Det sociale - en kamp.

#1 af bruger slettet

Jeg er og har altid været en meget indadvendt og genert person. Så derfor har jeg faktisk ingen venner, da jeg aldrig kommer ud, og jeg går ikke i skole pga. nogle psykiske sygdomme. Derfor er det rigtig svært det med venner og kærester. MEN! Har i nogle gode råd til at bryde den der indadvendte skal, som jeg går rundt med? Jeg har da nok nogle fra internettet,s om jeg synes, er rigtig søde og venlige, og jeg ville da også gerne mødes med dem - men jeg kan bare ikke. Jeg er simpelthen for bange for det!! Jeg er rædselsslagen for, hvad de nu skal tænke om mig, især da jeg har taget 25 kg på på grund af mit medicin, så min selvtillid - ja, den er faktisk væk! Jeg vil RIGTIG gerne noget mere ud og have bare én god ven/veninde.

Desuden mødes jeg ikke med folk, fordi jeg har nogle problemer, og så er jeg bange for, at de problemer vil ødelægge det hyggelige :/

Da jeg gik i skole for noget tid siden, fik jeg heller ingen venner, simpelthen fordi jeg næsten ikke kom, og når jeg var der, sagde jeg intet, og jeg var ikke sammen med nogen, fordi jeg var for genert og bange.

Hvordan skal jeg dog komme ud af den skide skal!? Jeg har kæmpet med det, siden jeg var barn, så det er jo ikke bare lige til.

#2 af silvercocker

Jeg har tænkt lidt tilbage på da jeg var i din situation, og jeg tror det der hjalp mig ud af skallen var trin for trin at udbygge de små kontakter. Internetforums for diverse ting jeg interesserede mig for, hilse og takke folk pænt, kommentere på vejret til diverse gamle mennesker... Øvelse gør mester. Venskaberne er kommet med tiden, skabt gennem behovet for samarbejde i diverse situationer. Men jeg har kun to gange de sidste fem år haft en veninde på besøg i mit hjem. Den invasion kan jeg ikke klare. jeg kan knap nok tolerere et familiemedlem er her mere end en halv time. Hjemmet er blevet min skal, frem for min egen krop, så når jeg er uden for hjemmet, så er jeg snakkesagelig og behjælpsom og sådan, mens jeg derhjemme kan få den fred jeg også gerne vil have. Man behøver altså ikke at være venner med alle, og det er heller ikke alle man møder, der har lyst til en ny ven. Desuden syntes jeg venskaber som voksen/delvist voksen er en del anderledes end dem fra barndom og tidlig teenagetid.

#3 af Sannne (slettet)

Jeg har også været i din situation, og er kommet rigtig langt med både det psykiske og det fysiske + det sociale.

Den måde jeg kom ud ad døren på var ved at gøre ting der interesserer mig. Startede i det små, og tog på museum med min søster eller mor (jeg elsker kunst). Derefter var det heste, jeg var heldig at komme ud på en gård, med de rareste mennesker der kunne hjælpe mig med at lære noget om arbejdet med hestene, og som lod mig være som jeg var. Jeg snakkede ikke med nogen i starten, men nu er det for det meste mig der snakker løs ;)

Jeg er ikke vildt god social, men jeg forsøger, og kæmper, og jeg er ikke bange for det længere.
Tænk på om du har nogen interesser der kan "hjælpe dig ud" blandt mennesker. Om ikke andet så en halv time ad gangen. Du bliver modigere og modigere...

Og en god ide er at tænke positivt og smile. Tænk på at du gør noget godt for digselv, du kommer udenfor i verden. Overvinder noget der skal overvindes før du kan føle dig "rask".

I stedet for at tænke "øv jeg klarede kun 5 minutter sammen med andre mennesker i dag" så ros digselv fordi du forsøgte.

Det gælder faktisk i alle ting i livet... I stedet for at tænke øv hvor synes jeg bare jeg er tyk. og bliver mere og mere tyk, så tænk, på hvordan du gerne vil se ud, vær stolt over at du tager små skridt imod dit mål. Du er tilmeldt denne side... det er i hvert fald positivt :)

erstat hver eneste negativ tanke med positive tanker. Det lyder måske banalt og åndssvagt, men det ændrer dig, og det gør en forskel. Når du smiler ser du venlig ud, når du er stolt retter du ryggen og inviterer folk til at kontakte dig.
Det er nu engang nemmere at sige "hej" til et menneske der smiler og er rank, end det er til en der kigger ned og ser fortvivlet ud.

Jeg tog 50 kg på da jeg var syg, og jeg har smidt de første 27 kg. Jeg får ikke medicin længere, og har sjældent symptomer på min sygdom.
Jeg har ændret mit livssyn, og derved er jeg kommet ud i verden. Jeg har fået mig en vidunderlig kæreste, og 2-3 gode venner og mange bekendte.

