Ærlig selverkendelse - strategi - filosofiske betragtninger

#1 af amazone (slettet)

Jeg ville egentlig have skrevet nedenstående som et svar i en anden tråd. Men efterhånden som jeg kom væk fra beskrivelse af nogle af mine egne måder at tackle tingene på i hverdagen til de store betragtninger, gik det op for mig, at det nok fortjente sin egen tråd.

Ærlig selverkendelse - strategi - filosofiske betragtninger


Jeg har fundet ud af, at skal min kur lykkes, er jeg nødt til på forhånd at have forudset, at jeg vil blive sultet, så jeg har noget fornuftigt indenfor rækkevidde i tide. Faktisk kan jeg ind imellem spise mere pga. fornuft - især om eftermiddagen - end fordi jeg er rigtig sulten. Men trækker jeg spisningen, falder jeg alt for nemt i med at spise noget forkert, og ikke mindst kommer jeg til at spise for meget aftensmad.

Jeg har 1 standard morgenmad, der næsten mætter for morgenmad og frokost, og den kan jeg godt finde på at tage andre tider på dagen, hvis jeg ikke har fået den om morgenen. For den skaber stabilitet i mit blodsukker og noget for maven at arbejde med.

Skal jeg med transport, hvor jeg ved, jeg risikerer at blive sulten, har jeg 1 stk rugbrød og 2 bananer + ½ liter vand med. Så kan jeg kaste mig over det, hvis det bliver nødvendigt, og undlade is eller andet mindre sundt og mere fedende.

Derudover laver jeg ind imellem en kæmpe omgang af min favorit protein-kødmad incl linser, hvilket igen sikrer stabilt blodsukker og nok protein - jeg har en tendens til at spise for meget kulhydrat under kur, hvis jeg ikke tænker mig om, men taber mig bedst når jeg får protein nok. Det fryser jeg ned i portionsanretninger og tager kun ca. 10 minutter med først optøning og så opvarmning i mikrobølgeovn.

Husker jeg at bruge disse former for sikkerhedsnet, kommer jeg igennem det meste af dagen uden at synde. Så er det kun hvad jeg kan finde på at blive fristet til at indtage om aftenen, der kan vælte kaloriebalancen. Og jo mere jeg er blevet opmærksom på det, jo bedre er jeg blevet til at styre det.

Hvis jeg kan mærke, at jeg har for lidt energi i kroppen i forhold til min standard, tillader jeg mig lidt udskejelse om aftenen, for så trænger kroppen til det. Men jeg er heldigvis kommet frem til, at en gang youghurt med proteinpulver kan give mig lige så megen nydelse at spise, som en sædvanlig dessert. Og så har jeg samtidig den dejligste rene samvittighed, når jeg spiser, for så ved jeg bare, at jeg giver musklerne mulighed for at kunne yde en ekstra indsats dagen efter.

Jeg har også fundet ud af, at jeg har nemmere ved at begrænse mængden, jeg spiser, hvis det er mere krydret eller på anden måde har stor smagsfylde. Derfor går jeg ikke efter light produkter, men efter det jeg holder allermest af smagen af, og så tager jeg en begrænset mængde.

Jeg har ud fra det også meget let ved at sige nej tak til noget, andre byder mig, hvis det ikke er blandt mine favoritter, for "det gider jeg ikke bruge mine kalorier på". Og er fristelsen meget stor, lover jeg mig selv, at jeg senere i stedet må købe / spise noget af det, jeg holder allermest af. Ofte glemmer jeg at gøre dette senere, fordi jeg så er optaget af at nå mit overordnede mål, men at jeg ikke bare fortrænger det, men virkelig spiser mine yndlings ting med stor nydelse og god samvittighed, er helt sikkert en vigtig faktor for at jeg kan styre mig generelt.

-

Jeg tror i høj grad, at det handler om at være ærlig overfor sig selv om, hvad det er, der tilfredsstiller en, og at se på hvilke ting, der kan få en til at fravige ens beslutning. For så kan man komme frem til at lave sine egne strategier, der virker.

For mig har det været en meget vigtig ting at være 100 % ærlig med at skrive al min spisning ind her i medital, for så kan jeg ikke snyde mig selv til at tro, at bare andre ikke ser, hvad jeg indtager, så gælder det ikke... For det er jo bare selvbedrag. Hellere bevidst give sig selv en fridag og lov til at gøre det, man længes efter, end at man både forsøger at fortrænge og straffer sig selv for at have gjort det.

