Vægttab og lave mål

#1 af bruger slettet

Hej, jeg sad lige og spekulerede lidt over kvinder og deres vægttabsvaner.
Jeg erfarer at der er rigtig mange (især unge) kvinder, der slet ikke har brug for at tabe sig, ikke accepterer en normalvægt men føler at de bliver nødt til at veje det allermindst acceptable.
Hvorfor er det sådan?

det er som om medier osv konstant bombarderer én med slankekure, så man som kvinde ikke føler sig normal medmindre man er på kur!
Alle hylder vægttab i en grad der er så sygelig at enhver kvinde anser et tabt kilo for succes uanset hvad hun i forvejen vejer.

Jeg synes ikke at det er en korrekt tilgang til tingene.
Der bliver lagt alt for meget vægt på bmi og kvinder bliver sammenlignet alt for meget.
Jeg savner at se at kvinder tør være sig selv. Selvfølgelig behøver man ikke at være overvægtig, jeg mener bare at det ikke kan være rigtigt at det ikke længere er velset at have et bmi i midten eller i det højeste af normalen. Det er som om man bliver anset som stor hvis man ikke ligger på det laveste af skalaen.

ydermere undrer det mig at bmi-grænsen er blevet rykket fra 20 til 18,5. Er det for at rumme de nye anorektikere i samfundet eller hvad? Eller er det fordi der er kommet så mange spinkle asiater?

Endnu en undren:
Jeg synes generelt at småpiger svinder ind. Når jeg ser på skolepiger, så ligner de altså ikke min generation mere. Da jeg gik i skole, havde de store klasser i folkeskolen da bryster og hofter og så sunde og velnærede ud og med stærke knogler og muskler.

De piger jeg ser i folkeskolen idag, er så tynde og små at selv niendeklasserne ligner fjerdeklasser. De har nærmest ingen knogler, de har ingen former og de ser syge og trætte ud. og først og fremmest erfarer jeg at ingen af mine veninder spiser noget.

Selv helt små piger i otteårsalderen vejer sig dagligt og konkurrerer om hvem der bruger den mindste tøjstørrelse.

Er det mig der er blevet sindssyg og ser spiseforstyrrelser og vægtfiksering overalt, eller har jeg ret i at er er noget galt i samfundet?

Puha langt indlæg og jeg ved ikke om det er placeret helt korrekt... men jeg måtte bare have det ud :-)

#2 af Frk Jakob (slettet)

Jeg er enig. Jeg følger udviklingen på nærmeste hold, da jeg har en veninde med en datter samt min søster i folkeskolen. Og helt ned i de små klasser er der en sygefokusering på at være tynd. Begge piger springer tit frokost over, ford man skal jo holde sig på lave kcal. Det er en rigtig kedelig udvikling og mange piger udvikler sig slet ikke som de skal.
Selfølgelig skal man ikke være for tyk, men den sygelige tilgang til hvordan en kvinde krop skal se ud, ville jeg gerne se at vi kom væk fra.
Spis sundt, dyrk motion og hver glad for dig selv, er det jeg forsøger at formidle til de unge tøser.

#3 af biologi c

mål: at løbe 5 km, er klaret
mit nye mål 10km, jeg er begyndt.

prøv at fokusere mere på sundhed og mindre på tyndfed...

#4 af bruger slettet

Jeg ved ikke helt hvad det med løbet har med indlægget at gøre, men det er da superfint :)
Jeg er også igang med at lave løbemål for mig selv.

Kan løbe 10km i træk men arbejder på at blive hurtigere, og har lavet mig et program hvor jeg gerne vil kunne løbe 15min med 12km/t. Jeg er ikke en hurtig løber så det bliver svært, men jeg kæmper for det. Pt kan jeg akkurat efter to måneders træning løbe 2x 5min med 12km/t men kun hvis jeg også holder en pause på 10min imellem med 10km/t.

Man burde putte noget mere viden om spiseforstyrrelser ind i undervisningen i folkeskolen så børnene kan blive klar over at det er vigtigere at være glade og sunde. Så de kan nå at se faresignalerne hurtigt.

Der burde være ligeså meget fokus på at undervægtige (selvfølgelig ikke dem der er det naturligt og genetisk), skal leve sundere og komme op på en normal vægt sådan så folk også får opfattelsen af at en vægtøgning kan være ligeså positiv som et vægttab afhængigt af udgangsvægten.

#5 af Frk Jakob (slettet)

Det kan være hun ikke læste dit indlæg, men bare skrev hvad hendes mål var?? :) :)