Ny - endelig fandt jeg motivationen.

#1 af briped (slettet)

På den igen igen. Jeg har tidligere tabt mig 50 kg. De første 17 uden at jeg vidste det p.g.a. diabetes 2, som jeg heller ikke kendte til. Da jeg så kom til at kende til det skyndte jeg mig at melde mig til DDV, og yderligere et par og 30 smuttede. Mine blodprøver blev normale og jeg slap for mere kolesterolsænkende - og diabetes medicin. Jeg landede på 72, hvilket egentlig ikke var for meget i forhold til min højde og kropsbygning.
Tiden gik - et par år vel, men langsomt og umærkeligt sneg kiloene sig på igen. Jo flere der kom på, jo hurtigere gik det, for jo tristere jeg blev, jo mere kastede jeg i hovedet. Forgæves prøvede jeg at finde min gamle stålsathed. Den der 'slikhylderne er fuldstændigt irrelevante og ligegyldige for mig - de er LUFT' fornemmelse, men nej. Der var ikke styr over højre hånd der købte og betalte for alt det usunde og derefter fodrede mig med det. Jeg analyserede løs. Skiftede mellem selvhad og ligegyldighed. Jeg havde mange fornuftsprægede diskussioner med mig selv. Fortalte mig at jeg var ved at begå langsomt selvmord, men lige lidt syntes det at hjælpe og kgene hobede sig op. Ét våben havde jeg dog i baghånden. Mit tøj. Jeg nægtede hårdnakket at købe nyt (og større) tøj, og mere og mere af mit gamle blev for småt. Til sidst havde jeg en tunikaagtig ting, et par hullede jeans og en stribet strikketrøje (også hullet) jeg kunne passe. Det blev september og jeg måtte sande at nu kunne jeg heller ikke lyne min vinterjakke, ja så kunne jeg lære det, kunne jeg! Dråben var da jeg talte med en af mine gamle venner på skype, og han sagde at nu var jeg ved at lige 'mig selv' igen. Jeg skulle i hvert tilfælde ikke ligne 'mig selv', så tak for det, Arun, selvom du vist egentlig mente det som en kompliment :o)
Først gik jeg strikt efter DDVs plan, uden dog at møde op til vejninger, men så fandt jeg herind og begyndte at taste min mad ind. De 85 kg jeg opgiver i min profil er absolut fiktive. Sandheden er at jeg ikke aner hvad jeg vejer, og det er heller ikke så interessant. Mit mål er at komme til at passe al det tøj der ligger i mit klædeskab, og først når det mål er nået må jeg købe nyt :o)

Og hvorfor så hele den beretning? Jo, når først jeg har genfundet min motivation er det ikke så svært for mig at tabe mig. Problemet er at finde den motivation. Selv mine dødstrusler rettet mod mit glubske jeg var ikke nok. Til gengæld hjalp det da jeg i ånden så migselv spadserende nøgen ned ad Åboulevarden i snestorm... :o/
Jeg er noget nysgerrig efter om andre kan genkende situationen? Hvad gjorde du for at få opstøvet motivationen igen? Var det noget nogen sagde til dig, eller kunne du bare helt cool beslutte dig for at nu var det nok? Ingen seje kampe der?

P.S. Min elskede vinterjakke kan nu igen sagtens lynes, så et løst gæt er 7 kg på 7 uger.

#2 af Lærke89 (slettet)

Jeg kan SÅ meget følge dig. Min situation er i et mindre målestoksforhold men situationen er den samme. Du er ikke alene. Jeg har også gennem det sidste år tabt mig en del kilo i forhold til min højde og siden kæmpet med at holde vægten nede..
Efter en skøn sommerferie, må jeg nu sande, at jeg næsten ikke kan passe mine bukser længere, som jeg ellers følte mig så fandens lækker i. Meget deprimerende.

Jeg har længe sagt at NU skal det være, NU skal jeg tabe de overflødige kilo (jeg ved heller ikke hvor meget jeg har taget på - tør simpelthen ikke veje mig. Jeg frygter, jeg er ved at være hvor jeg startede fra et år siden.. så trist). Men det er så svært at finde motivationen, når jeg netop er startet på universitetet, hvor der er masser af sociale arrangementer med hygge, god mad, slik og masser af alkohol!

Men nu har jeg altså fået nok. Og bare et par dage med motion og fedtfattig mad , og jeg kan allerede mærke motivationen spirre i mig. Jeg tror simpelthen bare det er om at starte - min krop fortæller mig i hvert fald med det samme, at det jeg gør, sætter den pris på! Mit humør er allerede steget voldsomt efter min nye-gamle vaner er trådt i kraft igen.
Jeg har fået en ny fantastisk kæreste, som kun har set mig med de her ekstra kilo på sidebenene, og det er enorm motivationsfaktor, at han er ude at rejse nu - og jeg SÅ gerne vil vise ham hvor lækker jeg KAN være.. nu hvor jeg synes, han er så vidunderlig dejlig.