Det har taget os lang tid at opbygge vores overvægt. Hvem siger, at det er en absolut nødvendighed, at det alt sammen skal fjernes på kortest tid? Og ville vi i virkeligheden psykisk være parat til det, hvis vi i morgen vågnede op måske 20 kg lettere?

Jeg var engang gift med en mand, hvis normalvægt var 142 kg. Han prøvede mange gange at tabe sig, men hver gang vægten bevægede sig for nedadgående, blev han bange og fik følelser op fra da han var ung, radmager og blev mobbet. Ved at han aldrig fik bearbejdet den periode i sit liv, var han i virkeligheden aldrig klar til at smide overvægten, der på mange måder generede ham, for han følte sort/hvidt at hans skulle vælge mellem overvægt og være socialt vellidt og være normal/undervægtig og være udenfor i sociale sammenhæng.

Så vægttab handler ikke kun om kalorier og motion, men om vores selvbillede - og om vi er villige til at se på, hvorfor vi sidder fast i det billede, vi har nu. Om vi er villige til at se på nogle af de gemte skeletter i skabet, for derigennem at kunne udvikle os til de frie mennesker, vi gerne vil være.

Ja - lidt filosofisk, men det er der, hvor jeg selv er. Jeg arbejder nemlig med at finde kvaliteter i at være kvindelig, hvor jeg tidligere i livet troede, at alt det jeg ønskede var udelukket, fordi jeg ikke var mand. Det var selvfølgelig et forkert følgeslutning, jeg havde lavet. Og nu er jeg ved at undersøge, hvilke ting jeg er blevet indoktrineret med angående at det kvindelige er mindreværdigt og svagt for at jeg kan finde mit eget ståsted. At jeg ikke vælger at fastholde et rigidt forsvar i min krops muskler og fedt overfor bestemte tanker om, hvordan min krop definerer mig, men at jeg finder ud af, hvem og hvad jeg er og ønsker at være, uanset hvad mine forældre tænkte/syntes og hvad der er gældende i samfundet.

Jeg kan mærke, at dette er meget vigtigt, hvis jeg skal lave nogle overordnede forandringer i min krop. For hvis finder frem til et indre billede af, hvordan jeg gerne vil se ud og være - ud fra de gener, jeg har fået med mig - vil jeg kunne lade være med at føre krig mellem mine forskellige følelser og tanker med kroppen som skueplads for det.

Jeg har øvet mig i at se mig i spejlet med kærlighed og anerkendelse. Se nøgternt på, hvordan kroppen ser ud, hvor der er for få og for store spændinger og hvad der skal til for at skabe en større harmoni, der vil gøre, at kroppen kommer til at fungere bedre uden smerter. Derefter har jeg besluttet mig til at satse på træning, der som største fokus har at opdyrke det forsømte og have harmoni og balance som målestok.

Det kan godt være, det kommer til at tage forholdsvis lang tid at komme dertil, men det er for mig OK. Når jeg ser på billeder af mig selv, da jeg var yngre, nøgternt smukkere og slankere og mærker ind i kroppen i dag (sammenligner endnu ikke med spejlbilledet), så har jeg det bedre i dag, end da jeg dengang fik pint kroppen ned i former, den ikke helt var klar til at være i. For ved at jeg stadig var i splid med mig selv, fremkaldte det at min krop så sådan ud, angst jeg ikke kunne udholde at erkende årsagen til. Så enten skulle jeg leve med angsten eller – når noget havde udløst angsten, så den var akut – stikke af ved at tage 5 kg på i løbet af få dage, så fedtet kunne lægge sig som beskyttelse om de områder af kroppen, der følte sig sårbare.

Så ud fra min nye strategi føler jeg mig sikker på, at det er et uvurderligt arbejde, at jeg nu kigger dybt i mine indre psykologiske mønstre og min følelsesmæssige historie, for kun derigennem kan jeg få ryddet op og få ændret ikke længere brugbare mønstre. Og når min indre selvfølelse ikke hæmmes af angst for andres reaktioner eller af min egen angst for pludseligt at blive behandlet som et mindreværdigt menneske (igen), er jeg sikker på, at jeg kan få det ydre spejlbillede til at matche den og det, jeg er inden i – og så vil det kun være et spørgsmål om at tænke nok i kalorier og træning for at få de to billeder til at passe helt rigtigt sammen.

