Hej
Det er også en svær ting når man nu godt lide mad.
Jeg gik i gang fordi jeg var træt af at være størrelse kæmpe. Samt nogle nogle grimme konkrete målinger hos lægen. I dag nyder jeg at kunne passe 36-38 at jeg kan bevæge mig mere frit - Det er en god fornemmelse - men det har så også taget et årstid og håber jeg kan holde det. De daglige vejninger har også været en motivation samt de små delmål
#2 af mona0524 (slettet)
Det bringer mig til at spørge jer: Hvad er jeres gulerod? Er det en flot kjole i skabet? Får du mere selvtillid til at opnå andre drømme? Vil du gerne kunne gå i en forretning som ikke hedder noget med "Tykke Pia" eller "klæ'r til store pi'r"? Vil du gerne kunne sige "nej tak, jeg er mæt" når kagefadet bliver sendt rundt efter hovedretten?
Hvad er det der motiverer dig til at ville det her så meget, at du er villig til at sætte et madindtag ned, for at opnå dit ønske?
For let's face it, mad er jo en dejlig ting - det smager godt, det bringer - for det meste - hyggeligt selskab med sig, det er en kultur i sig selv, som vi danskere har favnet så meget, at det ligger så dybt i vores grundværdier, at hver gang der kommer gæster, at "så skal vi hygge os, tag en kage til!"