Spiseforstyrret

#1 af bruger slettet

Jeg har brug for hjælp - jeg vil HELT ud af det her.

Jeg har lidt af en spiseforstyrrelse i flere år nu - endda uden at være helt bevidst om det. Sidste år havde blev jeg nærmest lokket til at blive halv-anoretikker, da mig og min veninde valgte at spise meget lidt. Jeg spiste måske 500 til højst 1000 kcal om dagen. Noglegange kun 100.
Det var sygt. Jeg indså hvad det var jeg var kommet ind i - og stoppede. Jeg begyndte at spise normalt stadig MEGET bevidst om hvad jeg spise. Jeg talte kalorier. Hver dag, hele tiden. Jeg tænkte på mad konstant.

Jeg var meget selvbevidst på min krop, om jeg var fed.
Dette skal siges:
Jeg er omkring 165-166cm høj, jeg har aldrig haft en vægt som pegede på "overvægt" (altså jeg har aldrig haft en bmi på over 25).
Jeg har aldrig været undervægtig.

Jeg dyrker ikke motion.

- Det gik godt i en periode, men jeg var besat af at spise ordenligt. Jeg tabte mig stille og roligt ned til min normale vægt, hvor jeg havde det godt tilpas. Jeg følte mig ikke fed - og var ikke undervægtigt. Jeg vejede 57 kg.

De sidste 2 måneder har jeg lidt af at overspise. Jeg har mistet kontrol. Og har taget 3-4 kg på. Jeg har fået angstanfald - og kan ikke styre mig længere. Jeg er utrolig ulykkelig, jeg har ikke kun taget på men har også øget cm om livet og hoften. Min mave ser giganorm ud.
Og jeg hader min krop.
- Lige meget hvad, så får jeg stadig ædeflip om natten.
Jeg holdte det skjult, men brød sammen, og fortalte det til mine forældre. Og nu prøver vi at finde en løsning.

Jeg har klaret det selv indtil nu - og tro mig det har været utrolig meget værre for nogle år siden. Men nu gider jeg ikke mere.
JEG vil HELT ud af det her.

Det har ikke noget at gøre med at jeg er for tyk eller for tynd. Det er mit forhold til mad. Jeg er ikke bange for mad - men et eller andet sted er jeg bange for at se mig selv fed.
Jeg har været igennem meget - og jeg indså SELV at jeg skulle gøre noget. Og det gjorde jeg, men det lykkeds åbenbart ikke endnu.. da jeg stadig bruger så meget energi.

Suk.. er der nogle som kan hjælpe, så skriv!
Tak.

#2 af veile

Hej med dig

meget svært at hjælpe:-/

Har selv brugt hele mit voksenliv på at skiftevis sulte og voldæde. Tage på , tabe noget af det og tage det hele, og mere til, på igen (you do the math.)

For fem år siden turde jeg ikke længere tabe mig, da det altid endte i endnu flere kilo - kunne ikke BÆRE flere kilo. Der vejede jeg 113Kg.
Da jeg holdt op med at tabe mig holdt jeg også op med at tage på ......

For ca 1 år siden tog jeg så alligevel lidt på (116 Kg) og blev så forskrækket at jeg alligevel gik på slankekur - MEN - denne gang er sulten min værste fjende.

jeg har altid set mig selv som spiseforstyrret, men tror idag at jeg "blot" er Sukker afhængig, og at man bliver midlertidigt sindsyg af at sulte.

Jeg har nu tabt over 40 Kg, uden at sulte OVERHOVEDET. Jeg er stadig ret madfikseret, men spiser en del af det sunde fedt, og tager som regel et lille stykke kage. (skal lige siges at jeg lige nu er på genafvænning, da jeg stille og roligt er blevet for dårlig til at passe på sukkeret efter jul, men jeg ved hvad det handler, så det skal nok gå)

Har vidst i mange år at sukker var min fjende, men formåede først at bryde den onde cirkel da jeg bleve rigtigt forskrækket over øget vægt sidste år.

Hvis du er spiseforstyrret pga. psyken, så er den en lang og sej proces som handler om alt andet end mad, men hvis du som mig er midlertidigt sindsyg pga. sult og måske også afhængig af sukker. Skal du måske starte med at vænne dig af med at sulte, og så sikre at du får masser af sund mad, så føler du måske slet ikke trang til at spise om natten.