#2 af SiriS (slettet)

Tak fordi du så modigt deler dine tanker og din historie. Dit indlæg er tankevækkende.

#3 af Girl next door

Det var spændende og ærlig læsning - tak for det :-)

#4 af lotteniels (slettet)

Hej,
Dejlig læsning og mange af de tanker jeg også selv har. Jeg læste på et tidspunkt følgende vedr. vægttab "spis som du ville gøre hvis du var slank",,,,så det prøver jeg nu at gøre.
^_^ Lotte

#5 af amazone (slettet)

Jeg kan se, at flere har en slags "egen tråd", hvor man kan følge deres bestræbelser, og da jeg ikke har nogen offentlig profil, vil jeg skrive lidt videre her.

Siden jeg har tilmeldt mig madital har jeg haft 2 perioder, hvor jeg har været disciplineret, og en periode hvor jeg slap kontrollen. For nogen tid siden satte jeg mig så ned og begyndte at analysere på mine resultater for at se, hvad der virkede og hvad der ikke virkede.

Det mest slående var, at det var, når jeg "glemte" at skrive alt ind her, at jeg mistede kontrollen og tog kilo på, jeg ellers havde kæmpet hårdt for at tabe. Dette sket i en periode, hvor jeg emotionelt kæmpede med mine problemer / angst i forhold til det feminine, og jeg håber, at jeg nu har overstået den hurdel.

Havde jeg kunnet være vedholdende, havde en reduktion på 400 kcal pr. dag i forhold til forbrug kunnet give mig det samme resultat som forholdsvis hård kur + tid med udskejelser.

Jeg har nu i 5 uger brugt en blanding af proteinkur / nupo kur, og jeg kan mærke, at det absolut gør en stor forskel på min kropssammensætning. Det er fedt, jeg taber, når jeg følger dette, og det er fra de svære depoter, jeg ikke mærkede så meget svind i tidligere.

Jeg har en stor muskelmasse og vil hellere træne end kun bruge formindsket kalorieindtag som metode, så jeg opnår ikke lige så store vægttab som mange andre beskriver. Men min krop ændrer sig i positiv retning på en måde, så man slet ikke kan se på kroppen, at jeg har været tykkere. Undtagen måske lidt på inderlårene, hvor jeg har tabt mere fedt end huden har trukket sig sammen til.

Som jeg har nævnt i en anden streng, har jeg en tendens til at få acetone-lugt, når jeg reducerer mit kalorieindtag, og det kommer endda nu, hvor jeg i gennemsnit har et dagligt kalorieindtag på omkring 1600.

Jeg kan ikke pine mig meget længere ned end de 1600 kcal uden enten at få hovedpine / manglende energi / acetonelugt hvis det er kulhydrater, jeg mangler, let ved at få sår på slimhinder, hvis det er protein, jeg mangler og jeg fryser, hvis jeg skærer for meget i fedtoptaget. Enten er jeg bare mere følsom end de fleste andre, eller også er der ikke helt den balance i min krop, som er normalt. Så jeg har tænkt mig at få et tjek hos lægen på et tidspunkt.

Og så lidt facts: Jeg startede ud på 89 kg den 13. juni og vejer nu 77 kg. Jeg er 170 høj og som nævnt muskuløst bygget.

Kærlig hilsen
Amazone

#6 af Rov (slettet)

Amazone, tak for at du deler dine tanker, tror du er på den helt rette kurs, jeg havde 20 kg. at tabe og det gik kun når jeg trænede, har nok lav basis forbrænding. Når man skal tabe meget er et lægecheck i ny og næ virkelig en god ide!

Det er super vigtigt at prøve at elske sigselv, ligegyldig hvilken størrelse man har og virkelig focusere på de små succesoplevelser på vejen til en sundere vægt.
Vi har sådan en tendens til at tænke at når vi når vores ideal vægt SÅ bliver nok lykkelige, og glemmer lidt at det jo "bare" er vores udseende, vi skal jo også være lykkelige indeni og hele vejen derhen. Bare hæng i, jo længere I holder jer til at spise sundt og få noget motion, jo større sandsynlighed er der for at DET bliver jeres nye "normale" liv. Vi kan ændre vores vaner, det er ikke let, men :)
God vind herfra!

