jeg spiser for lidt?

#1 af asta_riis (slettet)

Jeg har i min oversigt læst at min krop har brug for min 1200 kcal om dagen. Jeg synes dette lyder lige i overkanten og bestræber mig på at spise omkring 600-1000 kcal dagligt.
Er det et problem at jeg ikke spiser mere, for umiddelbart skulle jeg mene at jeg vil tabe mig hurtigere. Har dog hørt at for lidt mad stopper forbrændingen. Findes der nogle her med en smule viden om dette? - på forhånd mange tak :)

#2 af Svira (slettet)

Hejsa.

Hmm altså umiddelbart vil jeg mene at det er bedst at spise minimum 1200 kcal om dagen, netop fordi forbrændingen kan gå i stå, og fordi din krop kommer til at mangle vigtige næringsstoffer hvis du spiser mindre end 1200 kcal om dagen.

Jeg prøvede selv for 5 år siden at tabe 12 kg på 6 uger ved at indtage mellem 600 og 400 kcal om dagen! Med den viden jeg har i dag, kan jeg godt se at det var fuldstændig sindssygt og meget usundt at indtage så lidt. Det kan godt være, at jeg tabte mig meget hurtigt, men til gengæld følte jeg mig meget sløv og var tit tæt på at besvime. Desuden så det heller ikke pænt ud, fordi min hud hang meget, da den ikke kunne nå at følge med vægttabet.

Så jeg vil råde dig til at spise et sted mellem 1200 og 1500 kcal om dagen. På den måde vil du tabe dig gennemsnitligt ½ til 1 kg om ugen. Er det ikke hurtigt nok? I hvert fald er det den metode jeg selv benytter mig af. Det kan godt være at jeg er nødt til at være tålmodig med vægttabet, men til gengæld har jeg det langt bedre mens jeg er i gang med det, end hvis jeg kun indtog mellem 400 og 600 kcal. Det er vigtigt at holde in mente, at kuren ikke må gå ud over ens helbred. Hvis du har det godt under kuren, er der også større chance for at du holder dig til den og ikke falder i undervejs, fordi du simpelthen er ved at dø af sult...

#3 af JK91

det er netop også det, jeg har hørt.
der er mange kure, hvor man så taber 3 kg om ugen - og det er slet ikke sundt. slet ikke hvis man gerne vil nå et stabilt vægttab og ændre
sin livsstil. så 1200 kcal om dagen er fint - man skal jo holde kroppen i gang.

#4 af Anonym

med den viden jeg har fået efter utallige hurtigkure - så er det for dumt at spise så lidt.

For lige så snart du begynder at spise mere tager du det hurtigt på igen - og ofte mere.

Sådan er det altid.

Så vil du tabe dig hurtigt og tage det hele på igen, så er det fint det du gør, men vil du leve et sundt liv, med varigt vægttab, så er det IKKE fremgangen!

#5 af Nillleper (slettet)

Min erfaring er klokke klar.

At spise 600 kalorier til 1000 kalorier medfører på sigt følgende ting:
* Ophør af mens
* Hovedpine - grænsende til migræne
* Træthed
* Modløshed - depressive tendenser
* Kolde hænder og fødder
* Nedsat evne til at tænke ordneligt - og koncenterer sig
* UENDELIG LANGSOMT VÆGTTAB!!!!

Kroppen går i forsvar: "Der er ingen mad.. Jeg skal overleve. Hvad gør jeg? Jeg går i dvale og holder på ALT hvad jeg kan!" Kalorierne, kroppen skal bruge - og som du er i underskud med - kommer altså ikke fra den ikke indtaget kost - men fra systemer, kroppen lukker ned for!

Man kan sagten kører på 600-1000 kalorier over en kort periode, for at skyde et vægttab igang - men at spise sådan i månedsvis, giver ovenstående virkning for mig - og gør, at vægttabet uendelig langtsomt.

Hvis du i nogle dage spiser 600-1000 kcal - og derefter spiser 1600 kcal efterfølgende KAN de få kalorier have den korrekte effekt - men bestemt ikke på sigt.

Den eneste måde, at gøre underskuddet af kalorier størrer, er ved at dyrker noget mere motion.

Pas godt på dig selv!!

#6 af asta_riis (slettet)

tak for de mange råd. Jeg har selvfølgelig sat mit kalorieindtag op, da det vidst var et helt skørt projekt jeg havde gang i der :)

#7 af Anonym

Hej allesammen.