Lad være med at tro at det hele vender fra dag til dag. Tag det et skridt af gangen, og ros dig selv for de små sejre. Øvelse gør mester :-)

#3 af bruger slettet

Du er ikke den eneste der har det sådan. Jeg fik for to år siden konstateret anoreksi. Dengang var jeg alt for tynd, men har siden taget på og er blevet normalvægtig igen. Det har jeg det af HELVEDES til med. Jeg kan ikke acceptere pludselig ikke at være den tyndeste lige meget hvor jeg er. Faktisk har jeg flere former end de fleste af mine jævnaldrende veninder.
Mine behandlere vil ikke have at min bmi kommer under 20 igen, men mange af mine veninder har bmi under 18,5 uden at være syge, så jeg forstår ikke hvorfor jeg nu pludselig ikke må være tynd. Jeg kæmper hver dag med at acceptere mig selv og med at få mig selv til at spise rigtigt. Som regel enten grovæder jeg eller sulter. Lidt ligesom veile siger; sult eller voldædning.
Jeg har også bulimi nu, og hver dag kredser mine tanker fra morgenstunden af, om mad, vægt og kalorier og mine dage er en lang kamp imod trangen til ædeflip. Jeg ville virkelig ønske jeg havde en løsning til dig, men jeg mangler selv en. Jeg ville ønske at jeg kunne bruge al den energi som jeg bruger på vægten, på noget konstruktivt i stedet. Men det er ikke så nemt endda.

Men det eneste jeg kan sige dig er at vi må ikke give op! Vi må ikke lade tallene kontrollere os, og vi må lære at elske os selv som vi er i stedet for at gå og være bange hele tiden, for der er INTET værre!
Du er ikke alene om det her, og jeg vil gerne snakke til hver en tid hvis du har brug for hjælp eller støtte.

#4 af antihero (slettet)

Har det på samme måde..
Da jeg gik ud af folkeskolen for 4-5 år siden vejede jeg 45 kg. Tog 2 kg på (virkede som mere for mig) over 2 år og tabte mig så 7 kg på en sommerferie (vejede så 40 kg). Derefter begyndte jeg at få ædeflip og så skære i mig selv. Det blev en irriterende cirkel hvor jeg i perioder sultede mig selv og i andre åd og åd og skar og skar.. Tog først 12 kg på på få måneder. Da jeg blev indlagt (for selvskade) tabte jeg først 4 kg men kom så på ny medicin og tog yderligere 12 kg på.
Da jeg ramte 60 kg her i november blev det for meget og jeg har tabt næsten 10 kg siden da. Er også stoppet med at skære.
Min behandler siger, at jeg ikke må tabe mig mere nu. Men de vil heller ikke have at jeg skære.. Og det er ikke lige sådan at vælge begge ting fra!!

#5 af bruger slettet

hej C.

jeg vil bare fortælledig jeg har det på nøjagtig samme måde. det er som om du fortæller min historie. hvis det er kunne vi måske skrives over mail?

knus isabella

#6 af Lone (administrator)

Jeg ønsker jer alle det bedste - hvilket i dette tilfælde for mig at se er et godt forhold til mad.

Men hvad er et godt forhold til maden?
- Det er ikke altid, at man selv kan se det, selvom man tror man ved det.
- Måske ved man blot, at man ikke har et godt forhold til maden men ved ikke, hvad man kan gøre ved det.

Jeg vil anbefale jer at kontakte Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser og Selvskade. De findes på adressen: spiseforstyrrelser.dk De er professionelle folk, som vil jer det bedste og står klar til at hjælpe.

De har både telefon-, mail- og personlig rådgivning.

Følgende oplysninger er klippet fra deres side under "kontakt":
Anonym telefonrådgivning 7010 1818 (Mandag til torsdag kl. 18-20)
Anonym mailrådgivning (send en mail via en kontaktform på hjemmesiden)

Det kræver, at I selv tager kontakten til de personer, der sidder ved telefonen/mailen og gerne vil hjælpe jer.

Jeg håber virkelig, at I vil overvinde den eventuelle frygt, I kunne have for at ringe den første gang. Giv dem en chance for at hjælpe jer - og ikke mindst, giv jer selv en chance for at tage imod deres hjælp.

Jeg håber ikke, at denne besked på nogen måde giver anledning til mistolkning. Der skal ikke være tvivl om, at den er skrevet i min bedste mening til alle.

Mvh Lone

#7 af antihero (slettet)

LMS er sgu meget flinke. Har haft 3 forløb i deres støttegruppe og holdt oplæg for 25 af deres rådgivere.