Jeg skylder mig selv at føle at jeg har fortjent en så pæn kæreste, som jeg nu har fået.
Og jeg skylder mig selv at føle, at jeg kan være mig selv bekendt.
Jeg skylder mig selv, at være det bedste jeg kan være.

- Det skylder du også dig selv!!

vi kan godt :-)

#3 af briped (slettet)

Stort tillykke med nyforelskelsen og med at du har grebet fat i nakken af dig selv før du var helt tilbage ved udgangspunktet.
Du har ret. Et par dage med den rigtige kost kan i sig selv virke inspirerende, og man kan næsten føle at man allerede har tabt sig - eller måske bilde sig ind at man har. Mit problem er så at jeg med min fornuft sagtens kan se at jeg har et problem. Det kan jeg helt sikkert hele formiddagen, men når formiddagen med hytteost, frugt og andre tabsfremmende midler er overstået - ja, så er problemet nok ikke så stort som jeg bilder mig ind!!? Og jeg kan da sagtens smutte til bageren nu da jeg har glemt at få frokost med, ikke?
I sommer da bølgerne gik højest betroede jeg mig til en ven. Han er tørlagt alkoholiker og har arbejdet en del med sin afhængighed. Da han også via sin uddannelse har en del kendskab til afhængighedsprobematik var han ikke den værste jeg kunne vælge at tale med. Det var fuldstændigt utroligt som vi kunne nikke genkendende til psykens og kroppens desværre ofte vellykkede forsøg på at snyde dens ejermand m/k. Det var jo helt de samme reaktionsmønstre som hos en der er afhængig af alkohol - og sikkert af junk m.v. Vi fik en meget interessant samtale og jeg følte at han gav mig nogle 'værktøjer' (hedder det vist på her og nudansk) jeg kunne bruge.
Nå, nu er jeg kommet over den værste hurdle, den tidligere nævnte 'find så for f&%/%& din rygrad' hurdle, og kg begyndte at ryge i september. Fint nok, men med mit kendskab til mig selv så ved jeg at problemet sikkert opstår igen. Ikke nu, men når jeg igen har været slank et stykke tid, og kroppen begynder at blive træt af det og vil finde sin gamle kampvægt. Så skal jeg endnu en gang hige og søge efter den lillebitte stærke del af min psyke der er i stand til at slå alle undskyldningerne og bortforklaringerne langt pokker i vold. Med andre ord, jeg kan godt tage en 'fornuftsbeslutning' om at gå i gang med at tabe mig, men det hjælper ikke en dyt hvis den beslutning ikke får back up af den der udefinerbare 'stærke' del af min psyke. Den der bare kan kaste et blik på div. sukker/fedt dæmoner før de krymper sig sammen og fordufter. Jeg tror dælme jeg lider af en spiseforstyrrelse, når jeg læser hvad jeg lige har skrevet....
Lærke, måske skal du igennem samme 'kur' som mig? Jeg aner ikke om det kun er mig der er så selvstrafferisk, men det anede mig at det var det der ville kunne få mig i gang igen. Jeg tænker selvfølgelig på den med ikke at købe nyt tøj...
Ca. hvor mange overflødige kg drejer det sig om? Jeg spørger fordi din nye kæreste jo mødte dig med de ekstra kg du nu engang har. Du har det bedst med færre af de kg, men din kæreste har tydeligvis ikke noget imod dem, eller? Jeg ved jeg vover mig ud på dybt vand her, men jeg håber du ikke tager mig det ilde op. I krigen mod manglende motivation gælder alle kneb, bare du ikke bliver for overrasket hvis det viser sig at han ikke engang bemærker den nu mindre Lærke, eller måske endda er ligeglad med at der 'mangler' de kg han mødte. Gør det for din egen skyld. Ved du hvad, men det indlæg du skrev til mig er jeg sikker på at du allerede fortjener ham :o)

#4 af Tanjaknoth (slettet)

Jeg gik også i 4 år og voksede ganske langsomt og ubemærket, efter jeg kørte galt og måtte lukke min virksomhed, fordi jeg fik en hjerneskade (post kommotionelt syndrom) og et alvorligt hvirvelskred i nakken.

Min intellekt har ikke taget skade, men jeg har alvorlig hukommelses og koncentrations besvær og lider under mange smerter osv.. og prikken over iét var at der fulgte en slem depression oven i ulykken - hvilket nok også var hoved årsagen til min vægt øgning..

fra at have været meget aktiv blev Jeg totalt inaktiv, lavede ikke det der ligner dagens gode gerning og jeg stoppede med at spise regelmæssigt.. jeg spiste kun om aftenen sammen med familien og i lang tid orkede jeg ikke at lave mad, så det blev tit til fastfood og om aftenen kunne jeg indimellem sidde og kværne en pakke småkager med chokoladestykker eller lignende..

