sygemeldt ved opstart men nu er det tid til at starte på jobbet igen

#1 af mrs credible (slettet)

Jeg er lidt nervøs for opstarten på jobbet fordi jeg arbejder som nattevagt på en kirurgisk afdeling og vi ofte har for vane at bruge lidt tid på at hyggespise midt på natten og kage/slik/hvidt brød ofte er hovedingrediensen.

Jeg håber at den viljestyrke jeg har mestret herhjemme vil forsætte på jobbet, men jeg er lidt nervøs for at blive demotiveret pga af jokes om min vægt og min forhenværende hang til søde sager.

Jeg er normalt en meget viljestærk person, men jeg hr en rigtigt dum brist....-jeg vil så gerne have at folk kan lide mig.... jeg er frygteligt nervøs for at folk synes jeg er underlig eller for at føle mig udenfor.

Det er ret tåbeligt ved jeg godt for jeg er 32 år gammel og burde være kommet mig over barndommens "traumer", men lige den uvane er svær at "kicke"

Samtidig er jeg også bange for at mislykkes fordi min mand så vil sige, næste gang jeg overvejer et vægttab, at det jo nok ikke holder alligevel

#2 af Superwoman

Håber da du har nogen omkring dig der støtter dig i vægttabet når nu ikke det lyder som om din mand er helt med på det. For det er sgu svært at stå med det hele selv.Men ellers er der jo os herinde på madital - vi ved i hvert fald hvad det vil sige at slås med kiloerne!

Omkring dit job - jeg vil forslå dig at spise din aftensmad så tæt på tidspunktet hvor du skal afsted på job - den måde skulle mætheden holde sig længere. Jo mere mæt man er af de sunde ting, jo mindre har man lyst til de usunde ting. Jeg ville også pakke en gottepose med sunde ting som du kan guffe mens de andre sidder med deres usunde ting. En pose med f.eks. et par skrællede gulerødder, vindruer, æble - ja hvad du nu kan lide af sunde ting. Det kunne faktisk også godt tænkes at der sad nogen og tænkte det samme som dig og egentligt gerne villle noget andet end alt det usunde. Måske kunne der laves en frugtordning hvor I skiftes til at tage god frugt med.

Og husk - det er ikke altid dårligt at svømme mod strømmen. Tænk på at du faktisk gør noget aktivt for at blive sundere, gladere og føle dig bedre tilpas. Det skulle da gøre enhver stolt af sig selv - og det kan du roligt være. Tænk på det når de spydige bemærkninger falder (hvis de overhovedet gør det).

Held og lykke med det - jeg er sikker på at du nok skal klare den.

#3 af sqzee (slettet)

Alt hvad Superwoman har sagt er jeg helt med på!

Husk at DU ER SEJ. Det er du jo, at sætte sig for sådan et projekt uden alt muligt hjælp udefra. Du har madital, og du har digselv, så det er da godt klaret!

#4 af mrs credible (slettet)

Ikke at jeg skal undskylde på hans vegne, men min mand har altså en ok undskyldning når det kommer til at være en manglende støtte når det kommer til vægttab.

Han er opdraget til at mene at mad er en ressource der skal udtømmes og helst på en formiddag....Hans mors motto er "bare fordi man ik er sulten er det ik nogen undskyldning for at lade være med at spise".

Faktisk bliver man betragtet som uhøflig hvis man ikke spiser mindst 2portioner og desert og kage når man besøger folk i hans familie.

Han har altid syntes at jeg var lidt underlig og pinlig når jeg valgte at der ikke behøvede at være 20 forskellige slags pålæg, 1liter is pr. person og mindst 3 slags kage og noget slik når vi har gæster.

Gennem årene er han dog begyndt at acceptere at det nu er sådan at jeg har en anden opfattelse af mad end han og han nok ikke kan ændre på det.

Faktisk er han nået så langt som til at acceptere at slik ikke hører til hverdagen men til lørdag aften og festlige lejligheder.

Når alt det er sagt så er han en fantastisk støtte lige nu og accepterer at det er svært for mig når han spiser slik og kager og jeg sidder med frugt, grønsager og nødder.

Jeg er meget glad for den støtte man kan få herinde for det kan godt være frustrerende nogle gange at andre ser ned på en når man vil tabe sig, specielt når det er familien der gør det.

Og så er det super at se man ikke er den eneste der slås lidt med omverdenen.

#5 af sqzee (slettet)

Det ER rigtig svært når man ikke har så meget støtte hjemmefra. Folk vil gerne have man taber sig, men de gider bare ikke se på processen. Jeg måtte næsten ikke engang købe en vand i stedet for en kakao uden min veninde kiggede bekymret på mig...

