De sidste kilo er de sværeste fordi..... eller "Kender du det?!"

#1 af Ahimsa (slettet)

Det er almindelig kendt at ”De sidst kilo sidder bedst fast” når man slanker sig. Det har også været tilfældet for mig de 3 – 4 gange jeg har forsøgt at tabe de 10 overflødige kilo.
Kigger man i litteratur omkring fysiologien er der mange forklaringer – kroppen holder på de sidste reserver, stofskifte og meget andet.
Men, gennem lidt soul – searching har jeg fundet ud af hvad grunden er for mig – det er ikke kroppen, men hovedet det er galt med - så at sige! :-D
Jeg har nemlig ikke skulle tabe så meget, så alle disse fysiologiske faktorer skulle træde voldsom i kraft, og eftersom jeg for nyligt er blevet optimalt medicineret for min sygdom skulle jeg bedre end nogensinde kunne tabe disse kg – alligevel er der ved at ske det samme som de sidste gange…. Jeg er næste i mål, og så stopper fremskridtet!
Jeg har så kigget lidt på det, og det er gået op for mig, at det med ikke at nå i mål, er en generel tendens i mit liv; jeg skal her i flæng nævne:
(1)Jeg er på en uddannelse som er normeret til 5 år – jeg tager første del på normeret tid, men det sidste år af uddannelsen, har jeg foreløbigt fedtet rundt med i 5 år (sammenlagt siger status pt. 10 år på uddannelsen!). Og nu hvor enden nærmer sig og alle snakker om at jeg skal holde kandidat-fest mener jeg ikke det er nødvendigt.
(2) Jeg var proceskonsulent på et projekt, som var meget forvirrende for deltagerne. Jeg fik systematiseret alt fra intern kommunikation til budskaber udadtil og desuden skabt ensretning i forhold til mål med projektet. Derefter tænker jeg, at nu var der ikke mere for mig at gøre i projektet. Flere år efter finder jeg ved en tilfældighed ud af at det var rigtig godt det jeg lavede. Jeg snød mig selv for evalueringen inden jeg smuttede.
(3) Når jeg svømmer eller løber aftaler jeg ofte med mig selv, at mit mål for i dag er 1 time eller en bestemt rute. Så har jeg en tendens til at svømme 55 min eller at smutte indenom træerne på ruten, så jeg når jeg kommer hjem alligevel ikke er tilfreds med mig selv.

Jeg kunne komme med mange flere eksempler på hvordan jeg snyder mig selv for at ”nå i mål”, men nok om det, for nu har jeg tænkt mig grundig om og besluttet, at jeg i det nye år vil belønne mig selv, ved at handle så jeg får min belønning!!
Eftersom jeg er vokset op i jantelovens svar på Mekka (Mors) og med psykisk syge forældre, kan man roligt sige, at der ikke har været fokus på succes og positive mål, men det vil jeg lave om på. Denne gang vil jeg helt ned i detaljen lade ting lykkes for mig. Konkret her på MadiTal ved at sørge for at jeg hver dag har det underskud jeg skal have (ikke bare lige 10 kalc for lidt) og jeg vil være med på onsdags veje holdet så jeg kan få lov at opleve ”sejrens rus” når jeg har tabt mig en gang i ugen og jeg vil løbe og svømme så jeg er tilfreds med mig selv.
Jeg ved ikke om der er andre der kan kende det, men ellers håber jeg det kan være inspiration til andre om at grave dybt for at finde ud af ,hvorfor projekter ikke lykkes – det er gravearbejdet værd kan jeg sige efter 50+ timer hos min psykolog ;-)

#2 af iakob

Mit problem har ikke været det samme som dit - men jeg vil lige sige (igen) at soul searching, som du kalder det, nok er nødvendig for størstedelen af de overvægtige for at få et varrigt vægtab. Flot at du er kommet til erkendelsen og har valgt at agere derpå.

Jeg gik i øvrigt på gymnasiet på Mors :-)

#3 af Easy (slettet)

Hej Ahimsa
Dit indlæg fik mig til at tænke, at JO jeg er en af dem der kender det! Jeg har endda en åbenlys tendens til ligefrem at SABOTERE mig selv, umiddelbart før jeg "når målet"
Jeg tror, at det for mig har noget at gøre med, at jeg er bange for at OPDAGE, at livet jo alligvel ikke bliver perfekt ved at jeg taber mig det jeg ønsker. Jeg går nok og har en forestilling om at når jeg kommer ned i vægt, bliver jeg lykkelig - men er sgu intelligent nok til at vide at det handler om mere og andet , jeg har bare ikke lyst til at grave i den del...... så min teori er nok, at jeg ubevidst skynder mig at sabotere mig selv lige før jeg når målet, tager på igen og kan så IGEN fokusere på at VÆGTEN er mit problem...... gir det mening?
Kender mange, der har en variant af overstående, der går ud på at hver gang de når vægtmålet - sætter de et nyt og lavere mål. Ikke fordi det nødvendigvis er nødvendigt, men de opdager bare at HOV, det hjalp på noget, men ikke på det hele - ergo må der lidt fler kilo til før de bliver lykkelige. I sidste ende er det jo ikke vores ydre men hvordan vi har det i det indre der er afgørende.
Det du beskriver er vildt godt og ærligt og sikke en kæmpe selvindsigt og indrømmelse du kommer med. Håber din soul searching hjælper dig i fremtiden og ønsker dig held og lykke med det hele (vægttab som uddannelse)
Hilsen Easy

