Bliver man lykkelig efter et vægttab?

#1 af calcit

Læste i en tråd ordlyden: bliver man lykkeligere efter et vægttab. Hvad er din erfaring og tanker derom?

#2 af beyondswish (slettet)

Jeg tror ikke nødvendigvis at man bliver lykkeligere efter et vægttab. MEN for mig har vægttabet betydet en øget selvtillid i at jeg blevet mere tilfreds med min krop og allervigtigst at jeg har opdaget at JEG KAN GODT! At have gennemført et vellykket vægttab har været en stor succesoplevelse og det tror jeg generelt har påvirket min lykkefølelse.

Samtidig har vægttabet gjort at jeg har taget mine gamle vaner op til revision, og især mit øgede aktivitetsniveau kan jeg mærke har en betydning for humøret.

Jeg tror dog man skal passe på med tankegangen "Hvis bare jeg tabet mig xx antal kilo - så bliver hele mit liv godt og alle mine problemer forsvinder"

Sådan fungerer verden jo ikke, men det er en medvirkende faktor til at få ændret nogle af de ting man er utilfreds med - og samtidig tror jeg helt personligt at jeg gennem min vægttabs-proces har lært mere om hvordan jeg selv kan påvirke mit liv og mine valg ud fra hvordan jeg ønsker mit liv skal være og det føler jeg helt sikkert er en vej til et "lykkeligere" liv.

#3 af fedania

Jeg tror på det omvendte: Når man bliver lykkelig, så taber man det man har behov for.

#4 af emmi

På nogen punkter ja.. Forstået på den måde at jeg føler mig lækker, har mere selvtillid og kan gå i noget andet tøj end tidligere.
Nej forstået på den måde, at et vægttab ikke fjerner de problemer man ellers måtte have i sit liv.. Og det er en evig kamp at holde vægten- det i sig selv synes jeg kan være deprimerende..

#5 af calcit

enig emmi.
Uenig fediana.....hvad så med dem som påstår alt er ok og som lever med overvægt i 40 år, og deres børn ligner dem som trunter....

#6 af fedania

Calcit - du afslører dig selv i din formulering: De PÅSTÅR at de er ok. Og er tykke. Hvis de går på kur, så tager de på igen når de stopper.

Jeg tror simpelthen ikke på, at der er nogen overvægtige som inderst inde helt ærligt er lykkelige. Det er muligt, at de formår at sætte en facade op overfor alle omkring dem, og måske kan de endda også lyve overfor sig selv langt de fleste dage. Men jeg er helt sikker på, at hvis de mærker efter, så er de hverken lykkelige, ok eller tilfredse.

Jeg mener det dog ikke helt så kort som jeg fik det skrevet - havde travlt, og ville komme tilbage til tråden senere, men så glemte jeg det nok *rødmer*.

Min pointe er, at jeg tror at overvægt og psyke hænger rigtigt meget sammen - man bliver måske nok lykkeligere af et vægttab, fordi man har fået en succesoplevelse og har opdaget, at man kan mere end man tror, og at man kan sætte et mål og nå det. Man har fået en sjælden selvindsigt under et vægttabsforløb. Men hvis der er noget fundamentalt galt i ens liv (den forkerte kæreste, de forkerte vaner osv.) så ændrer det sig ikke, bare fordi vægten ændrer sig.

Hvis man lider af depression, så er der op til flere forsøg som har vist, at motion hjælper. Så på det område virker motion (uagtet om det fører til vægttab) jo på en måde, så man bliver "lykkeligere". Hvis man ser sådan på det, så bliver normale mennesker vel også "lykkeligere" af at dyrke motion, end hvis de ikke gjorde - men måske er forskellen fra "normal" til "lykkeligere" ikke så stor, at den er målbar i forhold til fra "deprimeret" til "lykkeligere" - og hvis det er motionen som gør en lykkeligere, bliver man så lykkeligere, hvis man taber sig som følge af udelukkende at omlægge kosten?

Oh - det var mange tanker, som fik lov at flyde frit :O

Jeg tror faktisk ikke lykkeligheden har noget at gøre med vægttabet, men mere den psykologiske proces man har været igennem. Det kunne sikkert lige så godt være, at man opdagede, at man kunne bestige mount everest...

#7 af calcit

nej nej de går aldrig på kur.....hvorfor vides ikke.....

#8 af calcit

gælder mig til at følge tråden yderligere....det er sindsygt spændende emne...

#9 af fedania

De forbliver vel overvægtige fordi de ikke har styrken til at blive lykkelige. Det handler om at arbejde med sig selv, være ærlig overfor sig selv om, hvad det er som mangler i ens liv, og det er et stort arbejde.

Hvis det var let at tabe sig (og holde vægten) så ville vi jo ikke have en fedmeepidimi (i det meste af den vestlige verden). Nogle bliver overmandet af frygten for at fejle, fordi de ved at det bliver (for) hårdt, fordi det velkendte er trygt. De er højst sandsynligt ikke engang klar over, at selv hvis de "bare" kastede sig ud i et vægttab uden at få psyken med, så ville kiloene højst sandsynligt komme igen næsten lige så hurtigt som de forsvandt.

#10 af emmi

Der er rigtig mange grunde til at man som menneske er overvægtig..
Nogle årsager er medicinske, nogle er psykologiske.
det kan også være ligegyldighed- fx er der en tendens til at man tar på i vægt når man er i fast parforhold- i know- ren lommefilosofi..
Desværre er vi biologisk født med en trang til sødt og fedt for ren overlevelse..
Derudover er samfundets idealer svære at leve op til.
Jeg tror- netop også på- at krop og psyke hænger sammen- det er uadskilleligt..
Så om lykken eller vægttabet kommer først tror jeg kan være rigtig svært at vide- det er en sammenhæng.. Alt efter hvad der fordrer motivationen..