Denne tråd har fået mig til at tænke meget over mit spisemønster, og det virker pludselig som sådan nogle vildt forvirrede tanker, at jeg tænkte, jeg ville skrive dem ned her.
Det skal til en start siges, at jeg har haft nogle problemer med mad gennem en længere periode - omkring et år, sådan cirka. Jeg havde et træls år især den sidste del af gymnasiet, og det lave selvværd, som den oplevelse efterlod mig med, udviklede sig til en spiseforstyrrelse, hvor jeg indtog omkring 300 kcal dagligt, og gerne motionerede for omkring 2500.
Som så mange andre tilfælde af anoreksi endte det i en periode med overspisning/underspisning - i et par dage spiste jeg simpelthen til jeg næsten kastede op af det, efterfulgt af en uge med ekstrem underspisning pga. dårlig samvittighed, dernæst et par dage med ekstrem overspisning, fordi min krop sådan havde brug for mad. Denne svære cirkel varede omkring 3 måneder, hvor intervallerne af overspisning blev længere og længere, og jeg endte med at være tilbage på min startvægt med undtagelse af 3 kg.
Nu finder jeg mig selv i underspisningens vold igen, omkring 600 kcal om dagen, som jeg har ligget på i et par uger nu.
Jeg føler en så herlig styrke ved at føle mig sulten, når jeg går i seng, og når jeg står op samt i løbet af dagen, og jeg har indtil jeg læste denne tråd ikke bekymret mig det mindste om mit stofskifte eller mit helbred i det hele taget. Jeg har tilmed direkte undret mig over en uforklarlig hovedpine og sløvhed, mens jeg har glædet mig over min genfundne styrke og fået overbevist mig selv om, at denne gang vil sulten og selvpineriet ikke gå ud over alle dem, jeg holder af. Denne gang vil jeg være tynd, GLAD og tilfreds.
Men nu læste jeg dette og blev mindet om, at det, jeg gør, er usundt. Samtidig kan jeg bare ikke få mig selv til at spise mere. Jeg ved jo af bitter erfaring, at der er stor chance for, at denne "nye livsstil" med så få kalorier, bilver til overspisning og jeg ødelægger min forbrænding, mit humør og tager det meste på igen. Alligevel er det svært at spise bare 800 kcal om dagen. Det har jeg prøvet i dag, og jeg har det elendigt.
Jeg forlanger langt fra, at nogen har noget som helst svar på min situation, men hvis nogen har lidt kloge ord, støttende ord, nogle råd eller bare en kommentar af en hvilken som helst art, vil jeg være glad :)

#8 af sivet (slettet)

Åhh ha , det er så svært så svært ...du tror glæden og selvtilliden kommer med vægttab...men tro mig , det gør det ikke ( har haft anoreksi i mange år ) Alt det med mad og tankerne omkring kalorier er en biting. Jeg har efterhånden lært , at der er gode og virklige svære ting her i livet...og det er simpelthen en del af det at være til. Det hjælper overhovedet ikke at forsøge at få kontrol over sig selv og livet, ved at kontrolere det vi putter i munden. Jeg er sikker på du er en skøn pige ...som jeg gætter på , er rigtig god til at tage hensyn til andre , men glemmer at være god ved dig selv og gøre det DU har lyst til. Det kan godt være jeg er helt på vildspor her , men mon ikke noget af det stemmer ?Jeg håber af hele mit hjerte du lytter til din indre "gode " stemme og kommer ud af de tankemøstre i tide. Jeg har mistet meget til anoreksien , specielt fordi man bliver så isoleret fra omverden , men selvfølgelig også fysisk .. Jeg er endelig ved at kunne se lys for enden af tunellen , men kæmper stadig. Ønsker alt godt for dig.
Knus

#9 af Nillleper (slettet)

Kære Anonyme

Jeg deler til fulde sivets bekymring.

Hvis der skal findes en lykke i at slanke sig, så kommer den langt mindre fra de tabte kilo - og langt mere fra den øget velvære en SUND livsstil giver. Og en sund livsstil er netop kalorier nok til at systemet kan fungere optimalt. Varieret og go mad - og motion så hatten passer. En accept af, at kroppen har krav på at blive behandlet så godt som overhovedet muligt, hvis vi gerne vil trække på dens ressourcer. Og det vil vi vel! Du vil vel gerne kunne gå og stå. Kunne få børn - kunne koncenterer sig. Kunne bruge de finmotoriske funktioner i fingrene.. tråde en nål .. alle de fantastiske detaljer, kroppen tilbyde dig, hvis du bare giver den, hvad den har brug for!

En SUND livsstil gør, at vi har OVERSKUD til verden omkring os. At vi kan yde mere - og har lyst til at være sammen med mennesker. En anorektisk tilgang til samme, gør jo - så vidt jeg kan forstå - det stik modsatte!

Før - da jeg overspiste og trøstespiste og dermed bragte mig selv i den situation, følte jeg, at min krop stoppede ved min hals. Altså at hovedet og kroppen var to ting, der slet ikke hængte sammen.