#4 af Ahimsa (slettet)

iakob (jep du kan sætte kryds i kalenderen, det er første gang jeg ikke skriver Jakob): Sjovt at du har boet på Mors - jeg flyttede derfra for snart 17 år siden og har valgt ikke at vende tilbage, men har stadig min familie der, så kommer da af og til til hjemstavnen ;-)
Men jo at grave lidt dybere er nok nødvendigt for mange - ikke bare i forhold til vægt men i forhold til mange ting som ikke lykkes som man syntes det skulle ;-)
Easy: det giver 110% mening. Hvis det at blive lykkeligt "kun" handlede om at få ligningen (kalc. indtaget) - (kalc. forbrændt) til at blive 0 eller mindre, så var der nok en del flere som var lykkelige!!!!
Men at erkende at denne ligning ikke er de vise sten kræver meget mod, for så skal man jo til at finde den der enorm lange, besværlige, dyre, hårde vej som til tider gør ondt for at blive glad for sig selv og sit liv!
Og når man så kommer dertil (eller er godt på vej) opdager man, at det er som Steven Tyler fra Aerosmith synger i Amazing "Life is a journey not a destination". Så er det op på hesten igen og finde ud af hvad man så skal.
Jeg prøver at nyde hver dag og prøver kun at sætte mig mål som jeg kan have det nogenlunde sjovt med at nå. Jeg tror nemlig ikke på de gamle ord om at tjene til brødet i mit ansigts sved og føde børn med smerte - jeg tror gerne at man må se lidt mere positivt på livet og ikke på forhånd antage at det er en vandvittig hård kamp. Der er da også kommet smertelindring til kvinder der føder ;-)
Så jeg har valgt en blød mellemlanding til jeg tåler den barske sandhed - selvbedrag kan være gavnligt i små mængder *griner*

#5 af Ahimsa (slettet)

Og forresten.... det der med at sabotere som du kalder det. Det kender jeg godt. Man skal absolut ikke glemme hvor trygt og dejligt det kendte kan være, og hvis det man kender og er trygt ved er ikke at nå sine mål, så kan man lave de underligste tankerækker og handlinger for at få den tryghed!
Bare lige en lille tankestreg ;-)

#6 af slank2008 (slettet)

Ja det kender jeg godt. Jeg sabotere ubevidst mig selv - jeg er min egen værste fjende. Jeg er ved at læse en bog om økonomi og skulle svare på spørgsmål. Pludselig gik det op for mig at alt sjovt og godt for mig er forbudt og bør ske i det skjulte og det er ikke tilladt at have det dårligt psykisk. Sådan var min barndom. Når jeg ville følge en drøm (mål) blev det nedgjort og jeg blev nedgjort og jeg opgav.

Selv om jeg er voksen nu lever jeg stadig på den måde men det er min indre stemme der har overtaget min mors stemme. Selv om hun prøvede ihærdigt at forhindre mig i at tage på gjorde jeg det (ikke så meget som senere men alligeve) og det var derfor det eneste jeg fortsat gjorde mod hendes vilje og det er måske derfor jeg i dag stadig har et vægtproblem. Det er det eneste jeg kan 'kontrollere' så at sige.

Jeg er ved at finde mig selv, finde nogle drømme der er mine og finde mit mod til at følge dem uanset hvad. Jeg var så tæt på at begå selvmord lige inden jeg fandt madital. Jeg stoppede lige i sidste sekund med en utrolig tanke: jeg har intet at miste nu så hvorfor ikke bare springe ud i det og gøre et forsøg på at få det liv JEG ønsker mig. Hvis det ikke lykkes har jeg ikke mistet mere end jeg var ved at tage fra mig selv (livet).

Da det at tage på i vægt åbenbart er min eneste virkelig 'kontrol' vil jeg derfor starte med at få virkelig kontrol over vægten og få vægten ned.

#7 af KarinaHadsten (slettet)

Slank 2008: Hold da op - det var hård kost.

Det er da virkelig en stor beslutning du der har taget og den helt rigtige. Ikke give op. Tag kontrol over dit eget liv - det er dit ansvar nu - ikke din mors.

Få al den hjælp du har brug for. Meget kan du jo få her. Men jeg håber da også at du snakker med nogle omkring dine problemer.

Jeg håber virkelig du finder den støtte der skal til for at gøre dig glad for livet igen.

De varmeste tanker - Karina

#8 af Ahimsa (slettet)

Hej Slank2008 - hvor er det en stærk beretning. Det er super at høre at du har besluttet at bestemme over andet end din vægt.
Det lyder som om at det har været godt at have noget "for sig selv" indtil nu. Jeg tænker lidt på Søren Pilmarks rolle i "Blinkende Lygter", han bliver ved med at sige: "jeg vil have mit eget sted" og det får han, men indtil han er 40 år gammel er det noget destruktivt, først der får han det vendt til noget positivt, fordi han bliver bevidst omkring det. Filmen kan SELVFØLGELIG anbefales ;-)
Måske er det i år du vender "dit eget sted at bestemme" til noget positivt, for jeg må sige at hvis du er lige så vedholdende på det du vil nu, kan det jo kun gå godt ;-)
Alle med mødre ved jo hvor vedholdende de kan være, så du må også have en del kampånd ;-). Så fat mod og jeg håber at jeg via siden her, får lov til at følge lidt med i din forvandling - yderst som inderst ;-)

#9 af slank2008 (slettet)

Karina: tak, jo mødre mener det jo godt men det kan komme ud forkert. Og ja, som voksen er ens liv ens eget fulde ansvar at få det bedste ud af det. Sommetider er det nok lettere at fortsætte en dårlig cirkel der er det velkendte end at bryde ud og tage en chance og faktisk tro på sig selv.

#10 af slank2008 (slettet)

Ahimsa: den film kender jeg ikke men den lyder god, tak