Hvordan får man sin familiens opbakning?

#1 af Anonym

Jeg har en del problemer med at få min familie til at forstå, at jeg forsøger på at tabe mig. Min mor er sukkerafhængig, har altid slik liggende og køber hvidt brød. Værst af alt er, at hun konstant tilbyder det til mig. (Jeg bor stadig hjemme).
Min far og hans kæreste, som jeg besøger cirka en gang om måneden har jeg det samme problem med. På trods af, at de selv ofte er på kur, så må jeg ikke nøjes med en portion mad. Samtidig brokker de sig over, hvis jeg ikke vil have noget på krydderbollerne (pålæg/smørelse) ved morgenmaden.
I årevis har jeg måtte høre for, at jeg burde tabe mig. Men nu når jeg endelig gør det, så virker det som om, at mine forældre er fuldstændig opsatte på at ødelægge det for mig (hvor mærkeligt det end lyder).

Så mit spørgsmål er, hvordan får I venner og familie til at acceptere (og måske endda støtte op om) det?

#2 af Belfast (slettet)

Jeg har gjort det på den måde at jeg har fortalt så mange som muligt at jeg er på "kur".
Jeg har spurgt veninder og familiemedlemmer om de har lyst til at motionere med mig. Det kan også være at gå en god tur.
Vi har også forskellige ting her i huset som kan lokke men jeg har sagt at jeg ikke vil tilbydes noget, men vil til gengæld heller ikke høre noget for det hvis jeg spiser noget af det alligevel.
Det er svært at være den eneste i huset der er på kur.
Jeg tror det er vigtigt at få fortalt hvor vigtig en beslutning det er for en at starte på en kur.
Når man så kan fortælle at der sker noget på vægten så kan det jo være de bliver interesserede og vil støtte mere op.
Mit råd er at fortælle hvor stor en beslutning det er for dig og hvor vigtigt det er at de alle bakker dig op i det du gør.
Min historie ligner din og jeg fik ikke gjort noget ved det da jeg boede hjemme og det har resulteret i at jeg nu har fået sukkersyge!

Held og lykke.

#3 af sqzee (slettet)

Jeg er så heldig at jeg har en meget støttende mor. Hun og jeg køber ind og jeg får lov at få de gode grøntsager og ting jeg vil have. Hun gemmer endda de usunde ting hun vil have til sigselv så jeg ikke ved de er der! Hun er generelt ret ligeglad med mad og gider ikke lave det, derfor har mine madvaner før ikke været fantastisk gode. Min far bor ikke med os i øjeblikket, men når han gør spiser han aldrig når jeg spiser, men han har fået ind i mig at brød og mælk er fantastisk (hvilket det jo ikke er, der er mange kcal) men han har også altid lavede mad med grøntsager og sådan såe...

Jeg har et stort problem med en svært overvægtig veninde som jeg flere gange har tilbudt at motionere med og lign efter jeg kom på 'kur'. Hun prøver at sabotere mit vægttab og er ikke særlig venlig om det. Gør lidt grin med at jeg har æbler med i skole, eller at jeg er øm efter motion. Bliver glad når hun ser mig spise noget usundt osv. Men jeg kan godt forstå hende, for det er jo svært at se mig gøre det hun så gerne ville. Men hun er fuld af undskyldninger og er ikke meget hjælpsom desværre, men jeg prøver ikke at lade det påvirke mig.

Det er jo det eneste du kan gøre. Måske sætte dig ned og sige alvorligt at du vil det her og at det gør det meget sværere får dig hvis de ikke støtter dig. Din familie elsker dig jo og vil dig i grunden det bedste, det er bare svært for dem at komme ud over deres egne dårlige vaner.

Lav evt. noget mad til dem. Så kan de se det smager godt.

#4 af veile

Håber du ikke misforstår, men at synde fordi nogen fik en til det er måske bare en kærkommen undskyldning for at give los, når det bliver for svært.

Jeg har selv givet min mand og vores altid enorme kage/slik lager skylden, men faktum var at da jeg for alvor tog beslutningen så kunne jeg også stå fast. Og da først han så at det var alvor var det hurtigt slut med at prøve mig af.

Prøv i første omgang at se det som en kamp imellem dig og dem, om hvem der er mest udholdende. Hvis du vinder kampen, vil du sikkert også have vundet deres respekt, og så tror jeg de vil bakke dig op.

Nu er det ikke fordi jeg mener at man da bare lige kan sige nej. Tro mig jeg ved det (mange års bitre erfaringer) men faktum er at livet er FULD af fristelser, og du må ruste dig til at stå imod, ellers vil det aldrig lykkes for dig. Husk at øvelse gør mester.

ØV dig i øvrigt i at sige nej, så man kan føle at du mener det, og at det ikke er til debat. Det er godt at kunne i mange af livets forhold ;-)

#5 af warrenmanor (slettet)

Hej,

Jeg har det selv samme problem, at mine forældre bliver ved med at spørge om man ikke skal have det ene eller det andet.
Og hvis man siger nej tak, bliver de ved med at spørge er du sikker?
Har prøvet at forklare det mange gange at jeg synes det er irreterne at de spørger igen. Eftersom man har sagt nej tak.
Det gælder virkelig om at stå ved, også selvom de bliver ved.
Og det er svært, men du skal ikke glæde dem ved at tage det mere de tilbyder. For i sidste ende er det dig der betaler prisen.
Prøv at bringe emnet op, og fortælle hvordan du har det me det.
De modsiger sig selv, når de har spurgt om du ikke skal tabe dig og bagefter prøver at få dig til at spise noget mere end du gør.

Gør mine forældre selv, men stå ved.
og tal med dem omkring emnet.

Knus Christine

#6 af Stronger (slettet)

I mit tilfæde var det nemt nok, jeg har styringen (indkøbene). Jeg bestemmer hvad der bliver handlet, fordi min kæreste gider ikke handle særlig tit. Hvis i har forældre som meget mærkeligt ikke støtter op om det her projekt (det skal jeg ikke gøre mig klog på), så tilbyd at handle for dem, lave mad for dem, lave selv jeres madpakker osv. Og som Vejle så flot skriver, lær at sige NEJ. Jeg kan hellere ikke snuppe de folk der bliver ved med at spørge. Og lad dem vide at du forsøger at tabe dig.

Jeg synes den ide om at at familien ikke må tilbyde noget, men at man gerne selv må tage, den er super god. Jeg kan godt have besluttet mig for ikke at spise noget, og hvis så kæresten spørger, så ej så siger jeg ige ja alligevel:-)

Held og lykke:-)

#7 af sqzee (slettet)

Vil lige sige noget til det Fac siger.

Lad dem vide AT DU TABER DIG, ikke at du forsøger at tabe dig for det lyder som candyfloss i deres ører.

Jeg kommer også til at sige 'forsøger' men det er jo løgn, for jeg har jo gjort det og det er ensbetydende med at jeg ved hvad der skal til! Og hvis jeg ved hvad der skal til så ved jeg også at nej er nej og så har dem der tilbyder bare at forstå det. Det er bare lidt stærkere at sige at man har tabt sig vs. at man forsøger.