#6 af Muumin (slettet)

*blinker*
"Når alt det er sagt så er han en fantastisk støtte lige nu og accepterer at det er svært for mig når han spiser slik og kager og jeg sidder med frugt, grønsager og nødder."

Undskyld... din mands støtte består i at han ACCEPTER at du synes det er svært at holde dig til det sunde når han sidder lige foran dig og propper sig med guf?!!!
Jeg håber at han støtter på en anden måde også - altså rigtigt. Helt ærligt så synes jeg godt du kan forlange en smule mere af ham. Og vordan ser han selv ud? Hvis han spiser de mængder du taler om, kan han da heller ikke være et nips?
Jeg synes Iacob havde fat i noget af det rigtige: Hun lokaliserede at det var chips der var hendes store Waterloo og bad hendes mand om at han gerne måtte spise alle de chips han ville, bare det ikke kom ind i huset.
Jeg mener: prøv lige at vende detteher om: Det er DIG der har fat i den lange ende. Det er DIG der har indset, at hvis du vil leve et godt (og langt) liv, så er det nødvendigt at blive lettere og omlægge kosten - for good. Det er du allerede i gang med og har fået gennemført at slik trods alt kun er en sjælden forteelse, men helt ærligt: hvis det er dig der laver maden (og der er det nok), ja så er det dig der bestemmer. Hvis han vil have anden mad, være federe og leve kortere, så er det strengt taget hans egen sag (desværre), men han kan ikke forlange, at DU skal tilpasse dig HANS usunde vaner.

Jeg tænker, at du lyder som en jeg kender, nemlig mig selv: Din dybeste skræk i livet, når alt kommer til alt, er ikke at være elsket. Hvis det er sandt (test evt. hvad type du er indenfor Enneagrammet på thinkaboutresults.dk), så forklarer det hvorfor det er så vigtigt hvad andre tænker om dig og hvad du gør/ikke gør. Tænk lige lidt over det et øjeblik: i virkeligheden giver du andre mennesker alt for meget magt over dine tanker, dit vægttab og i sidste ende velbefindende og livslængde. Se lige på perspektivet og proportionerne her.

Og så se lige på dig selv: Du er kommet så langt som til at indse at for at få det liv du vil have, må du gøre noget - og så går du i gang. Du gør det ikke helt nemt for dig selv, men hvis du tør skære igennem og særligt, som andre her også skriver VÆRE STOLT af dig selv, så har du alle muligheder for at blive en endnu bedre og slankere version af dig selv!

Held og lykke, du gør det GODT!

#7 af bruger slettet

Egentlig tror jeg ingen af vores nærmeste har noget imod at vi vil tabe os.

Det der sker for mange af dem er at det prikker til deres egen dårlige samvittighed. De bliver ilde berørt fordi de jo godt inderst inde ved at de også burde tage sig sammen for at få et bedre liv og en flottere krop.

Samtidig kan nogle af vores allernærmeste blive bange for at vi i forvandlingsprocessen ikke elsker dem mere. Hvis den tykke veninde pludselig forsøger at sabortere dit vægttab, så er det ikke fordi hun vil sabotere ved at komme med kager. Det er måske fordi det er sådan hun kender dig bedst, og hvis du ikke er den du plejer at være hvem er du så, og vil du stadig have noget med hende at gøre når du ikke selv er tyk længere. Vores kærester/mænd kan nemt sidde med den samme skræk om at når vi er blevet slanke lækre sild så kan vi ikke lide dem mere. Måske finder vi en anden bedre, tyndere, og yngre model.

#8 af Muumin (slettet)

Det tror jeg du har 100% ret i - var også min tanke da jeg skrev ovenstående.

Men måske det er nødvendigt at have en snak helt oppe på dette overordnede meta-plan med sine nærmeste? Spørge helt ind til deres tanker, følelser og forventninger, ja i det hele taget forventningsafstemme projektet.

Forhåbentlig skulle det jo være sådan, at mennesker der holder af hinanden også ønsker det bedste for hinanden. Og det er altså en ærlig sag at sige "jeg ved godt at du har besluttet dig for dette, og det støtter jeg dig sådanset i, men jeg kan altså ikke overskue selv at skulle gøre noget ved det". Det er ikke dte optimale, men dog en ærlig udmelding.

Sålænge man ikke decideret saboterer en der er i gang med at tabe sig (ved fx. at købe og spise usunde ting i vedkommendes nærvær), jamen så har vi alle naturligvis ret til at gøre og lade som vi vil - synes jeg.

Igen, forudsat at vi holder af hinanden naturligvis...