Overspisning pga af svære følelser

#1 af GLB (slettet)

Min søn kom hjem med bidemærker i arm og hånd fra dagplejen igår. Jeg kunne slet ikke håndtere mine følelser, jeg var så ked af det over at han var blevet bidt,og jeg var rasende på dagplejeren over, at hun ikke havde hverken set eller hørt at han kom galt afsted. Hvor ukompetent. En ting er at børn bider, det gør de jo af og til i frustration, men at hun ikke har været til stede da det skate, det piner mig - for hvad fanden har hun så lavet? Man kan ikke undgå at høre min søn græde, når noget gør ondt på ham. Og hvorfor er børnene alene sammen med mulighed for at komme galt afsted? Hvorfor har hun ikke sat dem i hver deres stol eller noget? Uh!! Frustration!
Alle mine følelser og tanker tog overhånd i går,og jeg spise både kage og is til den fødselsdag vi var inviteret til,til trods for at jeg havde besluttet mig for ikke at spise noget af det.

Åh jeg skal altså lære at føle i stedet for at spise.

#2 af sqzee (slettet)

Jeg tror der er mange der kender det. Jeg bekæmpede også virkelig trængen til at tage noget sødt i går da fyren jeg ville have opførte sig som et røvhul ligeud sagt. Men det gjorde jeg ikke for jeg tænkte nej, jeg bliver bare federe og det er ikke den rette måde at tage et nederlag, jeg skal have oprejst pande og ikke lade det påvirke mig.

Din situation er lidt noget andet kan jeg godt se, kan sagtens forstå du er vred og ked af det, fordi du sætter dit barn i en andens hænder og derved stoler du enormt meget på dem, og så bryder de det ved ikek at se ordenligt efter ham. Prøv at overspise i grøntsager så, man kan virkelig godt blive mæt af dem uden at det er den store ulykke kaloriemæssigt, og så kan man sidde og tankeløst gnave i det.

Du kunne også helt lade være med at overspise og dyrke noget motion for at komme helt af med din energi. Så længe du har lært af det nu og kan takle dine følelser bedre en anden gang :)

#3 af KarinaHadsten (slettet)

Åh jeg kender den godt - man har lidt ondt af sig selv eller er rasende og så ryger der lige noget ind som ikke var planlagt og det er sjældent ret sundt.

Det bedste man kan gøre er at komme dertil at man når at spørge sig selv om det virkelig er nødvendigt. Altså lige stoppe op - det er tit der det allerede går galt. Vi når slet ikke at stoppe - propper bare i hovedet for det er jo SÅ synd for os eller det hele er bare SÅ træls. Men hvis man kan nå at stoppe op og så diskutere med sig selv om hvorvidt det nu er nødvendigt at spise det her. Og vi ved de her tidspunkter vil komme, hvor vi er ved at overbevise os selv om at det da er HELT I ORDEN at vi spiser en masse chokolade/kager/is/junk. Men fordi vi VED det kan vi også forberede os på det. Det handler om at komme igang med den her diskussion med sig selv om hvorvidt det er nødvendigt. Og så handler det om at have alle argumenterne klar for hvorfor det IKKE er OK:

- Jeg vil ikke spise det her fordi jeg har brug for det - det er fordi jeg ikke har det godt lige nu.
- Jeg får det ikke en pind bedre af at spise det her nu.
- Hvis jeg spiser det her, vil jeg fortryde det bagefter.
- Hvis jeg giver efter hver gang jeg lige har lidt ondt af mig selv taber jeg mig aldrig.
- Hvis jeg står imod nu kan jeg tillade mig at tage et godt stykke chokolade/kage i aften.

osv. osv.

Det er bare med at ha argumenterne på plads. For inde i hovedet er der helt automatisk også nogle modargumenter klar.

Ved ikke om du kan bruge det - jeg har brugt det med held flere gange. Jeg har diskussioner med mig selv flere gange dagligt for tiden.

Og så i øvrigt. Træls med den oplevelse med dagplejen. Du må konfrontere hende med det i morgen. Kan det være en forglemmelse fra hendes side at hun bare ikke har fået sagt at det var sket? Det er noget skidt med den mistillid det uundgåeligt skaber. Det er bare så vigtigt at vi føler os trygge når vi afleverer vores børn. Jeg håber at du får en god snak med dagplejemoderen og det hele ikke er så slemt som det ser ud.

#4 af GLB (slettet)

Hej Karina
Jeg talte med dagplejemoderen både igår og i dag. Jeg opdagede at Christian havde nogle røde mærker på fingrene, da jeg hentede ham,og spurgte hvad der var sket. Det vidste dagplejemor ikke noget om - Christian havde ikke været ked af det..
Da vi kom hjem fik jeg lov til at kigge ordentligt på det, og kunne tydeligt se at der var to bid i hånden og jeg opdagede et helt rundt og tydeligt bidemærke på hans arm. Så ringede jeg til hende og fortalte det - hun holdt på at hun ikke havde hørt ham græde, og at hun syntes det var underligt at han ikke havde protesteret.
Jeg synes det er endnu mere underligt at hun ikke har hørt det, for min søn græder meget højt, hvis noget gør ondt!! Så det signalerer overfor mig, at hun ikke var til stede,og at hun lader børnene være sammen selv i kortere eller længere perioder. Hvor hun jo bør sætte dem forsvarligt fastspændt i en højstol, hvis hun går fra dem et øjeblik, så de ikke laver ulykker, kravler op eller kommer i strid med hinanden. Det gør min faste dagplejer.
I dag gled hun fuldstændig af på min konfrontation,men hun kunne dog sagtens se, at det var bid. Uh!!

#5 af KarinaHadsten (slettet)

Hvor er det bare en træls situation, men hvor blev jeg glad da jeg læste at hun ikke var din faste dagplejer. Hvor længe skal din søn være der endnu? For så er det jo bare at få sagt på kontoret at du har mistet tilliden til den dagplejemor og at du gerne vil ha tilbudt andre gæstesteder fremover. På den måde kan du også få fortalt på kontoret om den oplevelse du har haft, så de er opmærksomme hvis der skulle komme lignende henvendelser. Mere er der nok desværre ikke at gøre.

Jeg elsker dagplejekonceptet, men uha der er også meget skrøbelligt omkring det. Specielt den med kontrollen.