Uoverskuelig overvægt?

#1 af Lexus (slettet)

Jeg er selv i gang med at tabe mig. Jeg har et BMI lige under 25, så jeg er ikke direkte overvægtig, men jeg har lidt for meget fedt på kroppen i forhold til, hvad jeg synes er pænt på mig. Men det er for mig overskueligt!

Jeg har tænkt en del på de mennesker, der skal tabe fx 50 kilo. I mine øjne virker det helt uoverskueligt og jeg synes, det er så sejt, at der er nogen der gør det.

Er der nogen har inde, der har tabt rigtig mange kilo eller skal tabe rigtig mange kilo og i så fald, hvad tænker/tænkte I om "opgaven"?

#2 af silvercocker

Det var svimlende tal der var tale om, hvis jeg skulle ned på normalvægten da jeg var på mit højeste. Tre-fire dage uden mad kunne jo ikke smide de mange kilo væk, og ret meget mere end et par dage frem i tiden kunne jeg ikke overskue. Jeg fik vægttabet igang fordi ydre forhold gjorde at jeg bevægede mig mere, så fandt vægten et nyt standpunkt og blev der et års tid. Men det var stadig en enorm vægtreduktion der stod foran mig og det førte til en del ulykkelig klynken til omgangskredsen indtil jeg fandt motivationen og midlet til at skyde vægttabet i gang igen. Der er stadig langt igen, endnu et år nok, men så vil jeg også i den anden ende have halveret min vægt og det er søreme imponerende. Når jeg bliver ramt af negativer tanker om opgaven der står foran mig, så hjælper det at jeg allerede er nået så langt. Jeg vil videre ned. Men for 20 kg siden ville det ikke have hjulpet motivationen at se tilbage på de forrige 20 kg, jeg ville blot have forsøgt at stille mig tilfreds med hvad der var tabt. Hvis I læser lidt rundt om i forummet kan I finde at motivationen kan komme pludseligt, eller forsvinde pludseligt, uanset hvor mange kg der mangler at forsvinde fra kroppen. Så vidt jeg husker fra de tidlige teenageår så var det lige så vanskeligt dengang at tabe 2 kg som det nu er at tabe 10 kg, og dengang da der var tale om så lille en gevinst ved vægttabet, så kunne motivationen da slet ikke findes. Jeg tror der er behov for et mål af en vis størrelse for at kunne rejse motivationen til at gennemføre vægttabet. 2 kg er simpelthen for lidt, med mindre det er et delmål i en langsigtet strategi.

#3 af Benni (slettet)

@Silver kan anbefale linjeskift :=)

Lexus, jeg skal i teorien tabe mig små 60 kg, nå har jeg sat delmål i første omgang, der hedder at smide de 40 kg inden sommeren. Så er de sidste lidt mindre akutte, omend jo nødvendige, men regner med med at tage lidt mere med ro.

Jeg tænkte såmænd, at nu var der få uger til jul, og jeg ikke ønskede at skulle tabe endnu flere kilo efter, så jeg lige så godt kunne komme igang.

Jeg ved/vidste egentlig, at jeg kan, hvis jeg bestemmer mig for det, og nu var det tid.

Jeg har så på de 5 uger jeg har været igang nu tabt 12,6 kg, så nu er motivationen ligesom også på plads for at fortsætte - og glæder mig sindsygt til at få 20 kg mere af, så det ligesom ser mere fornuftigt ud, og det hele ikke er så slemt (og man igen kan købe tøj).

Jeg er egentlig meget fortrøstningsfuld, føler aldrig jeg har fået bedre mad og er glad for at jeg kom igang inden jul og ikke ventede, så jeg allerede nu kan se resultater :=)

#4 af calcit

motivationen betyder alt...den skal opmundres og holdes i gang...
Vejede 104,7 og havde prøvet et par måneder før men det blev kun til få kilo. Så så jeg et billede nogen havde taget af mig uha...Jeg satte ikke noget kæmpe mål bare at komme ned i vægt i første omgang...meget gangbesværet faktisk spærret inde i mit hjem og det er en dårlig spiral....jeg kunne ikke gå og havde mange fald. Så er det ikke svært at indse det kunne være med livet som indsats. Af uvis grund har jeg før tabt mange kilo ved at starte d. 25 så det gjorde jeg igen. Lægen kunne se hvor dårligt jeg havde det og frustrationen over at sejle i egen så med noget så alvorligt som lavt stofskifte og mange smerter. Hun tog det alvorligt og lovede at sende mig til en specialist i stofskiftesygdom og det har ingen villet før.Jeg kan nemlig godt tabe mig men ikke formå at holde vægten. Det gav mig det mod jeg havde brug for. Samt speciallægen gav mig anden medicin i det jeg ikke omdanner fedt ret godt i cellerne. Har tabt 39 kilo. Skal resten af livet tælle kalorier. Som jeg hele tiden har vidst selv.

#5 af Heidi42 (slettet)

Synes næsten min historie hører til her :-)
Jeg havde bestemt en uoverskuelig overvægt da jeg gik igang. 181 kg... Ja, voldsomt tal. Faktisk tragisk hvis jeg selv skal sige det mildt :-) Flere mislykkede førsøg på vægttab og flere skuffelser, nederlag og depressioner igennem mit voksenliv gjorde at vægten eskalerede fra 110-130 kg til 181...

Jeg gik i gang, (historien til dette kan læses i min tråd), og tog så små skridt ad gangen. Hårdt var det bestemt, men det var vigtigt for mig, at være målrettet, og nå mine mål. Det ville jo være rart at veje 60 kg efter 2 uger, men jeg vidste udmærket godt, at der ville gå flere år før jeg kom derned. Alligevel tabte jeg mig voldsomt hurtigt (helt uden operation) de første 3-5 måneder, og i dag vejer jeg 93,3 kg. Jeg gik igang i April 2011, og Januar 2012 er jeg 87,7 kg lettere. Det er skønt!

Jeg tror på, at overvægt er overvægt, og at vi alle er her af samme grund. 10 kg er meget for den der vejer 10 kg for meget, og det er 50 kg også for den der vejer 50 kg for meget. Vi er forskellige, og det er selvfølgelig forskelligt hvordan vi takler høj vægt. Men jeg tror på, at selvom man vejer 5, 10 eller 50 kg for meget, skal man kæmpe. Mine 181 kg er selvfølgelig ekstraordinært, så jeg ved ikke om jeg falder lidt uden for kategori i jeres øje... :-)

Men det er i hvert fald min historie. Små skridt og delmål, det er vejen frem!