8 er bedre end 5, men 10 bliver bare endnu bedre

#1 af KarinaHadsten (slettet)

Kender I det. Man begynder at tabe sig og nå ja hvem har ikke prøvet at tabe sig et par kilo - det er jo sådan noget man næsten har været vant til fra den ene dag til den anden at svinge et par kilo. Så når man et vægttab på 5 kilo og nå ja det er da noget og man kan mærke det på bukserne og det hele er kanon. Men der er ikke nogle der sådan ellers lægger mærke til det.

Så har man tabt 8 kilo (her er jeg nu og har svinget der omkring et par dage). Første gang man siger at man har tabt 8 kilo lyder det bare godt - det er altså nogen ting bedre end 5 kilo - lyder af meget mere. Men man mærker egentlig ikke selv en forskel. Det er de samme bukser der sidder løst. Man har nogle der stadig strammer - gad vide hvordan man var i dem for 8 kilo siden. Der er stadig ikke nogle der bemærker noget og selv synes man ikke der er sket noget siden de 5 kilo. Så begynder man at tænke lidt på hvor meget vildere det bliver at sige at man har tabt 10 kilo. Ja lige nu kan jeg faktisk ikke rigtig vente til den dag jeg kan sige "Jeg har tabt 10 kilo".

Jeg synes det går alt for langsomt. Til trods for at jeg taber 2 kilo på 3 uger. Men tiden snegler sig afsted. Og så tanken om at jeg til sommer kan sige at jeg har tabt 20 kilo - wow det lyder jo helt vildt. Det glæder jeg mig til.

Nå men ud over at jeg synes det går for langsomt lige nu, så er jeg på ingen måde i tvivl om at jeg nok skal nå mit mål. Aldrig har jeg været mere opsat på at tabe mig end jeg er nu. Aldrig har jeg følt at det virker som det gør nu. Men det er simpelthen fordi det er så håndgribeligt. Intet er forbudt, men jeg kender også grænsen. Jeg er meget standhaftig med at taste ind og det betyder at jeg altid ved hvornår der er plads til lidt og hvornår der ikke er. Det her er bare det helt rigtige for mig.

Kh Karina - snart 10 kilo lettere, men stadig over 10 kilo tilbage.

#2 af bruger slettet

Åh jeg kender det godt... :D
Jeg taber mig MEGET landsomt, men er lige præcis i dag længere nede end jeg har været siden i sommers. (Var ved sygeplejersken og blive vejet i dag) :D Men har kun tabt mig 6 kg på 1/2 år. Det er MEGET langsomt, men føler at stiler hen på noget godt og jeg håber og tror på at det går hurtigere det næste år.

Jeg har vænnet mig til at de 6kg for selvom jeg "kun" havde tabt 5kg, så "øvede" jeg mig på de 6kg. Nu "øver" jeg mig på de 8, og det er STORT! :)

Men 10 kg, det er jo helt vildt, og slet ikke til at forstå. Jeg har tidligere tabt 15 kg, og det at kan sige 11 i stedet for 10 synes jeg var rigtig stort, for 11 betyder man vil tabe sig mere. Mange stopper jo ved de 10,,, HI HI Der er meget "spil" med i dette...

Det er flot du har tabt dig Karina, bliv ved med det, og motivationen for at kunne komme og sige 10kg er stor - så dem når du inden længe! :)

Knus

#3 af iakob

Men pludselig en dag mens man står og sæber sig ind under bruseren så går det op for een at der altså ikke er så meget at sæbe ind.
At kollegaer og bekendte og familie begynder at sige stupide ting som: "Nu skal du vel heller ikke tabe dig mere?" eller mere fornuftige ting som: "Nej hvor er du blevet flot - hvor meget har du tabt dig?".
At sikkerhedsselen ikke længere snor sig om halsen for at løbe ned langs siden på dig fordi det er den korteste vej fra skulder til hofte, men at den faktisk løber helt reglementeret ned over bryst og mave på dig.
At når man bruger kontorstolen som skammel for at tage julepynten ned, så falder man ikke længere som en væltet træstamme og slår sig gul og blå på røv og albuer, men man træder måske lidt over med sin fod.
At manden forbløffet i en sen nattetime udbryder: "Jeg kan se dine ribben!".
At man faktisk kan løbe mere end 10 skridt uden hverken at blive forpustet eller svedig eller få ondt i bentøjet.
At hvis man skal kravle under køkkenbordet for at børste tænder på sin 2-årige, så gør man bare det - og det er slet ikke svært at sidde i skrædderstilling under spisebordet.
At ens gamle far som nok ikke ville kommentere det hvis man fik sat et andet hovede på, faktisk kommenterer ens vægttab.
At man kikker sig i spejlet i et prøverum og ikke ligner en klump ubagt franskbrødsdej (som jeg så det beskrevet som i et blad engang) og man er ikke lige ved at tude - i stedet undres man over hvor de kraveben kom fra og om de mon har været der hele tiden.
At det i en step-time går op for een at man ikke længere er den fedeste til stede - og at nogen af de andre faktisk skæver lidt til een for at følge takten (tag den, gymnatisklærer i folkeskolen!!!)
At man opdager at der igen er plads til både den 2-årige og den 5-årige og een selv i brusekabinen - og et badekar til ungerne.
At ens mand ikke længere agerer som om hans ben er ved at falde af, bare fordi man har siddet på skødet af ham og kysset lidt.
At..