Efter en periode blev tøjet langsomt for småt- kasseret og udskiftet med noget større.. jeg orkede ikke at se virkeligheden i øjnene..

Da jeg langsomt kom ud af min depression kunne jeg godt se at jeg var blevet "fed og utrænet" men fandt mig i at det nu engang var sådan og bildte mig ind at det var det indre der betød noget...

kiloene sneg sig stadig på for mine nye vaner med for få kcal i løbet af dagen og for mange om aftenen havde sat sig...

Det blev en lidt lang indledning, men sådan blev jeg stor.

MIT NYE LIV OG MIN MOTIVATION kom ganske uventet men som et lyn fra en klar himmel.

Sidst i August i år var vi til bryllup - jeg har længe prøvet at undgå spejle og kameraer men til et bryllup bliver der taget billeder og i nutidens danmark har folk det med at ligge billeder fra fester ud på facebook.

Jeg fik en besked om at der var blevet "tagget" et billede af mig derinde og det skulle jeg jo lige se..

Jeg blev chokeret... jeg var blevet enorm i forhold til min familie og venner.. det billede blev vendepunktet i mit liv... jeg besluttede at tabe 15 kg fra den 7 september 2010 til den 1 januar 2011 - da jeg fortalte min svigermor det mente hun at det var et urealistisk mål og hun troede ikke det kunne lade sig gøre (læs - endnu en motivations faktor) jeg skulle dælme vise omverdenen at jeg stadig havde livsvilje og kamp ånd og at jeg nok skulle nå mit mål... jeg besluttede mig for at jeg "VILLE" have en sund og slank krop og for at jeg ikke ville skamme mig over den jeg var blevet...

Det er så den kamp jeg kæmper hver dag og det er det jeg minder mig selv om når jeg får lyst til at gøre noget som ikke er godt for min krop...

Jeg har kun fået det bedre og bedre for hver dag fordi jeg valgte at tage mig selv og mit liv seriøst. hvorfor vælge at være en fiasko når man kan vælge at blive en succes i sit eget univers.

Ønsker jer det bedste.

varme hilsner Tanja

#5 af briped (slettet)

Ja, spøjst ikke? Depression, indbildninger, nyt tøj i større størrelser - intet af det fik din kampgejst i gang, men det split sekund hvor du så billeder af dig selv på FB og din svigermor der oven i købet mente at du ikke kunne skrælle kg af, ja der skulle du dæælme nok vise hende hvad du kunne :o) Jeg genkender det, og det er lige præcis de små hændelser jeg efterlyser. Dem der fik os skubbet ud over kanten og gjorde os i stand til at tage hånd om situationen.
Før din ulykke havde du egen virksomhed. Sådan en kvinde må af natur være stærk og selvstændig, men vi kan alle lade os slå omkuld i kortere eller længere perioder. Hvor var det godt du kom til bryllup så du kunne finde hende igen :o)
Forresten vil jeg altid mene at det indre er langt det vigtigste. Problemet er bare at som overvægtig/fed får man ofte ikke chancen for at vise sit indre, da så mange fokuserer på det ydre.

Hav en skøn dag,
Britta

#6 af Tanjaknoth (slettet)

Ja det er utroligt at der skal en lille hændelse eller et ord til at ændre ens motivation... og syn på ens egen livs situation. for det er muligt at ændre den, hvis man ikke er tilfreds - man skal bare indse at det kan lade sig gøre. man er til en vis grad herre over sit eget liv.

Det vil for mig altid være det indre der betyder noget.. om folk er overvægtige, har krøllet hår, fregner, hareskår eller om de har en anden tøjstil end mig er underordnet.

Jeg tænkte at folk måtte tage mig som jeg var blevet og det havde jeg det egentlig fint med - (men det billede fra Brylluppet, ændrede mit syn på mig selv fuldstændig) Det gik op for mig at jeg med hastige skridt nærmede mig faretruede 100 kg og med en højde på 161 er det jo ikke sundt i det lange løb.. Jeg kunne se for mig at med det tempo min vægt havde på, ville jeg snart ikke have fysik til at lege med mine børn og børnebørn når de engang kommer - det gik også pludselig op for mig at jeg faktisk ikke var så ligeglad... jeg følte mig flov ved at vise mig i badetøj og uanset hvad tøj jeg tog på, så sad det ikke ordentligt, hofterne bulede ud og dellen over bh kanten sad og skæmmede... når jeg sad ned var dellerne på maven umulige at skjule - så jeg følte mig ikke godt tilpas i min egen krop, jeg overhørte det bare i lang tid og fandt mig i min situation... jeg smed oven i købet alt det tøj jeg havde i str 36 -38 ud jeg regnede ikke med at jeg skulle være så lille igen...

så ja jeg er lykkelig for at jeg var til det bryllup.. ellers tror jeg at jeg havde fortsat med at slæbe rundt på mine alt for mange kg....