Åh nej, motion og vægttab ;(

#1 af warrenmanor (slettet)

Har fået nedtur pga. min vægt står stille. I går aften´s inden jeg gik i seng vejene jeg 88,9kg hvilket vil sige jeg kun har tabt mig 200g, siden Lørdags! Panik... og da jeg så stod op vejene jeg 89,3 kg. Ved ikke om det kan have noget at gøre med at jeg lavene mavebøjninger osv. inden jeg gik i seng. For er begyndt at lave mavebøjninger, armbøjninger og træne med håndvægte. Og jeg ved jeg burde have tabt mig meget mere, i forhold til hvad jeg har indtaget af kcal. Men der er noget om at man tager på når man begynder at dyrke motion. Men jeg bliver bare ked af det. Da jeg ikke kan se det på vægten. Så et råd til jer, begynd i snarten. At dyrke mere motion hvis det er noget i gerne vil gøre mere af. Da man bliver nedtrykt af at stå på vægten uden den viser ændring nedad, men måske det samme heller stigning. Det virker bare så uretfærdigt, når man ved at man skulle have tabt sig. Er bare ved at blive helt panik slagen, pga. det:( Håber det går godt med jeres vægttab...:) Knus Christine... PS. havde lige brug for at komme ud med mine frustrationer...

#2 af sqzee (slettet)

Jeg har det på samme måde. Min vægt vil åbenbart kun gå ned en gang hver 2. uge, men tilgengæld går den så et kilo ned af gangen...

Det er måske ikke helt rigtigt, men det føles sådan. Nogle gange står det bare stille. Uforklarelige årsager.

Men man vejer altså altid mindst om morgnen, man har jo ikke spist i 6-9 timer! Alles kroppe er forskellige, og også selvom det overordenet er at man bare skal spise mindre end man forbrænder, så er kroppen jo ret kompliceret, og der er altid noget at overveje som stofskifte osv.

Hold ud, du er ikke den eneste :)

#3 af Ulla B (slettet)

Hej

Allerførst som der også allerede er svaret: Hold ud. Dernæst: Hold dig fra den daglige vejning for det lyder til at du løber ind i det samme lidt psykiske problem som jeg også mange gange har oplevet: Du kæmper og kæmper - syntes du er god fordi hjernen konstant giver besked om alle de afsavn den syntes du har lidt. Du har spist magert, sundt og grønt og efter alle kunstens regler og hvad er belønningen så når dine øjne ser på vægten: "sølle" 200 g tænker du?? Det er simpelthen ikke retfærdigt for jeg har fortjent meget mere med den indsats jeg har ydet...... Kan du genkende lidt af den reaktionskæde? Jeg er selv af den type som nærmest bruger min vægt som stepbænk - dumt-dumt-dumt, for der er rigtig mange faktorer som spiller ind. Har jeg drukket meget vædske så det kan være det som stadig er lidt i kroppen - er min mens undervejs (ugen optil kan jeg tage op til ca. 1,5 kg på!! *Grrrrr*) men jo - også som du siger så kan et øget motions og aktivitetsniveau være med til at det bremser lidt op med vægttabet, men tænk positivt. Din krop går i lidt chok-tilstand med en undrende stand-by over det nye der sker, og det tager lidt tid inden den har vænnet sig til det, men hvis du holder ved med motion, så tænk på at du opbygger et større og underliggende muskellag (det er ikke sikkert du kan se noget de første 1-2 mdr. for de dækkende fedtdepoter yderst), men musklerne bliver større og fastere og på et tidspunkt begynder de at arbejde mere og hårdere på at forbrænde overskudskalorier som fedt og sukker - så igen: Hæng på og lige pludselig sker der et ryk på vægten igen. Tænk positivt: på et tidspunkt er det de forbistrede sidste 200 g du ikke kan komme af med for at være endeligt i mål og den dag det sker kan du juble igennem OG .... du har trods alt ikke taget på.
Pøj pøj med det

#4 af warrenmanor (slettet)

Tak for jeres opmunterne ord,

Eftersom jeg har haft en veninde på besøg de sidste dage,er det gået lidt i kludre med hensyn til kosten, det er en virkelig dårlig undskyldning. Men tilbage det skal jeg. Og det kommer jeg...
Og min familie er ved at begynde at snakke om, om jeg er ved at falde tilbage. og jeg må indrømme det var jeg, så det er på tide at komme tilbage, ikke for andres skyld men for min egen. . Min far byder mig på kage når han spiser det, hvilket jeg bliver irreteret over. Da hvis jeg havde løst til kage, skulle jeg nok tage et. Han er selv meget stor og har sledgigt og har muligvis sukkersyge. Han har været på sygehuset og han fik et blodsukker apparat med hjem. for at måle det. Men stadig, spiser han alt det han ikke må. Problemet er bare han gør det ikke en sjælden gang, men hver dag.
han siger " Han kan ikke undvære mad" Men inderst inde er det han mener han kan ikke undvære kage osv. Kan godt forstå det er svært for ham, har spist meget hvidt brød de sidste par dage og nu er det på tide at droppe det igen. Det er ligesom jeg bliver afhængrig af det. Og jeg har fortalt ham at det er hans helbred det gælder, det burde være vigtigere end at kunne spise kage hver dag. Men alt i alt andre kan ikke gøre det for dig, man bliver nød til arbejde for sagen. Andre kan støtte en, hvilket er en rigtig dejlig ting. Knus Christine.. Tak for jeres støtte *s*

#5 af sqzee (slettet)

Jeg forstår hvor du kommer fra, jeg har selv en far der er afhængig af cigaretter (han tilbyder dem mig dog ikke XD).

Men det er nu ikek noget at grine af. Han har været på hospitalet en gang, og han har helbredsmæssige problemer fra det. Jeg frygter han får lungekræft om ikke længe.

Jeg kan ikke forstå han ikke stopper. Jeg kan ikke forstå han ikke trapper ned, han ikke gør noget! Men han forstår det ikke, jeg tror ikke han kan forstå konsekvenserne, men istedet føles det somom han ikke elsker mig nok til bare at holde op.

Men jeg tror det er indeviduelt hvornår man når kogepunktet med sine dårlige vaner. Jeg gik i turbo-mode da jeg så jeg vejede 75 kg, min far startede med at ryge igen 5 dage efter han var kommet hjem fra det hospitalsbesøg og lægen havde fortalt ham at han ville se ham igen snart med lungekræft hvis han ikke holdte op.

Vaner. Er svære at bryde.

#6 af warrenmanor (slettet)

Han skal på sygehuset i dag. og jeg tager med. Og jeg håber på et eller punkt de siger det på en måde så det går op for ham. Hvordan det hele står til, og hvis han bliver ved med at spise på den måde han gør. Ender det galt.
Han er meget bekymret for at jeg fortæller lægen, at han ikke har ændret noget som helst ved kosten. Så jeg er lidt splittet.
Hvis jeg fortæller det, bliver min far meget vred. (han er pinlig over det) Og hvis jeg lader være kan det være at lægen ikke fortæller konsekvenserne af det han gør. Af at spise usundt hver dag. Håber på en måde de spørger mig hvad han spiser da jeg jo er meget sammen med ham, for så giver det en indledning til at fortælle det. Uden min far kan tillade sig at blive sur. ja det er som du siger det er lige som om han ikke vil gøre det for min skyld, selvom jeg vil blive meget ked af det. hvis han skulle få det meget dårligt... Men lad mig se hvordan det går:.. Held og lykke med dig og din far. Knus Christine