For mig -der overspiste, var det eneste, der skulle "fordres" - det eneste, der "skulle have det godt" - hovedet. Dermed var mine smagsløg langt vigtigere for mig, end ernæringsdelen af maden. Jeg nægtede at mærke efter med kroppen. Jeg nægtet at se på, at kroppen var slap, ugidelig, mat, overmæt og ødelagt.

For mig at se, er man som anorektiker på samme måde "opdelt i to". Men i stedet for - som mig - kun at ville hovedet det bedste - så tænker anorektikeren kun på kroppen. At den skal være så lille som muligt. At lykken kommer i, at kroppen nærmest forsvinder. Resultatet er alt andet lige det samme: En krop, der slet ikke fungere efter hensigten!

Sundheden kommer, når krop og hoved følges ad. Når jeg har respekt nok for min krop, at jeg med hovedet giver kroppen, hvad jeg ved, den har bedst af. Når hovedet har respekt for kroppen - og kroppen har respekt for hovedet.

For det meste spiser jeg ernæringsmæssigt korrekt - for at hjælpe min krop til at fungere bedst muligt. Men jeg spiser OGSÅ for at mine smagsløg skal have en oplevelse! Min filosofi er, at når jeg ikke spiser så mange kalorier, så skal de kalorier, jeg indtager, være de for mig aller mest velsmagende!! For jeg vil både have smagen og effekten af maden!!

Min respekt for min krop gør også, at jeg ALDRIG vil give den mindre end de 1200 kcal, den har brug for. (Igår måtte jeg have en smoothie kl. 21, fordi jeg fik regnet mit kalorietal ud her - og kunne se, at jeg fik for lidt!) Min krop er mit tempel!! Og den skal behandles ordenligt.

Hvis jeg holder op med at kysse på min kæreste. Hvis jeg kun brokker mig over ham og er negativ overfor ham - og arbejder aktivt på, at holde ham nede og være ond overfor ham, vil han på et eller andet tidspunkt tænke "Kors en røv min kæreste er: Jeg er daffet".

Hvis din krop var din kæreste, ville den forlængt have forladt dig. Det kan den ikke.. Men på et eller andet tidspunkt, kan den bukke under - og stå af på andre måder, og den fortæller dig allerede så godt, den nu kan, at du misbruger den!! Kroppens signaler skal tages alvorligt!! Det er ikke "heltemodigt" at gå sulten i seng med hovedpine. Det er en mangel på respekt for kroppen!

Når kroppen sultes så markant, som du gør det nu, tror kroppen, at du er en sultende fra afrika. Den gør ALT hvad den kan for at holde på de få kalorier, den kan få fat i. Dermed bruger den IKKE af dine fedtreserver, men sætter andre funktioner ud af spil først. Du mister i længden evnen til at få børn - fordi din overlevelse er vigtigere for kroppen, end din forplantning. De problemer du oplever - f.eks. med hovedpine - kan sætte sig - så du aldrig bliver fri for det igen. Det er "heltemodigt idag" at gå i seng med hovedpine - men helt ærlgt: Drømmer du om hovedpine resten af livet?

Men altså: Du tager dig på INGEN måde effektivt. Og kroppen vil i LANGT højere grad SUGE kalorier til sig, NÅR du en dag vælger at spise flere kalorier. Dermed kan du være sikker på, tage ALT på igen + mere - med mindre du har tænkt dig at spise 600-800 kalorier om dagen til den dag du dør.

Vidste du f.eks. at for at tænke, skal vi have et vis gram fedt om dagen? At fedtet "smørre" hjernen - og at hvis vi nægter kroppen fedt helt og adeles, vil det ganske enkelt gå ud over vores evne til at tænke!

Jeg kan ikke ud fra dit svar se, hvordan du tænker nu. Jeg kan fornemme, at du har ændret holdning. Jeg håber ikke, at min bekymring, er nødvendig.

Men husk endelig at mærke efter indeni: Er det kroppens sundhed, du går efter - eller er du af den overbevisning af "bare et kilo mindre - så bliver jeg lykkelig". Ingen tvivl om, at lykke ALDRIG vil findes i den sidste holdning!

Pas rigtig godt på dig selv. Pas på ikke at ende i mønsteret igen - for det lyder ikke sundt!!