Alt sammen små vink om at man har tabt sig. Men.. stadigvæk tager det tid at forstå. For mig har det især været nye tøjstørrelser og nye tøjtyper, der har hjulpet mig til at forstå min forvandling - og så folks komplimenter.

#4 af claus (slettet)

Jeg har lige rundet de 5 og så begynder det nemlig at lyde af noget. Men jeg synes også, at det bare er tal og det er de små ting i hverdagen, man bemærker, der gør at det virkelig siver ind at det går den rigtige vej.

I morges bemærkede jeg fx. at jeg brugte et nyt hul i bæltet. Det er til at tage og føle på. Men alligevel glæder jeg mig som et lille barn til de 10. Det må da være helt magisk. Og så de 15. Og 20. Og....

#5 af KarinaHadsten (slettet)

Claus - tillykke med det nye hul i bæltet. Jeg havde også en bælteoplevelse i weekenden. Jeg skulle i byen og de bukser jeg ville ha på kunne jeg ikke holde oppe uden bælte :-D

Det er jo herligt.

Kh Karina

#6 af iakob

Nej hvor cool!

Tillykke til jer begge!

#7 af jackpot (slettet)

Ja det er så sejt...
Skridt for skridt, stille og roligt... Jeg kravler ganske langsomt ned af vægt skalaen... nu 16 kg og knap halvvejs (mål 34 kg). Alle de små ting i beskriver... åh ja hvor er de rigtige... omend jeg bliver pissed når en str 36 står og siger... Nu skal du da heller ikke tabe mere... jeg er stadig i matrone str... og har en BMI på 30... Ja jeg har tabt mig, ja jeg ser godt ud, men jo... jeg skal absolut tabe mere!

#8 af iakob

Hej Jackpot - det kender jeg godt!

"Ih hvor er du blevet tynd!" - efterfulgt af et skeptisk "Nu skal du vel ikke tabe dig mere?"

Jeg blev ligefrem ked af det første gang jeg fik den kommentar (og meget, meget irriteret) - men nu har jeg vænnet mig lidt mere til det. Man siger at forandring fryder, men jeg tror det mest er forandring som man selv er herre over. Når andre forandrer sig kan det godt give anledning til nysgerrighed eller ligefrem usikkerhed.

Nogle spørger fordi de ikke bryder sig så meget om forandringer. Kan måske have svært ved at placere dig i den bås hvor du plejer at være. De skal forholde sig til dig igen. Dem kan du hjælpe ved at vise at du stadig er dig selv. Jeg plejer at klare det med en joke og lidt drilleri hvis det er folk som står mig nær og som jeg kender godt - fordi så kan de da se at jeg ikke har forandret mig så meget.

Andre spørger af ren og skær omsorg. Der er så meget fokus på spiseforstyrrelser og de er måske bange for at du er ved at udvikle een. I dag sagde de endda i radioen at man kunne blive afhængig af motion og gøre sig selv socialt afstumpet på den måde. Dem beroliger du bedst ved at fortælle at du skam stadig godt kan lide mad og at din BMI stadig er usund høj og at du har tænkt dig at stoppe et godt stykke tid før for lav BMI (f.eks. "23 som er vel indenfor det normale") eller ved at sige din ærlige mening om magre mennesker, fedtforskrækkede kokke eller motionsfreaks.

Så er der dem der bare ikke kan finde ud af at udtrykke sig selv ordentligt. Måske ville de virkeligt spørge: "Regner du med at tabe dig mere?" men tør ikke fordi de frygter at du vil misforstå det således at de siger at du stadig er fed og bør tabe dig mere. Svar dem bare på deres spørgsmål på en pæn og sober måde - så er de beroliget.

#9 af jackpot (slettet)

Jakob...
Tankevækkende... den der med at de skal forholde sig til et nyt mig.... For det er altid folk der ikke ser mig ret tit, og ikke kender mig ret dybt...Så det de egentligt spørger om, er om de skal forholde sig nu, eller vente til jeg er færdig med at tabe mig... hmm... interesante betragtininger.

#10 af slank2008 (slettet)

Ja det er tit svært med forandringer. Men man kan jo ikke holde sin vægt oppe for at glæde andre. og nogle få vil faktisk ikke have man taber sig fordi de er misundelige over at du kan og de ikke selv kan. Og faktisk forandrer folk sig lidt med vægten. Mange bliver mere glade og har mere overskud, render i motionscenter og får måske en helt anden type kæreste og får måske nye venner og interesser. Men de fleste forandrer sig igennem livet fra 0-100 år. Det er helt naturligt. Men ja alle de skrækhistorier om anoreksi o.lign. har skræmt en masse mennesker. Men en slankekue er ikke lig med anoreksi. Desuden er der mange der tror at bare fordi de selv er på kur så kan de tillade sig at belære alle andre om hvordan de skal spise. Det gider de fleste ikke høre på og så gider de ikke støtte dig. Men hvis alt og alle siger at nu er man altså for tynd så er der måske noge om snakken men ellers så er det sundere at komme ned i vægt.

Ja det er supergodt med de små delmål 5kg 8 kg 10 kg 11 kg osv.