Jeg kender det som tilbagefald til ligegyldighed. Det kommer ofte ved stress. Jeg arbejder hjemme og har en regelmæssig hverdag, men ind imellem har jeg ret travlt, og så bliver jeg lynhurtigt stresset. Min tærskel er meget lav, sikkert fordi jeg tidligere har haft en periode med alvorligt stress. I disse perioder lever jeg fra hånden og i munden, og har et stort behov for sødt og varmt og fedt og salt. Jeg kan ikke overskue at motionere, for jeg har jo travlt. I dag røg jeg af sporet over en opgave jeg skulle have gjort færdig i går, og en til der venter.
Jeg tror på vanens magt, og prøver at indføre flere og flere gode madvaner. Selv i dårlige perioder spiser jeg alligevel det sædvanlige (sunde) til morgenmad. Jeg overspiser ikke til måltiderne. Jeg spiser stadig de fuldkornsprodukter jeg har indført, og spiser også frugt. Jeg orker ikke at tilberede grønsagsmad, men kan måske vælge en købesuppe i stedet for købepizza, drikke vand i stedet for sodavand o.lign.
Men det vigtigste er nok at jeg fører dagbog og derfor reflekterer over hvad der sker med mig. Det kan få mig til at 'snappe ud af det' igen. Jeg har også en liste hængende, som minder mig om hvad jeg har på min personlige dagsorden. Nogen forstår slet ikke det behov, men hvis jeg ikke minder mig selv om hvad JEG vil, kommer jeg lynhurtigt til at bruge min tid på at danse efter nogen andres pibe.
Måske ved du alligevel godt hvad det var der skete.
#2 af SiriS (slettet)
Er der nogen af i andre der kender til dette, hvad gør i og hvad tror i der ligger til grund for at det pludeslig er ukontrollerbart (sådan føles det ihvertfald)?
Nå, men er som sagt tilstede igen og vil igen kæmpe som en gal:o)
Madmor1