Hvordan får I støtte fra omgivelserne og af hvem ??

#1 af Marianne starter forfra (slettet)

Hej allesammen

Efter en lille pause herinde fra (pga. ferie) har jeg været til vejning i onsdag og har taget 1,1 kg på på 14 dage. Jeg var hjemme i min ferie, men alle de planer jeg havde lagt, blev kuldsejlet, og så blev jeg i dårligt humør og begyndte at spise mere end godt var og er.

Nå, men det var lige den korte konstatering om min vægtøgning. Kæresten kom og hentede mig fra onsdagsvejningen, og spugte hvordan det var gået, og jeg fortalte at jeg havde taget lidt på - ingen tal nævnt. Og så kom han med det mest ubehøvlede udsagn : "Så må du altså også til at tage dig sammen. Du må love mig at tage dig sammen." Hvad f.... bilder han sig ind, jeg taber mig da ikke for hans skyld. Da vi begyndte at komme sammen vejede jeg 86 kg og jeg er på 75 kg nu. Han kan da ikke tillade sig at sige sådan - jeg synes det i hvert fald ikke, og jeg mugger stadig over det, men har ikke sagt det ham. Han kan endda finde på at sidde og fortælle at han har købt sin frokost hos en bager fordi han ikke GAD at lave madpakke hjemmefra. Og så ved vi jo godt hvad en frokost kommer til at bestå af.

Jeg indrømmer da gerne, at jeg selv er skuffet over at jeg har taget på igen, hvem vil ikke være det. Men jeg undskylder mig da ikke, for jeg ved jo udemærket godt hvorfor jeg har taget på, og kan kun konstatere at sådan er det.

Jeg bliver så stædig når han kommer med sådanne udsagn, han hjælper jo ikke lige frem med det. Han prøver da godt nok at lave rimelig fedtfattige retter, og jeg regner da også min point ud derefter. Men han kan også finde på at sidde og klage over at han spiser for meget og selv er begyndt at have en lille mave (så lille er den nu heller ikke, men den hører heller ikke til de store).

jeg har besluttet mig for, at næste gang han spørger om hvad han kan gøre for mig, så vil jeg sige, at han kan følge pointprogrammet når vi er sammen, så han ved hvad det drejer sig om, han behøver jo som sådan ikke spare på pointene han kan spise så han bare skal holde vægten.

Min søster har også givet mig en lille opsagn, men det er også lidt bedre når det kommer fra hende, for hun sagde bare om hun skulle kommer og bonke mig oven i hovedet, for jeg har jo været under 70 kg i september måned sidste år. Og det var jo altså 6 kg der er kommet på igen. Og der sagde jeg bare "Nej du behøver ikke bonke mig, jeg ved godt hvad der skal til og jeg er igang igen". "okey" lød svaret "Det er godt at høre". Og så var den ikke længere, og så talte vi om alt muligt andet.

Så jeg har ikke så meget støtte fra andre end mine med-vægtvogtere og den støtte er jeg bestemt også glad for.
Min søster spørger altid nogle dage forinden hvis vi skal ud til hende og spise, hvad hun skal servere, og så aftaler vi det på forhånd, så jeg kan have point nok med derud.
Når jeg skal være sammen med kæresten ved jeg aldrig hvad vi kommer til at spise før vi skal igang med madlavningen, og så er det altså svært at planlægge noget som helst, og sådan er det også idag, jeg aner ikke hvad aftensmaden kommer til at byde på, så enten bliver jeg mæt og får et godt måltid mad og ellers bliver jeg ikke mæt fordi det er for fedt.

Undskyld allesammen for mit opkast, men det måtte altså lige ud... og så har jeg endda glemt at nævne jer som mine støtter, for I giver mig lige så meget som vægtvogterne.

Med ønsket om en god weekend til alle

Knuz Marianne

#2 af Asta Elise (slettet)

Kære Marianne

Jeg kan virkelig godt forstå at du er ked af kærestens kritik. Det er helt naturligt - og enhver ville blive ligeså ked af det som du.

At tabe sig er en virkelig barsk process. Ofte er det to skridt frem og et tilbage. Giver man op overfor det store arbejde kan slutresultatet let blive et skridt frem og to tilbage. Så man må bare ikke give helt op - selvom vægten og maden driller.

Jeg er sikker på, du godt selv kan finde ud af at forklare kæresten at han bliver nødt til at planlægge grønt, groft og fedtfattigt, når du kommer. Med hvad med den følelsesmæssige støtte - Hvordan har du brug for, at han reagerer, når du har taget på?

Skal han trøste dig ved at tage dig i biografen? Eller skal han bare se fremad og sørge for at give dig noget mere praktisk hjælp ved f.eks at være mere hos dig om aftenen hvor det er svært - eller servere mere grønt, når du er hos ham.

Fortæl ham hvad du har brug for. Han elsker dig jo og vil gerne hjælpe dig - Lige nu griber han det bare forkert an, fordi han er en mand og kun kan tale mandesprog. Det han allerhelst vil have er at du er glad og lykkelig fordi han har hjulpet dig.

Det hjælper ikke at dine omgivelser bliver vred over vægten. Det hjælper heller ikke at du bliver vred på dig selv. Lige nu har du jo ingen små børn, der holder dig hjemme, så gå nogle lange ture og tag et fodbad, når du kommer hjem. Traveture hjælper med at få klarhed i tankerne.

Hilsen Asta Elise

#3 af Kirsten P (slettet)

Jeg synes det er godt du læsser af herinde, det hele er ikke altid rosenrødt. Jeg tror vi alle kender til uhensigtmæssige bemærkninger. Jeg reagere som regel først med at blive såret og så skal jeg vise dem skal jeg.
Det er ikke sådan at han tror han støtter dig, men bare kommer til at gøre det på en akavet måde?

Efterhånden er det her hos os at vi kun spiser den samme aftensmad, men resten af dagen spiser vi meget forskelligt.

Det er meget min mand der laver mad og jeg må indrømme at jeg på et tidspunkt var godt træt af kogte gulerødder for det var hvad hans fantasi rakte til med hensyn til grønsager.

#4 af Muldebeerg

Heja Marianne!

Hhhmmm...mystisk, jeg var sikker på at jeg havde svaret dig på dette indlæg, men åbentbart ikke alligevel..
Jeg tror du skal ta' dig en stille og rolig snak med kæresten og fortælle ham, hvordan du gerne vil have han skal støtte dig i at nå dit mål. Fortæl ham også, hvordan du gerne vil, han skal reagere når du som her, har taget på. Måske har du tidligere sagt til ham, at han godt må gi' dig en lille skideballe og ja, -det er så det han gør nu. Jeg tror slet ikke, at han ved det sårer dig. -Men når det så er sagt, tror jeg også du skal tænke over, hvordan du tager de ting han siger. -Kan han sagt dem i en "god tone", hvor du så alligevel tager det forkert til dig? Nogen gange er det det små ting der sårer, det ved jeg godt, -men man skal også nogen gange selv tænke på, hvordan man er til at tage imod kritikken. Det er jo rigtigt at du skal "tage dig sammen", at du så føler, at han mener du skal gøre det for hans skyld, er jo selvfølgeligt forkert..
Jeg husker, at han tidligere har været rigtig god til at støtte dig, er det ikke rigtigt? Så prøv at snakke med ham og læs ellers bare af på os andre her i forummet. Ofte er det også nok lige af få afreageret og så ser det hele lidt lysere ud bagefter...

Pøj pøj med det hele, ven..

Knus fra Mulde