Jeg ønsker dig alt det bedste :)

#4 af calcit

det er livssynet og måden at opfatte sig selv i verden på som børe justeres.....det er enormt vanskeligt at leve afhængig af hvad folk synes....i dager jeg bedøvende ligeglad. Der er ingen grund til selv at opfinde forskellige begrænsnininger men det handler vel også om svigt eller frygten derfor....Der findes også folk som evig og altid skal være sammen med andre...det må være en belastning...generthed kan brydes jeg gik til noget teater og mange af de øvelser åbnede mig op....det var for mig det rigtige ...

#5 af bruger slettet

Så det handler i virkeligheden om at udfordre sig selv? Bare GØRE DET og så se på det bagefter, om det var okay eller ej.

Men egentligt en god ide at komme ud på en måde med at gøre ting, som man kan lide! Jeg kan jo godt lide dyr, så måske jeg skulle finde et eller andet med dyr engang i det nye år? Eller gå til musik eller noget. Så er det bare lige det der med pengene.. Og overskuddet!! Det er der ikke for meget af. Men nu håber jeg jo så også på, at jeg er kommet lidt mere ovenpå i det nye år.

Men tak alle sammen!! :] Jeg vil helt klart tænke over det, som i har sagt!

#6 af Uldsokken (slettet)

Når du nu godt kan lide dyr...måske er der et ældre menneske der har en hund du kan lufte....måske du kunne blive besøgsven hos en der er ensom og trænger til besøg...så ved du det er en der glæder sig til at se dig og gør på den måde noget godt for både dig og den anden. Venskaber er ikke noget man bare kan gå ud og finde, det tager tid og opstår pludseligt. Små skridt, og måske noget psykolog eller NLP til at lette vejen.

#7 af Fluffy82

Hvis du er glad for dyr, vil jeg foreslå dig at overveje at blive frivillig på et dyreinternat. Det koster ikke penge og din tilstedeværelse vil blive værdsat - og derudfra kan de sociale kontakter opbygges. Hvis du har en dårlig dag, er det sikkert ok, bare at give dyrene opmærksomhed i din egen lille verden, og på en god dag er der nok også tid til en hyggesnak med de andre ansatte/frivillige.

#8 af bruger slettet

Jeg må prøve at undersøge mine muligheder, når jeg får det lidt bedre :] Tak for mulighederne ^^

#9 af veile

Jeg tænkte faktisk lige på den anden dag, at jeg har fået mange nye venner de sidste 5 år. Før det havde jeg nærmest kun gamle skoleveninder (som jeg sjældent så) og et par gode kolleger. Men ingen jeg sådan tog på shopping med eller den slags.
Jeg har altid tænkt at folk ikke ville mig og valgte mig fra. Derfor var jeg også lidt afvisende og indesluttet. Det er trods alt nemmere selv at afvise end at blive det.


Nu har jeg en del nye venner som alle sammen er opstået i interesse fællesskaber.
Senest er jeg pludseligt blevet "valgt" af min zumbainstruktør som er 9 år yngre. Dette er ikke sket fordi jeg er blevet tyndere, (og så måske alligevel) men snarere fordi jeg kan lide mig selv og er åben og imødekommende. Jeg har altid forsøgt at være imødekommende, men jeg tror det hele bunder i mit tidligere selvhad.
Det hjælper intet at smile og være imødekommende, hvis man samtidig udstråler - jeg ved godt at du ikke kan lide mig, jeg kan heller ikke lide dig - så kan du lære det.

Må indrømme at jeg da også stadig undres over at blive valgt, så janteloven har skam ikke "levet" forgæves.

Jeg har så også fundet fællesskaberne igennem ting jeg virkelig brænder for (og derfor er god til - kan også være omvendt)

Prøv at kigge på folk omkring dig eller i fjernsynet, som du kan lide, beundrer eller godt kunne se som dine venner (behøver ikke at være realistisk) og prøv så at vurder dem med de kritiske briller. Er de perfekte, smukke, tynde, glade eller er det i virkeligheden ikke andre kvaliteter som ærlighed, engagement og mod (til at være sig selv) de vinder på ? Det synes jeg !

#10 af bruger slettet

Det var da rigtigt dejligt at høre, at du da har fået det lidt bedre socialt! :] Og jeg kan kun give dig ret i mange af de tanker, du har/havde! Jeg mangler også bare en rigtig veninde, men man snakker med om alt, shopper med, har hygge aftner med osv osv. Det har jeg aldrig rigtig haft, så at have sådan en ville være fantastisk! Men hun må da være derude et eller andet sted?

Men det er i hvert fald rart at læse, at du har fået nogle venner! :] Og tak for tipsene!