Gratis- og betalingsprofil

Du læser en tråd i debat > madital.dk

#1
Gratis- og betalingsprofil
Kære alle,

Programmet bliver til marts gjort delvist betalingsbetinget.

Igennem 7 år har jeg lyttet til jeres gode idéer, og det har udviklet programmet i en god retning. Jeg ønsker ligeledes at høre jeres tanker til følgende:

Jeg ønsker at bevare en gratis del, som kan benyttes til vægtregulering. Jeg kan godt lide tanken om, at alle kan få hjælp uden at være afhængig af økonomi. Mit udspil er derfor at lave to profiltyper – en kalorieprofil (gratis) og en sundhedsprofil (betalt).

Udspil til kalorieprofilen (gratis):
- mad- og motionsindtastning
- indtastning af egne kropsmål
- egne varer / opskrifter / tilskud / enheder / dagbøger / debatforum / motionslister
- finansieret igennem annoncer
- opstilling af mål
- vitaminer/mineraler
- brug af offentlige enheder
- grafer: vægt, kropsmål, måltid
- detaljesiderne/tabellerne
- nuværende søgemuligheder, inkl. hurtigsøgeren
- indtastning af fri træning ved motion
- indtastning af manuelle kcal/kj ved mad
- begrænset brug af mobiludgaven

Udspil til sundhedsprofilen (betalt):
- alle mulighederne fra kalorieprofilen
- de 8 kostråd (+uddybende grafer/tabeller over hvert råd, kommer i februar)
- noget nyt på indtastningssiden, som heller ikke er set andre steder – jeg kan løfte sløret for, at det er en meget enkel, grafisk visning af, hvor meget de enkelte varer betyder for den samlede dag (kommer i løbet af februar)
- opdatering af kalorieindtag på indtastningssiden
- dataudtræk over lange perioder
- mulighed for at få sendt e-mail ved nye indlæg i bestemte tråde
- brug af favoritenheder
- grafer: energibalance, vægtbalance
- fri brug af mobiludgaven

Prisen har jeg tænkt til omkring 59 kr/måned på baggrund af markedsprisen og de funktioner, som sundhedsprofilen kan tilbyde. Rabat ved køb af flere måneder.

Hvorfor bliver programmet nu delvist betalingsbetinget?
Madital.dk er efterhånden så tidskrævende, at jeg fremover bliver nødt til at tænke det som et erhverv.

I starten var Madital.dk en hobby for mig, og i 7 år har det været jeres positive feedback, som har opildnet mig til at klø på med nye funktioner. Jeres tilbagemeldinger har givet mig en tilfredsstillelse i en sådan grad, at jeg bare måtte fortsætte.

Samtidig har jeg lyst til at blive ved, fordi jeg ikke kender til et lignende tilbud. Af denne grund føler jeg et eller andet sted også en forpligtelse. Når jeg ser sundhed i et nyt lys, ønsker jeg at bringe det videre. Først var det bare mad – så også motion – herefter lidt mere end blot kalorietælling – og nu de 8 kostråd. Og i fremtiden dukker der helt sikkert nye vinkler op. Der vil altid være plads til udvidelser :-)

Jeg vil udtrykke mig meget klart omkring, at jeg ikke ønsker at tjene nemme penge. Jeg ønsker, at blive lønnet for de timer, jeg fortsat vil benytte til videreudvikling og vedligeholdelse af programmet. Jeg ønsker, at Madital.dk skal være den sundeste og mest seriøse kalorietæller på det danske marked.

I fremtiden er mine planer at finde vikarjobs i stedet for et fast lærerjob som hidtil, for så at kunne udvikle på Madital.dk de dage jeg ikke bliver kaldt ud. Men jeg håber selvfølgelig, at jeg kan få frigivet et passende antal timer til videreudvikling og vedligeholdelse af Madital.dk i form af, at I mener, at betalingsudgaven også er værd at betale for.

Debatten er åben, og jeg hører meget gerne fra jer :-)

Mvh Lone
12 år29. januar 2012 kl. 02:20
#2
re: Gratis- og betalingsprofil
Hej Lone

Jeg synes, det lyder helt fair, du begynder at tage penge for det, du laver. Og så længe der fortsat eksisterer en gratisprofil, kan jeg ikke se nogen skulle kunne have nogen indvendinger...

Når jeg tænker på, hvor megen hjælp dit site har været, og fortsat er, for mig, vil jeg i hvert fald seriøst overveje at melde mig under betalingsfanerne.

Hilsen
Thomas
12 år31. januar 2012 kl. 05:49
#3
re: Gratis- og betalingsprofil
Det er da helt fint med en betalingsside, du bruger trods alt meget tid på siden. Jeg ved dog ikke helt om jeg ville bruge den del som skal betales for, det synes jeg er svært at vurdere, før jeg har set forskellen på de to modeller.
12 år31. januar 2012 kl. 08:54
#4
re: Gratis- og betalingsprofil
Favoritenhederne, er det vores egne enheder eller det at man kan tilføje enheder selv? Eller hvor hører den til?
Og mht. kostrådene, bliver der stadig opsamling på hvor meget grønt man har spist, eller? :)

Forstår godt, at du vil tage penge for det.. Håber bare ikke det bliver en af de sider hvor der overalt står "du skal betale, hvis du vil have det her" :)
12 år31. januar 2012 kl. 09:00
#5
re: Gratis- og betalingsprofil
Jeg syntes det er helt vildt at du har kørt siden her i 7 år ved siden af dit almindelige job, og så vidt jeg ved har du gjort det alene. Hatten af for det, du må lægge virkelig mange timer i det kunne jeg forestille mig.