#7 af kbla (slettet)

Hej Rov

Du skriver: Vi har sådan en tendens til at tænke at når vi når vores ideal vægt SÅ bliver nok lykkelige, og glemmer lidt at det jo "bare" er vores udseende, vi skal jo også være lykkelige indeni og hele vejen derhen.

Pænt svar af dig til amazone rov. Men tænkte lige:"Kan du definere hvad lykke er"? Lykke er et ord der ofte bruges. Eks. er der lavet internationale undersøgleser og studier der viser at vi danskere er det lykkeligste folk i verden. Men hvorfor er er Danmark så det land hvor der er flest selvmord og en meget høj dødelighed af kræft? Jeg ved ikke hvad lykke er og er man i givet fald lykkelig hele tiden eller noget af tiden, og hvis det er noget af tiden hvad er man så når man ikke er lykkelig. Er man så glad eller ked af det. Vred eller sur?

vh knud

#8 af Rov (slettet)

Hej Knud!
Det er jo en filisofisk tråd hehe. Lykke er sikkert meget subjektiv vil jeg tro, selvom jeg læste at forskere mener at danskerne er så lykkelige fordi vi har jantelov og rimelig fordelt rigdom, så vi forventer ikke så meget og kan så ikke blive skuffede, hihi :)

For mig er lykke når man hviler i sig selv og har accepteret og har set sigselv i øjenen og flæsket og kan elske sigselv som man er. Fokuserer positivt når man tænker på fremtiden og har mennesker omkring en som støtter en og elsker en. Så kan man jo have sure dage også, og modgang og stadig have lykken med sig.

Det er jo ikke altid man har alle tingene, men jeg har prøvet at lære migselv aktivt at søge derhen. Ikke altid let, men hvis man er bevist om det hjælper det jo en del :)

#9 af amazone (slettet)

Jeg synes selv, jeg har tabt mig ret langsomt og over lang tid, og så er det lidt svært at få de der helt fede oplevelser af: Yes, nu kører det bare...!

Men jeg fik en helt uventet opmuntring i dag, da jeg var på besøg i en genbrugsbutik. Jeg er vant til, at jeg ikke rigtig kan regne med størrelser i tøjet, så er der bare en vis sandsynlighed for, at jeg kan passe noget, som jeg synes er rigtig lækkert, så kommer det med i prøverummet. Ret ofte er jeg så uheldig, at det er for småt (jeg går også efter mindre størrelser, end jeg ellers helt kan passe, for er de elastiske, får det mig til at fremtræde slankere, da jeg ikke har mange dæller på overkroppen, men jeg har heller ikke nogen særlig markeret talje. Har H-figur).

Jeg fornemmede godt, det var stort, da jeg tog det af bøjlerne - det hang på 3 bøjler samlet, da det var et sæt. Men jeg fik et postitivt chok, da jeg stod med nederdelen om livet og reducere livvidden med 15-20 cm i ryggen, da jeg skulle spejle mig. Det var ellers den størrelse, jeg passede for 6-8 måneder siden!

Det er rart endelig at få et fuldgyldigt bevis på, at der virkelig ER sket noget. Også fordi min kæreste ikke er en, der strøer om sig med rosende ord, men er bedst til at komme med påmindelser, hvis han synes, jeg indtager for meget. Han mener generelt, at jeg burde kunne tabe 1-2 kg om ugen, og det kan jeg ikke og har aldrig kunnet.

Inden I kritiserer ham, så vil jeg lige sige, at han støtter mig på alle mulige måder, som ingen mand har støttet mig før. Jeg har gamle traumer, der stadig popper op, og det er næsten som at have en psykiater 24/7 at have ham at spille op imod, så jeg kan godt acceptere hans mindre positive sider. Og en af dem er, at han er perfektionist og altid nemmest kan se det, der trænger til forbedring, og når han siger noget positivt, bliver det pakket så meget ind i sort humor, at jeg er nødt til at se ham lave grimasser for ikke at overreagere på ordene.

Men... det er såmen heller ikke den værste egenskab at have, for det hjælper mig til at lære at lade være med at overreagere, når jeg ved, at den bagvedliggende hensigt er god og kærlig.

Jeg ville ønske at alle mennesker kunne have en sådan god ven og rejsekammerat på livets vej...

Amazone

#10 af Tanjaknoth (slettet)

Hej Amazone

jeg har lige siddet og læst din tråd igennem tak fordi du deler den med os.

varme hilsner Tanja