asta Elise

#5 af bruger slettet

Uh, hvor kan jeg godt forstå dig!

Jeg læser selv til lærer, så jeg kan virkelig følge din bekymring - men det var godt, at du kommer tilbage til din klasse!

Det er sjovt, som når noget i ens liv går skævt, så kan vi ikke styre maden længere?!

#6 af epm

Det var godt, det blev afklaret :o) Hvor kan man dog tit komme til at bekymre sig om noget, der slet ikke viser sig at være et problem.....

Håber, du får glæde af din nye arbejdsplads.

hilsen
Elsebeth

#7 af Kirsten P (slettet)

Det arbejde, det arbejde. Det er faktisk ikke noget der kan give indre uro som det. Man kan hurtigt komme i en ond cirkel, især hvis det også påvirker nattesøvnen, så bliver det særligt svært ikke at trøstespise.

Jeg synes dog du er inde på det rigtige, med at gå en lang tur, eller et nyt projekt det afklarer også tankerne.

Det var dog godt det faldt ud til din fordel, som mor til en ordblind dreng kan jeg også få et helt sug i maven ved tanken om at din elev skulle få en lærer der ikke forstod ham.

#8 af Asta Elise (slettet)

Tak for jeres indlæg. I dag går det meget bedre. Jeg kan mærke at jeg føler mig helt rolig indeni nu.

Jeg tror at "vi tykke" har det lidt ligesom rygerne - indre uro giver behov for at dyrke vores laster. Jeg skal i hvert fald træne at omforme fornemmelsen "lækkersulten" til "dårlig mavefornemmelse" . Jeg ved jo godt, at når jeg spiser mine hoved- og mellemmåltider er jeg ikke sulten, men derfor kan jeg godt have indre uro og dermed et umiddelbart behov for mad.

Lige en sidste ting til tangplante. Jeg tror, du bliver glad for at være lærer. De første år er virkelig krævende, men man vokser med opgaven og efterhånden bliver det nemmere og mere berigende. Jeg går faktisk altid glad på arbejde - eller for det meste.

Og så har jeg en lille opmuntring til Kirsten: I skolesammenhæng ser vi ofte, at læesvage drenge får et "englekys" sidst i skoleforløbet: Pludselig sker der en modning i hjernen, så de er i stand til at gennemskue hvordan man læser, og både læsning og stavning bliver mærkbart forbedret.

Jeg gør meget for at undgå udenadslære i læsning hos mine elever i de små klasser. Jeg vil hellere have, at eleverne kræver mere enkle tekster, end at de bruger deres intellektuelle kapacitet på udenadslære af ligegyldige læsetekster. Min fornemmelse er, at læsning let kan udvikle sig til terperi, når teksterne ikke passer til eleven, og så ryger motivationen og seltilliden. At læse kræver, at man tror på, at man kan se, hvad der står, ligesom det kræver selvtillid at køre på cykel eller svømme.

Hilsen Asta Elise

#9 af Kirsten P (slettet)

ja nu er min ordblinde dreng over folkeskolen. Han er en ung mand på 21 år, men han er dastadig min dreng. P..t er han i Australien.