Syntes det lyder godt og fair med de to forskellige profiler, jeg ved dog ikke pt. om jeg vil benytte mig af betalings delen, det er svært at svare på syntes jeg før man ligesom har set forskellen mellem de to profiler. Men det er absolut ikke utænkeligt :)
12 år31. januar 2012 kl. 11:02
#6
re: Gratis- og betalingsprofil
Er personlig ligeglad, eneste tanke er at 59 måske lyder lidt højt vs at sider, der har råd til TV-reklamer har samme sats og du måske ikke helt er der rent design-mæssigt vs nogen af de sider jeg tidligere var på og betalte for inden jeg fandt herind netop fordi det var gratis og jeg har et usandsynlig stort jydsk nærigt hjerte :=)

Men så igen har siden også bevæget sig meget, er jo vel efterhånden også nogen år siden jeg blev medlem.
Men ja er da ikke sådan jeg bliver skræmt væk, blot et par tanker :=)
12 år31. januar 2012 kl. 21:46
#7
re: Gratis- og betalingsprofil
Tak for jeres tilbagemeldinger, de er ikke forskellige fra mine forventninger, så det er jo rart at høre.

Ablanu> Favoritenheder er hjerteikonet ... dvs. mulighed for forudindstilling af indtastninger ved varer.
Angående "du skal betale for at se det her" ... så håber jeg, at jeg kan finde en fin grænse ... og der er I jo altid en god hjælp :-)

Vira> du har ret i din antagelse omkring, at jeg har lavet siden alene :-)

I eller flere er stadig velkomne til at kommentere, jeg svarer indimellem :-)

Mvh Lone
12 år31. januar 2012 kl. 21:49
#8
re: Gratis- og betalingsprofil
Umiddelbart enig i at 59kr er lidt dyrt i forhold til det man får mere i forhold til den gratis udgave. Jeg tror at de fleste vil fedte sig igennem den gratis version.

Afhængigt af hvor meget der går tabt i administration, ville jeg droppe den gratis version men sætte prisen så lav at den er symbolsk og ikke bude afskrække nogen. En flad 10´en om måneden ville være rimeligt med de funktioner du har remset op.
Betalingsdelen kunne så sættes så meget ned i pris at flere ville lade sig lokke - måske 39 pr. md eller noget i den stil. Hellere 10 kunder til 39 kroner end 2 til 59 - sådan ville jeg i øvrigt også tænke hvis den gratis del forbliver at være gratis. Eller også skal flere funktioner trækkes i betalingsdelen.

En anden mulighed er en MEGET fedtet gratis udgave - en billig (10-20kr) mellemversion og så luxuxudgaven med det hele, hvor jeg dog stadigvæk tror at 59/md er for meget til at du får ret mange kunder.

Skulle jeg egoistisk set selv overveje betalingsdelen så skulle jeg have mulighed for at kunne vælge (nu plager jeg om det igen) flere typer af måltider idet jeg mangler:
Før træning 1
Efter træning 1
Før træning 2
Efter træning 2
Fedterøven i mig er i hvert fald så fremherskende at hvis jeg skal ofre 500kr om året, så skal der ikke mangle noget der i min hverdag er så essentielt..

Og så er jeg naturligvis spændt på hvad det er du har fundet på i indtastningsdelen.

Hvis det nye debatforum giver lov til at lave egne dagbøger, så ville jeg droppe den oprindelige dagbogsfunktion - der er vist alligevel ingen der bruger den og da jeg var ny på siden synes jeg at det var lidt forvirrende med 2 steder til samme indtil jeg opdagede at kun det ene blev brugt. Behold endelig at man kan kigge i andres kost og motion men skrivedelen er IMHO overflødig.

Hvis det er muligt, kunne mad-databasen også klare et lille løft - dog ikke noget alarmerende krav.
Hvis man lever "almindeligt" med de fristelser der nu er af bake-off og lign f. eks. i 7-eleven, så er det rigtig svært at ramme helt plet på hvad man stopper i munden ude i byen. Kunne man køre standartslik, is fra Frisko osv. ind, måske også med flere typiske vægtangivelser f. eks. af en linse fra bageren (jeg har købt nogle stykker i tidens løb men sjovt nok har de aldrig overlevet turen hjem til køkkenvægten), ville præcisionen kunne øges.

Det var lidt mange tanker herfra :-)
12 år1. februar 2012 kl. 14:06
#9
re: Gratis- og betalingsprofil
Jeg sætter mig skråt imod slet ingen gratisudgave.. Jeg synes initiativet om en gratis side er suveræn, at der skal være en betalingsversion er fair nok, men det skal ikke 'tvinges'.. Jeg hopper i hvert fald (desværre) fra, hvis det ikke bliver muligt med en gratis-version :)
(Jeg mener også, at det var en af grundene til du lavede den fra start - mangel på gratis alternativ?)

Personligt er jeg glad for 'dagbogen' inde under indtastet mad.. Synes det gør det nemmere at følge med i, at se lidt på selve dagen.. Også selvom jeg ikke er super til at bruge det pt :)
12 år1. februar 2012 kl. 14:30
#10
re: Gratis- og betalingsprofil
Der bliver helt sikkert en gratis-udgave - alle skal have muligheden.

Jeg vil hellere udbygge dagbogen i fremtiden, så den vil blive mere brugt.

Angående måltidstyper, så bliver jeg nødt til fremover at tænke, hvad der er bedst for de fleste. Jeg tænker ikke umiddelbart dette som en af dem.

Prisen er et udspil, og jeg vil gerne høre så mange kommentarer som muligt.

Mvh Lone
12 år1. februar 2012 kl. 14:58


For at deltage i debatten:
Log ind
eller opret en profil, hvis du ikke allerede er medlem

Henter...