#10 af Anonym

Nu skrev jeg, at jeg ville blive glad, hvis nogen havde et par ord at sige til mig. Jeg må erkende, at det desværre var løgn, da jeg allerede nu har fået to svar, og ikke vil betegne mig selv som glad - jeg er derimod SÅ glad, at jeg er rørt til tårer og sidder med kuldegysninger fra armene og hele vejen ned til tæerne. At I vil tage jer tiden til at give mig sådan nogle dejlige, støttende svar, og at I overhovedet bekymrer jer sådan om et menneske, I aldrig har mødt, det er meget rørende for mig. Især fordi, jeg ikke har haft andre at dele tankerne med, end min kæreste (som er blevet hos mig af den mest uforklarlige grund, jeg i mit liv har måttet forsøge at gætte mig til).
Et eller andet sted er jeg vel godt klar over, at det ikke handler om mad. Men hver gang, jeg prøver at hitte rede i mine tanker, får jeg det bare så dårligt, at jeg med det samme tænker "jeg spiser bare aldrig igen nå!" Og i mine lyse perioder har jeg analyseret mig frem til, hvad der får mig til at tænke sådan:
1) Jeg vil være lille. Min kæreste fortjener en sød lille, glad pige, en rigtig lille fugleunge, og ikke sådan en stor klump, der hader sit spejlbillede. Hvis jeg var tynd, ville jeg være glad og mere givende.
2) Hvis jeg åbenbart er sådan en idiot (jeg ved ikke, hvorfor jeg egentlig mener det om mig selv, det har jeg bare altid ment), så kan jeg i det mindste finde ud af at være tynd, og så kan jeg slå alle andre med dén styrke. (selvom det også forvirrer mig.. Jeg gik ud af gym med klassens højeste gennemsnit på trods af min sygdom - det skal siges, at jeg udelukkende tilføjer denne oplysning for at pointere min forvirring over de tanker, jeg bare ikke kan komme af med. Jeg kan ikke udstå pral)
3) Sulten føles bare så skøn nogle gange. Og tænk, at jeg kan passe de mindste bukser i butikkerne. Nu behøver jeg aldrig frygte at se noget tv-program sammen med min kæreste, hvor alle kvinderne bare er så enormt tynde. Jeg er ligesom dem. Ha.
4) Jeg vil forsvinde. Væk. Jeg har taget både sovepiller og en hel del hovedpinepiller for at forsvinde. Men det her er jo genialt. Man bliver bare mindre og mindre...
5) Jeg vil pine mig selv. Selvudslettelse. Jeg er tidligere cutter, men det er lykkes mig at stoppe efter 6 års cutting, da jeg har talt med en psykolog, mens jeg stadig boede hjemme. (Jeg valgte dog at stoppe med at se hende, da anoreksien kom snigende, da jeg på det tidspunkt ikke vidste, at det var anoreksi. Jeg vidste bare, at det, jeg gjorde, hjalp mig, og jeg vidste et eller andet sted godt, at det var noget, jeg burde tale med min psykolog om, men det kunne jeg ikke få mig selv til. Så ville hun måske få mig på bedre tanker, og det ville jeg ikke. Tænk hvor svagt det ville være af mig bare at fortælle hende, hvad jeg gjorde, og lade hende stoppe mig. Flot at man ikke engang kan finde ud af at være på kur uden at alarmere hele verden? Som om man betød noget alligevel.)
Ja, det er altså svært hele tiden at kæmpe imod sådanne tanker. Jeg er så glad for din forståelse, sivet. Og for dine kloge ord, Nilleper. Den med, hvis min krop var min kæreste, den slog hårdt. På den rigtige måde. Jeg kan huske, hvordan min kæreste har grædt i frustration over mig. Jeg kunne ikke spise med hjemme hos ham, fordi jeg gik sådan i panik ved hvert måltid; jeg lå bare og var vred eller græd i flere timer før aftensmåltidet og syntes, han forældre var nogle fede idioter, der kun serverede fed mad. Og mit had til andre pinte mig nok mere end noget andet. Jeg synes, andre mennesker er fantastiske, for det kan jeg selv huske, jeg altid har syntes. Jeg vil ikke dømme nogen overhovedet. Jeg var et monster. Dét er ikke kommet tilbage (endnu), men den konstante sult er, og jeg spytter nu igen søde sager, kartofler, ris, pasta, brød, nødder osv. ud, hvis jeg prøver at spise dem. Det må ikke komme videre. Og samtidig ønsker jeg bare at ligge om aftenen og mærke mine knogler over alt. Men jeg ønsker ikke at se mine forældre have det mest sørgmodige og bekymrede blik i øjnene igen, når de ser mig. Jeg bor tre timer fra dem nu, og hvis jeg så sådan ud, når de besøgte mig, ville de ikke kunne sove om natten. Det kan jeg ikke byde dem. Men jeg KAN IKKE SPISE.
I skal vide, at jeres støtte og ord har betydet utroligt meget, og jeg vil læse dem hver dag, fordi det er den slags ting, jeg har brug for at blive mindet om hver dag, for at forsøge at komme videre.
Jeg starter på universitetet til september, og jeg VIL turde møde folk, jeg VIL kunne give dem noget og jeg VIL kunne bruge min hjerne.
Igen tusind tak for jeres svar. Og tak for at der er et forum, hvor man kan dele sine tanker.